Læsetid: 12 min.

Velkommen til Afghanistan

Der er et spring på mange århundreder fra landsbyerne udenfor og en provinshovedstad som Kunduz, men det er usikkert, hvilket århundrede du lander i.

Anders Sømme Hammer

1. maj 2013

Mit første møde med en afghaner finder sted på række 6 på Flight no. 714 fra Istanbul til Kabul. Vi er lettet klokken 3 om natten tyrkisk tid, og nu, fire timer og meget lidt søvn senere, indleder min afghanske sidemand en samtale med mig.

»Hvor er du fra?,« spørger han.

Da jeg svarer, at jeg er fra Danmark, ser han direkte på mig.

»Du er fra det land, der ikke kan lide muslimer,« siger han.

Jeg forsøger mig med en række indvendinger.

»Jeg har en onkel i Landskrona,« afbryder han mig.

»Jeg ved godt, hvad jeg taler om. Du skal ikke prøve at snakke udenom.«

Mit mod synker. Om en halv time lander vi i Kabul. Det her er en forbandet dårlig begyndelse.

Til min lettelse vender min rejsefælle nu sit raseri mod Istanbuls lufthavn, hvor vi begge har tilbragt en hel del timer med at vente på vores afgang. Det er især ekspeditricerne i lufthavnen, der gør ham vred. Ublufærdigt byder de sig til med sminkede ansigter og korte skørter, der blotter deres knæ.

»Men Tyrkiet er et muslimsk land,« siger jeg, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det er med en vis maliciøs triumf i stemmen, at jeg siger det.

»Tyrkiet er ikke noget muslimsk land.« Han ser på mig med en overbevisning i blikket, der med det samme bringer mig til tavshed.

»Tyrkiet er et vestliggjort land.«

Han begynder på et foredrag om Profeten, der skal vare ved, indtil flyets hjul får kontakt med landingsbanen i Kabul.

Allerede for 1.400 år siden forudsagde Muhammed, at islam ville erobre Konstantinopel, der dengang var hovedstaden i det, der var tilbage af det romerske verdensrige, en bastion for kristendommen. Det skete.

Men Profeten forudså også, at islam igen ville miste verdensbyen. Også det gik i opfyldelse, som ekspeditricernes knæ i modebutikkerne i Istanbuls Terminal 1 netop har bevist det for os.

»Men ...« Og nu hæver min afghanske samtalepartner manende pegefingeren, mens han med sit optændte blik søger mit, hvad der føles lige så ubehageligt som at se direkte ind i en uafskærmet 100 watts pære.

»Profeten kom med endnu en forudsigelse, som ligesom de forrige også vil gå i opfyldelse, da den jo ikke kommer fra ham selv, et ganske almindeligt menneske, som han jo var, men fra Gud, der havde udvalgt ham til sit talerør, og ifølge denne forudsigelse vil Istanbul igen vende tilbage til islam. Den faldne bys anden erobring står for døren.«

Drømmen om det perfekte

»Hvad synes du om Taleban,« spørger jeg, idet jeg efterhånden tager det for givet, at denne militante hader af blottede kvindeknæ må gå ind for Afghanistans fundamentalistiske oprørere, der ikke blot vil skjule knæene, men med våben i hånd går ind for, at ikke en kvadratcentimeter af den kvindelige anatomi må være synlig.

»Taleban er en ulykke for Afghanistan. De er uvidende og barbariske. Det er mit lands forbandelse. Vi mangler mennesker med uddannelse. Afghanistan er nok et muslimsk land, men ikke et sandt islamisk, for den korrekte version af sharia-loven praktiseres ikke.«

»Og i hvilket land i verden praktiseres den så,« spørger jeg.

»Ingen steder. Ikke i noget land i verden.«

Jeg kan ikke tolke hans tonefald. Er han desperat, fuld af afmagt, eller gemmer der sig en manen, et vildt håb om en kommende storslået forandring i hans stemme? Jeg kan pludselig se, hvor ensom han er. Han er en af de ulykkelige, der hjemsøges af drømmen om det perfekte.

