Læsetid: 5 min.

Ekstraordinær sindsro efter terror i Boston

Det var, som om bostonianerne i forvejen havde forberedt sig grundigt på et terrorattentat midt i storbyens hjerte. Ingen gik i panik, ingen blev hysteriske. Alle virkede fattede
»Der var ingen hysteri, folk gik ikke i panik« fortæller Pam Kogut, om mandagens terror i Boston. »Folk er ikke så overrasket længere. Meningsløs vold mod civile er en del af vores hverdag«.

Jessica Rinaldi

17. april 2013

Ryan Cook, 26, havde taget nogle timer fri fra sit job i et mediefirma for at være ude i det skønne forårsvejr mandag og opleve det farverige maratonløb, som ender midt i Bostons indre by.

Pludselig hørte han et brag.

»Der var så mange mennesker på fortovene, at man næsten ikke kunne komme frem. Alt foregik i slow motion. Efter den anden eksplosion begyndte folk at gå hurtigt. Ingen vidste, hvad der var sket. Kun at et eller andet var gået galt,« fortæller han.

Hvert vidne til mandagens to eksplosioner – som nu anses for at være et terrorangreb vendt mod den største sportsbegivenhed i den mest sportsglade by i USA, Boston – søgte at håndtere chokket på deres egen måde.

Folk begyndte at ringe eller sms’e for at spørge til slægtninge og venners velbefindende. Det overbelastede telefonnettet. Herefter besluttede nogle at aflægge lange afstande til fods eller på cykel for at tjekke, om deres nære havde overlevet.

Ryan gik hjem til sin lejlighed, som kun ligger 1 km fra maratonløbets målstreg på Boylston Street, for at ringe til sine forældre, lillesøster og lillebror og sige, at han var okay.

»Jeg skulle blot høre mine søskendes stemmer.« Så tændte han for fjernsynet.

»Jeg ser aldrig tv, men nu blev jeg nødt til det. Efter 45 minutter havde jeg fået nok og satte mig ned for at skrive,« fortæller han.

»Jeg skrev om den lille dreng Martin Richard, der døde, mens han ventede på, at hans far kom i mål. Jeg henvendte mig til min lillesøster, der er 13. Hun løber og har ofte talt om at være med i et Boston Marathon.«

Hobbesiansk

Ryan skrev også om den tidsalder, han lever i.

»Den engelske filosof Thomas Hobbes sagde, at menneskene vil bekrige hinanden, så længe vi lever i stater uden en folkeret. Men for mig at se hjælper love ikke. Vi lever med konstant krig og tumult. Har det altid været sådan? Eller er det blot fordi vi gennem de allestedsnærværende medier er mere bevidste om det?«

Mandagens terrorattentat bekræftede amerikanernes i deres formodning om, at al-Qaedas angreb på USA for snart 12 år siden har undergravet en langvarig fornemmelse af tryghed ved at leve i et stort og tilsyneladende usårligt land.

»Der var ikke noget hysteri. Folk gik ikke i panik. Alle virkede utroligt fattede. Folk er ikke så overrasket længere. Meningsløs vold mod civile er en del af vor hverdag,« siger Pam Kogut, en advokat, der stod ved målstregen med sin 11-årige datter Amelia indtil kl. lidt i 13 – en time før eksplosionen. Hun beretter:

»Vi så eliteløbere komme ind over stregen. Min datter tryglede mig om at blive, så vi kunne se den store gruppe af løbere komme i mål, men min mand var blevet syg søndag, så jeg overtalte Amelia til at tage s-toget hjem,« fortæller Pam. Den slags tilfældige beslutninger reddede menneskeliv.

Rullende torden

Fabio Schiantarelli er professor i økonomi på Boston College og ivrig maratonløber.

»I dette maraton løb jeg langsommere end normalt, fordi jeg gennem hele vinteren har deltaget i langrendsstævner med min datter,« fortæller han.

Fabio hørte den første eksplosion som et rullende tordenskrald, da han var tæt på at entrere Boylston Street sammen med sin datter og en ven.

»Maratonløbere er maniske. Intet kan stoppe dem, især ikke 1 km fra målet. Men her stod nogle politibetjente og signalerede, at vi skulle stoppe. Flere tusinde stoppede. Magen til sindsro! Kun tre idioter valgte at løbe videre.«

Ron Frank har gennem de sidste 14 år arbejdet i firmaet Litl, som har hovedkvarter i en bygning, der ligger lige ved målstregen på Boylston Street. Fra hans kontor er der udsigt ned til stedet, hvor den første bombe eksploderede kl. 13:50.

Det første Ron tænkte på var »tårnene«.

»Jeg sagde til mine medarbejdere, at det kunne være en gentagelse af 11. september. Jeg ville have dem ud af bygningen. Men så begyndte folk at komme ind udefra og sagde, at det var tryggere at blive i bygningen et stykke tid.«

Trods det smuttede han ud ad en bagindgang og hoppede på sin cykel. Men midt på en bro over Charles-floden kom han i tanke om, at en ven skulle være løbet i mål på det tidspunkt, bomberne sprængte.

»Jeg kunne ikke ringe til ham, så jeg vendte om …«

Heppekorene

Bostons maratonløb er fremfor alt kendt som en tilskuersport. Hermed skal forstås, at løberne bliver drevet frem af titusinder fremmødte, som hepper på de udmattede løbere helt frem til målet.

»Der er intet maratonløb som det i Boston,« siger Fabio Schiantarelli.

»Man finder ikke nær samme opbakning fra mængden i New York. Det er én god grund til at være deprimeret over, hvad der er sket. Attentatet var efter min mening ikke rettet mod løberne, men mod tilskuerne, for uden dem er der ikke noget maraton,« siger den italienskfødte professor ved Boston College.

Richard Doran, der er advokat og mangeårig løber, oplevede scener med ekstraordinær generøsitet fra beboerne i downtown Boston.

»Vi blev standset en kilometer før målstregen og mange af os begyndte at fryse. Så vi løb ned ad en parallel gade for at nå til de busser, hvor vores tasker med varmt tøj var blevet deponeret,« fortæller han.

»På vejen blev vi stoppet af de lokale, som kom ud med vand, saft, snacks og nogle af dem havde tømt deres klædeskabe for at give os varmt tøj. Det er sådan noget, man aldrig glemmer.«

Boston 2014

Dorans kone og datter stod 20 meter på den anden side af gaden, hvor den første bombe blev detoneret. De overlevede. Sidste forår brækkede Richard nakken og to ryghvirvler i et halsbrækkende fald under et andet maratonløb. Lægerne gav ham en lille chance for at genvinde sin fulde førlighed.

»De regnede ikke med, at jeg ville kunne komme til at gå igen. Og her et år senere løber jeg igen, og igen når jeg ikke til målstregen. Denne gang er det terrorisme,« siger han.

Richard planlægger at være med i næste års Boston marathon.

»Jeg lader mig ikke kue af terrorisme,« insisterer han.

Ligesom alle andre interviewede er Richard overbevist om, at gerningsmanden eller mændene er amerikanere.

»Mandag var skattedag og datoen, hvor vi fejrer de amerikanske revolutionæres første slag mod briterne. Det er symbolsk set vigtigt for de ekstremt højreorienterede kredse,« konkluderer han med den tilføjelse, at han vil vente med sin dom indtil opklaringen af forbrydelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bilaterel terror. Det ene hold bruger trykkogere, det andet hold droner og selvsøgende missiler.

"Meningsløs vold mod civile er en del af vor hverdag". Sådan er det vist også i Afghanistan og Irak, så om ikke nogen lyspunkter, så er der vel en hvis form for retfærdighed i det; vel at mærke når man bare ikke tager proportioner og omfang i betragtning ...

Thomas H. Pedersen

Morten Lind:

Nu ved man ikke hvem der præcis sprang bomberne endnu så det kan ligeså godt være amerikanere som det kan være andre..
Så i din verden er det helt okay at der bliver dræbt civile i Irak og Afghanistan da det er retfærdigt i forhold til 11 September 2001?. så hvis det er muslimer som har gjort det så er det vel gudernes hævn at der kom et jordskælv i Iran og Pakistan, der er vel også en form for retfærdighed i det..
Derudover så er det ikke USA eller deres allieret som står bag meningsløs vold mod civile i hverken Irak eller Afghanistan men de oprørersgrupper og andet godtfolk som befinder sig i landet..

Mikkel Lambert:
Så endnu engang er det systemet som står bag terror i eget land?... havde det været nogle professionel som havde lavet bomben havde der gået langt flere til og så havde placeringen også været langt bedre.