Læsetid: 3 min.

Italien lider under EU’s mangler

Italiens virksomheder og EU-partnere er utålmodige efter at få en ny regering i landet. Et bredt samarbejde i parlamentet er dog ingen ønskværdig løsning, mener økonomen Joseph Stiglitz
Arbejderne fra aluminiums-fabrikken Alcoa demonstrerede i Rom i september 2012. De er blandt de mange italienere, som har mistet jobbet. Den amerikanske aluminiumskoncern har lukket produktionen i Italien, fordi energipriserne er de højeste i EU. I 2009 fastslog EU-Kommissionen, at den italienske stats tilskud til Alcoa var i strid med EU’s regler. Arkiv

Tony Gentile

15. april 2013

Der er stadig ingen udsigt til en ny regering i Italien. Mario Montis teknokratregering er fortsat fungerende, selv om den tidligere EU-kommissærs nydannede parti, Scelta Civica, blev den store taber ved valget i februar. Og både i ind- og udland vækker situationen bekymring. Lørdag udsendte formanden for industrisammenslutningen Confindustria et nødråb på vegne af det italienske erhvervsliv: »Hvis virksomhederne lukker, dør landet,« sagde Giorgio Squinzi ved en konference i Torino. Den italienske stat skylder nemlig private leverandører 40 milliarder euro. Monti-regeringen har gennem halvandet år forsøgt at reducere de offentlige udgifter, men statsgælden tynger stadig landets økonomi, som er eurozonens tredjestørste: »Den store gæld er fortsat et alvorligt problem for Italien, som derfor er sårbar over for markedets konstante omskiftelighed, og risikoen for at smitte resten af eurozonen eksisterer altså stadig, hvis presset på den italienske statsgæld igen øges,« advarer EU-Kommissionen i en ny rapport.

Samtidig slår arbejdsløsheden nye rekorder. 5,8 mio. italienere ud af en arbejdsstyrke på i alt 45 mio. står uden job. Mere end halvdelen af de ledige har opgivet at søge arbejde, mens stadig flere deltidsansatte er underbeskæftigede.

»Arbejdsløsheden er vokset til et hidtil uset niveau,« siger Den Europæiske Centralbanks direktør, italieneren Mario Draghi.

Illoyal konkurrence

Ifølge Joseph Stiglitz, nobelprismodtager i økonomi og tidligere rådgiver for Bill Clinton, betaler Italien den højeste pris for eurokrisen og kan sågar i sidste instans blive tvunget til at »forlade euroen for at redde Europa.«

»Det ville være at foretrække, hvis det ikke skete, og at Europa i stedet forlod sin sparepolitik,« udtaler amerikaneren til avisen La Repubblica og hævder, at euroen har brug for en bankunion, fælles finanspolitik og fælleseuropæiske statsobligationer.

»Det aktuelle system er ustabilt, ufærdigt. Der er enten brug for mere Europa eller for en mindre eurozone. Man kan ikke forblive på halvvejen.«

Som EU er indrettet, er Italien dømt til uafbrudt recession, mener Stiglitz.

»EU’s gældende regler begrænser jeres (italienernes, red.) mulighed for at føre en industripolitik, som I har hårdt brug for,« siger økonomen.

»Oprindelig skulle fællesmarkedet have skabt lige konkurrencevilkår og loyal konkurrence. Det er slået fejl. Konkurrencen mellem de europæiske lande har tværtimod aldrig været så ulige. I dag skal de italienske virksomheder betale meget højere renter end tyske virksomheder, hvis de overhovedet kan få et lån i banken. Det er ikke loyal konkurrence, men et system i ubalance, som er meget ustabilt. Hvis ikke det ændrer sig, ser jeg ingen udvej.«

Bedre fremtid

I slutningen af denne uge skal det italienske parlament vælge Giorgio Napolitanos afløser som republikkens præsident. Først når den nye præsident er indsat, genoptages regeringsforhandlingerne. Napolitanos efterfølger kan også vælge at udskrive nyvalg. Men den gældende valglov giver ingen garanti for, at det vil frembringe et regeringsdueligt flertal. Og tiden er knap.

»Uden en regering risikerer Italien ikke at kunne koble sig på det opsving, som man regner med at opleve i Europa i årets anden halvdel,« advarer Giorgio Squinzi.

De samme kræfter, som i november 2011 pressede Silvio Berlusconi til at overlade ansvaret for landets regering til Monti, forsøger derfor nu at overbevise centrumvenstrepartiet Partito Democratico til at indgå et bredt regeringssamarbejde. Berlusconi baserede ganske vist sin valgkampagne på EU-kritik, men hævdede samtidig at være den mest overbeviste europæer. Komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle, vækker større bekymring i Bruxelles med forslag om en folkeafstemning om euroen. Det kan dog ikke bare afvises som populisme, mener Stiglitz.

»I er nødt til at afveje på den ene side de konkrete muligheder for at opnå en drastisk ændring af den aktuelle europæiske politik og på den anden side de eventuelle omkostninger ved at træde ud af euroen. At diskutere disse ting er ikke populisme, det er demokrati. Det handler om at give borgerne, som har ret til at ønske en bedre fremtid, suveræniteten tilbage.«

Så Stiglitz fraråder en bred samlingsregering.

»Det korruptionsniveau, som Berlusconi og hans parti står for, er uforeneligt med regeringsprogrammerne hos de kræfter, der vil bekæmpe korruptionen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Der må komme et nyvalg, der meget vel kan forstærke de nuværende tendenser. Altså mere Grillo og mere Berlusconi. Ingen vil med hinanden, og ingen ny regering kan dannes. Gid der ville komme et Enhedslisten-agtigt parti eller som Syriza eller IU (Spanien), der kunne bringe socialismen på dagsordenen på en ny og demokratisk måde. Forza Italia var ikke fremtiden, det må "comunità d´Italia" kunne blive.