Læsetid: 9 min.

Da Kirov kom på kortet

En mellemstor og hidtil ret anonym provinsby er rammen om årets vigtigste retssag i Rusland. Nogle i Kirov ser Aleksej Navalnij som en helt, andre kalder ham fremmed agent, og atter andre har slet ikke hørt om Ruslands mest prominente oppositionsfigur
For omverdenen står han i vid udstrækning som et offer for et autoritært system, men mange russere er skeptiske omkring oppositionsaktivisten Aleksej Navalnij, der er under anklage i provinsbyen Kirov.

Maxim Shemetov

14. maj 2013

Mens små og store isflager som et hullet tæppe driver med Vjatka-flodens kraftige strøm og fortæller om det usædvanligt sene forårs ankomst, har man rigeligt at snakke om i Kirov.

Datja-sæsonen, hvor det er på høje tid at få sat kartofler i nyttehaverne. Det årlige forårseftersyn af centralvarmerørene, som betyder, at folk nu på skift må vænne sig til kolde brusebade i mindst to-tre uger.

Den liberale guvernør Nikita Belykh, som til nogles forargelse har valgt at markere de i Rusland så højtidstætte majdage med en ferierejse til Armenien. Premieren på Kon-Tiki, der i lokale biografer tager kampen op mod Iron Man 3, Oblivion og den hjemlige Legende nr. 17 om den sovjetiske ishockeyspiller Valerij Kharlamov.

Og, bevares, retssagen mod den 36-årige jurist, blogger, korruptionsbekæmper og politiske aktivist Aleksej Navalnij, der risikerer op til 10 år fængsel, hvis han – hvilket hverken han selv eller ret mange andre tvivler på – kendes skyldig i at have svindlet sig til 10.000 kubikmeter tømmer, mens han i 2009 var ulønnet rådgiver for guvernør Belykh.

Men selv om det er den vigtigste politiske retssag i Rusland siden de to mod oligarken Mikhail Khodorkovskij i 2005 og 2010, ville det være synd at sige, at Navalnyj-processen har vendt op og ned på Kirov, en i russisk målestok mellemstor provinsby med godt en halv million indbyggere, 800 km nordøst for Moskva.

De lokale aviser og tv rapporterer flittigt og nogenlunde nøgternt fra retsmøderne og om ’domstols-turismen’ i form af tilrejsende journalister og aktivister fra Moskva og andre byer. Men efter et vist postyr under det første retsmøde den 15. april, hvor nogle hundrede mennesker demonstrerede for Navalnyj og betydeligt færre imod ham, har der efterfølgende sjældent været mere end højst en snes aktivister ad gangen – med skilte som »Putin er en tyv« og »Sagen mod Navalnij er sagen mod os« – nær den anonyme, skrabede retsbygning i Kirovs centrale Lenin-distrikt.

Folk kender ikke Navilnij

Spørger man folk på gaden, er reaktionen gerne et skuldertræk og en bemærkning om, at Navalnyj uden tvivl er en skurk, der fortjener at komme bag tremmer, for »ingen røg uden ild«. Hvis de da overhovedet har hørt om Aleksej Navalnij.

»Er det ikke en ishockeyspiller?« genspørger den 19-årige Ksenia, der sammen med fem veninder sidder rundt om et bord og nipper til farvestrålende cocktails på den næsten tomme natklub Planeta.

Taxichaufføren Dmitrij fortæller, at han har hørt navnet Navalnyj før, men ikke aner, hvem det er. To arbejdere, der med en højtryksspuler er i færd med at rense de grå betonmure og sorte jerngelændere langs et promenadestrøg ved Vjatka-floden, gætter på, at han er popsanger. Det er, som hvis Pia Kjærsgaard blev stillet for retten i Struer, og folk dér ikke rigtig kunne placere navnet.

»Almindelige Kirov-boere er ikke synderligt interesserede. Navalnyj arbejdede her kun kort tid og udelukkende på de indre linjer i administrationen, så meget få kendte til hans eksistens i 2009,« konstaterer Denis Sjadrin, der leder organisationen Center for Borgerlige Initiativer og følger retssagen mod Navalnyj fra et lokale i domstolsbygningen, hvortil der er videotransmission fra retsmødet i et af nabolokalerne.

Efterfølgende er Aleksej Navalnij blevet mere kendt. Først for sin netbaserede kampagne mod svindel og korruption, hvor han ved at etablere en aktionærforening og opkøbe små aktieposter i en række af Ruslands statsdominerede storkoncerner fik adgang til information om virksomhederne og kunne afsløre talrige tvivlsomme dispositioner. Siden som politisk aktivist, som manden bag det populære øgenavn for Vladimir Putins magtparti Forenet Rusland, »svindlernes og tyveknægtenes parti«, og som frontfigur i de demonstrationer i Moskva, der samlede over 100.000 deltagere efter det manipulerede parlamentsvalg i december 2011.

