Læsetid: 4 min.

Singapore vil være kosmopolitisk – men helst uden homoseksuelle

National University of Singapore og amerikanske Yale er gået sammen om et nyt universitet i den sydøstasiatiske bystat. Det har vakt uro i både Singapore, hvor man frygter social opløsning, og i USA, hvor man er bange for politisk censur. Homoseksuelle befinder sig i centrum af konflikten
24. april 2013

Yale College Faculty udtrykker bekymring over den tradition for respektløshed over for civile og politiske rettigheder, som hersker i staten Singapore,« lød det i et opråb i foråret 2012.

Anledningen var, at det amerikanske universitet Yale og National University of Singapore (NUS) var gået sammen om en ny selvstændigt universitetscampus i den sydøstasiatiske bystat, som skal åbne nu til efteråret.

Det er blandt andet faldet amerikanske universitetsstuderende og -ansatte for brystet, at Singapore stædigt nægter homoseksuelle rettigheder. Og selv om en del amerikanske stater også har det stramt med homorettigheder, er det noget »yalies elsker«, som en debattør udtrykte det i Yale Daily News.

I begyndelsen af april 2013 blev Singapores forbud mod mandlig homoseksualitet – som stammer fra tiden under britisk koloniherredømme – stadfæstet af bystatens højesteret. Samtidig er en af de Yale-professorer, der skal starte Yale-NUS i efteråret, George Chauncey, kendt for bl.a. værket Gay New York: Gender, Urban Culture, and the Making of the Gay Male World, 1890-1930. På Yale-NUS skal han undervise i amerikansk bøsse- og lesbiskhistorie og afholde et seminar om anti-homopolitikkens globale historie i det 20. århundred.

En dåse orme

Ifølge Laurence Wai-Teng Leong, der forsker i menneskerettigheder og seksualitet ved NUS, er Singapore i disse år en stat i splid med sig selv. På den ene side vil Peoples Action Party (PAP), der har været ved magten siden statens oprettelse i 1965, gøre Singapore til en kosmopolitisk metropol – et Boston of the East – bl.a. ved at tiltrække eliteuddannelsesinstitutioner fra udlandet. På den anden side er PAP ikke meget for at give slip på den politiske kontrol med alt fra boligområder og tyggegummitygning til seksualitet og familieliv.

»Med det nye Yale-samarbejde har PAP lukket skeletterne ud af skabet og kan ikke bare smække lågen i igen,« siger Laurence Wai-teng Leong. »Hvis de udstrækker den politiske censur til Yale-NUS’ campus, bliver de amerikanske samarbejdspartnere rasende. Hvis de tillader politisk frihed og dannelsen af f.eks. åbne homoorganisationer i Yale-NUS-regi, hvorfor skal vi så ikke også have det i resten af samfundet?«

Ifølge Laurence Wai-Teng Leong er alle regeringens strategier sporet ind på ’innovation’ – med én undtagelse.

»PAP har sagt, at regeringen skal føre an i alle spørgsmål, bare ikke hvad angår seksualpolitik. Her vil de ’følge, ikke lede’, og vælgerbasen er meget konservativ, ikke mindst på grund af stærk indflydelse fra amerikanskinspirerede evangeliske kristne organisationer,« siger Laurence Wai-Teng Leong.

Chaunceys frihed

På trods af den tilsyneladende omfattende statslige kontrol findes der både organiseret politisk dissidens og homoaktivisme i Singapore, og en tur ned ad Neil eller Duxton Road i Chinatown vil hurtigt forvisse tilrejsende homoer om, at det er mindst lige så nemt at finde godt selskab i Singapore som i København eller New Haven.

I forbindelse med sin ansættelse ved Yale-NUS udtrykte George Chauncey også »stor beundring« for »kreativiteten, modet og raffinementet hos mange af de lesbiske og bøsseaktivister, jeg har mødt her«.

Forelagt bekymringer om politisk censur, sagde Chauncey:

»Jeg har talt med mange nuværende ansatte på NUS, som har overbevist mig om, at de fleste studerende og ansatte på NUS oplever, at de kan tale åbent og kritisk, og jeg ved, at lederne af Yale-NUS har arbejdet hårdt for at sikre forskningsfrihed på det nye institut.«

Etableringen af Yale-NUS kommer efter to årtiers gradvise politiske åbninger i Singapore. Da den forhenværende premierminister Goh Chok Tong tog over efter Singapores founding father Lee Kuan Yew i 1990, lovede Goh et »mere raffineret, venligere og mildere Singapore«.

»Min vision er at forvandle Singapore til en global by, en globapolis med folk fra hele verden og med gode forbindelser til alle dele af kloden (...) I det nye Singapore vil der være masser af muligheder for, at singaporeanere og globale talenter kan arbejde og trives (…) Vores by vil ikke blot have dybde, men også mangfoldighedens rigdom,« sagde Goh ved sin tiltræden.

Goh fremhævede netop uddannelse som det, der skulle åbne Singapore mod verden og sikre fortsat økonomisk fremgang. Men PAP’s daværende minister for information og kunst, George Yeo, mindede samtidig om grænserne:

»Der skal være en balance mellem centralisering og decentralisering (…) Vi har brug for pluralisme, men ikke for meget, fordi for meget pluralisme vil være ødelæggende.«

I bogen Managing Political Dissent: Uniquely Singapore skriver forfatteren Catherine Lim om PAP’s styringsstrategi under Goh, at »der blev på enhver måde givet indtryk af politisk frihed, men samtidig sørgede de for, at det aldrig var den ægte vare«.

Siden midten af 1990’erne er forbuddet mod homoseksualitet sjældent blevet håndhævet, og i 2003 sagde Goh – angiveligt inspireret af Richard Floridas kreativ klasse-teorier – til Time Magazine, at homoseksuelle var velkomne, i den udstrækning de kunne spille en nyttig rolle i økonomien. Men forbuddet har hverken Goh eller hans efterfølger, Lee Hsien Loong (søn af Lee Kuan Yew), villet ophæve. I 2012 lagde et homoseksuelt par sag an mod staten i et forsøg på at få erklæret forbuddet i strid med forfatningsprincippet om lighed for loven. Men højesteretsdommer Quentin Loh afviste, bl.a. med henvisning til at »moralske spørgsmål skal have tid til at modnes«, og at Singapore befinder sig »midt i forandringens tid«.

Alle de andre rum

Mens Gohs vision om at gøre Singapore attraktivt for udenlandske eliteuddannelsesinstitutioner er ved at materialisere sig, er Laurence Wai-Teng Leong spændt på, hvad de nye vinde vil bringe med sig.

»Hvor langt vil ytringsfriheden strække sig? Hvor langt vil seksuel frihed strække sig? Vil den åbning, som etableringen af Yale-NUS nødvendigvis fører med sig, få betydning uden for Yale-NUS’ campus? Dette vil blive en afgørende test af, hvor langt de liberale aspirationer og kosmopolitanismen rækker. På om PAP omsider er klar til at give slip på de gamle restriktive politikker.«

Spørgsmålet er også, om PAP reelt har noget valg, siger Laurence Wai-Teng Leong:

»De har åbnet én dør, og nu kommer vi til at ønske os adgang til alle de andre rum.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu