Læsetid: 6 min.

’Vi skal helt ned og ramme bunden’

Censuren mod forfatteren og professoren Mona Prince viser et Egypten på randen af politisk, økonomisk og kulturelt sammenbrud
Studerende på universitetet i Suez klagede over professor Mona Prince, fordi hun satte hærens og politiets seksuelle overgreb på kvindelige demonstranter til debat i sin undervisning.

Amr Abdallah Dalsh

18. maj 2013

Søger man en fællesnævner for den økonomiske, politiske og kulturelle krise, der ifølge de mest pessimistiske iagttagere sender Egypten ned ad en sliske mod et islamisk ’demokratur’, er Mona Prince, universitetsprofessor og forfatter, et bud.

»Det er slemt nu, og det vil blive værre. Vi skal helt ned og ramme bunden, før noget bliver bedre,« sagde hun i april på et møde med danske journalister i det dansk-egyptiske dialoginstitut i Kairo.

Anledningen var hendes suspension for ’fornærmelse af religionen’ på Suez universitet, hvor hun underviser.

»Men jeg er meget optimistisk, for de vil ikke vare evigt,« tilføjede hun fulgt af en opfordring til at støtte hendes sag ved at skrive om den.

’De’ er det for tiden regerende Ikhwan, Det Muslimske Broderskab, hvis politiske arm (kaldet ’Frihed og Retfærdighed’) sammen med de mere fromme salafister fik flertal i Egyptens første frie parlamentsvalg efter Hosni Mubaraks fald i februar 2011.

I foråret 2012 blev parlamentet opløst af Egyptens forfatningsdomstol, og indtil videre er et nyvalg udsat til – formentlig - oktober. I det parlamentariske vakuum fungerer Shura-rådet, det egyptiske overhus, ligeledes med islamisk flertal, som lovgivende myndighed på dekret af præsident Mohamed Mursi, en fremtrædende muslimsk broder.

Siden hans valgsejr i juni 2012 har Ikhwan (i øvrigt i lighed med islamister i Libyen og Tunesien) arbejdet på at konsolidere de vundne magtpositioner frem for at søge konsensus med den liberale opposition, der ifølge de fleste iagttagere er en forudsætning for den nødvendige stabilitet, der kan bringe økonomien på fode og turister og investorer tilbage. I stedet er fronterne låst i en politisk-mental borgerkrig, hvor der ikke tages fanger – højst gidsler som eksempelvis Mona Prince.

Med højrød læbestift, viltre krøller og en cigaretrygende fremtoning, der tilmed har smag for et glas vin, udgør den 43-årige kulturaktivist en permanent udfordring af den islamiske puritanisme, der ikke længere holdes nede i et principielt sekulært samfund. Egypten har dog altid haft en stærk konservativ strømning under den postulerede, moderne overflade, hvor liberale – og da især kvinder som Mona Prince – har levet udsat. Under Mubarak-regimet blev intellektuelle og politikere, der satte spørgsmålstegn ved religiøse dogmer, straffet med fængsel eller som minimum landsforvist.

I dag er Mona Prince sat fra bestillingen på universitetet i Suez, fordi hun i undervisningen overtrådte tre tabuer: sex, politik og religion. I 2012 var hun også suspenderet et halvt år, og nu har hun siden april været blokeret, efter at studerende klagede over hendes undervisning, som de fandt blasfemisk og ’pornografisk’ – det sidste, fordi hun satte hærens og politiets seksuelle overgreb på kvindelige demonstranter til debat i sin undervisning og stillede spørgsmål ved imamers tordnende tavshed. Hun henholder sig til sin ret til at praktisere ’akademisk og intellektuel frihed’ – og afviser således at strække våben i den kulturkrig, der raser.

Censur og udrensninger

Kulturkrigen føres på alle niveauer i samfundslivet. De statsejede medier blev som det første i Mursis regeringsperiode ’rensede’ for liberale redaktører – de blev fyret med gummistemplet ’Mubarak-lakajer’ – og erstattet med islamister. Journalister og tv-personligheder – den mest kendte er komikeren og satirikeren Bassam Youssuf, Egyptens svar på Jon Stewart – anholdes eller slæbes til afhøringer for ’fornærmelse’ af præsidenten. Også den privatejede og hidtil uafhængige liberale avis, Al-Masry al-Youm (hvor den verdensberømte forfatter Alaa Aswany fik trykt sine kritiske kommentarer til først Mubarak-regimet og nu Mursi-regimet), har taget bestik af de politiske vinde og lukket den ugentlige (og islamist-kritiske) engelsk-sprogede udgave, fyret avisens unge liberale direktør og erstattet ham med en tidligere chef for den statslige al-Ahram-mediekoncern, Abdel Moneim Said, blandt andet ansvarlig for en berygtet fotoshop-manipulation i 2010, da al-Ahram-avisens trykte og elektroniske udgave ’flyttede’ den daværende præsident Hosni Mubarak op foran præsident Obama på et gruppebillede i Washington.

I disse uger pønser præsident Mursi på en ’pensionsreform’, der vil begrænse funktionsperioden i rets- og justitsvæsenet og dermed sende 3.000 dommere på golfbanerne – en fjerdedel af den samlede dommerstand.