Ifølge en måling i marts i år var det dog stadig kun 37 pct. af russerne, der havde hørt om Navalnyj, hvilket hænger sammen med, at han – i hvert fald frem til retssagen – normalt er blevet ignoreret af de statskontrollerede medier og frem for alt tv. Samtidig betragter mange ham som et Moskva-fænomen, der trods tiden i Kirov har dårlig føling med livet uden for hovedstaden.

»I Moskva er folk mere aktive, mere selvstændige. Moskva er en helt anden verden med enorme ressourcer. Folk i Kirov interesserer sig ikke meget for politik og for dårlig information om, hvad der foregår,« mener den 24-årige forretningsmand Vitalij Bramm, der fungerer som ’stabschef’ for Navalnij i Kirov og koordinerer demonstrationerne over for retsbygningen, hvor han denne formiddag mundhugges med en ældre mand, der præsenterer sig som Leonid Vasiljevitj og insisterer på, at Putin er det bedste, der nogensinde har ramt Rusland.

»Hvor meget har man betalt Dem for denne provokation?« spørger Vitalij Bramm sarkastisk, mens Leonid Vasiljevitj vil vide, hvor mange penge den lille gruppe Navalnyj-sympatisører har fået af CIA. Bortset fra omfanget – og fraværet af kampklædte urobetjente fra den hårdhændede Omon-styrke – er det som at være til demonstration i Moskva, hvor den slags beskyldninger altid fyger.

Først med Navalnyj-sagen er Kirov for alvor kommet på kortet, for normalt er ikke en by, der tiltrækker sig større opmærksomhed i det nationale nyhedsbillede. En ramponeret provinsby med afpillede husfacader, møgbeskidte fortove og opgange, hullede gader, knirkende trolleybusser og osende busser, der for nogles vedkommende ikke ser ud til at være blevet vasket siden Sovjetunionens opløsning.

Men også med nye og relativt elegante kvarterer. Palæagtige huse langs Vjatka-floden for pingerne. Smukke ortodokse kirker spredt ud i byen med lind hånd. Funklende butikscentre som Jam Mall med mængder af eksklusive tøjbutikker, et gigantisk, Walmart-lignende supermarked, Karrusel, med ikke mindre end 38 kasser, og den automatiserede sushibar Sjire Khari (’bredt fjæs’, red), hvor man bestiller sin tun-sashimi, kamtjatkakrabbe-sushi og ’kommunist-gunkan’ (lakserogn indsvøbt i tang) ud fra billeder på små computerterminaler på hvert bord.

Forandring indefra?

På det politiske plan er Kirov mere aparte. Ikke alene er Nikita Belykh en af blot ni guvernører, ud af totalt 83, der ikke er medlem af Forenet Rusland. Han var også leder af et liberalt oppositionsparti, det nu nedlagte Union af Højrekræfter, inden daværende præsident Dmitrij Medvedev i 2008 overraskende udnævnte ham til guvernør.

Andre liberale oppositionsfolk beskyldte Belykh for at have »solgt sin sjæl til djævelen«, men Belykh hævdede, at det er muligt at forandre systemet indefra. Og selv om resultaterne ikke er overvældende – hvad folk i Kirov umiddelbart kommer på er flere børnehaver, lidt bedre veje, naturgas til udkantsområder, et nyt dukketeater og fire nye gadenavne, f.eks. er Engels-gaden blevet til Preobrasjenskij-gaden – er Kirov kendt som en af de mest reformorienterede regioner i landet, bl.a. med en relativt fri lokal presse.

Det var Belykh, der hentede Aleksej Navalnij og andre liberale rådgivere såsom Maria Gajdar, den afdøde eks-premierminister Jegor Gajdars datter, til Kirov, om end de senere forlod ham igen. Under retssagen har Belykh holdt uhyre lav profil med undtagelse af en serie twitter-beskeder, bl.a. med syrlige råd om lokale turistattraktioner til de mange tilrejsende journalister. Hans underordnede afviser høfligt at mødes, og hans pressesekretær besvarer ikke telefonopkald eller e-mail.

»Repræsentanter for den udøvende magt er som pramdragere, der skal trække denne enorme pram ved navn Putin. De har intet andet valg. Hvis Belykh gik på tribunen og sagde, at Navalnyj har ret, og at Putin er en tyv, ville han omgående blive udrenset. Et påskud ville blive fundet for at placere ham på anklagebænken ved siden af Navalnyj. Belykh forstår, at han kun har to muligheder, at sige op eller at tie stille,« siger en af guvernørens støtter, storbonden og politikeren Sergej Doronin.

Doronin har fra nul opbygget en succesrig landbrugskoncern i Kirov og omegn, kaldet Absolut, med over 1.200 ansatte, 20.000 hektar opdyrket jord, 3.000 køer og 27.000 svin. Siden 2011 har han siddet i Ruslands nationale parlament, Statsdumaen, for det liberale og moderat Putin-kritiske parti Retfærdigt Rusland.

Sergej Doronin lærte Navalnyj at kende, mens denne arbejdede i Kirov, og han betegner den unge jurist som »en fornuftig, kyndig og korrekt person«, der arbejdede bag kulisserne uden at gøre det store væsen af sig. Doronin hylder Navalnyj for hans antikorruptionskampagne og for hans politiske mod.

»Han er en af de få, der ikke er bange for at sige sandheden. Vort land er ved at drukne i hykleri. Som et mantra bliver vi ved med at gentage, at alt er godt, mens vi i virkeligheden synker ned i et dynd af ansvarsforflygtigelse, korruption og lovløshed,« siger Doronin.

Storbonden fra Kirov fortæller, at han havde store forhåbninger, da Putin kom til magten i 2000, men at »alle illusioner brast« på mindre end et år. Den såkaldt vertikale magt, som Putin har gjort til sit kendemærke, giver måske nok politisk stabilitet, men samtidig stagnation, når enhver beslutning, »om det så er skoleuniformernes farve og model«, skal runde præsidenten først.

Sine reformtanker til trods er Belykh blevet en del af dette system, og det var ifølge Doronin årsagen til, at Navalnyj valgte at forlade Kirov for i stedet at blive oppositionsaktivist og en torn i øjet på magthaverne.

»Retssagen mod Navalnyj er 200 pct. politisk, den er opfundet ud af ingenting. Hvis de havde haft noget på ham, ville de have sat ham i fængsel for længe siden,« mener Doronin.

’Amerikansk marionet’

Hos et andet oppositionsparti, Kommunistpartiet, er man desto mere overbevist om Navalnyjs skyld. Udenfor på den røde murstensbygning i det centrale Kirov hænger et skilt med et billede af Josef Stalin og teksten »Antikorruptionskomiteen opkaldt efter Stalin«, og indenfor hævder man, at Navalnyj er en integreret del af korruptionskulturen.

»Sagen mod Navalnyj er først og fremmest en sag mod guvernør Belykh, der sørgede for at invitere folk, hvis eneste mål var at rane Kirov. Sammen med sine rådgivere har Belykh udsultet amtet, og i spidsen for det hele står Medvedev,« siger førstesekretær Aleksej Botintsev.

Botintsev mener, at Navalnyj er farlig for Rusland, eftersom han »kun kender til livet inden for Haveringen«, Moskvas indre ringvej, og ikke forstår, hvordan den russiske provins fungerer. En anden partifunktionær blandt Lenin-buster og Stalin-plakater på kontoret, Leonid Marenin, viser en lille plakat, hvor man ser Navalnyj med tråde fæstet til arme og ben og et amerikansk flag i baggrunden.

»Selvfølgelig er han USA’s marionet. Hvordan skulle han kunne afsløre al den korruption, hvis ikke han havde nogen i ryggen,« siger han.

Den slags påstande florerer i Kirov, hvor tilsyneladende de færreste har noget til overs for Navalnyj. På den hyggelige Café Hausbrandt – inde i byens kunstmuseum fra 1910 med malerier af bl.a. Ilja Repin, Vasilij Kandinskij samt de lokale brødre Viktor og Apollinarij Vasnetsov, som museet har fået navn efter – blander to unge jurister sig fra hver sin ende af lokalet i samtalen, mens en lokal journalist er ved at briefe Informations udsendte om situationen i byen.

Med dæmpede Frank Sinatra-klassikere på cd-spilleren som baggrund konstaterer den ene, Sergej, at Navalnyjs påståede popularitet og styrke er vildt overdrevet, for »de fleste russere kunne ikke drømme om at stemme på slagord«, mens den anden, Jurij, beklager sig over Navalnyjs ophold på det amerikanske Yale Universitet i 2010.

»Fremmed agent eller ikke, det spiller ingen rolle. Vil man være politiker i Rusland, skal man bo i Rusland,« mener han.

Mindre end én procent af alle russiske retssager slutter med frifindelse, og ingen af de to jurister har fantasi til at forestille sig, at netop Navalnyj-sagen skulle blive en undtagelse, når dommen falder, formentlig i juni.

»Selvfølgelig bliver sagen brugt politisk, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at der ikke er begået en forbrydelse,« påpeger Sergej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Fakta Boksen: Mordet på den populære politikere Sergej Kirov var ikke en undskyldning for Stalins udrensninger, ikke mindre end mordet på Dyveke var Christian den 2. undskyldning for blodbadet i Stokholm. Mordet på Kirov var medvirkende til at udløse udrensningerne, men ikke en undskyldning!