Læsetid: 4 min.

I Sverige og Norge besvares aktindsigter i løbet af få dage

Mens én ud af fire aktindsigter er mere end en måned om at blive besvaret af danske ministerier, går det anderledes raskt for sig i Norge og Sverige. Her kan et ministerium få kritik, hvis en besvarelse trækker ud i tre dage
I Norge og Sverige er behandlingstiden for anmodninger om aktindsigt oftest kort – så kort, at de i mange tilfælde kan få det ønskede materiale udleveret med det samme. Arkivfoto: Jørgen True

I Norge og Sverige er behandlingstiden for anmodninger om aktindsigt oftest kort – så kort, at de i mange tilfælde kan få det ønskede materiale udleveret med det samme. Arkivfoto: Jørgen True

17. april 2013

»Regeringskansliet kritiseres for i tre dage at have ventet med at udlevere et dokument, som i princippet burde være udleveret omgående.«

Sådan kan man læse i en aktuel afgørelse fra den svenske ombudsmand i en sag, hvor en journalist fra Aftonbladet havde søgt aktindsigt i udgifter, som Næringsdepartementet havde haft til repræsentation. Journalisten søgte aktindsigt den 6. august sidste år, men først den 9. august fik han det sidste materiale, og så langsom en besvarelse ville journalisten ikke finde sig i, hvorfor han klagede. Og han fik ret i sin klage ...

For danske pressefolk og andre, der bruger aktindsigt som værktøj, lyder så kvik en besvarelse på en aktindsigt som det rene eventyr.

Som omtalt i Information i går viser en gennemgang, som Information har udarbejdet af ministeriernes svartider i sager om aktindsigt, nemlig et anderledes langtrukkent billede: Ud af de i alt 936 sager, som indgår i Informations gennemgang, er kun 40 pct. besvaret i løbet af den 10 dages frist, som er fastsat i offentlighedsloven. 27 pct. af de knap tusind sager har været mere end en måned om at blive besvaret, og heraf har de 15 procent været mere end to måneder undervejs.

Tag-med-hjem-aktindsigt

Nils Funcke fra Stockholm er uafhængig journalist med speciale i offentlighedssager. Han oplyser, at i princippet skal den, der henvender sig til en myndighed og beder om at få et dokument udleveret, have det udleveret med det samme.

»Ifølge loven skal en embedsmand lægge alt andet til side og ekspedere sagen, og hvis det ikke er alt for omfattende oplysninger, og materialet ikke er hemmelighedsstemplet, så skal man have det med sig, når man går,« forklarer han. Der er også i Sverige tilfælde, hvor aktindsigter trækker ud. Nils Funcke nævner en konkret sag, hvor der blev søgt om adgang til dokumenter om udviklingen af svenske jagerfly.

»Journalisten endte med at få udleveret så meget materiale, at det næsten kunne fylde en hel bog. Forsvaret havde måtte ansætte ekstra jurister til at ekspedere sagen, men den tog også flere måneder,« fortæller han.

For nylig har den svenske ombudsmand på baggrund af klager fra fire journalister, der hver havde ventet op til et et par måneder på at få dokumenter udleveret, udarbejdet en omfattende kritik af langsommeligheden.

»Svar på en udleveringssag bør normalt gives samme dag, som materialet er begæret. Nogen dages forsinkelse kan dog godtages, hvis det er nødvendigt for at tage stilling til, om udlevering kan ske. En vis yderligere forsinkelse kan være uundgåelig, hvis det er nødvendigt at gennemgå et omfattende materiale,« skriver ombudsmanden.

Kom til Norge, min far

Også  i Norge gælder der korte frister for myndighedernes besvarelse af aktindsigter. Juristen Kristine Foss fra Norsk Presseforbund oplyser, at ifølge den norske offentlighedslov skal aktindsigter besvares »uden yderligere ophold«, dvs. det skal gå hurtigt.

