Læsetid: 8 min.

Intet stopper Tunesiens første Femen-aktivist

Feministisk nøgenaktivisme er rent sprængstof i konservative muslimske samfund, men 19-årige Amina Tyler insisterer på at føre kampen for kvinders rettigheder med radikale metoder. ’Jeg er ikke bange for at dø,’ siger hun i dette interview – det første, siden hun flygtede fra sin familie
Verden rundt er det strømmet ind med symaptierklæringer for den tunesiske aktivist Amina Tyler. Men mellemøstlige feminister er mere lunkne. Forleden blev hun så arresteret af tunesisk politi under en aktion.

Verden rundt er det strømmet ind med symaptierklæringer for den tunesiske aktivist Amina Tyler. Men mellemøstlige feminister er mere lunkne. Forleden blev hun så arresteret af tunesisk politi under en aktion.

Paul Davey

28. maj 2013

Jeg fik dødstrusler fra de tunesiske salafister. Jeg skal stenes, sagde de. Eller dolkes ihjel. Eller også ville de kaste syre i hovedet på mig. Min Facebook-side blev hacket og min profil erstattet af det sorte salafistflag. Jeg er blevet kaldt ’luder’, ’gadetøs’ og ’en skamløs kvinde, der har sluttet en pagt med djævelen’. Min handling er blevet kaldt uanstændig og et angreb på islams værdier. Jeg måtte selvfølgelig skifte telefonnummer, for strømmen af trusler var konstant.«

Over Skype fra en hemmelig adresse i Tunis fortæller den arabiske verdens mest berygtede, mest foragtede feministiske nøgenaktivist sin historie til Information.

Midt i marts uploadede hun fotos af sig selv med blottet torso påmalet slagordene »Fuck your morals!« og »Min krop tilhører kun mig og er ikke kilde til nogens ære«.

Måneden før havde hun stiftet den tunesiske afdeling af den radikale feministiske gruppe Femen, der fra sit udspring i Ukraine er vokset til en international bevægelse, der tæller hundredvis af militante aktivister. Femen har gennemført adskillige opsigtsvækkende topløse aktioner imod institutioner og grupper, som Femen anser for kvindeundertrykkende og korrupte, herunder den katolske kirke, sharia-domstole, Vladimir Putin og Silvio Berlusconi.

»På Facebook så jeg fotos fra en af de ukrainske Femen-pigers aktioner i Paris. Det imponerede mig, at feminisme kunne være ekshibitionistisk uden at være pornografisk. For det var ikke vulgaritet, jeg så, ikke umotiveret provokation. Det var en ny og mere militant slags forsøg på at få det feministiske budskab ud. Det ville jeg gerne være med til. Derfor besluttede jeg mig for at lægge billeder af mig selv ud på internettet. Men jeg gjorde det efter grundige overvejelser. For jeg vidste selvfølgelig godt, at en sådan handling kunne få farlige konsekvenser for mig.«

Tunesien, det arabiske forårs vugge, er ifølge Human Rights Watch det mest progressive arabiske land med hensyn til kvinderettigheder. Men islamismen har været på fremmarch, siden islamistpartiet Ehnnada blev stemt til magten i oktober 2011. Og reaktionen på aktionen var raseri i religiøse kredse, ikke mindst fra de ultrakonservative salafister, der støt vinder politisk terræn. Den salafistiske præst, Almi Adel, leder af Tunesiens Kommision til Fremme af Dyd og Forebyggelse af Synd krævede som minimum Tyler »straffet efter sharialoven med 80-100 piskeslag«, men så hende helst »stenet ihjel«. Han advarede om, at »hendes handling kunne udløse en epidemi, der kunne give andre kvinder ideer.«

Tvunget til eksorcisme

Familien valgte da også at reagere kontant på Aminas aktion.

»Jeg havde boet hos en bekendt i nogen tid. En dag sad jeg på en fortovscafé med en veninde. Hvad jeg ikke vidste, var, at hun havde ringet og fortalt til min mor, hvor jeg var,« fortæller hun.

