Læsetid: 4 min.

Hjælpeorganisationer advarer: Mali risikerer sultkrise

Frankrigs militærintervention har nok slået de islamistiske oprørere på flugt, men krigen har også bragt ustabilitet, flygtningestrømme og knaphed på fødevarer
I sidste uge advarede fire internationale hjælpeagenturer om, at det nordlige Mali om mindre end to måneder når et kritisk niveau for fødevareusikkerhed, hvis ikke forholdene forbedres.

Joel Saget

1. maj 2013

Ved bredden af Niger-floden i Koriame, 18 km fra Timbuktu, fortæller Kadja Foun Koninta om sin datters fødsel. Hun fødte under de islamistiske oprøreres besættelse af det nordlige Mali. Sammen med sin familie, der er fiskere, var hun kun lige kommet til Koriame, da veerne uventet begyndte.

»Jeg fødte samme dag, vi kom hertil,« siger hun. »Folk siger, det var på grund af frygt.«

Koninta fortæller sin historie med nervøs latter, imens hun og to andre kvinder sidder i skyggen af et træ, og en larmende filtreringsmaskine skiller sand og sten fra hirse. Atmos-færen af frygt fra perioden under oprørernes styre har ikke fortaget sig. Selv i dag vil de helst ikke tale om deres tilværelse under besættelsen – selv om deres største bekymring i dag er den truende knaphed på fødevarer.

»Alle bekymrer sig for fødevaremangel,« siger Koninta. »Vi har taget den her hirse med fra Mopti. Når vi løber tør, må vi købe noget på markederne, men priserne stiger.«

Lokale bekræfter, at priserne på hirse og ris er steget markant. Et kg ris er steget fra 250 CFA (3,50 kr.) til 300 CFA (4,30 kr.). Forsyningsruterne er ikke sikre, og transporten er langsom og dyr. Langs flodbredden vogter Hamadoun Abou over flere hundrede 50 kg-sække med ris. Han siger, han er 35, men ser ældre ud.

Risen er opkøbt af FN World Food Programme (WFP), der hver måned uddeler 2.500 ton fødevarer til omkring 145.000 modtagere i Timbuktu-regionen. Målet er at kunne brødføde 500.000 mennesker i hele landet.

»Før blev fødevarer fragtet hertil fra Mopti ad landevejen, og det tog under en dag. Nu kommer de med pirogue (en lille båd, red.) og tager fire dage. Kampene mod oprørerne har gjort det vanskeligt at transportere mad,« forklarer Abdou.

Ingen almisser

I sidste uge advarede fire internationale hjælpeagenturer om, at det nordlige Mali om mindre end to måneder når et kritisk niveau for fødevareusikkerhed, hvis ikke forholdene forbedres. Den seneste fødevarekrise i regionen i 2012 har i forvejen svækket mange mennesker.

I mellemtiden har krigen, der blussede op i januar, da regeringsstyrker og fransk militær slog til mod oprørerne, skabt langsigtet ustabilitet og store forskydninger i det nordlige Mali. FN har registreret 283.000 mennesker som internt fordrevne i Mali. Næsten 50.000 flygtninge er i Burkina Faso og Niger, og 74.000 er i Mauretanien.

Distributionen af fødevarer vanskeliggøres af lukningen af den algierske grænse. Hjælpeorganisationer oplyser, at de lokale hyrder er afskåret fra flere traditionelle græsgange og vandhuller.

»Situationen i Nordmali bliver hele tiden værre,« siger Code Cissé, missionschef for ngo’en InterSOS i Mali, der er i gang med en fact finding mission om situationen i Timbuktu-regionen.

»Folk her vil ikke have almisser. De vil have midler til at brødføde sig selv. Men der er ikke meget mad at købe på markederne, og hvad der findes, er dyrt.«

Tre måneder efter at Timbuktu blev befriet fra islamistisk kontrol, er byen ikke vendt tilbage til normaliteten. Butikkerne og bankerne, der blev udplyndret og vandaliseret af islamisterne, før de tog flugten, holder stadig lukket. Markedet er næsten mennesketomt.