»Det skal ikke tage mere end én til tre dage at få et svar,« forklarer hun.

Ifølge fagansvarlig Jon Haakon Odd fra DIFI, Direktoratet for Forvaltning, kan det betragtes som et afslag, der kan påklages, hvis ikke en aktindsigt er besvaret i løbet af fem arbejdsdage.

»Selv om der er sorte får, er det mit indtryk, at de fleste er vældig flinke til at svare,« siger Jon Haakon Odd. Han oplyser, at ministerierne generelt er hurtige til at svare, mens det går lidt langsommere i kommunerne.

Journalist Per Anders Jørgensen, som arbejder i Oslo-avisen Aftenpostens gravergruppe, forklarer, at mellem 70 og 80 procent af de aktindsigter, han har søgt om, er blevet besvaret inden for tre dage.

»En lidt mere åben aktindsigt, hvor journalisten ikke kender til det præcise sagsnummer, og hvor myndigheden skal samle data fra flere sider, kan godt tage lidt flere dage. Men hovedreglen er absolut, at man får svar inden for en uge. I torsdags bad jeg f.eks. Justitsministeriet om aktindsigt i 50 dokumenter, og mandag havde jeg allerede fået over halvdelen tilsendt,« fortæller han.

Da Per Anders Jørgensen hører om de danske ministeriers svartider, udbryder han spontant: »Det lyder værre end i Estland.«

I modsætning til Danmark er Norge langt fremme med elektroniske postlister, hvor enhver kan få omgående indsigt i post til og fra myndigheder. Ifølge en DIFI-rapport fra 2012 blev der i 2011 formidlet flere end 156.000 såkaldte «innsynskrav« via postlisterne i 2011, mens tallet i 2012 var steget til over 200.000, viser en aktuel opgørelse fra DIFI. I modsætning til danmark, hvor regeringens forslag til ny offentlighedslov kun lægger op til et begrænset forsøgsprojekt.

Forhaling gavner karrieren

Pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er halvvejs med et forskningsprojekt om offentlighedslovgivningen i de nordiske lande. Han understreger, at på papiret er reglerne om den tid, som en myndighed skal bruge på at besvare en aktindsigt, meget ens i de nordiske lande.

»Både i Norge og Sverige er udgangspunktet, at behandlingen af en aktindsigt skal ske snarest, dvs. det skal gå ret hurtigt. Akkurat det samme udgangspunkt er der også i såvel den gældende offentlighedslov som forslaget til ny offentlighedslov,« siger Oluf Jørgensen.

»Alligevel må vi konstatere, at mens praksis i Norge og Sverige er, at det går hurtigt, så har praksis i Danmark udviklet sig i en anden retning, hvor der i rigtig mange tilfælde går både uger og måneder, inden man får svar.«

– Hvorfra kommer denne forskel i praksis, når lovteksten er ens?

»Jeg kan kun forklare det med forskelle på landenes forvaltningskultur,« siger Oluf Jørgensen, der i syv år som medlem af Offentlighedskommissionen arbejdede side om side med embedsmænd fra centraladministrationen om et forslag til ny offentlighedslov.

»Hvor det i Norge og Sverige opfattes som slemt, hvis en embedsmand eller en myndighed får kritik fra ombudsmand eller pressen for, at besvarelser af aktindsigt trækker ud, så er det mit bestemte indtryk, at det forholder sig akkurat modsat i Danmark. Det er ikke noget, der skader en embedsmands karriere på Slotsholmen, hvis man har været dygtig til at forhale aktindsigter i en politisk sag, der har offentlighedens interesse. Snarere tværtimod,« siger pressejuristen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • n n
  • Niels Mosbak
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Erik Jensen
n n, Niels Mosbak, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Støt underskriftindsamlingen "NEJ tak til den nye offentlighedslov"

På netsiden http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov er der en borger, Susanne Jespersen, som har startet en underskriftindsamling mod det fremlagte lovforslag til ny Offentlighedslov. Jeg kan anbefale, at man støtter underskriftindsamlingen.

