Læsetid: 6 min.

Den store kineser i Grønland

Han blev symbolet på Kinas tilstedeværelse i Grønland. Men efter tre et halvt års forarbejde og forhandlinger er direktøren for London Minings grønlandske milliardprojekt højst overraskende stoppet lige inden målstregen
Xiaogang Hu, vicedirektør for Project & London Mining Greenland A/S, under et besøg i Danmark tidligere i år.

Xiaogang Hu, vicedirektør for Project & London Mining Greenland A/S, under et besøg i Danmark tidligere i år.

Erik Refner

23. april 2013

På første række rykker en mand i mørkt jakkesæt utålmodigt rundt på sin stol, vifter med det lille tolkeanlæg og forsøger at få øjenkontakt med tolken. Han peger på sine høretelefoner og ryster demonstrativt hovedet fra side til side. Tolkningen fra grønlandsk til engelsk går ikke i gennem.

Det er oktober 2012, godt og vel 100 Nuuk-borgere er samlet på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, for at høre mere om London Minings milliardstore jernmineprojekt i Nuuk fjord.

På forreste række får selskabets projektdirektør, Xiaogang Hu, endelig øjenkontakt med ordstyreren, som gentager, hvilke kanaler man skal tune ind på. Kanal 1 er tolkning til dansk, kanal 2 til grønlandsk og kanal 3 til engelsk, siger han. Det sidste særligt henvendt til Xiaogang Hu, som denne aften er én af en lille håndfuld, der har brug for tolkning til engelsk for at kunne følge med i borgermødet.

Xiaogang Hu eller Dr. Hu, som de grønlandske medier ynder at kalde ham – med humoristisk henvisning til den britiske science fiction-figur Dr. Who – er selve personificeringen af Kinas tilstedeværelse i Grønland. Men i forrige uge sagde han uden varsel stop som direktør for London Mining Greenland.

Stopper af ’personlige årsager’

Meldingen kom i en e-mail rundsendt til samarbejdspartnere, hvori Hu begrunder sin afgang med »personlige årsager«.

Efter tre et halvt år som frontfigur for det gigantiske og kontroversielle mineprojekt har han kastet håndklædet i ringen.

Men hvem er Hu egentligt? Hvorfor går han fra posten, mens projektansøgningen endnu er under behandling? Og hvad betyder det for projektets fremtid? Spørgsmålene trænger sig på, men i Nuuk er der ikke mange svar at hente.

Hos Råstofstyrelsen, der har været tætteste samarbejdspartner, ønsker direktør, Jørgen T. Hammeken Holm, ikke at svare på Informations spørgsmål:

»Jeg ved ikke mere, end hvad der står i pressen.«

– Kommer det til at have indflydelse på ansøgningsprocessen?

»Det kan jeg heller ikke udtale mig om, da jeg endnu ikke har talt med selskabet om den videre proces uden Dr. Hu,« lyder det kortfattede svar fra administrationen.

Heller ikke London Minings grønlandske kontor har været rundhåndede med oplysninger, men henviser i stedet til den rundsendte e-mail fra den nu afgåede direktør, der over for flere medier har afvist at stille op til interview med pressen. Det vil det nyvalgte medlem af Naalakkersuisut (Landsstyret, red.), Jens-Erik Kirkegaard derimod gerne:

»Vi blander os ikke i firmaernes ansættelser og personalepolitik. Men hvis jeg skal vurdere det, tror jeg ikke, at hans afgang får nogen betydning umiddelbart, men jeg ved ikke mere end alle andre. Jeg ved kun det, der er meldt ud offentligt, så det er svært for mig at vurdere, hvad årsagen er. Men jeg tror ikke projektet står og falder med én enkelt person.«

– Men han har jo tegnet projektet udadtil – også her i Grønland?

»Selvfølgelig, ja. Og han havde også gode erfaringer, han er en god og erfaren ingeniør, men projektet skrider frem, også uden ham.«

Røde løbere i Kina

Under en stort anlagt international minekonference i Tianjin i Kina i november 2011, hvor den grønlandske delegation med daværende landsstyremedlem for råstoffer, Ove Karl Berthelsen, i spidsen blev taget modtaget med røde løbere af regimets nummer to, vicepremierminister Li Keqiang samt ministeren for land og naturressourcer, skulle underskrifterne og aftalerne forsegles.

Men trods åbne arme fra Riget i Midten samt samtaler med den kinesiske statsbank, China Development Bank, lykkedes det ikke, og siden er der blevet forhandlet. Af en aktindsigt i korrespondancen mellem råstofmyndighederne i Grønland og London Mining Greenland fremgår det da også, at firmaets tålmodighed flere gange er ved at slippe op.

