Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kan Kina skabe fred i Mellemøsten?

For at forbedre sit image og beskytte sine økonomiske interesser har Kina meldt sig som fredsmægler mellem Israel og Palæstina. Det er et tegn på et stærkere, mere selvsikkert Kina, og kan vise sig at være starten på et markant skifte i kinesisk udenrigspolitik
Udland
10. maj 2013
Den kinesiske ledelse havde ikke stor succes med at bringe Benyamin Netanyahu og Mahmoud Abbas sammen, da de hver for sig for nylig besøgte Beijing. Men Xi Jinpings forsøg på at mægle er måske starten på en ny kinesisk udenrigspolitik, hvor stormagten tager mere direkte ansvar.

Kim Kyung-Hun

Kina har hidtil forsøgt at holde en lav politisk profil i Mellemøsten og har undgået at engagere sig i den betændte israelsk-palæstinensiske konflikt, men nu signalerer Beijing, at det kinesiske diplomati er klar til at indtage en rolle som nøglespiller i regionen.

I denne uge var Kina vært for både præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, og Israels premierminister Benjamin Netanyahu, og præsident Xi Jinping fremlagde en firepunktsplan for fred i de palæstinensiske områder. Samtidig har den kinesiske regering erklæret, at den er villig til at formidle fredsforhandlinger mellem de to parter.

Den udvikling ses som et varsel om et potentielt skarpt skifte i kinesisk udenrigspolitik, der ellers i flere årtier har haft som sin dominerende ledetråd, at landet skal indtage en tilbagetrukket politisk rolle på den internationale scene og ikke blande sig i andre landes anliggender.

»Det er et tegn på, at det kinesiske lederskab er blevet mere selvsikkert,« siger Zhang Junhua, professor i internationale relationer fra Shanghais Jiaotong Universitet. »Tidligere har Kina været meget, meget forsigtig, og har ikke ønsket at fremstå som en international stormagt, men det lader nu til at være slut.«

Steve Tsang, der er ekspert i kinesisk politik og professor ved University of Nottingham, mener, at drivkraften, bag Kinas ønske om at spille mere offensivt, er landets nye leder, Xi Jinping.

»Han virker utrolig selvsikker på sine egne og Kinas vegne, og han satser på at spille en større rolle internationalt. Det er del af det, som han kalder ’den kinesiske drøm’, som lægger op til et stærkt Kina,« siger Steve Tsang.

Overfladisk plan

Forhandlingerne om fred mellem den palæstinensiske og israelske side har været fastfrosset i mere end fire år, og Abbas’ og Netanyahus samtidige besøg til Kina førte da heller ikke til et gennembrud. Det kom aldrig til et direkte møde mellem de to i Beijing, men i de kinesiske statsmedier blev det blotte faktum, at de var i Kina på samme tidspunkt, udlagt som bevis for, at Kina deltager aktivt i fredsprocessen som en ansvarlig international magt. Samtidig leverede det officielle nyhedsbureau Xinhua kritik af, at »vestlige magters forsøg på mægling har været forgæves«, og argumenterede for, at der er brug for »Kinas ekstra indflydelse« for at opnå fremskridt.

Men der er stærk tvivl om, hvorvidt det kinesiske fredsudspil i form af Xi Jinpings firepunktsplan vil have nogen form for effekt. Kernen i planen, som Xi Jinping præsenterede for Mahmoud Abbas, er etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat ved siden af Israel efter en såkaldt tostatsløsning og med Østjerusalem som hovedstad. Samtidig udtrykte Xi Jinping ifølge Xinhua, at »›Israels ret til at eksistere og landets rimelige sikkerhedsinteresser fuldt ud skal respekteres.«

Professor Yitzhak Shichor, der ved University of Haifa i Israel bl.a. beskæftiger sig med Kinas forhold til Mellemøsten, beskriver det kinesiske udspil som »overfladisk« og fuld af »vage slogans«: »Det er langt fra banebrydende,« siger han. »Kina kan potentielt spille en positiv rolle ved at tilføre nye ideer til processen, men sådanne er ikke tilstede i denne plan.«

Steve Tsang mener da også, at kinesernes tiltag »udelukkende er imagepleje«, og endnu er langt fra at være et konkret forsøg på at starte reelle fredsforhandlinger.

»Palæstinenserne og israelerne vil ikke være i stand til at løse deres problemer, blot fordi Kina involverer sig,« siger han. »Men der vil heller ikke være nogen, som vil klandre Kina, hvis der ikke sker gennembrud, da konflikten i så mange år har vist sig uløselig. Så kineserne har givet sig i kast med et emne, som får masser af opmærksomhed, og ved at give indtryk af, at Kina spiller en positiv rolle, får Beijing god pr uden at løbe nogen form for risiko.«

Ifølge Steve Tsang er målet at ændre omverdenens opfattelse af Kina, efter vestlige lande, specielt USA, i en del år har kritiseret Kina for at blokere for løsninger på internationale konflikter, bl.a. om Irans atomprogram.

»Inden for det sidste årti har det internationale samfund stillet spørgsmålstegn ved, om Kina faktisk vil opføre sig som en fredelig aktør, når landet nu får stadig større magt, og den kinesiske regering bruger den palæstinensisk-israelske konflikt til at ændre fokus og overbevise om, at landet er en ansvarlig medspiller på den internationale scene,« siger Steve Tsang.

Økonomisk nødvendighed

Zhang Junhua mener også, at hensynet til Kinas image spiller en stor rolle for Beijings nylige interesse for Palæstina-spørgsmålet, men for ham er det altafgørende dog Kinas økonomiske interesser i Mellemøsten. Både over for Abbas og Netanyahu understregede Xi Jinping og premierminister Li Keqiang, at den israelsk-palæstinensiske konflikt forbliver kilden til uro i Mellemøsten. Og Kina vil derfor, mener Zhang Junhua, involvere sig stadig mere for at sikre fred i de palæstinensiske områder, da Kina frygter, at konflikt i området kan sprede sig og ende med at true Kinas adgang til livsvigtige energiressourcer.

Omkring halvdelen af Kinas olieimport kommer fra Mellemøsten, og den afhængighed forventes at blive øget de næste år.

»Mellemøsten har overordentlig stor betydning for Kina, og ud af nødvendighed er Kina derfor nødt til at engagere sig mere i regionen,« siger Zhang Junhua.

Situationen bliver ifølge Zhang Junhua endnu mere prekær for Kina, da der samtidig er tegn på, at USA vil blive mindre og mindre afhængig af olie fra Mellemøsten, og derfor, ifølge den kinesiske analyse, vil trække sig mere ud af området – og dermed potentielt gøre sikkerhedssituationen mere ustabil.

»I fremtiden vil USA ikke være så afhængig af olieproduktionen i Mellemøsten, og det kan meget vel føre til, at USA vil reducere sin tilstedeværelse, også militært, i regionen. Det kan være en katastrofe for Kina, for Kina har hidtil kørt på frihjul af USA’s beskyttende rolle i området, og det kan fremover vise sig ikke længere at være en mulighed,« siger Zhang Junhua. »Derfor er Kina nødt til at påtage sig et større ansvar. Kina er måske ikke klar til det endnu, men at involvere sig i den palæstinensiske-israelske konflikt er et vigtigt første skridt.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her