Læsetid: 5 min.

De pakistanske valg-alliancer er i opbrud

De aristokratiske kandidater i Punjab har i løbet af valgkampen måttet sande, at deres navn og status ikke længere er nogen garanti for sejr
Tilhængere af Nawaz Sharif, leder af Pakistan Muslim League, danser ved et valgmøde i byen Mandi Bahauddin i Pakistans Punjab provins. De pakistanske aristokrater, der tidligere har været garanteret valg, er det ikke længere, og det kan påvirke resultatet ved PAKISTANS VALG LØRDAG.

Mani Rana

7. maj 2013

Solen er på vej ned, da Makhdoom Shahabuddins SUV-bil triller ind i endnu en skramlet, ludfattig landsby i hans valgkreds, langt inde i den sydlige Punjab-provins.

På Saraiki, et lokalt minoritetssprog, taler den tidligere kabinetsminister og politiske veteran om de ting, Pakistan Peoples Party (PPP) har opnået og om deres planer for fremtiden forud for lørdagens pakistanske valg.

»Dette land burde være mægtigt, ikke udplyndret af sit eget folk,« siger Shahabuddin, der også er lokal jordejer, til den lille forsamling af bønder, som står foran lille scene.

Mændene hujer, mens de drikker sodavand uddelt af partiansatte og forsvinder siden i skumringen på motorcykler, kameldrevne vogne, æsler og til fods, mens også Shahabuddin triller afsted – men ikke i retning af hans enorme omend spartanske landresidens. Han har en række møder planlagt: hemmelige sammenkomster, under hvilke resultatet af 11 maj-afstemningen i vid udstrækning vil blive bestemt.

66-årige Shahabuddin blev nomineret til premierminister sidste år, inden korruptionsanklager fik PPP til at søge andetsteds, og han har ført valgkamp på de flade marker, hvor også hans egne vidtstrakte ejendomme har ligget i mere end fire årtier. I 2008 slog han let sin fætter, der var opstillet for en gruppe inden for den pakistanske Muslimske Liga.

Men selvom han er sikker på endnu en sejr, bliver dette valg måske hans sidste.

»Politik er blevet så beskidt et spil. Det er ved at blive for hårdt,« sagde Shahabuddin til Guardian i løbet af de tre dage, han var på valgkampsturne sidste uge.

I mange år har Shahabuddin, ligesom mange andre pakistanske aristokrater eller ’feudale’, som de kaldes lokalt, kunnet stole på, at hans navn og status i sig selv ville skaffe stemmer.

Beskidt kamp

Det sydlige Punjab – en af de mest forarmede dele af Sydasien – er blevet styret af store jordejere i århundreder.

De tusindvis af familier har uden spørgsmål tilbudt deres loyalitet.

Ligeledes er Shahabuddin som direkte efterkommer af en af de missionærer, der omvendte den lokale befolkning til islam for mere end 700 år siden, en højt agtet spirituel leder med kræfter, der kan hele sygdomme, løse problemer og bringe velstand og lykke.

Men den økonomiske udvikling, marginalt bedre uddannelse og en generelt mindre differentieret kultur – forstærket af Pakistans levende og ofte bidske medier – har betydet, at historie og status ikke længere er nok til at vinde de sidste 150.000 stemmer, der skal til for at opnå den 194. plads i nationalforsamlingen.

»Folk er simpelthen interesserede i, hvad de kan få ud af det. Det hele handler om at være på vinderholdet, og du kan ikke have principper eller ideologi som dit eneste mål,« sagde Shahabuddins nevø, som fører kampagne i flere forskellige provinser. »Det er ikke så enkelt, at man bare kan skaffe udviklingsmidler til et lokalsamfund. Og det er heller ikke nok at få elektricitet ud eller bygge en bro eller en vej. Det er personlige relationer, der kan sikre fortsat støtte.«

Og det er her, deres delvist hemmelige møder spiller en afgørende rolle. Der er ikke penge involveret. Det er ikke ulovligt. Men i Pakistan handler politik om en sværm af tjenester fra de mest magtfulde skytsengle – i dette tilfælde en tidligere ministerkandidat – til de laveste: en småhandlende, en bureaukrat, en gejstlig eller en indflydelsesrig bonde i en bestemt gade eller landsby.

Så selvom de bumlede, overfyldte offentlige møder spiller også en væsentlig rolle, udføres det mest afgørende arbejde ofte siddende i en sofa, ikke stående på en scene.

Den ene dag er det frokost med en tidligere politimand, hvis hjem er forbavsende luksuriøst hans lave løn taget i betragtning, den anden dag te med en gruppe forretningsmænd, og endelig en aften er det et møde med en stammeleder med tusinder af tilhængere.

Den pågældende stammeleder havde tidligere placeret sin loyalitet hos Shahabuddins rivaler, men håber på en officiel post efter valget. Denne post udpeges af provinsguvernøren, som udnævnes af den relativt neutrale præsident, der samtidig er medformand for PPP, så derfor er det blevet oplagt at støtte Shahabuddin.

Aftaler på kryds og tværs

Der er også andre ting, Shahabuddin må forholde sig til. Det sydlige Punjab er blevet ramt af stigende vold rettet mod den shiamuslimske minoritet, der historisk har været mere loyal mod det inkluderende og mere ’sekulære’ PPP.

En shiakandidat med »irritationsværdi« bliver støttet økonomisk af en af Shahabuddins modstandere, fortæller han. Der er brug for yderligere møder for at neutralisere denne trussel. Samtidig er der imidlertid blevet indgået en aftale med den lokale afdeling af Jamaat e-Ulema-e-Islami, et parti bestående af hardline religiøst konservative sunnier, der af mange beskyldes for at opmuntre til sekterisk ekstremisme.

Endelig er der den nationale situation. Selvom ansvaret for mange dårligdomme bliver placeret hos provinsregeringerne, ledet af PML, er der andre, der holder den afgåede PPP-ledede føderale regering ansvarlig. Blandt de største onder er strømafbrydelser og en svigtende økonomi. Der er blevet lanceret et indkomststøtteprogram til de fattigste familier, som formentlig vil kunne vinde en del kvindelige stemmer, ligesom løftet om en selvstændig Sydpunjab-provins er populært.

Men, siger den politiske journalist Babar Dogar, »folk er irriterede over PPP«.

Der er en sidste afgørende faktor. I de foregående årtier har Pakistan forandret sig på måder, som får Shahabuddin – der citerer Churchill og bruger engelske udtryk som »lingo« og »chum« og taler med beundring om de britiske koloniale administratorer, mens han ryger Benson & Hedges – til at se mærkeligt malplaceret ud.

Billedet af en skægget gejstlig, lokal PPP-kandidat, side om side med en glatbarberet, jakkesætklædt Shahabuddin på de lokale valgplakater, forekommer som en indirekte anerkendelse af dette.

En anden aften, til et andet massemøde. Tusinder af bønder stuver sig sammen i et telt på en mark uden for landsbyen Ghari Aktar Khan. Shahabuddin taler, oplister sine fortjenester, joker, beder bønner og bliver fejret endnu en gang.

»Det var et storslået jalsa (rally). Det vil være på hele byens læber,« siger han, mens han kører væk. »Demokrati er det bedste system, der nogensinde er opfundet. Demokrati er virkelig en smuk ting.«

 

© Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu