Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fortsat frit spil til internettets ’fjender’

Vestlige virksomheder leverer stadig i stort omfang avanceret overvågningsteknologi til autoritære regimer, der overvåger kritikere og dissidenter. Eksporten kunne bremses øjeblikkeligt, men den fornødne politiske vilje mangler i Tyskland og Storbritannien, siger kritikere
Udland
6. maj 2013

Vestlige virksomheder profiterer fortsat på at sælge avanceret overvåningsteknologi til regimer, der systematisk krænker menneskerettighederne. For nylig udnævnte Reporters Without Borders fem vestlige virksomheder, der enten direkte eller via mellemmænd har eksporterer avanceret overvågningsteknologi til autoritære regimer, til »Internettets Fjender«. De fem virksomheder på listen er Gamma International (Storbritannien/Tyskland), Trovicor, Hacking Team (Italien), Amesys (Frankrig) og Blue Coat (USA).

»I øjeblikket har vi vestlige virksomheder, der leverer masseovervågningsteknologier til autoritære regimer, der målrettet anvender dem til at overvåge dissidenter og demokrati-aktivister. Samme teknologi ville være ulovlig i vestlige samfund. Det eneste, der forhindrer virksomheder i at eksportere disse produkter, er virksomhedernes egne moralske dømmekraft. Vi kan se, at deres eneste incitament er profit – og ikke respekt for menneskerettigheder,« siger Eric King fra den britiske menneskerettighedsorganisation Privacy International.

Virksomheder sælger ikke blot teknologi og software, men tilbyder konsulentservice med hele pakkeløsninger.

»De hjælper staterne med at finde ud af, hvilke produkter er bedst til deres behov. De træner medarbejdere og teknisk support. Mange af de stater ville ganske enkelt ikke benytte denne slags teknologi, hvis virksomhederne ikke leverede denne pakkeløsning,« siger Eric King.

Trods adskillige politiske løfter om øget regulering på både europæisk og nationalt, eksporterer virksomhederne stadig deres teknologi til forbryderiske regimer. Ifølge kritikere er der behov for øjeblikkelig regulering.

»For at kontrol skal være effektivt, har vi brug for en koordineret handling mellem en større klynge af stater, men den eneste måde, det vil ske, er hvis lande som Storbritannien og Tyskland går foran. De har magten til at gøre det. Der er ikke brug for ny lovgivning og nye myndigheder. Der findes allerede lister over den kontroversielle teknologi,« siger Eric King.

Kontrolservere fundet i 36 lande

Især tysk-britiske Gamma International har flere gange gjort sig uheldigt bemærket som leverandør til regimer med blod på hænderne. Kort efter Mubaraks fald fandt BBC salgsbrochurer for Gammas produkt Finfisher hos den egyptiske efterretningstjeneste. For mindre end to måneder siden dokumenterede den canadiske researchgruppe Citizen Lab, der er tilknyttet University of Toronto, en række digitale spor efter det tysk-britisk producerede spyware-program Finfisher på mobiltelefoner, der tilhører demokrati-aktivister i Bahrain. Den kontroversielle software anvendes imidlertid ikke kun af undertrykkende regimer. I en ny rapport hævder Citizen Lab at have fundet såkaldte kontrolservere for Finfisher i mindst 36 lande, herunder også lande som Tyskland, Østrig, Ungarn, Bulgarien, Tyrkiet og Rumænien.

FinFisher er et stykke software, der i første omgang præsenterer sig som en softwareopdatering fra en kendt kilde som eksempelvis Iphone eller Blackberry. Reelt er der imidlertid tale om et avanceret spionprogram, der i princippet fungerer som en virus og kan registrere tastaturanslag, optage telefonsamtaler via Skype og forvandle webkameraer og mobiltelefoner til improviserede overvågningsapparater.

Med denne type software kan magthavere således udspionere og tiltvinge sig adgang computer og mobiltelefoner, der eksempelvis tilhører dissidenter eller demokratiforkæmpere.

Øjeblikkelig handling

I Tyskland har en række grønne politikere for nylig lanceret en kampagne for at lægge pres på den tyske regerings passivitet. Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, har tidligere lovet at gribe ind over for tyske virksomheder, der sælger overvågningsteknologi til totalitære regimer, men den tyske regering mangler endnu at præsentere et koordineret initiativ til øget regulering.

En talsmand for det tyske økonomiministerium forklarer den politiske passivitet med, at der ofte er tale om eksport af såkaldt dual use-teknologi, der både kan anvendes til fredelige formål og til at spionere mod enkeltpersoner. Før der er fremstillet en meget præcis liste, vil man ikke gribe ind, lyder den officielle forklaring, der imidlertid ikke accepteres af kritikere som Eric King fra Privacy International.

»Størstedelen af disse virksomheder befinder sig i Tyskland og Storbritannien. Her findes de virksomheder, som virkelig gør en ekstraindsats for at eksportere til disse regimer. Vi har opfordret både den tyske og britiske regering til øjeblikkelig handling. De er i stand til at gribe ind på en måde, der ville hjælpe øjeblikkeligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her