Det var tænkt som en kopiøvelse som del af en opgave i faget økonometri. Men 28-årige Thomas Herndon, økonomistuderende på University of Massachusetts i USA, kunne bare ikke få tallene i Harvard-økonomerne Carmen Reinhart og Kenneth Rogoffs banebrydende studie fra 2010 til at give det ’rigtige’ resultat. De to topøkonomer – begge med en imponerende fortid i bl.a. Den Internationale Valutafond – var nået frem til, at lande med en gældsbyrde på over 90 procent af BNP har en markant lavere vækstrate på minus 0,1 procent sammenlignet med lande med en gæld under 90 procent af BNP. Da Herndon opdagede en simpel fejl i et regneark, troede han først, at han så syner.
Mere om talmaterialet bagved fejlen på databloggen: Reinhart & Rogoffs regnefejl
»Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg så den basale regnearksfejl,« siger Thomas Herndon til Reuters. »Jeg tænkte, ’ser jeg på det på en forkert måde’? Der må være en forklaring. Så jeg spurgte min kæreste, ’Ser jeg forkert?’.«
Kyla Walters, Herndons kæreste, gennemgik regnearket og konkluderede: »Det tror jeg ikke, Thomas.«
Thomas Herndons undervisere, Michael Ash og Robert Pollin, bad ham tjekke resultaterne igen. Og igen.
»Først troede jeg ikke på ham. Jeg tænkte, ’Okay, han er studerende, han må tage fejl. Dette er eminente økonomer, og han er overbygningsstuderende’,« siger Pollin til samme nyhedsbureau. »Så vi pressede ham og pressede ham, og efter omkring en måneds pres, sagde jeg, ’For fanden, han har ret’.«
Læs artiklen af Thomas Herndons, Michael Ash og Robert Pollin her: Does High Public Debt Consistently Stifle Economic Growth? A Critique of Reinhart and Rogo ff
Flere rettelser
Fejlen i regnearket blev indledningen på en grundig gennemgang af de to Harvard-professorers analyse, ’Growth In A Time Of Debt’, der siden dens offentliggørelse i 2010 er blevet fremhævet af politikere verden over som et væsentligt intellektuelt fundament for en stram sparepolitik. Vejen ud af den økonomiske krise går gennem nedskæringer i de offentlige udgifter og gældsreduktion frem for gennem keynesiansk stimulans, lød argumentet.
Men ved at bruge de samme regneark, som Reinhart og Rogoff havde brugt, kunne Herndon, Ash og Pollin påvise, at deres analyse byggede på en række væsentlige fejl. Regnearksfejlen gav det oprindelige resultat på negativ vækst på 0,1 procent for lande med en gældsbyrde på over 90 procent af BNP et hak opad med 0,3 procent. Men når en række andre fejl blev rettet, viste resultatet, at landene i gennemsnit havde en vækst på hele 2,2 procent.
Den væsentligste rettelse var tilføjelsen af tal, der tilsyneladende ikke var tilgængelige, da Reinhart og Rogoff lavede deres analyse i 2010. Når man tilføjede de nye data, steg New Zealands vækstrate til 2,58 procent fra minus 7,6 procent. Og fordi det samlede talmateriale for analysen fra starten var så begrænset, påvirkede rettelsen det overordnede resultat markant.
Pointe eller ej?
I den forgangne uge er fejlene, rettelserne og betydningen af begge dele blevet debatteret heftigt i økonomiske kredse og i medierne.
Reinhart og Rogoff selv udsendte efter en gennemgang af Herndon, Ash og Pollins kritik et svar, hvor de erkendte ’excell-fejlen’, men holdt fast i deres konklusion.
»Kommer Herndon og co. til dramatisk anderledes resultater i det relativt korte efterkrigstidsudsnit, de fokuserer på? Ikke rigtig. De finder også lavere vækst associeret med perioder, hvor gælden er over 90 procent. Sagt på en anden måde, vækst ved høj gæld er kun lidt højere end halvdelen af vækstraten for de lande med de laveste gældsniveauer,« skriver de to Harvard-økonomer i deres svar bragt i Financial Times.
Herndon og hans lærere er lodret uenige: »Deres centrale tese er blevet væsentligt svækket,« siger Michael Ash til Reuters.