»Pludselig stod min fætter der. Straks han fik øje på mig, gik han helt amok. Han kastede sig over mig, og for øjnene af alle cafégæster trak han mig hen over fortovet. Med hænderne bag på ryggen blev jeg tvunget ind i en bil og kørt hjem til mine forældre. Her begyndte han at slå løs på mig. Han lagde alle kræfter i og holdt først op, da min far sagde, han skulle. Min bortførelse stod på i tre uger. Det var som et langt mareridt. Med magt blev jeg ført til en psykiater, som udskrev antidepressiv medicin til mig. I nogle dage forsøgte de også at holde mig isoleret hos min bedstemor, der bor i Karouane, en hellig by Tunesien. Her måtte jeg gennemgå eksorcismesessioner, mens to ældre dybt religiøse kvinder ville tjekke, om jeg stadig var jomfru. Jeg havde ikke telefon og ingen adgang til internet. Efter flere dages fangenskab fik jeg min telefon igen, men hele tiden blev jeg overvåget. Jeg fik ikke lov til at forlade huset. Selv da jeg blev interviewet af franske journalister til Canal Plus, kunne jeg ikke tale frit, fordi min far var til stede.«

Aminas forsvinden – først blev hun rygtet myrdet – og siden nyheden om familiens kidnapning af deres myndige datter, fremkaldte imidlertid en massiv solidaritetsaktion fra Femen-aktivister, både i Tunesien, hvor to andre unge kvinder lagde nøgenbilleder ud på internettet, men især i flere europæiske lande, hvor Femen-grupper udnævnte 6. april til International Topløs Jihad Dag og blottede deres bryster ud for flere moskeer, imens de råbte deres støtte til den unge tunesiske kvinde. Flere bar islamiske hovedtørklæder for at anslå jihadtemaet.

»Vi er frie, vi er nøgne, det er vores ret, det er vores regler, og ingen kan bruge religion eller andre helligdomme til at underkue kvinder. For så vil vi slås med dem, og vores bryster vil være stærkere end deres sten,« sagde Femen-aktivisten Alexandra Shevchenko.

Upopulært hos andre feminister

De toneangivende mellemøstlige feminister og sekulære kræfter var imidlertid ikke spor enige i, at det var sådan, kvindekamp skulle udkæmpes. Ganske vist havde der været et enkelt fortilfælde: 23. oktober 2011 havde 22-årige Aliaa Magda Elmahdy – en egyptisk internetaktivist og universitetsstuderende, vakt national furore ved at lægge et nøgenbillede af sig selv ud på sin blog. På Facebook forklarede hun, at denne gestus skulle forstås som »et skrig mod et samfund med vold, racisme, sexisme, seksuel chikane og hykleri«.

Blogindlægget fik over 2 millioner hits. Men resultatet blev også dødstrusler og et sagsanlæg for at krænke ’islam og den offentlige anstændighed’. Elmahdy følte jorden brænde under sig og søgte politisk asyl i Sverige. Sit erklærede mål nåede hun vel: At udfordre ’den sociale orden’ og nogle af Egyptens mest magtfulde politiske og religiøse kræfter. Men så bred var fordømmelsen, at selv Egyptens liberale grupperinger såsom 6. april-bevægelsen fandt det klogest at tage afstand fra hendes ’modproduktive’ aktion.

Er feministisk nøgenaktivisme kontroversiel i Europa, er den rent sprængstof i samfund med et mere konservativt og traditionsbundent syn på kvinden.

At blotte barmen for at provokere patriarkatet med feministiske slagord er simpelt hen en skrupforkert aktionsform, der kun kan skade, ikke tjene kvindesagen. Sådan er konsensusopfattelsen hos Mellemøstens etablerede feminister, sekulære som religiøse.

»Vi støtter Aminas ytringsfrihed, men alle organisationer og alle ideologiske grupperinger er enige om, at fænomenet nøgenaktivisme er fremmedartet for vores samfund,« siger f.eks. Imen Triqui, forkvinde for den tunesiske feministgruppe Liberté et Equité.

Den marokkanske demokratiaktivist, Zineb Belmkaddem tror heller ikke på, at feministiske budskaber, der afleveres topløst, vil brænde igennem. »Ring til mig, når du er brudt igennem glasloftet med dine nøgne bryster,« siger hun til Huffington Post.

Andre forsvarer

I sidste ende lykkedes det Amina at bryde ud, ikke gennem et glasloft, men gennem familiens dør:

»En fredag skulle mine forældre til begravelse. For første gang var jeg alene med min bedstemor. Mens hun talte i telefon, så jeg, at hovedøren ikke var låst. Så er det nu eller aldrig, tænkte jeg. Selv om jeg var i pyjamas og klipklappere, tog jeg flugten. Jeg løb og løb, selv om jeg var bange, og det lykkedes mig at tage med metroen ind til Avenue Bourguiba (et hovedstrøg i Tunis, red.). Til mit held mødte jeg her en veninde, der tilbød mig husly. Noget af det første, jeg gjorde, var at ringe til Inna, Femens talskvinde i Frankrig og fortælle hende, hvad jeg havde været udsat for.«

Amina er ligeglad med den manglende opbakning fra de arabiske medsøstre.

