Læsetid: 4 min.

’Guantánamo Bay bliver min død’

En langtidsinterneret fra den amerikanske fangelejr for ’ulovlige kombattanter’ fra ’krigen mod terror’ fortæller om, hvorfor sultestrejken breder sig blandt de indsatte
Foto: Bob Strong

Foto: Bob Strong

17. april 2013

Vi har en mand her, der kun vejer 35 kg, en anden er nede på 44. Sidste gang jeg tjekkede, vejede jeg 59, men det er en måned siden.

Jeg har sultestrejket siden 10. februar og tabt et godt stykke over 15 kg. Men jeg nægter at spise, før jeg får min værdighed tilbage.

Jeg har siddet interneret på Gitmo i 11 år og tre måneder. Jeg er aldrig blevet tiltalt for nogen forbrydelse. Jeg har aldrig fået min sag for nogen domstol.

Jeg kunne være rejst hjem for mange år siden – ingen tror i fuld alvor på, at jeg er nogen trussel – men jeg sidder her endnu. For mange år siden påstod militæret, at jeg har været ’livvagt’ for Osama bin Laden, men det var det rene vrøvl og som taget ud af de amerikanske film, jeg plejede at se. Tilsyneladende tror de nu ikke længere selv på den historie. Til gengæld virker de totalt ligeglade med, om jeg skal sidde her længe endnu. Da jeg var hjemme i Yemen, fortalte en barndomsven mig, at jeg i Afghanistan ville kunne tjene mere end de 50 dollars om måneden, jeg tjente på fabrik. På den måde ville jeg bedre kunne hjælpe til med at forsørge min familie. Jeg havde aldrig rejst nogen steder, og jeg anede intet om Afghanistan, men besluttede at give det en chance.

Jeg begik en fejl ved at stole på ham. Det viste sig, at der ikke var noget arbejde at få. Jeg ville rejse tilbage, men havde ikke råd til flybilletten hjem. Efter den amerikanske invasion i 2001 flygtede jeg til Pakistan som alle andre. Pakistanerne arresterede mig, da jeg bad om at få et møde med en repræsentant fra Yemens ambassade. Jeg blev derpå sendt til Kandahar og sat på det første fly mod Gitmo.

Tvangsfodret

I sidste måned, den 15. marts, da jeg var syg og lå indlagt på fængselshospitalet, nægtede jeg at tage føde til mig. Et hold fra ERF (Extreme Reaction Force, red.) på otte kampklædte militærpolitifolk brasede pludselig ind. De bandt mine hænder og fødder til sengen. Med magt injicerede de et intravenøst drop i min hånd. Jeg måtte tilbringe 26 timer i denne tilstand, bundet til sengen. Jeg fik ikke lov at gå på toilettet. I stedet skød de et kateter ind under mig. Det gjorde ondt og føltes nedværdigende og unødvendigt. Jeg fik ikke engang lov til at bede.

Jeg vil aldrig glemme første gang, de førte en sonde gennem min næse og ned i mavesækken. Jeg kan ikke beskrive smerterne ved at blive tvangsfodret på den måde. Da sonden blev tvunget ned, føltes det, som om jeg skulle kaste op. Jeg havde stor trang at til kaste op, men kunne ikke. Jeg følte smerter i mit bryst, i mit svælg og i min mave. Jeg har aldrig oplevet sådanne smerter før. Jeg ville ikke udsætte nogen i hele verden for så grusom en afstraffelse. Og jeg bliver stadig tvangsfordret. To gange om dagen binder de mig til en stol i min celle. Mine arme, ben og mit hoved bliver fastgjort med strips. Jeg ved aldrig, hvornår de kommer. Nogle gange kommer de først om aftenen, endda så sent som kl. 23, når jeg er faldet i søvn. Vi er nu så mange, som sultestrejker, at der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede medlemmer af lægestaben til at gennemføre tvangsfodringerne. Ingenting sker længere ved faste intervaller. De må fodre os i døgndrift, bare for at følge med.

Under en af disse tvangsfodringer pressede sygeplejersken sonden omkring 45 centimeter ind i min mave, så det gjorde endnu mere ondt, end det plejer, fordi hun gjorde tingene så forhastet. Jeg tilkaldte tolken for at spørge lægen, om proceduren blev udført korrekt eller ikke.

Det gjorde så ondt, at jeg bønfaldt dem om at stoppe med at fodre mig. Sygeplejersken nægtede at stoppe. Da de var færdige, var noget af ’maden’ blevet spildt på mit tøj. Jeg bad om tilladelse til at skifte tøj, men vagten afviste at give mig denne chance for holde fast i en sidste rest af værdighed.