Thomas Herndon selv har taget det modige skridt i eget navn at irettesætte de to autoriteter – ikke for de oprindelige fejl, men for deres påstand om, at hovedkonklusionen forbliver holdbar: »Vores resultater er ikke i overensstemmelse med og bekræfter ikke deres konklusioner,« skriver Herndon i et indlæg i Business Insider. »I tabel 4 viser vi, at man ikke kan se forskel på den gennemsnitlige BNP-vækst i kategorierne 30-60 procent, 60-90 procent og 90-120 procent. Ja, ser vi på den seneste periode 2000-2009, er den gennemsnitlige BNP-vækst højere, når den offentlige gæld er over 90 procent af BNP, end når det offentlige gæld/BNP-forhold er mellem 60 og 90 procent. Konklusionerne i vores studie er tydeligvis ikke i overensstemmelse med forestillingen om, at vi konsekvent ser et skarpt fald i økonomisk vækst, når gæld/BNP-forholdet er over 90 procent,« skriver han i et detaljeret svar, illustreret af tabeller.
Herndon erkender dog, at det vil være »absurd« at hævde, at høj offentlig gæld aldrig er et problem, men »vi viser, modsat R&R, at der ikke er nogen definitiv tærskel for offentlig gæld/BNP-forhold, hinsides hvilken lande ufravigeligt vil se en skarp nedgang i BNP-vækst.« Nobelprisvinder i økonomi – og en skarp kritiker af sparepolitikken – Paul Krugman bakker kritikken af Reinhart og Rogoff-analysen op – en analyse, han aldrig har været enig i.
»Hvis du retter disse besynderligheder og fejl, kommer du frem til det, andre researchere har fundet: nogen sammenhæng mellem høj gæld og lav vækst, uden nogen indikation af hvilken er skyld i hvilken, men ingen tegn overhovedet på en 90-procent ’tærskel’,« skriver han i sin klumme i New York Times.
Implikationerne
Krugman og andre kritikere har allerede længe inden Herndons afsløring i sidste uge afvist Reinhart og Rogoffs 90-procentsgrænse. De har længe kritiseret Harvardprofessorerne for at konkludere, at høj gæld var skyld i, at væksten faldt. I stedet – lyder kritikernes argument – er det mere sandsynligt, at ringe økonomiske vilkår, som resulterer i lavere skatteindtægter og forhøjer de sociale udgifter, får gælden til at stige.
Unge Herndon er ikke i tvivl om, at hans gennembrud bør få politikerne til at ændre kurs: »De politiske implikationer er, at offentlig gæld – under særlige omstændigheder – kan spille en nøglerolle i at overkomme en recession. Det nuværende historiske tidspunkt, hvor der er historisk høj ledighed i både USA og Europa, og hvor renten på amerikanske statsobligationer ligger på et historisk lavpunkt, rummer præcis de omstændigheder, hvor vi ville forvente, at offentlig låntagning vil have store positive resultater,« konkluderer han i sit svar på Reinhart-Rogoffs svar og tilføjer: »Tilmed er det præcis under disse forhold, vi vil forvente, at økonomiske stramninger vil have betydelige negative resultater.« Kun en uge efter sin forvandling fra anonym studerende til verdenskendt økonomisk ekspert lyder Herndon lige så selvsikker som den ældre Kenneth Rogoff, da han i 2011 briefede 40 senatorer. På et spørgsmål fra republikaneren Johnny Isakson fra Georgia om, hvorvidt USA burde »handle i år« i forhold til at tackle sin gældsbyrde, svarede han skråsikkert: »Absolut. Ikke at handle flytter risikoen tættere på.«
Sven Giegold, tysk europaparlamentariker for De Grønne og selv uddannet økonom, mener, at hele affæren har vist, at politikerne – og økonomerne selv – må være forsigtige, når de læner sig op ad akademiske analyser: »Problemet er, at mange politikere forveksler økonomi med naturvidenskab. Det er også et stort problem i den økonomiske profession at tro, at du har et facit. Der er en systemisk usikkerhed i samfundsvidenskab, som ikke eksisterer i naturvidenskaben, og økonomi hører ind under samfundsvidenskaben,« siger han til Information.
Kig selv nærmere på tallene bag Reinhart og Rogoffs fejl her
Opgør med sparepolitikken
Seneste artikler
Sydeuropa skal ud af gældsfængslet
10. maj 2013I en ny bog sammenligner den amerikanske økonom Robert Kuttner den stramme sparepolitik, påført sydeuropæiske økonomier af EU-trojkaen og Tyskland, med forgangne tiders gældsfængsel for debitorer. Hvordan skal de lande komme ud af gælden, mens de er buret inde, spørger Kuttner’Det er vores opgave at tjene samfundet’
4. maj 2013Information har på statsuniversitetet i Massachusetts mødt den studerende, Thomas Herndon, der afslørede en graverende regnefejl i en analyse skrevet af to Harvard-økonomer, som har haft global politisk betydningØkonomer: Ledigheden bliver omkring 140.000 og 240.000...
