Læsetid: 5 min.

Obama antyder kursskifte i Syrien

I Libanon rystes stabiliteten af Hizbollahs trussel om at intervenere militært på det syriske regimes side – hvilket betyder enden på Libanons formelle neutralitet med deraf følgende sekterisk konflikt
2. maj 2013

Præsident Obama var på dagsordenen, da jeg tirsdag aften landede i Beirut. Anledningen var hans øjensynlige tilbagetog fra USA’s hidtidige modvilje mod bevæbning af den syriske opposition, der har frustreret såvel den vestligt støttede syriske opposition som de involverede Golf-stater og EU-magterne Storbritannien og Frankrig. Golfstaterne – Qatar og Saudi-Arabien – har længe bevæbnet deres salafist-grupper i oppositionen, briterne og franskmændene har argumenteret for en ophævelse af EUs’ våben-embargo, men USA har været tøvende af frygt for, at vestlige våben falder i hænderne på de notoriske al-Qaeda-grupper, der mest effektivt bekæmper det syriske regime.

Også Imad, min libanesiske chauffør, havde hørt i nyhederne, at den amerikanske præsident havde sat sit sikkerhedsteam til at revurdere situationen i Syrien, hvilket han udlagde som første skridt mod en accept af våbenleverancer til angiveligt ’moderate og pålidelige’ grupper i FSA (Frie Syriske Armé). Denne udlægning blev støttet af et citat fra Washington: »Præsidenten har bedt Det Nationale Sikkerhedsråd om at identificere yderligere tiltag, så vi fortsat kan øge vores bistand,« sagde Caitlin Hayden, talskvinden for det natio-nale sikkerhedsråd, – med en underforstået antydning af, at Obamas ’røde linje’ dersom Syriens regime gribes i at bruge kemiske våben mod dets egen befolkning, nu er i spil.

Så efter Imad havde ønsket mig velkommen tilbage med den sædvanlige interesse for mit velbefindende, min familie, flyveturens forløb og vejret i Danmark, spurgte han: »Og hvornår falder han så?«

Jeg svarede, som jeg plejer, når jeg får det spørgsmål, og det får jeg ofte, selv af syrere: »Det ved kun Gud og muligvis Bashar selv.«

Øget spænding i Beirut

Det talte vi så om i bilkøen ved en kontrolpost, der ikke var der, da Imad havde kørt mig til lufthavnen tre uger tidligere.

»Der har været kontrolkaos hele dagen,« sagde han. »Måske har de nogle efterretninger, vi ikke ved noget om, måske har de hørt noget? Der var jo den bilbombe i Syrien i dag« – nærmere betegnet terrorangrebet i det centrale Damaskus tirsdag, der dræbte 13 civile.

»Hæren har været på stikkerne hele dagen,« tilføjede han og pegede på en kolonne af kampvogne, der blokerede den modgående kørebane.

Hvad hæren ’måske havde hørt’, var ikke bare nyheden om bilbomber i Damaskus de seneste to dage, men nok især Hizbollah-lederen Hassan Nasrallahs tv-tale samme tirsdag, der reelt markerer et brud med den ikkeindblandingspolitik, den libanesiske regering har opretholdt, lige siden den syriske konflikt brød ud 15. marts 2011 – en regering, hvor Hizbollah hele tiden har haft ministerposter.

»Syrien har rigtige venner i regionen og verden, og de vil ikke lade Syrien falde i hænderne på USA, Israel eller takfiri-grupper,« sagde Nasrallah med bevidst brug af ordet takfiri, betegnelsen for sunnitters kætterianklage mod shiaer.

»Det vil de ikke lade ske,« tilføjede Nasrallah og stillede retorisk spørgsmålet: »Hvad hvis denne farlige udvikling tvinger stater og modstandsgrupper til at træde ind på slagmarken i Syrien?«

Det er især den passus i talen, der har vakt bestyrtelse, da den bryder med den hidtidige såkaldte ’disassociering’, der formelt – om end ikke reelt – har holdt Libanon neutral i den syriske konflikt.

Nasrallahs provokation fik lederen af den vestligt orienterede sunni-kristne 14. marts-blok, tidligere premierminister Saad Hariri, til i går at udsende en bandbulle mod Guds Parti:

»Nasrallah afskriver den libanesiske stat ved at erstatte den med Hizbollah«, hed det i Hariris erklæring, som fortsatte: »og ved at forbinde Libanons skæbne med Syriens leder (Nasrallah) landet mod udslettelse«.

Saad Hariri har i to år levet i selvvalgt eksil i Saudi-Arabien og Frankrig af frygt for attentater mod sit liv, hvilket har skabt et vakuum i det libanesiske sunnisegment på ca. 30 pct. af befolkningen. Dette vakuum er nu udfyldt af militante svovlprædikanter i Tripoli og Sidon, der de seneste måneder har udsendt trusler mod Hizbollah og rystet den i forvejen skrøbelige stabilitet – og som i marts førte til den Hizbollah-dominerede regerings afgang.

