Nyhed
Læsetid: 3 min.

Trængsel på britisk højrefløj gavner Labour

Det EU-fjendtlige britiske parti UKIP står til et kraftigt opsving ved denne uges lokalvalg. På sigt kan partiet give premierminister Camerons konservative store problemer med at genvinde regeringsmagten, lyder det fra to valgeksperter
Nigel Farage, leder af UKIP, har en baggrund og en personlighed, der tiltrækker en speciel type konservative vælgere, mener ekspert.

Jeff Overs

Udland
3. maj 2013

Det er helt almindeligt, at en siddende britisk regering får en over næsen, når der er lokalvalg i landet. Men det slag, den konservative-liberale koalitionsregering står til at få, når stemmerne efter gårsdagens lokalvalg er optalt senere i dag, risikerer at gøre mere end almindeligt ondt.

Ifølge en meningsmåling forud for lokalvalgene, der finder sted i en fjerdedel af landets amter, er det EU-fjendtlige parti UKIP nemlig blevet spået til at få op til 22 procent af stemmerne. Det vil gøre partiet langt større end Liberaldemokraterne, som siden parlamentsvalget i 2010 har mistet halvdelen af sin vælgertilslutning og kun står til 12 procent af stemmerne i samme meningsmåling. Problemet for de konservative er, at det primært er deres vælgere, der siger, at de nu vil stemme på UKIP i stedet for.

»For hver fem nye UKIP-vælgere kommer tre fra de konservative, en fra Labour og en fra de liberale,« siger professor Patrick Dunleavy i en valgbriefing på London School of Economics (LSE).

»UKIP er arvtageren til Thatchers EU-fjendtlighed, og de er blevet styrket, fordi det yderligtgående British National Party er kollapset. De kan gå hen og blive en temmelig seriøs trussel for de konservative.«

Hans kollega, professor Tony Travers, der er ekspert i britisk lokalpolitik, påpeger, at mens et godt valg for UKIP vil være at vinde beskedne 50 ud af de i alt 2.300 mandater, der kæmpes om, så kan de påføre især de konservative et nederlag, hvis de stjæler stemmer fra dem i områder, hvor der er tæt løb mellem partierne.

»Hvis UKIP skader de konservatives evne til at holde på mandater, og resultatet bliver, at Labour og Liberaldemokraterne vinder mandater, vil de få stor betydning – også psykologisk,« siger Tony Travers og vurderer, at der i visse dele af Storbritannien findes en del konservative, der ikke bryder sig om den nuværende elitære Eton- og Oxford-uddannede ledelse. David Cameron er tidligere blevet kritiseret for at kalde UKIP-støtter for »skøre kugler, tosser og skabsracister«.

»Der er en type konservativ aktivist, som føler sig afskåret fra den metroseksuelle konservative ledelse, og som let vil skifte til UKIP,« siger han.

Dunleavy tilføjer, at UKIP-formand Nigel Farages baggrund og personlighed netop tiltaler disse vælgere.

»Han er en populist med en meget direkte facon. Alle andre politikere har den samme baggrund. Mange har læst de samme fag – filosofi, politik og økonomi – på det samme Oxford College. Farage er forfriskende,« siger han, men tilføjer, at en del af UKIP’s succes også kan tilskrives, at partiet er blevet mere professionelt og denne gang opstiller langt flere kandidater end tidligere og af »en bedre kvalitet«.

Konsekvenser

Lokalvalgene er ofte det tidspunkt, hvor de britiske vælgere udtrykker deres utilfredshed med den siddende regering, mens de ved parlamentsvalg ofte vender tilbage. Men selv om valgeksperter forudser, at UKIP kan miste tilslutning inden det næste parlamentsvalg – i 2015 – har deres fremkomst imidlertid været med til at ændre det politiske landskab i Storbritannien, siger Patrick Dunleavy. »UKIP’s og Liberaldemokraternes tilslutning har stabiliseret sig i meningsmålingerne. De ligger side om side. Det er ikke længere klart, hvem der er landets tredje parti. Det er en markant forandring, at vi nu har et firepartisystem,« siger han og tilføjer, at grunden til, at det er så alvorligt for de konservative, er, at tre af de fire partier nu ligger til højre for midten. »Liberaldemokraterne er gået fra at være et centrum-venstre-parti til at ligge solidt til højre for midten. De er nu halvt så mange (som før valget i 2010, red.), og dem, der er tilbage, tilhører alle partiets højrefløj. Det er den splittelse af højrefløjens tilslutning, som kan sikre Labour flertal ved næste valg, mere end at Labour gør det godt.«

I løbet af det seneste år har Labours føring i meningsmålingerne over de konservative stabiliseret sig på omkring syv procent. Selv om Dunleavy tror, at de konservative kan hale ind på Labour i en valgkamp, peger han dog på, at UKIP kan ødelægge det for regeringspartiet.

»Næste år vil blive et godt år for UKIP på grund af valget til Europa-Parlamentet,« siger han og understreger, at partiet sandsynligvis vil overtage mange af de stemmer, BNP fik ved det seneste europæiske valg.

»Camerons største problem er, at UKIP kan tænkes at klare sig rigtig godt ved Europa-Parlamentsvalget og få et kraftigt opsving meget tæt på næste parlamentsvalg,« siger han.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her