I næste øjeblik meddeler et hårdt bump, at rejsen er forbi. Min samtalepartner og jeg får travlt med at kæmpe os op af vores sæder og med stive ben bevæge os frem mod udgangen. Vi når ikke engang at sige farvel til hinanden.

Jeg er ankommet til Kabul.

Ved indkørslen til lufthavnen venter Anders Sømme Hammer på mig. Han er norsk journalist, der har haft base i Kabul siden 2007. Han har uforfærdet rejst landet rundt i alle disse år og står bag flere bøger og dokumentarfilm.

Jeg har aldrig mødt ham, men vi har været på email gennem flere år. Jeg faldt ved et tilfælde over hans bog Drømmekrigen i en norsk boghandel og har siden fulgt ham i stigende respekt for hans uanfægtelige integritet.

Han er aldrig blevet medløber på de nemme historier om NATO-partnernes fremgang og succes i Afghanistan, men har i stedet påtaget sig det besværlige job at undersøge tingene ved et ikke altid ufarligt selvsyn. Nu har han inviteret mig på en rejse, der skal vare i 14 dage og bringe os rundt i Afghanistan.

Jeg ser ham på lang afstand, en tårnhøj skikkelse i rød skovmandsskjorte med glatbarberet isse og et tætstudset, sort fuldskæg. Han står ved indkørslen til lufthavnen, og skønt det er den civile del, er det en model af et camouflagemalet kampfly, der rager op bag ham som en signal om, at vi befinder os i et land, der identificerer sig mere med krig end med fred.

Vi hilser på hinanden.

Min rejse er begyndt.

Kabul – et forvokset kaos

Jeg genser Kabul efter 11 år. Jeg var her sidst i januar 2002, kun seks uger efter Talebans fald.

Jeg kom ind i byen fra Kandahar i syd, og det syn, der mødte mig, har jeg aldrig siden glemt. En by skudt i ruiner i morderiske nærkampe mellem stridende mujahedin-fraktioner, gade efter gade, hus efter hus, arret af kugler og mortérgranater i en grad, så den oprindelige lighed med menneskeligt beboelige bygninger var gået tabt, et ødelæggelsesarbejde på en gang så vildt og systematisk, at det syntes at fortsætte direkte ind i kroppen og angribe ens egen selvopholdelsesdrift.

Det var et syn, der gjorde det fristende bare at lægge sig ned på ryggen og give op, både på sine egne og menneskehedens vegne.

Vejen fra lufthavnen fører mig ikke gennem de samme kvarterer, så jeg kan ikke sammenligne.

Jeg ser ikke ødelæggelse, blot kaos. Primitive beboelser, hvor en voksen mand ikke ville kunne stå oprejst, sammenslæbt af storbyens drivtømmer, tilfældigt indsamlet træ, karton, teltdug og presenninger, udbankede bliktromler.

Her krummer familier sig sammen om hinanden i en vinterkulde, der kan falde til minus 20. Dyre, halvtomme lejlighedskomplekser. Narkobaronernes såkaldte poppy-palaces, betonglade opiumsfinansierede paladser i cyklamenfarver, i en byggestil, der minder om smeltende islagkager, hvor de skridende lagkagebunde gør det ud for etageadskillelser.

De ikke mindre prangende såkaldte bryllupspaladser med smaragdgrønne og aquamarinblå glasfacader, hvor forældre, der har været så ulykkelige at få en datter, tvangsgifter hende ledsaget af en medgift, der vil ruinere dem i mange år fremover.

Halvanden million mennesker boede der, da jeg besøgte byen for 12 år siden. Nu er indbyggerantallet tredoblet til fire en halv million, hvoraf de tre millioner bor illegalt i ruiner eller i selvopført slum på de mange byggetomter.