Obamas kovending

Og selv om Hassan Nasrallah betonede, at han stadig er tilhænger af en politisk løsning, høres hans tale som den hidtil alvorligste trussel mod stabiliteten i Libanon, hvor den syriske borgerkrig indtil videre har været begrænset til episoder i grænseområdet i den nordlige Bekaa-dal og i Libanons næststørste by, Tripoli, med en halv million indbyggere, og hvor en enklave på 50.000 alawitter, præsident Bashar al-Assads shia-sekt, jævnligt angribes af ekstremistiske sunninaboer.

Om Nasrallah gik offentligt frem med sin trussel om direkte støtte til al-Assads regime som følge af de seneste ugers debat om det syriske regimes kemiske våben, eller om han havde en intern dagsorden, er svært at vurdere – Hizbollah udgør en stat i staten, og partiets loyalitet er, trods alle forsikringer om det modsatte, pantsat i Teheran. Men det er evident, at præsident Obamas antydning af en kursændring i spørgsmålet om våbenforsyninger til oppositionen kombineret med Nasrallahs ikke særligt forblommede trusler om at intervenere sammen med den iranske revolutionsgarde (der allerede nu er i Syrien som rådgivere) har øget risikoen for det scenario, den syriske præsiden, Bashar al-Assad, advarede mod allerede i 2011: At porten til helvede vil åbne sig.

Barack Obama fastholdt dog i sine udtalelser tirsdag, at der ikke er fuldgyldige beviser for, at hans ’røde linje’ – altså at det syriske regimes anvendelse af kemiske våben – vil medføre amerikansk militær indgriben.

»Hvis vi ender i forhastede konklusioner uden hårde, effektive beviser, kan vi ende i en position, hvor vi ikke kan mobilisere det internationale samfunds støtte,« (til intervention, red.), sagde præsidenten blandt andet.

Det er bevist, at kemiske våben har været anvendt på fire, muligvis fem lokaliteter – i begrænset omfang og i form af klorin- og saringasser – hændelser, som regimet og oppositionen gensidigt beskylder hinanden for.

Men der er ikke håndfaste beviser, og en FN-ekspertgruppe på 15 mand, der skal undersøge holdbarheden af anklagerne, kan ikke få adgang til Syrien, idet regimet kun vil lade dem efterforske et gasangreb i byen Khan al-Asal, men ikke et angreb i Homs, der fandt sted i december. I Khan al-Asal erobrede oppositionen en kemisk fabrik, der fremstiller en form for kloringas.

Oppositionen beskylder regimet for at anvende den muskellammende saringas, som vides at være på lager i det syriske militærs depoter.

Det ser ud, som om der lægges op til en snarlig beslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Det ser ud, som om der lægges op til en snarlig beslutning."

Lasse Ellegaard hæfter denne afslutning på artiklen uden overhovedet at have givet baggrunden for troen på en snarlig beslutning..............og beslutning om hvad?

Niels Jespersen

Vestlig opinion manipuleres - her er to eksperters friske artikler om hvordan Israel manipulerer USA. A propos påstandene om giftgas i Syrien - som eksempel. Artiklerne har mange detaljer som er udeladt for at forstå hvorfor det nNU er p sin plads at bringe påstandene til torvs. Det klarlægges hvordan det indenrigspolitiske spil i USA dirigerer det der kommer frem. Ligesom løgnene om Irak og Afghanistan var drvet frem af Israelvenlige klakører.

Den mangeårige veteran Robert Fisk fra The Independent:

http://www.counterpunch.org/2013/04/30/syria-and-sarin-gas-a-familiar-ring/

Syrieneksperten PatrickSeale, som skriver klumme for mange uafhængige aviser:

http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=3019

Per Dørup Jensen

Ligesom i Libyen, ved USA, Frankrig og Storbritannien udmærket godt - via deres efterretningstjenester - at der ikke er nogle "moderate" væbnede oprørere i Syrien. New York Times skrev endda forleden, at det ene og alene er al-Queda netværket, der opererer i Syrien.
Alligevel bliver det officielle USA, Frankrig og Storbritannien ved med at bilde deres befolkninger ind, at de støtter de "moderate" oprørere, og at de vil have "ophævet" våbenembargoen, som de aldrig har respekteret og kanaliseret (endnu flere) våben ind til deres oprørsbander, altså til deres al-queda terrorister. Disse humanitære Responsibility 2 Protect stormagter vil altså have intensiveret blodbandet og flygtningekatastrofen i Syrien!
De ledende Nato-medlemmer har simpelthen ingen skrupler. De bruger alle mulige krumspring. Uden dokumentation: "Assad skød missiler ind over den syriske grænse", og nu " Assad bruger kemiske våben mod sin egen befolkning."
Nato-medierne siger endvidere, at islamistiske terrorister bliver hjernevasket på Madras-skolerne i Pakistan, og at Nordkoreas befolkning ligeledes er indoktrineret. Hvis den amerikanske og europæiske befolkning virkelig tror på deres lederes endeløse manipulationer om Syrien (som de gjorde om Libyen og eks-Jugoslavien), hvad er de så? Kloge og kritisk oplyste?