30. april 2013Usikkerheden ved økonomiske modeller og prognoser bliver ikke taget alvorligt, og økonomerne regner ikke altid den usikre virkelighed ind i økonomien. Vi bør dyrke forsigtigheden mere, siger to anerkendte danske økonomer
Jamen Fjoget sagde jo også, at økonomerne skulle skrive lærebøgerne om;#(
NU må jeg lige tilføje, at rigtige naturvidenskabspersoner er så ydmyge, at vi ikke tror, man automatisk kan sætte to streger under alle naturvidenskabelige resultater, Problemet med økonomer og politikere, der gerne vil lege naturvidenskab, er, at de TROR, det forholder sig sådan.
Etik Karlsen
Nu kan man vel ikke generaliserer. De fleste økonomer er nu ret påpasselige med deres modellers holdbarhed - det er nu mest andre der misbruger dem.
To Havard økonomers fejl annalyse,som bare byggede på (trykket på en "knap", vel nok uvidene om, hvad der lå bag (trykke på knappen) fordi de ikke bekymrede sg om, på hvilket grundlag deres analyse byggede på, men bare, stolede på at et tryk,på en "knap", fortalte sandheden, og i virkeligheden ikke anede hvad trykket på knappen kunne betyde.
Noget lignende oplever vi idag i dansk politik,med S,SFog R ved roret, hvor alt udleveres til fremtidens "teoretiske" modelbeskrivelser og håbet om?.
Bare et eksempel: Transportministeren vil inden 2025 bruge 27milliarder på offentlig transport. Indtil nu er der ikke kommet en krone i kassen, men kun med håbet om profillere sig. En latterlig (Anders And forestilling).
Der er jo en helt særlig årsag til, at man siger at "økonomi hverken er vis eller præcis". Det er - no pun intended - faktisk en tilnærmelse overhovedet at kalde det en videnskab - i hvert for så vidt dens egen opfattelse af sig selv, som rækker langt ud over hvad der kan godtgøres for.
Det er vel derfor vi kvalificerer dem ved at kalde dem f.eks. humaniora, naturvidenskab, samfundsvidenskab etc.
Skru ned for det offentlige vækstblus under højkonjunktur og led arbejdskraften mod import og andre indtjeningsmuligheder. Og skru op for det offentlige vækstblus under lavkonjunktur og led arbejdskraften mod offentlige anlægs- og vedligeholdsarbejde.
Med andre ord offentlig opsparing når det går godt og offentlig forbrug når det går skidt. Det vil holde økonomiske op og nedture i et mere jævnt lejre og dermed skabe mere stabilitet i samfundet.
Det behøver vi ingen Havard regnedrenge og deres Excel regneark til for at kunne forstå. Det er bare simpel fornuft.
Økonomi er meget enkelt. Det er faktisk ret økologisk. En græskkyndig kan måske forklare sammenfaldet i forstavelse..
Grundressource - ressourceforbrug på indvinding/udnyttelse = grad af succes
(og så er det godt med fedtdepoter til strenge tider!)
Selv dyr på savannen forstår det instinktivt. Men det falder moderne mennesker svært.
almindelige mennesker med lidt sund fornuft har vel hele tiden kunnet se at det var fejlagtige teorier. Men selvfølgelig kan almindelige mennesker hverken råbe elfenbenstårnet eller borgen op.
Det her er vel blot som kejserens nye klæder
Hvis emnet ikke var så alvorligt ville jeg skraldgrine. Nu er økonomi gjort til eksakt videnskab, hvad det ikke er. Undskyld - men enhver normalt begavet kan hurtigt regne ud, den førte kurs ender katastrofalt for menigmand, og gør eliten mindre, men styrtende rig. Troede faktisk det var målet og midlet en slavehær.
Kjeld H
25. april, 2013 - 01:32 #
"Skru ned for det offentlige vækstblus under højkonjunktur og led arbejdskraften mod import og andre indtjeningsmuligheder. Og skru op for det offentlige vækstblus under lavkonjunktur og led arbejdskraften mod offentlige anlægs- og vedligeholdsarbejde."
