Analyse
Det lyder måske ikke af så meget, at verden har fået endnu en FN-traktat. Traktater er der mange af, og de kan efter forgodtbefindende blive ignoreret af FN’s 193 medlemsstater.
Men den nyligt vedtagne traktat i FN’s generalforsamling om våbenhandel kan gå hen og blive lige så vigtig som landminetraktaten fra 1999 eller Rom-traktaten fra 2002, der førte til oprettelsen af den internationale straffedomstol i Haag.
Det er fordi, titusinder af mennesker hvert år bliver dræbt af våben, som ikke burde være kommet gerningsmændene i hænde. Det sker oftest i kon-fliktområder, hvor eksportører og leverandører af militært materiel fra tanks til håndvåben udmærket ved, at importøren har begået alvorlige krænkelser mod menneskerettighederne eller begået krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab.
For syv år siden opstod idéen, at alle nationalstater burde have et kontrolapparat til at vurdere risikoen for, at våben eksporteret til et konfliktpunkt ville overtræde FN’s menneskerettighedskonvention eller den humanitære folkeret. Ligeledes blev det foreslået, at medlemslandene burde have skrapt opsyn med import af våben, der risikerer at blive videresendt til et tredjeland, hvor overtrædelser kan finde sted.
Mange udviklede lande har allerede et kontrolapparat, der udstikker kriterierne. Men kriterierne er ikke ens landene imellem. Andre – især udviklingslande – har intet opsyn eller et apparat, der er hullet som en si.
Skamme lande til overholdelse
Da man begyndte forhandlingerne i FN i 2006, var tanken, at et ens sæt kriterier ville føre til en standardisering af risikovurderinger i det lange løb.
»Når vi finder eksempler på eksport af våben til steder, hvor der finder krænkelser sted, kan vi nu holde våbeneksporten dertil op mod kriterierne i den nye traktat,« siger Trine Christensen, policy chef i Amnesty International Danmark.
I traktaten defineres overtrædelser som krænkelser af menneskerettighederne, folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser samt støtte til terrorisme og organiseret kriminalitet og systematiske drab af kvinder og børn.
Selv om det bliver op til det enkelte medlemsland at foretage en risikovurdering og i sidste ende selv afgøre, hvorvidt salg af våben til en anden stat eller en ikke-statslig aktør er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, vil der også være en vis grad af international overvågning.
»Der bliver oprettet et sekretariat, som medlemsstaterne skal indrapportere til om våbeneksport. Det giver et grundlag til at vurdere, om traktaten bliver ført ud i livet. Man kan derved også skamme landene til at overholde den,« siger Tine Christensen.
Oprindeligt var det håbet, at traktatteksten ville blive vedtaget med konsensus på selve den FN-konference, der fandt sted inden påske i New York. Men tre stater – Iran, Nordkorea og Syrien – stemte imod. Herefter besluttede konferencen at sende teksten til afstemning i FN’s generalforsamling, hvor vedtagelse kun kræver to tredjedeles flertal.
I alt stemte 154 ud af 193 stater ja, 23 undlod at stemme, og de tre modstandere sagde igen nej. Det blev endvidere aftalt, at traktaten først vil træde i kraft, når 50 landes parlamenter har ratificeret traktaten, hvilket forventes at ske inden for to-tre år.
USA stemte ja
Den måske mest positive overraskelse var, at Obama-regeringen stemte ja til trods for, at der ikke findes stemmer nok i Senatet til ratificering. USA er verdens største våbeneksportør på et marked, hvis årlige værdi løber op i 70 mia. dollar. Herefter følger Rusland og Kina, som begge undlod at stemme.
Men Rusland og Kinas stemmeafståelse giver ikke anledning til stor bekymring.
»Det er selvfølgelig et problem, at våbeneksportører som Rusland, Kina og Indien står på sidelinjen. Men det afgørende er, at de ikke stemte imod. Som neutrale partnere giver de os et godt grundlag at arbejde videre på,« mener Amnestys policy chef.
Kan føre til bredere debat
I virkeligheden bør man anskue FN’s traktater som levende dokumenter, hvis gennemslagskraft vokser med tiden i kraft af ny erfaring, ekspertise og ændrede moralske og politiske grundvilkår.
Eksempelvis var modstanden mod landminetraktaten i første omgang betydelig, men i dag hører det til sjældenheden, at de stridende parter i en væbnet konflikt lægger landminer ud.
Tilsvarende tog USA i første omgang afstand fra den internationale straffedomstol. I dag samarbejder Obama-regeringen diskret med domstolen. I går hed det sig, at USA vil udlove dusører på op til 5 mio. dollar for anholdelsen af krigsforbrydermistænkte personer verden over. Amerikanerne leverer også efterretninger til domstolen.
Det er muligt, at en lignende holdningsændring til eksport af våben til konfliktzoner vil finde sted i takt med, at den nye traktat bliver gennemført, og at en bredere debat om våbens rolle i krænkelser af menneskeretten og den humanitære folkeret blusser op.