Netop nu d. 17. april 2013 kl. 8.00 er der på 8 dage indsamlet 43.095 underskrifter, hvilket må siges at være et overraskende stort antal for et umiddelbart meget abstrakt emne for mange.

Rasmus Kongshøj, Henrik Christensen, anne bach, Anders Reinholdt, Toke Andersen, Niels Mosbak og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

Uden at nævne den nuværende danske regering kan man jo også på andre områder fastslå, at Norge og Sverige faktisk er åbne demokratier.

Samtidig kan man også fastslå, at det åbne danske demokrati allerede begyndte at blive truet i slutningen af 1980-erne, og at skiftende regeringer har indskrænket eller undladt at udvikle det lige siden.
Det er i hvert fald en kendsgerning, at de danske demokratiske frihedsrettigheder både er truet af manglende indsyn og af udemokratiske terrorlove.

På den baggrund må man jo spørge sig, hvor Danmark egentlig er på vej hen?
- Og hvor Danmark befinder sig f.eks.om bare 10 år.

Benjamin Skou

Oluf Jørgensen og Journalistforbundet skulle have afstået fra nogensinde at deltage i kommissionen bag loven. Denne regelændring skulle bare have været ramt af sønderlemmende kritik gennem flere år, hvis det skulle være undgået.

Det er trist, at S gennemfører det her. Læg mærke til, at Bødskov i samrådet taler om hensynet til et effektivt regeringsapparat og ikke hensynet til demokratiet. Godt, Rasmus Prehn tilsyneladende er imod loven.

Kan virkelig ikke se, hvorfor faglige vurderinger skal være undtaget aktindsigt. Og argumentet om, at kommunikation mellem myndigheder aldrig oprindeligt skulle være omfattet af aktindsigt, og at den danske åbenhed i forvaltninger dermed er opstået ved et tilfælde, er jo et ringe argument for at rulle åbenheden tilbage.

Vi må få politiske embedsmænd, der kan melde klart ud, hvad de mener og indgå i politikdannelsen. Så er der ikke så meget mening i at holde faglige vurderinger skjult. Tiden er løbet fra det danske embedsmandsvælde i Centraladministrationen.

Så interessant bliver det heller ikke med udvidet agtindsigt hos regioner og KL sammenlignet med den øgede lukkethed omkring den centrale styring og tilblivelse af politikken.

Håber, at modreaktionen bliver langt flere whistle blowers, således regeringspartierne opdager, at de har et skabt et ukontrollabelt monster, hvor oplysninger lækkes i tide og utide.

Kurt Loftkjær:

Det er nu fra lidt mere end 8 dage at underskrifterne stammer fra. Jeg selv skrev under for en måned siden. Men opfordringen til at underskrive kan ikke gentages ofte nok, og ja jeg er selv positivt overrasket over at så mange har deltaget.

Vedrørende forskellene i forvaltningskulturen i de nordiske lande, så er det efterhånden ret tydeligt at den i al væsentlighed stammer fra et i sin tid manglende opgør med den enevældige kollegialforvaltning. Ånden fra Frederik d. 6s magtfuldkomne "vi alene vide" hersker stadig til fuldstændighed og er endda inden for de sidste årtier blevet stærkere, nu også f.eks. med hensyn til at tilrettelægge regeringspolitik; det er simpelthen ligegyldigt hvilke parti man stemmer på, så er det embedsmændenes politik der føres ud i livet. Og de tjener samtidigt styrtende på det. Vi har simpelthen mistet vores demokratiske kultur, hvis vi da nogensinde har haft den.

Udfra ovenstående kunne man jo slutte at vores skandinaviske brødrelande har end sundere forvaltnings kultur og derfor har mindre at skjule.
Det kan naturligvis ikke være tilfældet, hvorfor man herfra med længsel afventer en naturlig forklaring fra Embedsmandsstaben i Folketinget og andre offentlige institutioner.