Det er jo netop Keynes opskrift og som en del af de danske økonomer har talt for i lang tid - bl.a. Jesper Jespersen. Men desværre har de neoliberaleøkonomer taget over og en stor del af magthaverne ser kun et markedetstyret og konkurrencesamfund mv. som eneste mulige samfundsmodel.
Welkl - how about that! Interesting!
The Colbert Report
Austerity's Spreadsheet Error
Carmen Reinhart and Kenneth Rogoff's 2010 debt study inspires austerity around the world, but grad student Thomas Herndon debunks the results.
Austerity's Spreadsheet Error - Thomas Herndon
Graduate student Thomas Herndon identifies little staggering omissions in a prominent academic paper, "Growth in a Time of Debt."
Økonomi er ikke en videnskab, men læren om begåede fejltagelser. Når man har konstateret at der er begået en fejltagelse, bør man vel rette den. Nææ nej i dansk politik fører de utroværdige politikkere bare fejlene videre, uanset fakta viser noget andet.
Siden Lars Løkke proklamerede at efterlønnen skulle skrottes, har danske politikere, sammen med det øvrige Europa, gjort det absolut modsatte af hvad der skulle til for at skabe dynamik i alle de europæiske samfund. Det er i orden at lave en fejl, men at blive ved med det er desideret dumhed.
Nu fokuseres der på en fejl, og det er jo til at forstå.
Men det er nok nærmere det som Krugman så morsomt kalder for "besynderligheder", der er den centrale her.
Økonomi er kompliceret med mange parametre som der skal tages hensyn til på linje med patologi og klimaet. Den reaktion som kom efter bank kollapset i 2008 var en afsætningskrise. Over night stoppede alle nye ordrer. Kun fødevarer og medicin kunne holde niveauet. Derfor er der meget psykologi i de økonomiske teorier. Jeg husker kriserne i 1973, 1979, 1982 og 1993 og reaktionsmønstret var hver gang det samme – vi sidder på hænderne. Drømmen om den nye udestue kan vente, bilen kan køre et par år endnu og den gamle fladskærm er OK selv om den kun er på 32”. Når forbrugerne reagerer på den måde smitter det lynhurtig af på industrien. I Danmark mistede ca. 150.000 privatansatte deres arbejde i 2008 og 2009 fordi der ikke var ordrer som kunne give dem beskæftigelse. Det påvirker naturligvis samfundsøkonomien fordi der mistes skatteindtægter og giver øgede udgifter til dagpenge. Statens underskud var på 125 mia. i 2012 og den samlede gæld er på ca. 650 mia. Løsningen findes i det psykologiske. Så længe at mange mennesker frygter for at skulle miste arbejdet, sker der ingen ændring. Først den dag hvor frygten er væk og optimismen og troen på fremtiden er tilbage kommer vi ud af krisen.
'Errare humanum est sed in errore perseverare turpe', det er menneskeligt at fejle, men at fortsætte/fremture er skændigt/forkasteligt - eller med Ciceros "Fillipinske tale mod Antonius: 'Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare', ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved dermed.
Så spørgsmålet er vel om vore absvarlige politikere handler skændigt/forkasteligt eller blot er tåber.
De to fuskere - undskyld forskere - har uden tvivl vidst hvad de gjorde. Der er tale om fejl i flertal. De har været to om opgaven - og det er virkelig mærkeligt at ingen af dem har undret sig undervejs. Udover mærkelige måder at beregne gennemsnit på, har de benyttet sig af et for lille datamateriale - Det siger sig selv at det kan man umuligt drage nogen konklusioner af.
Konklusionen må være at sund fornuft,som de fleste af os er udstyret med, er langt mere pålidelig som styringsredskab end de beregningsmodeller der ligger til grund for den førte politik. De har intet med videnskab at gøre men er sandsynligvis bestilt arbejde.
Et autoritetstab er hvad man kan håbe på, og at det kan være en øjenåbner for kommende økonomer. Mere bliver det nok ikke til for viljen til forandring er desværre ikke tilstede.
Måske skulle man droppe begrebet Viismænd,
og bare kalde dem økonomer i fremtiden.
"Thomas Herndon selv har taget det modige skridt i eget navn at irettesætte de to autoriteter – ikke for de oprindelige fejl, men for deres påstand om, at hovedkonklusionen forbliver holdbar"
Det var modigt (og ærligt) af Thomas Herndon, ikke at bøje af overfor det sociale, menneskelige og akademiske pres har blev udsat for, da hans påpegning af nogle fejltagelser, vedholdende blev afvist som var det indbildning. Det viser mod og integritet, at han ikke faldt til patten, og indordnede sig under de gældende, vedtagne vrangforestillinger om hvad der er kollektiv virkelighed, i direkte modstrid med den sociale programmering (også) har er blevet underlagt.