Robert Kroll

Det ser nu mest ud som om, at Obama prøver at vikle sig ud af sin "red line" udtalelse om krigsgas.

Ingen bryder sig om at skulle stikke næsen i det syriske hvepsebo - man taler "stærkt" men undviger at følge op med handling - det er vist (fornuftigvis) også dansk udenrigspolitik i den borgerkrig, som givet fortsætter mellem oprørsgrupperne hvis Assad falder.

Det er som sædvanlig de almindelige mennesker, der betaler prisen for volden og anarkiet.

Niels-Holger Nielsen

'Ingen bryder sig om at skulle stikke næsen i det syriske hvepsebo'

Den lader vi lige stå et øjeblik....

Georg Christensen

Obamas kursskifte vedrørende syrien, kan kun glæde mig. Amerika er på vejen igen, medens tyskerne med fornøjelse leverer "tiger kampvogne og kanonbåde" til saudierne, forsøger Amerikanerne med "OBAMA" i spidsen, at få troværdigheden tilbage.

Tyskernes nuværende udenrigs politik er utroværdig især med "bøsser" ved roret hos "FDP", noget lignende Dansk folkefarti/liberal alliance, med hænderne dybt nede i samfundskassen, profillerer de sig selv med deres egne værdiløsheder.

NB: Bøsser/lespiske og andre hovedpine tablet slugere er kun abnormaliteter, og bør selvfølgelig også betragtes og accepteres som sådanne.,

Hilsen fra : "Grovheden", Måske bare "Vikingeren" som er blevet træt af "illusionen".

Thomas H. Pedersen

Niels Jespersen:
Hvad for nogle løgne om Afghanistan?

Per Dørup Jensen
"Nato-medierne siger endvidere, at islamistiske terrorister bliver hjernevasket på Madras-skolerne i Pakistan"

størstedelen af dem som kæmper i Afghanistan kommer fra Pakistan, selv de lokale kalder dem for de fremmede... derudover så sender de lokale taliban, pakistanerne direkte i døden ved at sende dem imod f.eks. kampvogne kun med AK-47

Niels Jespersen

@Thomas Pedersen
"Hvad for nogle løgne om Afghanistan? " Jo der var også tale om løgne her da man ville demonstrere beslutsomed og fremfor alt vise at "terror eller støtte til terror ville blive knust". Som led i den kampagne man altid har ført mod "terror" - under påskud af at det var det man først og fremmest sigtede efter . Det var det ikke. Kampagnen mod "terror" havde israelske rødder - forberedt gennem lang tids lobbyisme, plantning af folk i adinstration og diverse medier. Da man så fik 111 september angrebet fra Al Qaeda serveret på et sølvfad blev det brugt for akt det var værd i sagens tjeneste. Talebanerne i Afghanstan var ikke terrorister eller støtter af al Qaeda, som påpeget af mange.Faktisk var man ret trætte af dem (de var jo fremmedelementer i Afghanistan med deres arabiske wahabisme) og havde sat dem under opsyn. Faktisk prøvede man flere gange at snakke med USA om tingene. Men USA skulle nu i krig var det bestemt - og her var det jo en mand som Richard Holbrooke i State Department, der stod for denne linje sammen med andre neokonservative. Man smurte med den brede pensel som tjente formålet - uden ensyn til at Afghanistans al Qaeda nemmere kunne rammes med specialstyrker med indgående kendskab til Al Qaeda som man jo havde samarbejdet med meget længe. Men al Qaeda var jo en kærkommen anledning til at definere Iran og Syrien med Hizbollah som en del af ondskabens akse - selvom alle med bare elemnetær viden om modsætningerne mellem shiamuslimer og wahabister som al Qaeda jo vidste at det var bluff.Eller sammenstillingen af det sekulære Irak som støtter eller alieret med Al Qaeda jo var totalt grebet ud af luften. Israel ønskede dennne stategiske gevinst fulgt op for at skabe så meget splid og ødelæggese blandt opponnenterne som muligt. Når man nu var i Afghanistan kunne man jo passende evt. fortsætte med krig modnabolandet Iran. Det skete jo så ikke... man skulle lige have klaret Irak først....