Nyhed
Læsetid: 5 min.

Selv i døden er Chávez den stærkeste kandidat

Når de venezuelanske vælgere søndag går til urnerne er det alt eller intet for den afdøde præsident Chávez’ socialistiske revolution. Men ligegyldigt hvem, der vinder valget i den olierige nation, så er arven tung og økonomien i bund
Selv om Hugo Chávez er død, er hans revolutionære eksperiment lyslevende ved søndagens valg i Venezuela: Enten bliver det et endegyldigt farvel til 14 år med hans revolution, eller også vil revolutionen fortsætte med yderligere centralisering af magten omkring staten. Foto: Scanpix

Selv om Hugo Chávez er død, er hans revolutionære eksperiment lyslevende ved søndagens valg i Venezuela: Enten bliver det et endegyldigt farvel til 14 år med hans revolution, eller også vil revolutionen fortsætte med yderligere centralisering af magten omkring staten. Foto: Scanpix

Udland
13. april 2013

Chávez, jeg lover dig, jeg stemmer på Maduro,« runger det taktfast i gaderne fra de hundrede af tusinde tilhængere af den nu afdøde præsident Hugo Chávez, der i ugen op til valget har fyldt de centrale dele af hovedstaden Caracas, og som nu pligtskyldigt kaster deres kærlighed på hans politiske arvtager, Nicolas Maduro.

For selvom Hugo Chávez, Venezuelas præsident igennem 14 år, døde den 5. marts, så har valgkampen i Venezuela handlet om ham, og hans politiske projekt kaldet den bolivarianske revolution.

De to præsidentkandidater, den 40-årige Henrique Capriles Radonski og den 50-årige Nicolas Maduro Moros står på hver sin side i det polariserede land. Maduro vil sikre en videreførelse af Chávez politiske projekt. Capriles vil gøre op med det.

I første omgang handler det om, at overbevise vælgerne. Og her er den lidt kedelige og farveløse Maduro selv udmærket klar over, at hele hans styrke som kandidat ligger i, at Chávez inden sin død lige akkurat nåede at gøre ham til sin politiske arvtager.

Maduro omtaler derfor sig selv som »Chávez’ søn,« og han har under samtlige valgmøder indledt med at vise den samme video - en optagelse af det øjeblik, hvor Hugo Chávez udnævner ham til partiets kronprins. Efter en mere spektakulær episode, hvor han mødte Chávez som en fugl, er han også begyndt at fløjte til sine valgmøder.

»En lillebitte fugl kom flyvende ind og cirklede tre gange over mit hoved,« beskriver Nicolas Maduro det magiske øjeblik: »Jeg besvarede dens fløjt, og i det samme følte jeg hans sjæl (Chávez’, red.), og han sagde til mig, at i dag begynder kampen, gå ud og tag sejren, du har min velsignelse.«

Episoden ligger ti dage tilbage, da Maduro indledte sin valgkampagne i netop Chávez’ hjemby i delstaten Bariñas i det vestlige Venezuela. Siden da er Maduros fuglefløjt blevet et fast indslag, når han møder sine tilhængere – Chávez er med ham.

Genopretning

Alligevel er den politiske arv efter Chávez langtfra problemfri. Skulle Maduro vinde valget - og dermed være tvunget til at videreføre den bolivarianske revolution, så vil den rå virkelighed hurtigt ramme ham. Maduro har på ingen måde samme forførende karisma som Chávez, og vil derfor være langt mere sårbar over for folkets kritik.

Han har derfor i valgkampagnen fokuseret på de mange mangler i det venezuelanske samfund og lovet at gøre noget ved både korruptionen, der er så omfattende, at Transparency International placerer Venezuela som nummer 165 af 174 mulige nationer. Kun Somalia, Afghanistan, Irak, Myanmar, Turkmenistan, Usbekistan og Sudan er lavere rangeret.

Volden, der i løbet af de sidste ti år har gjort Venezuela til et af Latinamerikas mest farlige lande, står ligeledes højt på listen over problemer, der skal gøres op med. Og det samme gør den tyndslidte infrastruktur, hvor især landets el-forsyning er forsømt, hvilket fører til hyppige og lange strømafbrydelser. Maduro vil derfor gøre problemet til et »nationalt sikkerhedsspørgsmål,« hvorfor han vil »militarisere« elsektoren, hvad det så end skal betyde.

Galloperende inflation

Omvendt er den nedadgående økonomi og de mange forsømmelser i forhold til at vedligeholde infrastrukturen, holde olieproduktionen oppe og sikre almindelige mennesker ubesværet adgang til fødevarer naturligvis Capriles bedste våben i en kampagne domineret af ønsket om radikale forandringer. Og her er han hjulpet af landets galloperende inflation - Latinamerikas højeste - der to gange inden for de seneste 100 dage har betydet, at Venezuela har måtte devaluere landets valuta, der som konsekvens er faldet i værdi med 46 procent i forhold til dollaren. Det betyder, at almindelige varer, hvoraf Venezuela importerer langt størstedelen, bliver forholdsvis dyrere. Noget der rammer alle venezuelanere, men som går hårdest ud over de fattigste.