Når de kommer for med magt at spænde mig fast til stolen, og jeg nægter, tilkalder de ERF-holdet. Så jeg har et valg: Jeg kan gøre brug af min ret til at protestere imod min tilbageholdelse og få tæv. Eller jeg kan underkaste mig den smertefulde tvangsfodring.

Jeg er et menneske

Den eneste grund til, at jeg stadig er her, er, at præsident Obama nægter at sende nogle af de internerede tilbage til Yemen. Det giver ingen mening. Jeg er et menneske, ikke et pas, og jeg fortjener at blive behandlet som sådan.

Jeg vil ikke dø her, men så længe præsident Obama og Yemens præsident ikke gør noget, er døden en risiko, jeg udsætter mig selv for hver eneste dag.

Hvor er min regering? Jeg vil gerne indordne mig under alle ’sikkerhedsforanstaltninger’, de kan finde på at kræve for bare at få lov til at komme hjem, også selv om de er helt unødvendige.Jeg vil gøre hvad som helst for at blive sat på fri fod. Jeg er nu 35 år. Alt hvad jeg vil, er at se min familie igen og stifte min egen familie. Og der ingen afslutning på vort fangenskab i syne. At nægte os selv mad og sætte livet på spil hver dag er det valg, vi har truffet.

Jeg håber blot, at de lidelser, vi nu udholder, vil få verden til igen at rette sit blik imod Guantánamo Bay, før det er for sent.

Samir Naji al Hasan Moqbel har siddet interneret på Guantánamo Bay siden 2002. Dette indlæg bygger på, hvad han via sin arabiske tolk har fortalt til sine advokater fra retshjælps-ngo’en Reprieve under en telefonsamtale.

© New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Grue
  • Lars-Bo Abdullah Jensen
  • Vibeke Rasmussen
  • steen ingvard nielsen
  • Trond Meiring
  • Peter Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Niels Mosbak
  • Reda Ammari
  • Catarina Nedertoft Jessen
  • salah aldin
Karen Grue, Lars-Bo Abdullah Jensen, Vibeke Rasmussen, steen ingvard nielsen, Trond Meiring, Peter Jensen, Dorte Sørensen, Niels Mosbak, Reda Ammari, Catarina Nedertoft Jessen og salah aldin anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Her er sandelig stille på denne tråd, alvoren taget i betragtning. Hvornår går det op for folk at den amerikanske selviscenesættelse som værende en civiliseret nation, "land of the free" osv, er en illusion grænsende til det perverterede?

Før de vanlige Pro-amerikanske reaktioner fra Saxo-crewet, LÆS lige artiklen en gang til..

Lars Peter Simonsen, Karen Grue, Bo Carlsen, Nicolai Nygaard Petersen, Martin Rafn, Robert Nesta, Rune Petersen, Trond Meiring, Viggo Helth, Niels Mosbak og Henrik Stæhr anbefalede denne kommentar

GROTESK at sådan et sted stadig findes i 2013, og endnu mere grotesk/ironisk under den amerikanske fane, der stikker snotten ind alle mulige steder i verden, for at "kæmpe" for frihed, retfærdighed, menneskerettigheder, osv....?? Mens de selv har et mini KZ lejr uden rettigheder i baghaven... Utroligt at folk kan sidde dér i 10-12 år uden at have talt med en advokat eller fået det famøse "one phonecall" man tit ser i film som enhver fængsledes minimum ret.... hvad er det for en verden vi lever i??? magt, misbrug af mennesker, bedrag, psykisk og fysisk tortur, økonomisk tortur... er vi i 1600 tallet?

Bo Carlsen, kim jensen, Trond Meiring og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Henrik Stæhr

Og Obama er åbenbart lige så uvederhæftig som vor egen Helle Thorning og Margrete Vestager der begge lovede en anden vej og så fortsatte som den forrige regering.
Obama sagde han ville lukke Gitmo.
Det mere end trækker ud.

Hvad med om USAs meget mere civiliseret store allieret og meget mindre hykleriske bedste ven tog en snak med USA, med henvisning til vestlig kultur og civilisations overlegenhed, og forslår at man burde skamme sig over at have sådan et fangelejr?

Nå nej, det vil sikkert koste våbenkontrakter og alt muligt andet goodwill.

...det er ganske forfærdeligt, at de er overladt til sig selv i den situation. Obama har ikke levet op til sit løfte om, at de skal have en retfærdig rettergang. Det minder mig om de to danske søfolk, som bare er overladt til andres forgodtbefindende. Hvad gør amnesti og andre organisationer, for at gøre omverden opmærksom på disse umenneskelige vilkår... bare man selv kunne gøre noget, der battede.