Lige nu er ’reformen’ sendt til hjørnespark, da der er tvivl om, hvorvidt Shura-rådet har forfatningsmæssig kompetence til at gennemføre ’reformens’ nødvendige lovændringer, eller om den kun kan gennemføres af en regering med et underhusflertal bag sig. Præsident Mursi har indvilget i at holde en konference om spørgsmålet, men det siges højt og tydeligt, at ’reformens’ formål er at rense retssystemet for jurister, udpeget af ekspræsident Mubarak, og som hidtil har udgjort den mest stædige blokering af fuld islamistisk kontrol med samfund og stat.

Som kommentatoren Hussein Ibris tørt konstaterede, får Mursis ’reform’ den afdøde diktator Gamal Abdel Nassers berygtede ’massakre på justitsvæsenet’ i 1969, hvor 189 jurister blev udrenset, til at ligne et ’jobsøgnings-program’.

Islamisterne isoleres

Censuren og udrensningsbølgerne kombineret med den islamiske præsidents angst for vælgerne, der gør, at han ikke tør tage drastiske beslutninger i den økonomiske politik, afspejler de muslimske brødres stigende isolation i et samfund, der synes stedse mere illusionsløst og kun hænger sammen i kraft af den ’sorte’, uofficielle sektor, der udgør mellem 40 og 50 procent af den samlede økonomi.

Den officielle økonomi er på kanten af sammenbrud med voldsom inflation og eksplosive fødevarepriser, der har sendt næsten halvdelen af de 80 millioner indbyggere ned på kanten af (23,7 pct.) eller under (25,2 pct.) fattigdomsgrænsen. Hver fjerde egyptiske husstand bruger halvdelen eller mere af indkomsten på fødevarer.

De muslimske brødres tidligere forbundsfæller i Nour, det fromme salafist-parti, der tog mere end hver femte stemme ved parlamentsvalget i 2011-12, har vendt sig imod dem (hvilket ikke kun er et udtryk for intern konkurrence, men også en regional rivalisering mellem et skeptisk Saudi-Arabien og Qatar, der støtter Mursis styre med et lån på tre mia. dollar).

Mursis regering af teknokrater og ministre fra Det Muslimske Broderskab har vist sig hverken at besidde politisk vilje eller den fornødne kompetence til at køre en stat. Meningsløse økonomiske lappeløsninger grænser til det latterlige i eksempelvis forhøjede importafgifter på rejer og nødder (!). Imens stiger antallet af underernærede børn og procenten af ungdomsarbejdsløse, der nu er på 25.

Ønsker sig en stærk mand

Resultatet er, at stadig flere ønsker sig tilbage til Mubarak-perioden – eller i hvert fald noget, der ligner. Som Khaled Hafez, en internationalt anerkendt kunstner, der har portrætter af den tyrkiske landsfader Mustafa Kemal Atatürk hængende i sit atelier uden for Kairo. Da han blev spurgt hvorfor, lød svaret:

»Egypten har brug for en Atatürk.«

Med andre ord en leder, der har det politiske mod til at forhandle et lån på 4,8 mia. dollar på plads med den internationale valutafond, IMF. Det tør Mursi ikke, trods det frie fald i landets valutareserver på foreløbig to tredjedele af de 35 mia. dollars ved Mubaraks fald – vel vidende, at et valg i skyggen af IMF-dikterede nedskæringer vil være en stemmemæssig nedtur til Ikhwan.

Hvilket bringer os tilbage til Mona Princes spådom om, at ’de ikke vil vare ved’. Det nye er ikke, at hun er under anklage, men at hun slår fra sig – på Facebook, i medier, der vil høre på hende, i talkshows og ved møder som på dialoginstituttet i Kairo. Hun afviser kategorisk at have fornærmet nogen som helst – ikke Profeten, ikke imamer og ikke præsident Mohamed Mursi. I sin seneste bulletin på Facebook oplyser hun, at hun har sluttet fred med de kritiske studenter – hun har accepteret deres ret til at være uenige med hende, og de har trukket deres klage tilbage. Men den officielle undersøgelse mod hende, iværksat af universitetets ledelse, vil fortsætte. Mona Prince fastholder sin ret til ’akademisk og intellektuel frihed’.

Hendes modstand mod at lade sig tryne afspejler et politisk klima, hvor autoriteterne har mistet – autoritet.

»Før revolutionen var tre instanser hævet over al kritik,« siger den libanesiske forfatter Iman Humaydan, der skriver på en film om det ny Egypten, »nemlig Gud, militæret og præsidenten«.

I dag er kun Gud uantastelig.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Den vigtigste sætning i denne artikel er : »Men jeg er meget optimistisk, for de vil ikke vare evigt,«.

De religiøse politikere kan ikke levere varen, som ventet.

Der skulle gå toogethalvt år før Information begyndte at beskrive virkeligheden i Egypten. Ja, ja - bedre sent end aldrig.

Det har intet med demokrati at gøre, og endnu mindre med den latterlige betegnelse 'forår'. Det er brød på bordet, det drejer sig om, og har gjort hele tiden. Egypterne må stadig kigge langt efter en løsning på deres problem, som regeringen ikke evner at løse.

I de sidste 60 år, er befolkningen steget med mere end 60 millioner. Lige nu øges den med 2 mio. om året. Mærkeligt nok ser det ikke ud til, at egypterne ansér befolkningens vækst og størrelse som et problem.

Militæret og 'den stærke mand' venter i kulissen.