»Jeg nægter at give op. Jeg lader mig ikke skræmme og er ikke bange for at dø,« siger hun til Information. »Min største drøm er at kæmpe for kvinders rettigheder i de arabiske lande. Mit største ønske er at kunne gøre en forskel og være med til at bane vej for virkelige forandringer, også selv om den nuværende kontekst måske ikke er moden til en så radikal aktionsform som min.«

– Hvem i Tunesien støtter din aktionsform?

»Flere offentlige personer i Tunesien har forsvaret om ikke min aktionsform, så i al fald mine rettigheder, f.eks. menneskeretsadvokaten Bochra Belhaj Hamida, som jeg ofte mødes med. På Facebook har jeg fået solidaritetshilsner fra unge kvinder. Selv på gaden kommer der piger hen til mig og spørger, om de må være med i Femen?«

– Men hvad er det for et budskab, du vil have frem ved at skrive slagord på dine nøgne bryster?

»Når jeg aktionerer, er det ikke kun for at protestere imod mandchauvinisterne, der opfatter kvinden som en dukke i mandens hånd. Mit mål er også at henvende mig til andre kvinder og vise dem, hvordan de kan gøre krav på uafhængighed og bryde fri af den allestedsnærværende mandlige dominans. At vise dem, hvordan de selv kan bestemme over deres handlinger og skæbne, og at ingen skal diktere dem, hvordan de skal opføre eller klæde sig.

– Hvad kommer der ud af at provokere religiøse mennesker?

»Når jeg skriver slagord på mine bryster, agiterer jeg for Femens ideologi. I Femen kæmper vi for kvinders rettigheder og imod alle religiøse diktater. Jeg er imod islam, der slavebinder kvinder. Derfor er jeg også sprunget ud som ateist. Jeg blev allerede bevidst om min modstand mod islams kvindesyn, da jeg boede i Saudi-Arabien, fra jeg var 8 til 13 år. Her så jeg hver dag, hvor ufrie forhold kvinder lever under i et arabisk land, der ser sig selv som et af de frommeste i den muslimske verden. Først nægtede jeg at tro på, at den saudiske model kunne være sand islam. Så besluttede jeg selv at læse Koranen. Det fik mig til at indse, at den radikale islam, som praktiseres i lande som Afghanistan, Iran, Pakistan selv Golfstaterne, er i overensstemmelse med den hellige bog. For mig efterlod det kun én konklusion: Jeg kunne ikke længere være muslim, ikke længere være del af en religion, der vil slavebinde kvinder og nægtet dem retten til at udtrykke sig frit. Den største forskel på Tunesien før og efter revolutionen er, at under Ben Alis diktatur var kvinder mere frie. Da jeg offentliggjorde nøgenbillederne af mig selv, var det også i protest mod, at de salafistiske gadepatruljer vil tvinge kvinder til at bære niqab.«

– Hvordan har du fundet mod til at indlede en sådan kvindekamp i Tunesien?

»Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, og som var med til at åbne mine øjne for den feministiske kamp, var, da jeg så den iranske film The Stoning of Soraya. Og så blev jeg inspireret af de modige kvinder i Femen, ikke mindst Inna. Min største frygt er, at Tunesien skal formørkes af en islamisme som den, vi kender fra Afghanistan, Iran og Saudi-Arabien ...«

Risikerer to års fængsel

Siden Amina Tyler talte med Information, er hun blevet arresteret af tunesisk politi. Det skete i forbindelse med en aktion sidste søndag i byen Kairouan, hvor Tunesiens salafister havde indkaldt til deres årlige Ansar al-Shariah-konference. Amina forsøgte ifølge kilder i Femen at male feministiske slagord på muren ved byens største moské og ophænge et Femen-banner, hvorefter der dannede sig opløb af tilskuere, der snart genkendte hende. Kun politiets ankomst reddede hende fra at blive lynchet af en fjendtlig menneskemængde.

