Nyhed
Læsetid: 2 min.

Dommen over Guatemalas eksdiktator er omstødt

Forfatningsdomstol annullerer dom over general Montt under henvisning til ’procedurefejl’
Udland
22. maj 2013

Kun lidt over en uge er gået, siden eksdiktator Ríos Montt blev idømt 50 års fængsel for folkemord i Guatemala og 30 års fængsel for krigsforbrydelse – en dom, der blev set som en historisk sejr for det guatemalanske folk og hyldet internationalt som en triumf for retfærdighed og menneskerettigheder.

Nu har landets øverste juridiske myndighed, forfatningsdomstolen, annulleret denne dom og samtidig givet ordre til at genoptage den sidste del af retssagen imod ham. Det sker under henvisning til »procedurefejl«, idet samtlige retshandlinger siden den 19. april, herunder domsafsigelsen 10. maj, efter domstolens mening var ugyldige.

Forfatningsdomstolens afgørelse anfægter dog ikke legitimiteten af den omfattende mængde vidneudsagn, som retten gennemgik i tiden frem til 19. april. Det står ikke umiddelbart klart, om sagen vil blive genoptaget, eller om den 86-årige helbredssvækkede Montt skal forblive i fængsel. Genoptages sagen, vil både anklager og forsvar dog igen skulle fremlægge hovedpunkterne i deres argumentation.

De blodigste måneder

Begrundelsen for domsomstødelsen, der skete med tre dommestemmer mod to, var, at Montt den 19. april i en kort periode havde været uden forsvarsadvokat. Retten havde beordret, at han blev repræsenteret af en beskikket advokat, hvilket Montt dog modsatte sig. Han forlangte i stedet, at advokaten Francisco García, som retten tidligere havde udelukket fra sagen, fordi han havde kaldt dommerne for »forudintagede«, skulle stå for hans forsvar.

Forfatningsdomstolen fandt, at sagen burde have været sat i bero, indtil Montts nye advokat kunne tiltræde sin funktion.

Menneskerettighedsgruppen Amnesty International kalder omstødelsen af dommen over Montt for »et ødelæggende slag for ofrene for de alvorlige menneskeretskrænkelser, der blev begået under konflikten«.

Under retssagen afgav dusinvis af ofre rædselsvækkende vidneforklaringer om de grusomheder, Guatemalas hær begik imod ixilmayaerne, en etnisk minoritetsgruppe.

Montt blev dømt for være den øverste ansvarlige for drab på 1.771 ixilmayaer, der fandt sted i 1982-83, da han regerede landet som diktator. Omkring 200.000 mennesker menes dræbt under Guatemalas lange borgerkrig fra 1960-1996, hovedparten af dem mayaindianere.

General Rio Montts 17 måneder ved magten anses for at være en af krigens blodigste perioder.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her