Vand- og kloakeringssystemet er beregnet på en glemt tid, hvor kun 150.000 mennesker boede i Kabul. Milliarder af dollar er tilflydt landet i bistandshjælp, men den overfyldte by balancerer stadig på randen af sammenbruddet.

Taimani, hvor vi bor i et gæstehus, er et middelklassekvarter. Alligevel er de fleste af gaderne uasfalterede, størknede grusbunker, der får et månelandskab til at ligne en glat bordplade i sammenligning.

Overalt er der udgravninger, som om byen har været genstand for et bombardement, der ikke sigter mod huse, men mod gader og fortove.

Visse steder ser det ud, som om en cementblander er væltet, men hvilken funktion de størknede cementformationer skal udfylde, er det umuligt at gætte, medmindre de er begyndelsen til en uopfyldelig og allerede på ny opgivet byplan.

Hvad enten man færdes til fods eller i bil, sker det i en livsfarlig navigeren rundt om meterdybe huller, hvor ståldragere ofte rager op, så man ved et fald ikke blot vil blive slemt forslået, men også spiddet.

Tæt på og mod Taleban

Vi er på vej til et møde med en række af Anders’ kolleger, alle sammen veteraner fra dækningen af krigen i Afghanistan.

En af dem skiller sig ud fra andre. Hans ansigt er indrammet af fuldskæg og svære briller, og til trods for sin indadvendte fremtoning og en generthed, han ikke kan skjule, og som hele tiden får ham til at betragte sine egne hænder, bliver han hurtigt selskabets centrum. Det er hans bemærkelsesværdige historie, der får interessen til at samles om det sofahjørne, hvor han forsøger at gemme sig.

Felix Kuehn er en ung tysk akademiker, der for en årrække siden sammen med sin hollandske ven og kollega Alex Strick van Linschoten ankom til Afghanistans mest urohærgede by, Kandahar, der dengang var holdt i et jerngreb af Taleban, der igen og igen gennemførte mordkampagner mod alle byens mest prominente skikkelser.

Her valgte de to unge mænd at slå sig ned. Igennem fire år delte de et diminutivt værelse. Felix slår ud med hænderne for at vise, at der knap nok ville have været plads til sofaen og sofabordet i stuen, hvor vi befinder os. Det lykkedes dem at opbygge et netværk blandt Kandahars talebanere.

Det resulterede i en biografi over en af bevægelsens mest prominente skikkelser og siden en bog med digte fra slagmarken skrevet af talebankrigere. Men deres største indsats ligger i bogen An Enemy We Created, som nok er den mest indsigtsfulde og gennemgribende analyse af Taleban-bevægelsen, der nogensinde vil blive skrevet.

Jeg spørger Felix, hvordan han ser på situationen, når NATO-styrkerne har forladt Afghanistan i 2014. Han tror ikke, at der de første par år vil ske dramatiske ændringer, udover en gradvis forværring af situationen. Taleban anser ikke den afghanske hær for at være en modstander, de behøver at frygte. Nej, det er de magtfulde krigsherrer, der bliver deres egentlige fjende.

De har før mødtes på slagmarken. Taleban nedkæmpede krigsherrernes såkaldte Nordalliance i 1990’erne, men denne gang har krigsherrerne langt større ressourcer til deres rådighed, og styrkeprøven mellem Taleban og krigsherrerne kan trække Afghanistan ud i en ny spiral af vold, der endda vil overgå 90’ernes blodige kaos.

Det er de perspektiver, der gør den ældre generation af Taleban-ledere dybt bekymrede.

Ordene vækker en særlig genklang i mig, for vi skal tidligt op næste morgen for at sætte kursen mod Kunduz i det nordøstlige Afghanistan, en provins, hvor krigsherrerne står stærkt, og hvor en vrimmel af militser uden for enhver kontrol i disse år vokser frem, opmuntret også af den amerikanske hær, der aktivt støtter dem med våben, penge og træning.

Det er amerikanernes exit-strategi, deres sidste desperate forsøg på at svække Taleban, også selv om det kun kan ske ved at åbne Pandoras æske og slippe en hvirvelvind af ulykker løs over Afghanistan.