»Det er vores fremtid, der bliver afgjort den 14. april. De seneste 100 dage har været den værste periode i 14 år (som Chávez’ lederskab har varet, red.), og jeg tør slet ikke forestille mig, hvad seks år mere ville få af konsekvenser. Inflationen er på vej mod 40 procent – i intet andet latinamerikansk land opleves noget tilsvarende. Vi oplever en mangel på almindelige varer, som heller ikke ses andre steder i Latinamerika – 80 procent af vores fødevarer importeres, og sammenligninger viser, at vi samtidig har de dyreste varer. Og olieproduktionen falder og falder. Det er en meget kompleks og meget svær situation,« lyder kritikken fra Capriles.

Hvad hvis ...?

Selvom afstanden mellem de to kandidater ifølge flere meningsmålinger er skrumpet under valgkampen, så ligger Nicolas Maduro stadig over Henrique Capriles i samtlige troværdige målinger. Bliver det endelige resultat tæt på valgdagen, frygtes uro.

Begge kandidater har under hele valgkampen kredset om det sensible tema, for hvad sker der, når resultatet kendes søndag aften? Hvis oppositionen vinder, vil den siddende regering da træde tilbage? Og hvis Maduro vinder, vil oppositionen så acceptere nederlaget?

Tungen på vægtskålen kan i den sammenhæng meget vel blive militæret, og derfor har Henrique Capriles også gjort et stort nummer ud af at bejle til landets generaler, samtidig med at han flere gange har ladet offentligheden vide, at den siddende regering har en såkaldt »Stalin-plan.«

»Vi har informationer om, at den aktuelle regering har en plan kaldet Stalin, som går ud på, at man ikke vil anerkende en eventuel sejr til os. Derfor spiller de væbnede styrker en meget afgørende rolle i forhold til at sikre freden under og efter et valg« siger Capriles og fortsætter:

»Der eksisterer en mindre gruppe inden for regeringen - særligt omkring forsvarsministeren, som bliver ved med at komme med nogle meget udfordrende politiske meldinger. Derfor er det vigtigt, at de væbnede styrker som institution opretholder deres integritet og forsvarer folkets frie vilje. Jeg stoler på størstedelen af vores forsvar, og tror på, at de vil varetage opgaven,« siger Capriles, og tilføjer: »ellers er vi jo på vej mod et diktatur.« I et interview med en lokal avis lod Capriles således forstå, at han allerede har udset sig en kommende forsvarsminister. Og at denne er en højt placeret militærperson.

»Jeg har allerede på plads, hvem der bliver forsvarsminister. Det er en aktiv militærperson, der er tro mod landets forfatning, og som jeg allerede har haft flere samtaler med,« siger Capriles, der sandsynligvis har følt sig nødsaget til at lave en forhåndsalliance inden for militæret i tilfælde af uroligheder efter valget.

Den siddende regering har udstationeret 141.000 soldater over hele Venezuela for at sikre ro og orden i forbindelse med præsidentvalget søndag. Resultatet af valget forventes natten til mandag dansk tid.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så dårligt ser den venezuelanske økonomi ikke ud ifølge denne rapport::

http://www.cepr.net/documents/publications/venezuela-2012-09.pdf
"Conclusion
The Venezuelan economy has had two recessions in the past thirteen years. The first was brought
on by an oil strike, and the second

which could probably have been avoided with sufficient
counter
-
cyclical policies

was during the world recession of 2009. The predictions of economic
collapse, balance of payments or debt crises and other gloomy prognostications, as well as many
economi
c forecasts along the way, have repeatedly proven wrong.
CEPR
Venezuela’s Economic Recovery: Is it Sustainable?

28
The sharp fall in inflation over the past
year
indicates that the government has the ability to keep
inflation under control while maintaining economic growth. As we have seen, Venezuela’s internal
debt burden is very low, and its external debt burden is modest. Even if oil prices were to crash as
they did in 2008
-
2009, the government would have plenty of capacity to borrow in order to counter
a drop in private demand. The previous economic recovery
showed that private investment was
forthcoming, as would be expected, when the economy grows; but the government can also replace
lagging private investment with public investment, which is very much needed in order to increase
the productivity of the econ
omy.
With a sizeable trade surplus, Venezuela is unlikely to see any balance of payments crisis in the
foreseeable future, and its currency
does not have to be devalued.
While in the long run the
government may want to consider other currency regimes, the
re is no obvious reason that the
current system could not be maintained. For all of these reasons, the current economic recovery is
sustainable.
An unsustainable economic expansion is one in which there are imbalances that cannot be
maintained. Examples w
ould include the U.S. economy in 2006, or a number of other economies
(e.g. Spain, U
.
K
.
, Ireland) that had large real estate bubbles that would inevitably have to burst.
Economies with unaffordable debt service, or large current account deficits can also f
ace inevitable
adjustment