Enhver kan fatte, hvad der er sandt, når de præsenteres for klare argumenter. Når det ofte ikke sker -- eller først sker efter massive anstrengelse og tålmodighed -- har det alt at gøre med angst for at miste fodfæste, og pådrage sig fællesskabets vrede og eksklusion. Det er en syg samfundsord og kultur, hvor det der sandt, undertrykkes gennem social repression.
Det er imponerende, at Thomas Herndon kunne nedbryde hans underviseres og rådgiveres modstandskraft, på blot en måned. Det var næppe en måneds indsats for at skærpe argumentation, der udvirkede resultatet. Det var nok snarere, at det tog en måned for underviserne, at overkomme den mentale barriere der består i at stole på egen fornuft og forstand, og giver slip på frygtet for kollektivets uforståen.
De to fakta-bestridende honoratiores blev i al venlighed mødt af den uskyldiges røst, der sagde hvad enhver burde have set, men ingen gjorde, nemlig at de to fyrster var iklædte illusoriske rober. En passende respons ville have været at anerkende, at de havde rendt rundt med bar røv, beklage hændelsen, takke hjerteligt for oplysningen og dernæst klæde sig anstændigt på. I stedet vælger de at forsøge at tromle budbringeren, alt imens de hævde at deres tidligere nøgenhed ikke skyldtes, at de var nøgne, men at der var tale om et kollektivt fatamorgana. Magtbrynde, magtfuldkommenhed og et klokkeklart forlangende om, at andre indordner sig det de forlanger må vedblive at være koncensus.
De to er ikke længere autoriteter, som følge af deres bevidste, barnagtige afvisning af kendsgerninger, og deres polemiske og demagogiske forsøg på social og akademisk kontrol. Der er ingen autoritet bag hvad de to ytrer, for de dagsorden er tydeligvis ikke fremme hvad der er sandt, virkeligt og faktuelt.
Det er næppe præcist, at kalde det 'mod', når Thomas Herndon at tage til gengæld overfor de fhv. økonomiske autoriteter, efter disses respons til den fremsatte kritik. Modet til at turde stole på egen forstand, var blevet formet af processen der ledte til hans egen publikation. En person, der har taget det første, spæde skridt på den rejse, hvor mod og integritet bestemmer retningen, er allerede på vej. Usikkerhed på egne evner og projektets bæredygtighed, har det med at diffundere, når man så tydeligt som Thomas Herndon har oplevet det, bekræftes i, at det ikke er én selv, der ser syner. Fyrsterne er splitterravene nøgne, og åbenbart også ditto gale, og hvad værre er, så har fortryllelsen ikke sluppet sit tag i folkemængden.
Det er ikke 'mod', der leder til at han tager til genmæle. At tage til genmæle, er 'nødvendigt'. Det nødvendige, næste skridt at tage på den rejse, der allerede var begyndt.
Afledningsmanøvre.
Som hvis den ene middelalder-alkymist sagde til den anden:
"Jeg har opdaget en regnefejl: Man skal ikke stå syv skridt til højre - men syv skridt til venstre for det sted, hvor den opgående månes lys rammer korsvejen".
Økonomi er og bliver mumbo-jumbo. At hverdens mest ateistiske land - Danmark - tror på økonomernes bavl er en skandale.
De tager ikke fejl hver gang.
De tager heller ikke fejl hver eneste gang.
De tager fejl hver evig eneste gang.
En chimpanse med et raflebæger ville være billigere i drift.
Et teknisk komma: Det er meget nemt - selv for den dygtige - at lave fejl i regneark. Det er ogsaa meget almindeligt at lave disse fejl. Hvis man regner paa noget af en hvis betydning, skal man altid have en anden til at detail-kontrollere, faktisk helst bygge arket op igen, hvis man vil vaere sikker paa resultatet.
Et eller andet sted bør Bjørn Lomborg takkes for at have åbnet folks øjne for økonomernes absurde måde at tænke på.
F.ex:
Det er billigere at bygge højere diger end at bremse drivhuseffekten.
eller.