I selve tunnellen hersker et næsten absolut mørke, Forlygterne kager til i mudder, mens vinduesviskerne besværet skovler sig gennem en sløret gulbrun suppe. Først får jeg fornemmelsen af at sidde i spøgelsestoget i et sadistisk tivoli, så klemmer det klaustrofobisk om struben, og jeg tror, det er Jordens indvolde, vi er på vej ned i.

Anders Sømme Hammer

Tunnel til Jordens indvolde

Vejen til Kunduz går tværs over den sneklædte Hindu Kush-bjergkæde gennem Salang-tunnellen, der befinder sig i 3.400 meters højde.

Tunnellen blev færdiggjort af russerne i 1964, et storslået stykke ingeniørarbejde, der bogstaveligt talt skulle signalere, at nye tider var på vej til Afghanistan. Det var de også. 15 år senere var det gennem Salang-tunnellen, at sovjetiske kampvogne rullede ind i Afghanistan.

I de seneste 35 år er tunnellen og den snoede bjergvej, der fører derop, ikke blevet vedligeholdt. Ventilationssystemet er for længst skudt i smadder i interne opgør om den strategisk vigtige passage gennem den ufarbare bjergkæde. Asfalten i tunnelerne er smuldret væk og har efterladt et sort, glinsende mudderspor.

Salang er bygget, så 1.000 biler kan passere om dagen. Nu kommer der 10.000, og jeg har på fornemmelsen, at jeg har set dem alle sammen, da vi kravler op ad bjergsiden. Allerede på 10-15 kilometers afstand begynder køerne af tunge, mudderindsmurte lastbiler, der stadig bærer navne og adresser på deres oprindelige ejere i Europa, i Hamburg, Bremerhafen, Eisenberger, og her kommer Morten C. Henriksen fra Tuse Næs, og Højmark Turistfart ved Bruno Bjørnskov Jensen.

Imperiernes gravplads er Afghanistan blevet kaldt med tanke på de mange invaderende nationer, der har lidt nederlag, men det er også Europas lastbiler og turistbusser, der finder en kirkegård her.

I dagevis holder de i kø ved foden af bjergkæden eller op langs dens sider, mens de venter på signalet til at navigere videre gennem den snævre to en halv kilometer lange tunnel, hvor trafikpropper kan vare halve og hele dage, mens ilten bare svinder og svinder.

Flere gange, før den egentlige tunnel begynder, forvandler bjergvejen sig til betonindstøbte svalegange, der klynger sig til bjergsiden. Man kører igennem dem med mudderet stående i faner op mod bilens sider, et sælsomt halvlys står skråt ind gennem betonpassagen, hvor ingeniørerne i den ene side har efterladt smalle åbninger ud mod den overtrukne, snetunge himmel.

Effekten er som i et kilometerlangt gotisk kirkeskib. I selve tunnellen hersker et næsten absolut mørke, Forlygterne kager til i mudder, mens vinduesviskerne besværet skovler sig gennem en sløret gulbrun suppe.

Først får jeg fornemmelsen af at sidde i spøgelsestoget i et sadistisk tivoli, så klemmer det klaustrofobisk om struben, og jeg tror, det er Jordens indvolde, vi er på vej ned i. Endelig er der lys for enden af tunnellen, og aldrig har jeg erkendt sandheden i den kliché så stærkt som nu.

Foldebjergene nord for Hindu Kush er frygtindgydende golde. De spredte landsbyer med deres grusfarvede huse ligner blot knopskydninger af sten, som om deres beboere har set på bjergene og foldet videre i lidt mere komplicerede mønstre. Husene selv synes ikke at være andet end fortykkede mure, som om døråbninger og taget, der foroven afslutter dem, blot er en eftertanke og behovet for beskyttelse mod fjender større end behovet for et læ mod bjergenes vilde vejr.