although even in these cases there are usually feasible alternatives to recessions, or at
least to severe or prolonged recession. But Venezuela does not face any such inevitable, sharp
adjustment that would push the economy into
recession.
As can be seen in
Figure 1
2
, from 1980
-
1998
,
Venezuela’s per capita GDP actually declined by 14
percent. It was one of the worst economic performances in a region that, as a whole, experienced its
worst long
-
term growth failure in a century.
Since 1998
,
the economy has had modest per capita GDP growth, and much higher growth since
political stability was restored and the government got control over the oil industry. Measuring from
2004, when the economy reached it pre
-
recession peak, GDP per
person has grown by an average of
2.5 percent annually. As noted above, this growth led to a large reduction in poverty and extreme
poverty, as well as numerous other gains in health care and education due to increases in social
spending. And as
Figure 1
3
also shows, as high as Venezuela’s 22 percent annual rate of inflation
has been (since 1998), it was much worse (34 percent) in the pre
-
Ch
á
vez years.
Venezuela has about 500 billion barrels of oil, according to the U.S. geological survey estimates, the
largest in the world. Its proven reserves are about 300 billion barrels. The country is currently using
about 1 billion barrels of those reserves per year. So long as political stability is maintained

and it
has been since the government got control of
the national oil industry in 2003

Venezuela will have
the ability, with reasonable macroeconomic policies, to maintain solid rates of economic growth. "

Palle Yndal-Olsen, Henrik Klausen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg undskylder den dårlige formattering.

Der har i Venezuela været talrige eksempler på sabotage mod el-nettet af insidere i virksomhederne som ejer det. Disse sabotager er ofte foregået på strategiske tidspunkter, som under valgmøder for regeringspartiet, hvor hele landsdele er blevet mørkelagt. også under valghandlinger er noget sådant sket, og derfor har man nødgeneratorer ved valgstederne, samt dobbelt-valghandling på papir.
"Militariserngen" af elnettet kunne måske betyde en sådan kontrol med elsektoren, at sådanne sabotagehandlinger bliver meget risikable at udføre.

Hvem står bag sabotagen?
Historisk har en del af strategien for CIA's indsættelse af "venligt-sindede" (læs: diktatoriske) regimer i deres interessesfære (den amerikanske "baghave", som sydamerika var kendt som under den kolde krig) været en destabilisering af infrastrukturen.
Her er el-nettet et af de nemmeste at ramme, og det er nærliggende at tro, at USA skulle være involveret, som en af de største interessenter og intervenører i Venezualas interne forhold.

Henrik Klausen

Er enig i Dennis Bergs kritik. Venezuela har set betydelig økonomisk fremgang i det sidste årti, i modsætning til Nordamerika og Europa. Men det er blevet en fast tro hos højrefløjen - her gentaget af Information - at Venezuela har klaret sig dårligt, fordi man har hjulpet de fattige i stedet for at gå reform-amok...

Man ser den samme fordom med Argentina, der dristede sig til at gå i betalingsstandsning og blæse kreditorerne et langt stykke, efter bindingen af pesoen til dollaren blev uholdbar. Højrefløjen, der jo altid er på kreditors side, insisterer på at Argentina stadig betaler prisen for sin skæbnesvangre beslutning. Landets økonomi er siden pesoens fald imidlertid vokset hurtigere end Brasiliens - men for at vide det, skal man jo se på data...

Karsten Aaen, Thomas Borghus, Dennis Berg og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis man vil have mere dybdegående analyser af situationen i Venezuela, kan jeg anbefale Al-Jazeera:

"His children are working in Europe and he seems like the sort of gentleman who would be more confortable in Miami or London than in the barrios of Caracas.
In a reality few here like to acknowledge, most - though certainly not all - opposition supporters have light skin and European descent, while government partisans tend to be from groups with African and indigenous ancestry."

Det er et valg der står mellem eliten og de fattige i Venezuela, og så længe der er flest fattige, er resultatet vel givet med ca. 10% forspring til den Bolivariske Revolution.
http://www.aljazeera.com/indepth/features/2013/04/201341210313022762.html

@Dennis Berg

Syntes du at et land med en årlig inflation på 22 procent, og som kun via salg og afbrænding af enorme mængder fossile brændstoffer kan holde afgrunden stagen, lyder som et land med en sund økonomi der er bæredygtig - på nogen måde?

Mener du virkelig ikke, at er tid for dem til at sadle om?

Lig dertil at det er et at verdens mest korrupte og livsfarlige lande at opholde sig i.

Hvilken "afgrund" er det du taler om, Martin?
Læste du mit link?

Du bliver nødt til at kigge på motivationerne bag, og her er USA's had en stor en, samt forklaringen på den massive bagvaskelse af Hugo Chavez og Venezuela.
Glem heller ikke de enorme oliereserver og hvad USA gjorde i Irak for oliens skyld.

Set med de briller på, så kan jeg kun råde dig til at gå et spadestik dybere og kigge bag om den vestlige mainstream-medie-facade, som i høj grad styres af USA.

Man kan jo ikke overse det faktum, at Venezuela har verdens største kendte forekomst af olie - derfor er det naturligvis ulideligt for USA, at de skal modtage 40% af deres olie fra et socialistisk land.

Er det rigtigt, at Chávez har efterladt 2 milliarder formue til sine børn???
http://www.ecuadortimes.net/2013/03/11/hugo-chavez-accumulated-a-large-f...