Det er bedre at spise grøntsager fyldt med kræftfremkaldende sprøjtemidler end ikke at spise grøntsager, fordi grøntsagers kræftforebyggende effekt er større end sprøjtemidlernes kræftfremkaldende effekt.
Grøntsagernes kræftforebyggende effekt er sidenhen blevet en saga blot (Cocrane - man havde glemt at filtrere for overvægt og motionsvaner) mens en række sprøjtemidlers kræftfremkaldende effekt fortsat består.
Og hvad første forslag angår. Hvem har lyst til at sove bag et dige, med en 14m høj vandmur lige på den anden side ?
Gorm, Bjørn Lomborg var ikke økonom, men statistiker. Men de har selvfølgelig Excel-arkene til fælles.
Jeg er ny her på Information. Jeg må sige ... her er mange kloge mennesker Og mange kloge kommentarer. Jeg kunne især godt lide Pia N's kommentar: Konklusionen må være at sund fornuft,som de fleste af os er udstyret med, er langt mere pålidelig som styringsredskab end de beregningsmodeller der ligger til grund for den førte politik.
Så når det kommer til stykket, handler uddannelse måske i virkeligheden kun om på hvilket niveau vi bruger vores sunde fornuft.
Niels,
faktisk er Bjørn Lomborg politolog - hverken økonom eller statististiker.
Gorm Petersen:
"Som hvis den ene middelalder-alkymist sagde til den anden"
Det er en ufin sammenligning. Alkymister var sædvanligvis glimrende tænkere og praktikere, hvis virke var funderet på klassisk lærdom.
At det er lykkedes at bilde stort set enhver ind, at alkymister var nogle overtroiske og uvidende laboranter, der håbede på at kunne blande det rette mikstur, der dernæst ville vise sig at være livseliksir, kilde til evig ungdom, guld i flydende form og meget andet, vidner alene om hvor udbredt overtroen er i nutiden.
Middelalderlig visdom sigtede mod at guld i mund kunne smitte af på omgivelserne. Nutidens dårskab er som bly, der placeret i en anden kropsdel sørger for permanent handlingslammelse og stilstand.
Sagen må henlede opmærksomhed på at det ikke var en journalist, der fandt fejlen. Det ville ellers være skønt hvis de kunne.
Med venlig hilsen
Lennart
NE: Gorm, Bjørn Lomborg var ikke økonom, men statistiker.
GP: Jeg skal ikke dømme - men han har selv i direkte tv påstået, at han i hvert fald ikke var statistiker. Jeg mener altså, at han kaldte sig for økonom.
Men jvf. egen argumentation har vi en slags løgner-paradoks. Hvis "alle økonomer tager altid fejl" er en sand påstand. Hvordan skal man så bedømme en person, der nægter at være økonom ?
Hvis han faktisk ER økonom, må benægtelsen forventes - men hvad når en helt uskyldig person nægter at være økonom ?
Hvis man udvider teorien til "alle ikke-økonomer taler altid sandt" bør påstanden "jeg er økonom" være en logisk umulighed.
Ingen kan være overraskede, politikerne tror på alle der kalder sig "eksperter". Se bare hvor meget misinformation der er kommet fra Cepos.
ej nej nej nej...Man skulle ikke tro at det var menneskeliv eller menneskeskæbner de taler om eller har med at gøre (eller rettere ikke at gøre - vi er jo bare tal der kan rykkes rundt jo).... ER i dyb chok over de her ("moderne"/nutidens) barbariske tiltag på mennesket, som overhovedet ingen respekt for individet og dets involvering i beslutninger (kadet "demokrati" i de "gamle" dage - ironisk "gamle" ift. de nye tider åbenbart hvor excel arket bestemmer alt og over alle) :(
de skulle bare have gjort som klimaforskerne, sørget for at nævenyttige personer ikke kunne få adgang til deres grunddata.
Det er vel den tendens, rigtig videnskab sigter mod at undgå: at man når frem til det resultat, som man, udfra sit holdningsmæssige ståsted og forudindtagede teser, ønsker at nå frem til.
Poul,
tak for korrektionen. Politolog fra statskundskab bliver det desværre bare værre af.
Statistik er trods alt en slags videnskab.
Relevans: I lang tid hørte man regeringens økonomer og flere andre tale om en truende mangel på arbejdskraft. Begrundelsen lå i en såkaldt 2020 plan med ældrebyrde og færre varmehænder.
Nu hører man selvsamme eksperter og politikere tale om vækst, der skaber jobs. Sælsomt.
