Nyhed
Læsetid: 3 min.

Efter valget ...

Udfaldet af søndagens valg vil betyde, at der enten bliver gjort endegyldigt op med 14 års bolivariansk revolution, som Chávez kaldte sit politiske projekt, eller også vil revolutionen fortsætte med en yderligere magtcentralisering
Udfaldet af søndagens valg vil betyde, at der enten bliver gjort endegyldigt op med 14 års bolivariansk revolution, som Chávez kaldte sit politiske projekt, eller også vil revolutionen fortsætte med en yderligere magtcentralisering
Udland
13. april 2013

Olien
Ifølge Oil and Gas Journal (OGJ) har Venezuela mellem 211 og 316 mia. tønder olie i kendte reserver. Det gør det sydamerikanske land til verdens største eller næststørste olienation (efter Saudi-Arabien). På grund af manglende vedligehold, lave investeringsrater og behovet for udvikling af nye felter, er produktionen af olie faldet med 25 procent siden 2001. Det skønnes derfor, at den venezuelanske olieindustri må investerer omkring tre mia. dollar årligt for at holde produktionen oppe.

Hvis Capriles vinder:
Vil de meget favorable olieleverancer til allierede blive afviklet. Det har Capriles nemlig brugt som et af sine mest sikre kort i valgkampen:

»Vi forærer Castro-brødrenes regering for næsten fire mia. dollar olie om året. Derfor elsker de naturligvis ideen om, at den nuværende regering vinder valget,« har Capriles sagt.

Hvis Maduro vinder:
Så vil Venezuela fortsat sponsere særligt Cuba med olie. Men under hvilke forhold og hvor mange lande, der i fremtiden vil nyde godt af olie på favorable vilkår, er dog usikkert. Maduro har efter Cháevz’ død flere gange sagt, at det venezuelanske olieprogram i PetroCaribe vil blive taget op til revision. Programmet er upopulært internt i Venezuela, da mange mener, at landet i høj grad har brug for de penge, der gives ud.

Vennerne

Venezuela har under Hugo Chávez’ lederskab gjort tilnærmelser til alle nationer, der regnes som Vestens og ikke mindst USA´s fjender. Det har blandt andet drejet sig om Iran, Syrien, Libyen under Gaddafi og Mugabes Zimbabwe. Venskaberne er dog ikke af større økonomisk betydning for Venezuela. Det er derimod alliancen inden for den latinamerikanske socialistiske blok, ALBA, hvor blandt andre Bolivia, Cuba, Ecuador er vigtige såvel politiske som økonomiske allierede.

Hvis Capriles vinder:
Er det klart, at venskaberne med Syriens Assad, Zimbabwes Mugabe og Irans Ahmedinejad vil være fortid. Det samme gælder sandsynligvis forholdet til ALBA-blokken, der allerede er kritiske over for Capriles.

Derimod vil forholdet til USA antage nye former. USA er største kunde af venezuelansk olie, og omvendt afhænger Venezuela af raffinaderier i USA, der er specielt bygget til den olie, som Venezuela producerer.

Hvis Maduro vinder:
Efter devisen om, at min fjendes fjende er min ven, vil forholdet mellem Venezuela og deres allierede fortsætte. Selvom mange tilhængere ser kritisk på eksempelvis forholdet til Iran, har Maduro ikke lovet nogle ændringer på det område. I Latinamerika er Maduros sejr afgørende for det politiske fællesskab i ALBA.

Revolutionen

Da Chávez blev præsident i 1999, var prisen på en tønde olie 14 dollar. I dag er den et godt stykke over 100 dollar. Det har været Chávez’ held og kilde til hans mange sociale programmer, eksperimenter og internationale alliancer.

Hvis Capriles vinder:
Vil revolutionen være en saga blot, og Venezuela vil ifølge Capriles selv, »følge en brasiliansk model for udvikling.« Capriles har klogelig lovet, at han vil opretholde mange af de sociale programmer, som har gjort Chávez populær. Dog vil dette valgløfte kollidere med den bebudede afbrydelse af forholdet til Cuba, der er storleverandør af de læger og sygeplejersker, der opretholder en god del af Venezuelas sundhedsklinikker – særligt i landområderne og blandt de fattigste i byerne. Det skønnes, at omkring 45.000 cubanere arbejder i Venezuela som delvis betaling for olien.

Hvis Maduro vinder:
Maduro er kendt som ideologisk hardliner, og han vil næppe have modet til at foretage sig meget, som ikke også Chávez ville have gjort. Samtidig vil enhver kritik af det bestående blive set som en indirekte kritik af Chávez’, hvorfor Maduro vil have svært ved at forlade Chávez´ politiske spor. Den største udfordring for Maduro kan meget vel komme fra egne rækker. Internt i partiet, PSUV, var der flere, der så sig forbigået, da Maduro blev valgt som politisk kronprins.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Madsen

Det var så Informations mening om søndagens valg i Venezuela. Her er så modpartens mening om valget.
http://arbejderen.dk/udland/valget-vil-afg%C3%B8re-vores-fremtid

Steffen Gliese

Vi må håbe på Maduro.