Heller ikke i de grønne dalsænkninger, hvor træer, der har krævet pleje og omsorg som et spædbarn, rejser sig, ændres arkitekturen. Strengheden er overalt den samme.

Vi nærmer os Kunduz. Der er et hul i vejbanen, hvor en tysk kampvogn blev ramt af en vejsidebombe. Det er de tyske NATO-soldaters område. Deres lejr ligger på et bakke­drag et stykke borte. En kæmpemæssig hvid overvågningsballon, der minder om en zeppeliner, røber flere hundrede meter oppe i luften lejrens tilstedeværelse.

Våben overalt

Så kører vi ind i byen. Der er et spring på mange århundreder fra landsbyerne udenfor og en provinshovedstad som Kunduz, men det er usikkert, hvilket århundrede du lander i.

De mange våben, der er overalt, på skuldrene af uniformerede soldater, og monteret på ladet af politistyrkens blågrå pick-up’er peger på deres egen tragiske måde på det 21. århundrede. Kvinderne i burka og de langskæggede mænd i kjortler peger et andet sted hen.

Kunduz er ikke et sted, hvor udlændinge skal bevæge sig rundt i gaderne, heller ikke selv om vi begge har fået skræddersyet en såkaldt shalwar kamez, afghanernes traditionelle kjortel med tilhørende folderige bukser. Men på en sportsplads i byens udkant kan vi stå ud af bilen og bevæge os omkring for en kort stund.

Her støder jeg på Harun, der arbejder som tolk for tysk politi. Hele hans familie lever af de udenlandske styrkers tilstedeværelse. Hans far er chauffør for en NGO, hans storebror arbejder for den amerikanske hær. Det er en familie i skjul, der aldrig røber for naboerne, hvad de ernærer sig af, for ingen ved, hvem der kan have forbindelser til Taleban. Nu står alle familiens mænd over for at miste deres arbejde, når de udenlandske styrker trækker sig hjem.

Til den afghanske regering har Harun af bitter erfaring ingen tillid. Han har igen og igen oplevet at blive forbigået ved uddeling af stipendier, ikke fordi han ikke bestod prøverne, men fordi der altid var en magtfuld mand, hvis søn stod i vejen.

»Vi er en generation af veluddannede unge,« siger han, »men vi regeres af udannede og uvidende mænd, og vi får aldrig lov at øve nogen indflydelse.«

Tunge skyer har samlet sig over os, og en sandstorm blæser pludselig op som et varsel om det uvejr, der er under optræk. Som en forpremiere på det mørke, der om et øjeblik falder på, forsvinder alt i en støvstorm, mens vi kører gennem gaderne på vej tilbage til vores hotel.

Da vi passerer byens centrale plads, stirrer en række dystre skæggede mænd ned på os fra store plakater. Det er et anegalleri af de politimestre i byen og den omgivende provins, der inden for de seneste to-tre år er blevet myrdet, alle sammen selv magtfulde krigsherrer, der havde købt sig til deres stillinger.

Kunduz er en lykkelig by, står der i en gammel rejseguide fra 1960’erne. Det er byen ikke mere.
En uniformeret vagt med en kalashnikov over skulderen åbner gitter­lågen for os. Vi er ankommet til vores hotel.

Serie

Seneste artikler

  • Guerilla-krigens usynlige gud

    18. maj 2013
    I den asymmetriske krig er der to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Det samme gør angsten. Og ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række
  • ’Der er ingen fred i mit hjerte’

    11. maj 2013
    Selv på bunden af Kandahars mørke har de afghanske kvinder et håb og en drøm om et bedre liv. De fleste af dem har set en lille flig af det – en flig af menneskeværd, af mulighed og af en verden uden kvindehad
  • Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

    11. maj 2013
    Der er en krig i Afghanistan, der allerede er afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne. Og kvinderne har tabt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Onklen i Landskrona har måske læst Carsten Jensens beskrivelser af det islamofobe Danmark i svensk presse - siden Jensens opfattelse heraf har fundet vej til nevøen - den evigt misfornøjet.