Henrik Nielsen, Trond Meiring og Reda Ammari anbefalede denne kommentar
Thomas Borghus

Vi må kunne konkludere at krigen mod terror ihvertfald ikke er en kamp for at opretholde eller udbrede selv de mest basale menneskerettigheder. Krigen er tilsyneladende et gummistempel der lader koalitionen af de villige bøje de regler de siddende magthavere måtte mene er i vejen for at udøve den magt de mener gavner deres befolkninger, både indenrigs og udenrigspolitisk. Justitsmord og tortur. Det amerikanske demokrati - Den vestlige verdens frihedsfyrtårn. Tak for kaffe.

kim jensen, Rune Petersen, Trond Meiring og Reda Ammari anbefalede denne kommentar

@Dan Johannesson - det skyldes nok, at mange kommenterede på artiklen, da den blev bragt på engelsk forleden. (Den side er nu lukket).

Curt Sørensen

Ja, og USA er leder af 'de gode' der vandt den kolde krig, et land som vedvarende definerer sig selv som 'frihedens og demokratiets land' og som igen og igen fører an i såkaldte 'humanitære aktioner' mod andre lande og folk kloden over . Og lille Danmark sjosker bagefter og føler sig stor og stærk fra Irak til Afghanistan.

I al sin tragiskhed er dette et meget fint indlæg i den offentlige debat. Og skal man være lidt kold og beregnende, kan man da også fastslå, at det er den slags indlæg, der skal få debatten igang igen.

Alene kan ingen af os gøre noget som helst ved en krigsmagt, der tillader sig at myrde mennesker - også ca, 65% helt uskyldige - på afstand. Og som tillader sig ulovligt at bure andre landes borgere inde uden dom og på ubestemt tid.

Og selvfølgelg kan heller ikke den danske regering gøre noget alene, men må arbejde sammen med andre lande om dette.
Men hvad har den danske regering i øvrigt bidraget med på dette område?
- Har de afbrudt kontakten til lovovertrædernationen?
- Har de bedt om at få navn og identitet på dem, der beslutter og dem der udøver denne magt?
- Eller har de som sædvanligt slet ikke gjort noget overhovedet?

Vibeke Rasmussen, Trond Meiring og Reda Ammari anbefalede denne kommentar
Marianne Nielsen

@ Dan Johannesson
Ja, der var længe stille på denne tråd!
Måske reagerede andre end jeg med en total nedsmeltning. Man påvirkes i uhyggelig grad af denne læsning, sukker og tænker endnu en gang: Der ER bare ikke grænser for menneskelig ondskab :-(
Og nej: USA kan da ikke kalde sig for et hverken demokratisk eller civiliseret land !!!!
Staten må jo både torturere og dømme til døden :-(

kim jensen, Reda Ammari og Vibeke Lincke anbefalede denne kommentar
Vibeke Lincke

Der er noget helt galt i, at disse fanger må misunde IRA fangerne, der trods alt fik lov til at sulte(og dø) med en vis værdighed på trods af Thatcher.

Georg Christensen

Et opråb til den danske regering og USA!

Jeg (en sønderjyde/nordsleswiger), vil gerne modtage en fange fra guantanamo, også selv om formodningen om tilfangetagelsen´s "værdiløshed" og hævnens og hadet´s værdiløshed i "individet" stadig er tilstede, vil jeg gerne være med i foreningsprocessen.

Danmark burde forlængst have sagt "ja" til at hjælpe Obama ud af hans indenlandske problemer.

Vi burde vise os som et lille "verdens folk", med "livsværdien"i behold, og ikke som en flok "kapitalistiske" kanibalister.. En tankegang, som både (jøder og islamister) forstår,hvis de er "troende".

Send bare"individet" i min varetægt. Jeg har ikke angst overfor "LIVET", selv ikke med en ekstremist ved min side.

Slettet Profil

Det også bare svært at finde på noget at sige til noget der er så oplagt grotesk, skammeligt, antidemokratisk, etc.. :-(

"Abu Zubaydah is the most senior member of the al-Qaeda network to fall into US
hands so far. White House spokesman Ari Fleischer described him as a key
terrorist recruiter and operational planner and member of Osama Bin Laden's
inner circle."
http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/1907462.stm

During interrogation in the Bush administration years, Zubaydah was
water-boarded 83 times and subjected to numerous other enhanced interrogation
techniques, since legally classified as torture, including forced nudity, sleep
deprivation, confinement in small dark boxes, deprivation of solid food, stress
positions, and physical assaults.
At his Combatant Status Review Tribunal in 2007, Zubaydah said he was told that
that CIA realized he was not significant: "They told me, 'Sorry, we discover that you are not Number 3, not a partner, not even a fighter,' "said Abu Zubaida, speaking in broken English, according to the new transcript of a Combatant Status Review Tribunal held at the U.S. military prison in Guantanamo Bay, Cuba."
He has never been charged, but are still in prison at Guantanamo Bay.
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/cifamerica/2009/mar/30/guantanam...