I Danmark har branden på Frihedsmuseet ved Kastellet i København givet anledning til debat om modstandsbevægelsens rolle under den tyske besættelse.
I Tyskland skaber sagen om den nynazistiske terrorcelle, der opererede i årevis uden indgreb fra sikkerhedstjenesten, tvivl om virkningen af mange års nationalt selvopgør.
I Italien er krænkelser af den lov, der forbyder rosende omtale af fascismen, blevet hverdagskost.
Men ingen steder i Europa er fortiden mere betændt end i Spanien. For nylig nedstemte regeringspartiet, det konservative Partido Popular (PP), et lovforslag om at indføre en national mærkedag til minde om forbrydelserne under Francisco Francos regime. Få dage inden havde Mariano Rajoys regering meddelt, at der er afsat 286.000 euro (2,1 mio. kr.) til istandsættelsen af Francos gravmæle:
»At afsætte penge til vedligeholdelse af et mausoleum, der hylder det fascistiske diktatur i Spanien, giver ingen mening midt i en økonomisk krise, som har skubbet seks millioner mennesker ud i arbejdsløshed,« mener Higinio Polo, professor i samtidshistorie ved universitetet i Barcelona, og fortsætter:
»Rajoys PP er et parti, der er barn af frankismen, men fastholder postulater om at være demokratisk og ikke at have noget med frankismen at gøre. Vi kan dog se, at det i sine holdninger og politiske beslutninger i virkeligheden forsvarer et tilbageskridt og en idé om demokratiet, som begrænser friheden alvorligt.«
Et bedre Spanien
Francos grav ligger i Cuelgamurosdalen, 60 kilometer nordvest for Madrid. Allerede året efter Den Spanske Borgerkrigs afslutning besluttede sejrherrerne at rejse et enormt kors og opføre en kirke, der i samlet areal overgår Peterskirken i Rom:
»De sten, der bliver rejst, må have samme storhed som fortidens monumenter, der byder tid og glemsel til trods,« hed det i Francos dekret fra den 1. april 1940.
Her skulle kommende generationer »hylde de navnløse helte, der skænkede dem et bedre Spanien«.
Monumentet i Valle de los Caídos (De Faldnes Dal) stod færdigt i 1958. 20.000 tvangsarbejdere havde deltaget i byggeriet. Franco mente, at de besejrede republikanere skulle sone deres modstand ved at arbejde for regimet.
»De menneskelige omkostninger ved tvangsarbejdet, dødsfaldene og de lidelser, arbejderne og deres pårørende måtte gennemleve, kan kun måles med de formuer, som blev samlet af de private og offentlige virksomheder, der udnyttede dem,« skriver den engelske historiker Paul Preston, en af de førende eksperter i borgerkrigen og frankismen, og tilføjer:
»Francos eneste bemærkelsesværdige succes var, at han holdt sig så længe ved magten. Til gengæld er de menneskelige omkostninger – i form af henrettelser, fængsler, koncentrationslejre, tortur og de mange liv og familier, som blev ødelagt af eksilet i 1939 eller af udvandringen i 50’erne og 60’erne – et vidnesbyrd om den uhyrlige pris, Spanien måtte betale for Francos ’sejre’.«
Den tabende part
I dalen er der 34.000 gravsteder for de faldne under borgerkrigen, overvejende nationalister. Inde i basilikaen ligger Franco og Falangist-partiets grundlægger, José Antonio Primo de Rivera, begravet. De døde begge den 20. november – Rivera i 1936, Franco i 1975 – og hvert år afholdes der således på denne dag en velbesøgt mindehøjtidelighed i kirken. For at lette overgangen til demokrati måtte undertrykkelsens ofre efter Francos død afstå fra at søge oprejsning gennem et retsopgør. ’Glemslens pagt’ blev amnestiloven fra 1977 kaldt.
Men under José Luis Zapateros socialistiske regering, som kom til magten i 2004, begyndte der at ske noget. I 2007 blev der vedtaget en lov om den historiske erindring, som anerkendte borgerkrigens og det frankistiske diktaturs ofre. Loven fordømmer Francos regime, ligesom et flertal i Europa-Parlamentet havde gjort med en resolution året inden. Franco-statuer blev fjernet fra offentlige pladser overalt i landet. Undersøgelsesdommeren Baltasar Garzón, som siden er blevet suspenderet, begyndte at åbne massegrave og efterforske frankisternes forbrydelser. De Faldnes Dal blev også diskuteret:
»Jeg ønsker, at det, der i realiteten var noget i retning af en nazistisk koncentrationslejr, skal ophøre med et være et sted for nostalgiske pilgrimsrejser for frankister,« udtalte et catalansk parlamentsmedlem.
Zapatero nedsatte en kommission, som skulle udarbejde forslag til, hvordan stedet kunne omdannes til et museum for borgerkrigen og frankismen. Den anbefalede, at Francos grav skulle flyttes.
Men inden eksperterne nåede at aflevere deres rapport, var vinden vendt i spansk politik. Den 20. november 2011, på Rivera og Francos dødsdag, blev der afholdt parlamentsvalg. PP opnåede absolut flertal, og den nye regering skrinlagde straks planerne om at omdanne monumentet:
»Spaniernes problem er ikke Franco, men arbejdsløshed,« sagde Rajoys talsmand og beskyldte socialisterne for at skabe splittelse i befolkningen.
I 2009 var De Faldnes Dal blevet lukket med henblik på ombygningen, som altså ikke blev til noget. For et år siden blev stedet igen åbnet for besøgende.
»Vi vil aldrig støtte en restaurering af dette partiske mindesmærke,« udtaler den tidligere vicepremierminister Ramón Jáuregui.
Indtil 2009 var stedet en af Spaniens største turistattraktioner med omkring en halv million besøgende om året. Jáuregui betegner turismen i De Faldnes Dal som »en vanhelligelse af mindet om den tabende part i krigen«.