»Der er ikke én international ngo i Timbuktu, hvis kontor er åbent i øjeblikket,« siger Cissé. »Ngo’erne skaffede mad og jobmuligheder til lokalbefolkningen, hvilket gav dem en indkomst. Kunstvanding er grundlag for landbruget her, og ngo’erne købte frø, gødning, vandpumper og brændstof. Deres fravær har forværret fattigdommen.«

Hjælpeorganisationen Oxfam siger, at også sikkerhedssituationen er forværret siden de islamistiske oprøreres flugt.

»Da de væbnede grupper havde magten, vidste vi i det mindste, hvem vi skulle tale med, og hvordan vi fik adgang til de mest sårbare,« siger Philippe Conraud, Mali-landechef for Oxfam, der forsøger at nå 80.000 mennesker i nord.

»Nu er det mere problematisk. Ruter, der er sikre i dag, kan være livsfarlige i morgen. Og der foregår en enorm kriminel virksomhed. Det er meget bekymrende. Mange store internationale donorer, som ikke er til stede i Mali, har fået det indtryk, at den militære intervention var en succes, og at situationen er normaliseret, men det er os magtpåliggende at understrege, at vi om få måneder kan stå i en egentlig nødsituation.«

Flygtet mod nord

En ildevarslende stilhed hviler over Timbuktu. Noget mangler.

»Da jihadisterne kom, slog de alle hunde ihjel,« fortæller Tahar Haidara, 32 år og hotelejer i Timbuktu. »De kaldte det for ’Operation Hund’. Før havde mange af os hunde, men hundene irriterede jihadisterne, fordi de gøede af dem. Så skød de dem.«

Den før så brogede by er også tømt for næsten alle tuaregiske indbyggere. Tuaregerne er ildesete, fordi det efter manges opfattelse var deres kamp for en selvstændig stat i den maliske ørken, der banede vej for, at de al-Qaeda-relaterede islamister kunne tage kontrol med Timbuktu og omegn.

Nogle islamister er stadig i området, »men kan være sværere at skelne dem fra landevejsrøvere og militssoldater fra MNLA, den tuaregiske befrielsesbevægelse«, forklarer oberst Gilles Bationo, der er leder af de FN-støttede afrikanske fredsstyrker i Timbuktu. »Jihadisterne får forsyninger ved at angribe konvojerne på landevejen.«

Jihadisterne markerer også deres tilstedeværelse ved en bølge af selvmordsbombeangreb, der har ramt både Timbuktu og flere andre byer i nord. Sådanne angreb har Mali aldrig tidligere kendt.

Men de fleste islamister vurderes at være flygtet nordpå.

»De væbnede grupper er flygtet til Libyen,« siger oberst Keba Sangare, øverstbefalende for de maliske tropper i Timbuktu.

»Vi har fanget libyere her i regionen, men også algierere, nigerianere og europæere, især franskmænd, med dobbelt statsborgerskab,« siger obersten.

»Klemmer man en balon sammen ét sted, buler den ud på andre,« siger Bill Lawrence, Vestafrika-analytiker ved tænketanken International Crisis Group.

»Der er ingen tvivl om, at de franske militæraktioner i Mali har sådanne effekter i Algeriet og Libyen.«

Den forstærkede tilstedeværelse af væbnede islamister i Libyen vækker bekymring blandt vestlige diplomater, erfarer The Guardian. Ikke mindst efter sidste uges brandbombeattentat mod den franske ambassade i Tripoli, der ses som hævn for Frankrigs intervention i Mali.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med at splitte landet op i naturlige størrelser, og give tuaregerne deres. Hvorfor holde sammen på er så enormt stort og forskelligartet land?

Lars R. Hansen

Fordi diversitet er en styrke - et multikulturelt Mali er en berigelse for landets forskellige folkeslag - og nationalstater fører til ufred.

Michael Kongstad Nielsen

Sudan kunne finde ud af at splitte sig op. Mange ef grænserne i Afrika er kolonimagternes værk, uden smålige hensyn til etniske, sproglige, traditionsmæssige eller religiøse skillelinjer. At grænser over flere tusinde kilometer følger rette linjer vidner om tegnebordsarbejde, uden hold i menneskelige vilkår eller virkelighed. Hvorfor holde fast i disse grænser?

Lars R. Hansen

Ja - stormagterne var tilbage i 1885 heldigvis så fremsynet, at de tegnede grænserne sådan de afrikanske folkeslag i dag er beriget med stater smækfyldt med spraglet mangfoldighed - Afrika har så mange udfordringer, men i det mindste har de den styrke som diversitet er.