»Vi har ikke råd til flere forsinkelser i ansøgningsprocessen,« skrev en repræsentant fra firmaet til Selvstyrets råstofmyndigheder i fjor.

Og andetsteds: »Vi er nødt til at få afsluttet det her, ellers er vi måske nødt til at aflyse og droppe det store arbejde.« Samme budskab har Hu gentaget adskillige gange både ved førnævnte borgermøde og i grønlandske medier, hvor han har fastslået, at tiden snart rinder ud, prisen på jern falder på det internationale marked, og at »vi må i gang med det samme, ellers er projektet ikke lønsomt«.

Spekulationer i pressen

Spekulationer i den forgangne uge har gået på, at hans afgang skyldes de nye politiske vinde i Grønland, hvor den nyvalgte Siumut-ledede regering har bebudet andre beskatningsmodeller og udvist større skepsis over for storskala-projekterne, herunder da de i december under stor opsigt stemte blankt, da storskala-loven var til afstemning i Inatsisartut (Landstinget, red.). Nu sidder selvsamme parti for bordenden, og det er af nogle blevet opfattet som et tilbageskridt for mineindustrien. At dét skulle være årsagen til Dr. Hus overraskende afgang afvises dog af både kontoret i Nuuk, der fastholder, at det er »personlige årsager«, og af den politiske top:

»Det er spekulationer fra pressen. Jeg tror overhovedet ikke, hans afgang har noget med det at gøre,« lyder det fra Jens-Erik Kirkegaard, der er ved at finde sig til rette i sin nye stilling som politisk ansvarlig for det tunge råstofområde i Grønlands nye regering.

– Har han forsøgt at presse dig eller andre i Siumut?

»Nej, overhovedet ikke. På ingen måde, jeg har faktisk aldrig mødt ham personligt, heller ikke efter jeg er blevet valgt ind,« siger Jens-Erik Kirkegaard, der håber, at jernmineprojektet kan få endelig godkendelse inden udgangen af 2013, hvis alt spiller.

Et mineprojekt, der har delt vandene i Grønland, hvor nogle ser det som en redning fra en potentiel økonomisk afgrund og en vej til større selvstændighed på sigt, mens andre frygter, at havets ressourcer vil blive forurenet, jorden efterladt med store ar og kinesiske arbejdere i tusindvis vil lægge pres på arbejdsmarkedet.

Lige netop den slags spørgsmål har præget den offentlige debat op til selskabet afleverede deres ansøgning i fjor.

De kinesiske forbindelser

Dr. Hus forbindelse til Kina er da heller ikke til at tage fejl af. Han er født og opvokset i Kina, har taget sin ingeniøruddannelse på Sichuan University i det vestlige Kina, og har været bindeleddet i forbindelserne til de statsejede kinesiske selskaber, der efter planen både skal være med til at anlægge minen, levere en del af arbejdskraften, og sidenhen også aftage den grønlandske jernmalm.

Og selv om der har været mange bud på, hvorvidt statslige og geopolitiske interesser allerede udspiller sig Grønland, eller om det er gætværk og skræmmebilleder, at Kina snart indtager Arktis, har Dr. Hu personligt taget imod delegationer fra China Development Bank og statsejede mineselskaber, som Sichuan Xinye Mining Investment Co. og vist dem rundt i området i Nuuk Fjord, hvor minen efter planen skal anlægges. Ligesom der i fjor vajede rødgule kinesiske flag foran Nuuks eneste fire stjernede hotel i centrum af byen, da endnu en kinesisk delegation besøgte hovedstaden.

Samtidig sagde han så sent som i oktober i et interview til undertegnede, at det er helt naturligt, at jernmalmen skal afsættes til Kina og Sydøstasien, hvor markederne er størst, ligesom han adspurgt om China Development Banks rolle i det grønlandske projekt svarede:

»De vil være finansiel garant for projektet.«

En plan, der dog endnu ikke er gennemført. Måske på grund af den, i firmaets øjne, langsommelige myndighedsbehandling af ansøgningen, måske på grund af valget og systemskiftet i Grønland, eller måske fordi det ikke lykkedes Dr. Hu at få de rigtige aftaler i hus og få markedsført projektet og vundet grønlændernes gunst.

I stedet blev han symbolet på Kinas interesser i Grønland, og blev symbol på grønlændernes bekymringer angående billig kinesisk arbejdskraft, deres brud på menneskerettigheder, kommunisme og korruptionsskandaler. Men trods hans adskillige offentlige forsikringer om, at han såmænd opfatter sig selv som canadier, og har boet i Canada de forgange 20 år, kan han ikke løbe fra sin oprindelse eller den umiskendelige kinesisk-engelske accent, hvor et R udtales som L, og budskabet om de mange økonomiske fordele for det grønlandske folk bliver lost in translation.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu