Læsetid: 4 min.

Kong Giorgio og de vise mænd

Den, der har nøglen til at løse Italiens politiske krise, er republikkens præsident, Giorgio Napolitano. Ifølge kritikere har det politiske system i Italien under Napolitano udviklet sig fra parlamentarisme til uformel præsidentialisme
Den, der har nøglen til at løse Italiens politiske krise, er republikkens præsident, Giorgio Napolitano. Ifølge kritikere har det politiske system i Italien under Napolitano udviklet sig fra parlamentarisme til uformel præsidentialisme

Vicenzo Pinto

8. april 2013

Er der et liv efter Napolitano? Midt i maj udløber den italienske præsidents syvårige embedsperiode, og parlamentet påbegynder næste torsdag afstemningerne, som skal føre til valget af Giorgio Napolitanos efterfølger. Af internationale partnere, f.eks. Barack Obama og Angela Merkel, er Napolitano under eurokrisen blevet betragtet som garanten for institutionel stabilitet i Italien. Siden valget i slutningen af februar, som resulterede i tre næsten lige store blokke i parlamentet, har den 87-årige præsident forgæves forsøgt at få partierne til at enes om et regeringsgrundlag. Men da republikkens præsident i de sidste måneder af sin embedsperiode ikke har beføjelser til at udskrive nyvalg, mangler han et afgørende pressionsmiddel. For at løse op for den fastlåste politiske situation kunne Napolitano gå af før tid, påpeger forfatningseksperter. Men det ville selvfølgelig indebære risikoen for at blive sammenlignet med Francesco Schettino, der blev verdensberømt som ’Kaptajn Kujon’, da han i januar 2012 forlod det forliste krydstogtskib Costa Concordia, inden alle passager var i land. Uden princippet om, at kaptajnen skal forlade skibet som den sidste, »bliver det kollektive liv umuligt«, hævdede filosoffen Antonio Gramsci (1891-1937):

»Ingen ville påtage sig forpligtelser eller overdrage ansvaret for sin personlige sikkerhed til andre,« skriver grundlæggeren af det italienske kommunistparti, hvor Napolitano fik sin politiske opdragelse.

Så præsidenten bliver til den bitre ende. Efter en måneds forhandlinger måtte valgets formelle vinder, Pier Luigi Bersani fra Napolitanos parti, Partito Democratico (PD), i forrige uge opgive at danne en ny regering. Mario Montis teknokratregering sidder stadig, sagde Napolitano og udpegede 10 vise mænd, som skal udstikke linjerne for en fremtidig regering:

»Det er lidt, ligesom hvis en læge indkalder eksperter til et akut samråd om en patient. Eller som hvis et par i krise vælger at henvende sig til en parterapeut,« skriver historikeren og sociologen Marco Revelli i La Repubblica:

»Det handler under alle omstændigheder om en ulykkelig situation, som man helst ville være foruden.«

Skjold

Det italienske præsidentembede er fortrinsvis ceremonielt, bortset fra beføjelserne til at udskrive valg og udstede benådninger. Italiens præsident har ikke den samme indflydelse på regeringens sammensætning og politik, som f.eks. den franske præsident har. Men under Napolitano har det politiske system i Italien bevæget sig i retning af en form for præsidentialisme, der har indskrænket parlamentets magt, mener mange.

Napolitanos beslutning om at udskifte den skandaliserede Silvio Berlusconi med Mario Monti i stedet for at udskrive valg havde ifølge litteraten Alberto Asor Rosa nærmest karakter af et ikke voldeligt statskup:

»For at regere er det ikke længere nødvendigt at være ’folkets repræsentanter’, altså at passere valghandlingens filter,« skrev Asor Rosa i en analyse et par måneder efter regeringsskiftet i november 2011:

»’Folkets repræsentanter’ bliver reduceret til magtens mellemled: De kan gå i dialog med magthaverne og på forskellig vis forsøge at påvirke dem, men forbliver marginaliserede i forhold magtudøvelsen.«

Napolitano fik tilnavnet ’Re Giorgio’, kong Giorgio, og international anerkendelse for at udnytte sine beføjelser til det yderste, da den politiske situation i Italien var ved at forværre eurokrisen yderligere:

»Han brugte flere måneder på at berede jordbunden for magtskiftet i samråd med Italiens politiske ledere, europæiske ledere, repræsentanter for den amerikanske regering, og han vågede over dannelsen af et bæredygtigt regeringsalternativ, som kunne tage over efter Berlusconi,« skrev The New York Times.

Men ifølge italienske iagttagere har Napolitano og hans internationale dialogpartneres manøvre tværtimod givet Berlusconi mulighed for at gøre politisk comeback. Napolitano kritiseres også for at have underskrevet regeringsdekreter, der blev vedtaget for at beskytte Berlusconi mod retsforfølgelse, men som eftersenere blev underkendt ved forfatningsdomstolen:

»I alle disse år har Napolitano fungeret som et skjold for nogle af de mest utroværdige og upopulære politikere i landets historie,« skriver avisen Il Fatto Quotidiano.

Oligarker

Repræsentanter for både højre- og venstrefløjen har opfordret Napolitano til at tage endnu en tørn, men præsidenten afviser tanken om et forlænget mandat:

»Det er utroligt, at de italienske politikere ikke kan leve uden Napolitano,« skriver Il Fatto Quotidiano.

Navnlig PD frygter tiden efter Napolitano. Der er store interne modsætninger i centrum-venstre-partiet, der blev skabt i 2007 og består af såvel ekskommunister som tidligere kristendemokrater. De fleste vil helst undgå et hurtigt nyvalg med den gældende valglov, som risikerer at frembringe endnu et mudret resultat og forhindre dannelsen af en stabil regering.

Dele af partiet er derfor indstillet på at forsøge at indgå et samarbejde om radikale reformer af det politiske system med komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle (M5S), der betragtes som valgets moralske vinder, men som nægter at være støtteparti for en regering under PD’s ledelse.

Andre dele af partiet er mere indstillet på status quo og kompromiser med Berlusconi, som ikke gerne vil støtte en regering ledet af Bersani eller Firenzes unge borgmester, Matteo Renzi, som også er populær blandt højrefløjens vælgere.

Ifølge Curzio Maltese, politisk kommentator ved La Repubblica, ville aftalen med Berlusconi være »den mest definitive løsning«:

»I den forstand at den ville føre til partiets udslettelse på kort sigt.«

Alligevel forsøger Napolitano med sit vismandsråd, der hverken rummer kvinder eller repræsentanter for M5S, at skubbe PD i retning af et regeringssamarbejde med højrefløjen:

»Det gamle system er forskrækket over den demokratiske deltagelse og det folkelige engagement og forsøger at helbrede sig med den gift, som det selv har skabt, selv om vores egentlige anomali er Berlusconi. Det er en anomali, som forklarer både Grillos succes og hans ubøjelighed,« skriver journalisten Barbara Spinelli, der nævnes som en mulig afløser for Napolitano. Ifølge Spinelli har præsidenten udpeget et råd bestående af oligarker, der kun står til ansvar over for partierne og ikke vælgerne:

»Napolitanos sidste handling er desperat, ensom og konservativ,« skriver hun.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu