Tilliden mellem presse og politikere har nået et lavpunkt

I foråret 2009 søgte Fox News’ chefkorrespondent i Washington, D.C. at malke en Korea-ekspert i det amerikanske udenrigsministerium for oplysninger, om hvordan Nordkorea ville reagere på en stribe økonomiske sanktioner vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd.

Kunne ministeriets våbenekspert, Stephen Jin-Woo Kim, monstro skaffe adgang til efterretninger fra CIA?

Fox News-journalisten James Rosen overbeviste embedsmanden om at bruge dæknavne i deres e-mail-korrespondance. Rosen hed Leo, og Kim brugte navnet Alex.

Den 11. juni 2009 blev Kim og 95 andre regeringsansatte, der var clearet til at læse klassificerede efterretninger, forelagt en CIA-rapport. I rapporten forudsagde agenturet, at Nordkorea som hævn for FN-sanktionerne ville gennemføre nye atomprøvesprængninger.

Samme dag lige over middag mødtes journalisten og embedsmanden på et sted nær udenrigsministeriet. Timer senere offentliggjorde Rosen oplysningerne fra CIA-rapporten på Fox TV’s nyhedswebsite.

Episoden foranledigede FBI til at starte en retslig undersøgelse. Ikke overraskende blev der rejst sigtelse mod Stephen Kim for overtrædelse af USA’s spionagelov fra 1917. Hans retssag er berammet til 2014.

Paradokset

Sagen mod Kim er én af flere, som præsident Barack Obamas regering har valgt at forfølge mere aggressivt end nogen tidligere præsident i USA’s historie. Indgrebet er et af mange eksempler på en generel tendens i demokratiske lande til at begrænse mediernes indsigt i staternes interne beslutningsproces.

Professor i mediepolitik ved Harvard University, Tom Patterson, kalder fænomenet et paradoks.

»På den ene side har internettet skabt større åbenhed og gjort flere informationer tilgængelige,« siger han.

»På den anden side nøler regeringen med at offentliggøre akter, og når de endelig bliver frigivet, oplever modtageren, at langt mere er censureret end for 15-20 år siden.«

I Danmark vil den nye offentlighedslov, der planlægges vedtaget i Folketinget på mandag, indskrænke pressens mulighed for at få indsigt i og dermed udøve en demokratisk kontrol med ministeriernes betjening af politikerne. Begrundelsen for stramningen er embedsstandens og politikeres ønske om at træffe beslutningerne i fred uden frygt for eksponering.

Dette tilbageskridt for gennemsigtighed i forvaltningen skyldes ifølge Patterson dels den øgede mængde af informationer og dels en voksende tillidskløft mellem pressen og den politiske elite.

»Jo mere åben kommunikationen bliver, desto sværere er det for staten at udøve kontrol. Det giver sig udslag i stramninger,« siger Harvard-professoren.

»Samtidig stoler pressen og politikerne mindre på hinanden end før i tiden. Politikere anser ikke journalister for at være venner længere, så de giver mindre information ud. Journalister mistænker til gengæld politikere for at udnytte dem.«

Endvidere er definitionen af, hvem der arbejder legitimt som journalist, blevet mere flydende. Det komplicerer bestræbelser på at beskytte journalisters ret til at opsøge og bruge kilder i statsapparatet.

I sidste uge lovede præsident Obama at genoplive et forslag til en forbundslov fra 2009, som yder journalister formel beskyttelse mod forbundsstatens forsøg på at tiltvinge sig adgang til deres anonyme kilder. Men det kan let strande på uenighed om, hvorvidt bloggere skal nyde dette privilegie.

Afskrækkende

I USA har det vakt furore blandt forsvarere af pressefriheden, at en præsident med en liberal indstilling går efter både whistleblowere og pressen.

»Obamas kampagne har virket afskrækkende på pressens anonyme kilder i ministerier og agenturer, der beskæftiger sig med national sikkerhed. Færre og færre embedsmænd tør svare på journalisters telefonopkald,« siger Joel Simon, direktør for Committee to Protect Journalists i New York.

»Det er også en skamplet på USA’s renommé i udlandet. Vi sætter et dårligt eksempel til efterfølgelse i lande som Kina, Rusland og Etiopien, som nu kan fremføre, at vi i USA ikke er bedre end dem til at beskytte pressefriheden.«

I krigstider er det ikke unormalt, at den amerikanske presse lytter til og i en vis grad efterkommer den siddende regerings krav om at begrænse udbredelsen af følsomt materiale. Sådan var det under Vietnamkrigen, Golfkrigen i 1990 og krigene, der fulgte terrorattentatet i 2001. Men det foruroliger traditionelle tilhængere af Obama, at hans regering har lagt så meget pres på whistleblowere og opsøgende journalister.

»Meget tyder på, at Obama stadig lever i skyggen af al-Qaedas terrorattentat, hvor han føler, han bliver nødt til at føre en jernhård linje i den nationale sikkerhedspolitik,« siger mediekritikeren Michael Massing.

»Man kan læse hans hårde anslag mod whistleblowere og pressen som et forsøg på at komme republikanernes forventede kritik i møde. Men det virker, som om han er gået meget længere end nogen republikansk præsident.«

I amerikanske medier har det især skabt vrede, at Obama-regeringen efter alt at dømme strækker sin tolkning af de eksisterende regulativer som en elastik for at få adgang til journalisters e-mail og telefonnumre uden at varsle dem.

»Justitsministeriet kan komme og hævde, at de følger reglerne, men at gå så hårdt til værks er ikke alene et brud på etiketten, det er også en krænkelse af pressefriheden,« siger Goodale, der fire gange har forsvaret The New York Times ved Højesteret.

I en berømt sag fra 1971 om whistlebloweren Daniel Ellsbergs ’Pentagon Papers’ overbeviste Goodale Højesteret om, at regeringen ville krænke pressefriheden, hvis den nedlagde forbud mod at offentliggøre klassificerede dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium om Vietnamkrigen.

Siden den kendelse har amerikanske regeringer indført en række regulativer, der bl.a. indebærer, at medier skal underrettes i god tid i forvejen, hvis FBI vil have adgang til en journalistisk medarbejders kommunikation med en whistleblower.

Hensigten er, at give pressen mulighed for at protestere og eventuelt gå til en dommer og fremføre, at journalistens e-mails og telefonopkald er beskyttet af pressefriheden i USA’s forfatning.

Men i den foreliggende sag benyttede Obama-regeringen en undtagelse for reglerne i særligt graverende sager, hvor dommeren kan bemyndige justitsministeriet og FBI til at gennemgå en journalists korrespondance, hvis det kan sandsynliggøres, at han har overtrådt spionageloven.

Så helt ekstraordinært brød FBI-agenter ind i James Rosens e-mail og telefonopkald i 2010 uden at forhåndsorientere Fox News.

Fox News og dets moderselskab, News Corp., har i de seneste par dage udtalt, at de ikke blev orienteret om beslaglæggelsen.

Fox News-sagen følger en anden opsigtsvækkende affære for et par uger siden, hvor det kom frem, at justitsministeriet uden at orientere nyhedsagenturet Associated Press (AP) havde fået adgang til et dusin AP-journalisters telefonlogbøger.

Her havde AP fra en indtil videre uidentificeret kilde i Obama-regeringen indhentet oplysninger til en artikel om en saudiarabisk agent, som havde infiltreret al-Qaeda i Yemen og forpurret et bombekomplot mod et amerikansk passagerfly.

Alt i alt er seks regeringsansatte i USA’s nationale sikkerhedsapparat under Obama blevet sigtet for at have lækket klassificerede efterretninger til pressen. Kun en af dem, CIA-agenten John Kiriakou, har erklæret sig skyldig. Han afsoner for tiden en straf på 30 måneder fængsel.

Kiriakou var beskyldt for at have afsløret navnet på en CIA-agent, der havde medvirket i tortur af al-Qaeda-fanger i CIA’s hemmelige fangelejre.

Beskyttelse for journalister

Noget tyder på, at selv præsidenten nu erkender, at hans regering – og især justitsministeriet – er gået for vidt. I sidste uge udtrykte Obama frygt for, at undersøgelser af lækager i hans regering vil lægge hindringer i vejen for undersøgende journalistik.

»Journalister bør ikke frygte, at de udsætter sig selv for retsforfølgelse, blot fordi de udfører deres arbejde. Regeringen bør koncentrere sig om dem, der bryder loven,« sagde præsidenten.

Ud fra det synspunkt har Obama beordret justitsminister Eric Holder til at mødes med en række fremtrædende medieorganisationer og høre deres synspunkter.

Det er sjældent, at justitsministeriet rejser tiltale mod whistleblowere, medmindre den mistænkte åbenlyst har haft til hensigt at skade USA’s nationale sikkerhed eller tjener et andet lands interesser. Det er nemlig en stor udfordring for en anklager at bevise, at whistleblowere har overtrådt spionageloven.

At føre bevis for journalisters overtrædelse af spionageloven er næsten umuligt, idet deres virke er beskyttet af den første tilføjelse til USA’s forfatning, som bl.a. sikrer ytringsfriheden og pressefriheden.

Sagen om beslaglæggelsen af Fox News-journalistens e-mails og telefonopkald er dog usædvanlig. Her fik justitsministeriet nemlig en forbundsdommer overbevist om, at James Rosen kan have overtrådt spionageloven ved at optræde under dæknavn og arrangere hemmelige møder med Stephen Kim fra udenrigsministeriet.

Ifølge Joel Simon fra Committee to Protect Journalists er der imidlertid intet fordækt i, hvad James Rosen gjorde.

»Selvfølgelig arbejder en journalist sammen med sin kilde om at få overdraget oplysningerne, så de kan blive offentliggjort. Hvis det skulle være en forbrydelse, er pressens opgave i demokratiet virkelig truet,« siger han.

Manning og Assange

Dommerkendelsen mod Fox News-journalisten kan endda danne præcedens. Det kunne allerede ske i den kommende retssag mod den amerikanske soldat Bradley Manning, som er sigtet for at have »hjulpet fjenden« ved at overdrage klassificeret materiale til Julian Assange fra Wikileaks-gruppen.

»Men hvordan kan den militære statsadvokat argumentere for, at Julian Assange er fjenden,« spørger juristen James Goodale.

Ikke desto mindre er det scenarie netop muligt, hvis Manning skulle blive dømt skyldig i at have bistået USA’s fjender ved at lade Wikileaks offentliggøre de store mængder klassificeret materiale fra forsvarsministeriet og udenrigsministeriet.

Goodale nærer faktisk mistanke, om at en domstol i et hemmeligt grundlovsforhør allerede har rejst sigtelse mod Assange for spionage på vegne af al-Qaeda.

Det er også grunden til, at Committee to Protect Journalists håber, at amerikansk og udenlandsk presse vil følge retssagen mod Manning tæt. I sidste uge meddelte den militære dommer, at dele af retssagen vil være mørkelagt for pressen.

»Pressen bør kræve adgang til alle forhør og vidneudsagn i sagen. Det er af enorm betydning,« siger CPJ’s Joel Simon.

Retssagen starter på mandag.