Amina Tyler sidder i dag varetægtsfængslet i Tunis, sigtet for gadeuorden. Hun risikerer en fængselsstraf på op til to år for ’profanering af et helligt sted’. Retssagen og forvaringen af hende ventes at kunne vare 14 måneder. En voldsom afstraffelse for en 30 centimeter bred graffiti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Markus Lund
  • Farah Sabouri
  • Rasmus Kongshøj
  • Olaf Tehrani
  • Anna Obel
  • kim jensen
  • Henrik Darlie
  • Slettet Bruger
  • Robert Ørsted-Jensen
Lone Christensen, Markus Lund, Farah Sabouri, Rasmus Kongshøj, Olaf Tehrani, Anna Obel, kim jensen, Henrik Darlie, Slettet Bruger og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexander Ildhøj

Jesper Green: Citat:
"Det var da et bizart semantisk argument. Det er lidt som at sige, at "det ikke er udlændingepolitikken, man debatterer, men indvirkningen af den - er den til skade eller gavn? "

Det er ikke noget semantisk argument? Selve nøgenheden bliver brugt som et provokationsmiddel, i den debat hun vil frembringe og er ikke budskabets omdrejningspunkt.

Det er den effekt som offentlig nøgenhed har på en konservativ befolkning, der kan vurderes om hvorvidt den er gavnlig eller skadelig for hendes sag (kvindelig frihed)

Massiv forandring skal jo helst komme i bidder, ellers skaber det ubalance i det kulturelle fundament. Skal det skæres yderligere ud i pap?`

Robert O Jensen: Citat;

"Sagen er vel at Ildhøj mener at vide mere og være bedre orenteret hvad angår mulighheder for kvinders ligeret og revulutionær ændting i Tunesien end Tunesiske kvinder der kæmper for sagen gør. Sådan noget er langt ude i sumpen. "

Det var da en ualmindeligt elendig retorik. Kan man i så fald, ikke kritisere venstreorienterede aktivister for brostenskast eller Greenpeace-aktivister for skibs-blokade? Ofte ligger frustration og afmagt til grund for en aktivistiske handling og man har ikke overvejet konsekvenserne af handlingen eller hvilket signal det vil sende. I et religiøst miljø, er offentlig nøgenhed anset som skamløst og forkert, selv blandt moderate og er det ikke netop dem man prøver at påvirke?

Robert Ørsted-Jensen

Det er meget enkelt - og det har det alle dage være - man forholder sig traditionelt solidarisk overfor kammerater der kæmper med bløde midler mod en reaktionær overmagt i et land og en kultur hvor man naturligt ikke selv kender betingelserne eller forstår de valgmuligheder der er tilstede.

Søren A. Jensen

@Dennis Baggers Laursen

...Hun bliver tævet af sine egne fætre...

Heldige pigebarn...

Ghazala blev myrdet af sin egen! bror. Sonay af sin egen! far.

Og til ham, som talte om "hverdagsmuslimer":

Er det f eks nogen af dem, som møder op til fredagsbøn hos den tidligere narkopusher imam p.p. Abdul Wahid Pedersen, som ikke evner/ønsker at tage klar afstand fra stening af kvinder?

Islam er en pakkeløsning, siger Pedersen selv, sharia er en del af pakken.

Søren A. Jensen

@Alexander Ildhøj

...uanset hvor islam-fjendsk man måtte være....

Islam anerkender ikke demokrati.

Så hvis man ønsker/hylder/går ind for demokrati, kan man i sagens natur kun afvise denne arge politiske ideologi.

Kald det -fjendsk...-fobi...eller hvad som helst.

Det ændrer ikke på det forhold, at hvor fredens religion optræder, opstår ufred.

Søren A. Jensen

@Ildhøj ...nåede du at læse kommentarerne til islamistens blogindlæg.

"Anyone who would answer “no, Islam is not compatible with democracy” does not even deserve a response", skriver han.
Nå, men islam er jo heller ikke rigtig kendt for dialog.
Professor i kreative skriverier. Det tør siges.

Han skrev: the five most populous Muslim countries in the world are all democracies.

Nigeria, Pakistan...jeg er allerede her stået totalt af.

Alexander Ildhøj

Søren Jensen: Jeg stod allerede af da du begyndte, at give Islam skylden for u-lande's manglende samfundsmæssige udvikling.

Indien, Tanzania, Sri-Lanka, Syd-Afrika, Ethiopien - er disse også ofre for Islam's 'onde værdier' eller er det kristendom, buddhisme eller hinduisme som er skyld i landets problemer og mangel på vestlige moral?

Du må da være en énøjet ugle, hvis du ser Islam som værende grunden til underudviklede landes samfundsmæssige problemer.

Sider