Tom Falksen,
Hvis du havde ulejliget dig med at læse de udmærkede henvisninger, der er her på information, ville du vide, at i rigtig videnskab sker sådan noget. Der er få der er så store idoter, at de med vilje frasorterer alle data fra netop Danmark år 1880 og fremefter!
Hvis man bevidst vil snyde, findes der lettere og mindre idiotiske måder at gøre det!
Lad os ikke håbe hjerneforskere også bruger regneark.
Dag 1 - hjerneforskeren:
"Bevidsthedens gåde er løst - ikke-livet er et fordelagtigt alternativ til livet - alle kan med fordel begå selvmord".
Dag 2 - hjerneforskeren:
"Ups - jeg havde lavet en fortegns-fejl i mit regneark. I virkeligheden er dødens lidelse større end nogen lidelse, man kan komme ud for i levende live. Hør hvor er i henne allesammen ? Haloooo... ???"
Hvad der virker mere bekymrende end den "simple" Excel-fejl er den tilsyneladende ganske bevidste udelukkelse af "ubekvemme" data (perioder med både høj gæld og økonomisk vækst), og de besynderlige vægtninger af gennemsnit. Visse landes korte perioder med høj gæld og voldsom recession gives tilsyneladende samme vægt som andre landes længere perioder med høj gæld og vækst.
Dette antyder, at der ikke er tale om gemene sjuskefejl, men derimod bevidst "massage" af tallene for at opnå en forudbestemt konklusion. De data, der blev udeladt ud over Excel-formularfejlen, var nemlig pudsigt nok især dem, der ikke passede med Rogoff & Reinharts konklusion...
Hertil kommer, at R&R's paper IKKE var fagfællebedømt (peer reviewed) og at de ikke udleverede deres Excel-ark, selvom kolleger bad om dem, fordi disse andre økonomer ikke kunne reproducere R&R's resultater. R&R har heller ikke forklaret hvorfor de bevidst udelod de allerede nævnte datasæt, hvilket ethvert hæderligt stykke akademisk arbejde ellers gør (hvilken metode er anvendt).
Denne sag viser, hvor vigtig den almindelige publiserings- og bedømmelsesproces er, men også hvor kynisk et sådant fuldstændigt "uofficielt" paper kan misbruges, når altså bare forfatterne har "striber nok på ærmerne" og tilbyder politisk belejlig ammunition.
Var dette foregået herhjemme, ville jeg have foreslået at sende sagen til UVVU (Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed). Selvom der "bare" var tale om, hvad man kan kalde et "arbejdspapir" eller "skitse" (working paper), var det ikke sådan det blev præsenteret, og R&R's ageren i sagen må vække til både bekymring og eftertanke.
Men jeg har ingen forventninger om, at sagen får nogen som helst konsekvenser for hverken Rogoff eller Reinhart.
Rettelse: Rogoff & Reinhart har selvfølgelig senere udleveret deres Excel-ark, da disse danner baggrunden for Herndon, Ash & Pollins paper. Der var ´"bare" tale om, at R&R trak dette skridt i langdrag.
Ellers havde vi nok heller ikke skulle vente 2-3 år på denne efterprøvning, for allerede da R&R's paper først dukkede op, var skepsissen omkring deres resultater og tolkning udbredt (skyldtes negativ vækst gæld, eller opstod gæld som følge a lav vækst?).
Morten Hansen,
Jeg er glad for at vi synes enige i mit grundlæggende synspunkt, som jeg fremsatte straks efter jeg havde abefalet Mette Rodgers første artikel (den med Bw-artiklen).
Min grundlæggende anke lå i overskriften "Huller i nedskæringspolitikkens akademiske grundlag" eller "En fejl i et regneark og vupti – en teori ligger i ruiner" her sidst på dansk.
Jeg har læst mindre end ca. 30% af baggrundspapirerne og det er også alt nok for mig til at fastholde mit første indlæg i denne blogrække omkring Reinhart og Rogoffs papir. (23. april).
Øvrigt skriver du en masse interessesant og nyt for mig, og jeg sidder også let forundret tilbage i dag og funderer over hvad der er op og ned i denne meget typiske amerikanske diskussion. Forholdet mellem amerikansk akademia og "fagpresse" er ikke noget vi kender her i Dannevang, alene af den grund at vi ikke har nogen
egentlig bred økonomisk fagpresse (Busiweek, Harward Buisness review etc. f.eks.)
