Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ingen klima-check til Ecuador

Ecuador vil gøre kloden en klimatjeneste ved at lade olie blive under jorden i nationalparken Yasuní, hvis landet kan skrabe halvdelen af de tabte olieindtægter ind i penge fra resten af verden. Sympatisk at bevare regnskoven, siger klimaminister Martin Lidegaard, men han havde ingen penge med, da han i går blev opfordret til at støtte initiativet
Udvindingen af olie har flere steder skabt økologiske katastrofer for regnskoven i Ecuador.

Teun Voeten

Udland
6. april 2013

Eksotiske lyde fra fjerne fuglearter blev mekanisk gentaget i et af Klimaministeriets mødelokaler i går, mens klimaminister Martin Lidegaard (R) indvilligede – under moderat pres fra u-landsorganisationen Ibis og sine egne lockoutede børn – i at tage en rød lædermaske på.

Udklædningen stammer fra den indfødte befolkning i Yasuní-parken i Ecuador, som bor i et område, hvor der er store olieforekomster i jorden. Samtidig bliver området betragtet som et af de steder i verden, hvor biodiversiteten er allerstørst.

Siden 2007 har Ecuadors regering forsøgt at få lande og private bidragydere til at betale for, at landet lader over 800 millioner tønder råolie i området blive i jorden. Prisen er, at Ecuador til gengæld får halvdelen af de indtægter, som det går glip af.

På stående fod var ministeren kun klar til at vise sin symbolske støtte til Ecuador.

»Jeg har ikke en check med i dag,« sagde Martin Lidegaard til et dusin aktivister fra Ibis, der var mødt op med rødmalede ansigtsmasker, efter at de på skift gav ham hånden og rituelt sagde: »Jeg er Yasuní«.

Stine Krøijer, der er politisk rådgiver i Ibis, siger, at projektet vil trække i den rigtig retning, når det gælder om at beholde to tredjedele af verdens fossile brændsler – kul, olie og gas – i jorden.

Det Internationale Energiagentur har tidligere dokumenteret, at dét er nødvendigt, hvis verden skal holde sig under målet om yderligere to graders opvarmning af kloden.

»Yasuní i Ecuador er et sårbart område både miljømæssigt og socialt for de grupper, der bor der. Derfor er det et godt sted at starte, hvis man globalt vil udvælge no go-zoner, hvor man ikke udvinder olie,« siger hun og fortsætter:

»Det er et initiativ, der er startet af Ecuador selv, og det ret flot, at et udviklingsland vælger at sige, at man har steder, hvor man ikke vil udvinde olieressourcer til glæde for det globale klima og os alle sammen.«

Klimaminister Martin Lidegaard afviser ikke projektet, og han er positiv over for at bevare regnskoven, fordi det er et stykke unikt natur, der binder »afsindig meget« CO2.

»Men man kan diskutere selve oliedelen. Der bliver udvundet rigtig meget olie mange steder i verden. Dermed er det ikke sikkert, at fordi man lige stopper der, giver det mindre olie alt i alt,« siger han.

Penge- og iltmangel

Ecuadors mål er at skrabe 3,6 milliarder dollar ind fra hele verden, halvdelen af de 7,2 milliarder dollar, som landet kunne få ind ved at udvinde olien. De skal gå at investere i vedvarende energi, og pengene fra den energi skal gå til at investere i sociale projekter og bevarelse af regnskoven.

Lunken modtagelse

Indtil videre har støtten til det sydamerikanske land fået en halvlunken modtagelse fra det internationale samfund.

Senest har Tyskland lovet at støtte, men ifølge seneste opgørelse har projektet kun samlet 300 millioner dollar ind. Og det er vel og mærke ikke penge, der er gået ind på kontoen, men kun penge, som er blevet lovet.

Da projektet nåede 200 millioner omkring september sidste år, huede det ikke Ivonne Baki, der er leder af projektet. Hun mente, at der skal mere til.

»Omkostningerne ved ikke at sætte ind nu vil blive meget højere end omkostningerne ved den økonomiske krise. Hvis vi mener det alvorligt med at reducere udledningen af CO2, må vi handle, som de bliver ved med at sige på de internationale møder. Dette er stedet, hvor vi kan give verden mere ilt,« sagde Ivonne Baki til den britiske avis The Guardian.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her