Børge Rahbech Jensen

Der står intet om antallet af sager i Norge og Sverige, og heller ikke, hvor lang en periode de 936 danske sager er fra.

En årsag til, faglige vurderinger bør undtages fra aktindsigt, er, at de ikke nødvendigvis fører til mere, end politikere får svar på nogle spørgsmål, med mindre pressen bruger sin evt. aktindsigt til historier, som politikerne må besvare spørgsmål om. Så længe pressen selv bestemmer, hvad den formidler til befolkningen, og også beholder sin kildebeskyttelse, kan jeg ikke se, pressens aktindsigt giver mere offentlighed for befolkningen. Et spørgsmål er endda, hvad pressen får ud af sin aktindsigt, som den ikke kan få ud af sine samtaler med anonyme kilder, hvem de så er, og åbne kilder som Danmarks Statistik. Pressen er ikke befolkningens repræsentanter, uanset hvor ofte de giver sig ud for at være det. Faktisk bruges pressens formidling af politiske emner efterhånden mest til politiske debatter på Christiansborg, og baseres mere på mandatfordelinger i følge meningsmålinger end Folketingets mandatfordeling.

Jeg ser den voksende modvilje mod forslaget til en ny offentlighedslov som endnu et symptom på pressens magt over befolkningens meningsdannelse.

ja det skulle vel nu være bekendt at danmark er en del af ondskabens akse og at ting som aktindsigter er uacceptable i et samfund, hvor man ønsker tiltagende repression. Vær ikke i tvivl om at hvad der sker i danmark i disse år er efter design. Det blev gjort i sydeuropa efter anden verdenskrig, og med anders fog belønnet med og tiltroet en væsentlig post i en væsentlig del af maskineriet passer tingene vel godt sammen?

Kurt Loftkjær

@ Sune

Du har helt ret. Beklager det med de 8 dage. Det er det rene vrøvl. Underskriftinsamlingen startede d. 10. marts.

Henrik Klausen

10 dage er en fin frist, men jeg arbejder jo også i centraladministration og kan se, hvor mange kræfter man skal bruge på aktindsigt, hvis det skal gå hurtigt. Det er noget mere vigtigt, hvad man kan få aktindsigt i...

Det er vigtigt i denne diskussion at påpege at KL har en række dialoggrupper hvor der udveksles synspunkter og ideer.

Disse grupper er undraget offentlighedsloven tiltrods for at de har et politisk/administrativt sigte.

Fx denne gruppe:

http://dialog.kl.dk/Grupper/Club/?clubId=581

Lov om aktiv socialpolitik

Beskrivelse
Alle spørgsmål vedr. kontanthjælp, enkeltydelser, revalidering, ledighedsydelse, sanktioner m.v.
Målgruppe: Alle der arbejder med at træffe afgørelser og administrere indhold fra Lov om aktiv socialpolitik.

Moderatorer
Johnny Tewes
jte25@helsingor.dk

Disse gruppers dialog er ikke tilgængelige for borgerne. Min påstand er at hvis der ikke var noget skjule, så var gruppen åben.

Og husk lige på hvem der betaler for KL's drift - det gør du.

Georg Christensen

Som dansker, skammer jeg mig over det nuværende,S,SF,R, som det gamle VKO system, Mine nordiske brødre og søstre (grønland,sverig,norge,island fæøerne og finland. kan jeg kun se op til,, for deres "livsværdi og sammenhørighed", ligegyltigt om regeringsformen er rød eller blå.

Mit gamle Danmark er efterhånden kun en "skamplet" på kortet. (med rasehad og diverse uforskammetheder på dagsordnen).

Vores "vikingerødder",som dengang allerede var igang med "globaliserings modellen", blev erstattet af "kristendommens" værdiløsheder.

Hilsen Ateisten.