Ikke at diskussionen ikke er vigtig rent akademisk, men jeg tvivler på at det bliver sat på dagsorden på det næste Ecofin-møde eller at Nationalbanken indkalder til ekstraordinært hastemøde - eller regeringens koordinationsudvalg går i aktion!
Det er bekymrende at der kun er så få i verden der forholder sig kritisk til anerkendt arbejde. Hvordan kan det ikke være opdaget tidligere? Det bekymrer mig ret så meget - for det er, om vi vil det eller ej, modeller som disse vores samfundskonstruktion bygger på.
Der var en interessant debat i Deadline II her i aftes. Og selv om Nynne pænt gjorde opmærksom på de to amerikaneres regnefejl og få det ind i diskussionen, synes ingen af de tre deltagende fagøkonomer at skænke netop den del megen opmærksomhed - faktisk undlod de helt at kommentere specifikt på dette. Wonder why?
@Kristian Rikard:
Min pointe var, at selvom det BURDE have konsekvenser for Rogoff & Reinhart, at der er stærke indicier på, at de har skræddersyet dette paper til en forudfattet konklusion, så viser erfaringerne desværre også, at den ligevægtsøkonomiske tankegang de repræsenterer, og som dominerer den amerikanske økonomsammenslutning (American Economic Association), er blevet en kvasireligiøs ideologi med udpræget uvilje til selvransagelse.
Man er let gået fra anger og bodsgang i 2008 tilbage til "det er også alt sammen statens fejl"-rygmarvsreaktionen. Problemet går i mine øjne tilbage til dengang, hvor økonomi som akademisk disciplin i USA blev til et ideologisk våben i den kolde krig med fokus på, at frie markeder (og minimal eller slet ingen stat) altid er bedst og at markedsfejl pr. definition ikke eksisterer. Dette blev i USA helt bizart på miljøområdet som dokumenteret i "The Merchants of Doubt" (2010, Naomi Oreskes & Erik M. Conway).
Grunden til at jeg mener, at denne frimarkedsfundamentalisme er kvasi- eller semireligiøs er, at hvis dens eksponenters anbefalinger slår fejl, så fører det ikke til genovervejelser eller selvransagelse om antagelsernes korrekthed, men derimod til et automatisk krav om ENDNU mere af de samme anbefalinger. Altså hvis eks. liberaliseringer giver dårlige resultater, ja så må det jo bare betyde, at man ikke har liberaliseret NOK. Se blot på hvad der skete efter at frimarkedsfundamentalisterne kom ud af deres selvvalgte "flyverskjul" efter 2008 (finanskrisen skyldes "The Fed", "Freddy Mac", "Fannie Mae", manglen på yderligere liberaliseringer etc., sandelig ikke finanssektoren), eller reaktionen i 1990'erne efter de mildest talt "uoptimale" resultater af "tryllestavsmodellen" for økonomisk liberalisering i Rusland ("Bare sælg det hele så hurtigt som muligt og så vil et perfekt og frit marked springe frem som Pallas Athene fra Zeus's pande").
Disse reaktioner minder jo pudsigt nok om undskyldningerne fra visse kommunister under den kolde krig: Når det gik skidt i Østblokken, ja så var det jo fordi man endnu ikke havde nået "den virkeliggjorte kommunisme", ikke fordi der var grundlæggende problemer med modellen.
Jeg læste en sætning i indledningen til Pikettys "Ulighedens Økonomi" og kunne straks se den ideologiske tilgang indenfor økonomifaget: effektivitet og øget velstand er ikke blot incidenter eller konsekvenser, de regnes for mål. Ikke en videre neutral betragtning af sit objekt.
En fejl i en kravspecifikation til et IT-program i Told & Skat - og vupti forsvinder milliarder i momsrefusion ned i lommerne på indehavere af 'skuffeselskaber' i skattely.
Her går det godt - her bor de tossede ;(
Frit efter hukommelsen:
Jeg mener at der i filmen 'Goldman Sachs - The Bank That Runs the World' blev dokumenteret, at en stor del af økonomi-professorerne i USA har bestyrelsesposter i Goldman Sachs og lignende penge-malker-virksomheder. Hvilket selvfølgelig farver bias. Filmen kan ses her:
https://vimeo.com/49904381
"Der er en systemisk usikkerhed i samfundsvidenskab, som ikke eksisterer i naturvidenskaben, og økonomi hører ind under samfundsvidenskaben,« siger han til Information."
Og hermed ku man så håbe, at nedskæringsideologerne mister deres figenblad for klapjagten på de fattige.