Manglende enighed om at lempe eksportforbuddet af våben til de syriske oprørere kan medføre, at der åbnes for bilateral våbeneksport fra EU-lande til den syriske opposition.
Således sagde den britiske udenrigsminister, William Hague, før mandagens udenrigsministermøde, at det at »gøre det rigtige for Syrien er vigtigere end EUs evne til at blive enig om enhver detalje«.
Detaljen her er det britiske krav om våbeneksport til Syriens ’moderate’ opposition, nemlig Syriens Nationale Koalition, hvor Det Muslimske Broderskab har afgørende indflydelse. Opnås der ikke enighed mellem udenrigsministrene udløber samtlige sanktioner 1. juni.
Og som om nyheden var timet til EU-debatten, hvor Frankrig er enig med Storbritannien i kravet om en lempelse af den to år lange våbenembargo, offentliggjorde den franske avis, le Monde i går en artikel med en video optaget i Damaskus’ forstæder, hvor syriske oprørere hævder at have været udsat for kemisk krigsførelse – primært gasangreb – fra regimestyrker. ”;Giv os masker”;, siger en af oprørerne til kameraet, der også filmer oprørere med ansigterne dækket af gasmasker, der skyder fra barrikader i bykvarterer.
På le Monde’s hjemmeside beskriver avisens fotograf, der sammen med en journalist har opholdt sig to måneder på oprørernes side i Damaskus-området, synsforstyrrelser og vejrtrækningsbesvær i fire dage efter et angiveligt kemisk angreb 13. april. Den respekterede franske avis er første vestlige medie, der øjensynlig dokumenterer kemisk krigsførelse i Syrien.
Uenighed om embargoen
Hvis den franske reportage gjorde indtryk på de 27 EU-udenrigsministre, der mødtes i Bruxelles i går for at drøfte EU-sanktionernes fremtid, fremgik det ikke af de bulletiner, der kom forud for mødet.
Forbuddet mod import og eksport af våben til Syrien er det eneste af EU’s i alt 22 sanktions-elementer, der også rammer oppositionen. Især briterne og franskmændene har siden november sidste år presset på for at lempe eksportforbuddet til oprørerne, og i februar i år lempede EU på våbenblokaden til oppositionen ved at tillade eksport af ’ikke dødbringende udstyr og teknisk assistance’.
På det tidspunkt havde det i et år været kendt, at islamiske jihad-militser, primært den al Qaeda-relaterede Jahbat al-Nusra, var bedre bevæbnede og havde flere penge til lønninger og socialt hjælpearbejde, end de sekulære oprørsstyrker tilknyttet FSA (Frie Syriske Armé) under kommando af en deserteret syrisk general, Sameh Idriss. Private sponsorer – såvel syriske forretningsmænd i eksil som private personer og såkaldte ’velgørenheds’-fonde i Golf-staterne, primært Saudi-Arabien og Qatar – har fra oprørets start i marts 2011 forsynet militante jihad-grupper med moderne våben importeret fra Libyen, Irak, Kroatien og Libanon.
Det har ligeledes været kendt siden efteråret 2011, at britiske, franske og amerikanske specialstyrker har opereret som ’rådgivere’, såvel i Syrien som i træningslejre i Tyrkiet og Jordan.
Kritik af Fogh-Rasmussen
Udadtil har EU og især USA bakket oppositionen op politisk, men været tilbageholdende med støtte til dens væbnede kamp. Og som en syrisk eksil-dissident, bosat i Beirut, bittert bemærkede med et hint til Anders Fogh-Rasmussen, så »hjalp det heller ikke, at NATO’s generalsekretær igen og igen fastslog i internationale medier, at NATO absolut ingen paner havde om at blande sig i den syriske konflikt og dermed reelt opmuntrede regimet til at optrappe volden mod demonstranter. Massakrerne ville jo ifølge NATO ikke blive imødegået, og det tog regimet selvfølgelig ad notam.«
De lande, der på forhånd støttede en åbning af ’delvis’ våbeneksport til ’den moderate opposition’ er først og sidst Storbritannien og Frankrig, støttet af Italien og med Tyskland på sidelinjen, der argumenterer for et kompromis. Imod er bl.a. Østrig, der har FN-styrker stationeret i Syrien ved grænsen til Israel, Holland, Sverige, Finland og Tjekkiet. Danmark menes at tilhøre en stor mellemgruppe, men udenrigsminister Villy Søvndal blev i går citeret for at sige, at han principielt er imod en lempelse af embargoen, men at det er vigtigt, at der nås et kompromis, der signalerer en fælles EU-politik i spørgsmålet.
Er der ikke enighed – og der var ikke nået nogen afgørelse ved redaktionens slutning – vil samtlige sanktioner – i alt 22 og de 21 rettet alene mod regimet – bortfalde.
Det vil i realiteten stå de enkelte medlemslande frit at beslutte sig for eksport eller opretholdelse af det hidtidige forbud, med mindre EU-udenrigsministrene enes om en formulering, der forhindrer den udgang. Det er ikke sandsynligt, idet William Hague har sagt, at åbning af våbeneksport vil have »modererende virkning« på volden i Syrien og tvinge præsident al-Assad til forhandlingsbordet. Der sidder han ganske vist allerede, eftersom hans udenrigsminister i weekenden meddelte, at regimet siger ja til deltagelse i den konference, Geneve II, som USA og Rusland lancerer i juni. Modstandere af en embargo-lempelse argumenterer netop med, at øget eksport af våben vil skade den planlagte forhandlingsproces.
“At the Friends of Syria meeting Kerry made it clear that those so-called ‘friends’ – NATO powers and Arab states – intend to increase support for the opposition until there’s a transitional government. It’s important to note what he meant by ‘transitional government’: it’s a government without the present Syrian government being represented. I think it’s clear they’re stepping it up on a number of different fronts.”
http://rt.com/news/eu-syria-arms-embargo-864/
Kerry: Assad cannot be part of Syria solution
Hvad skal han så snakke med Lavrov om? Nu har Rusland bragt Assad til bordet. Skal han han så bare blive væk? Så vil det muslimske broderskab nemlig gerne dukke op. Hvad fanden har de gang i?
"William Hague har sagt, at åbning af våbeneksport vil have »modererende virkning« på volden i Syrien og tvinge præsident al-Assad til forhandlingsbordet"
Våben med modererende virkning der skal tvinge nogen til forhandlingsbordet som allerede har givet tilsagn. William Hague skulle have undersøgt hovedet.
@holger
Vi er blevet allieret med terrorister. Det er angiveligt det bedste for det syriske folk.
Lasse glemmer at nævne at når sanktionerne mod Syrien ophæves så gælder det også andre ting end våben.
F. eks. kan Sytien nu kræve sine indefrosne konti tilbage og frit importere andre ting som har været omfattet af embargo.
Han glemmer tilsyneladende også at der er mange konventioner og forbud som gør at våben ikke kan eksporteres til Syrien alligevel.
Det ser ud til at syrien igen har scoret en lille sejr!?
Man har gennem lang tid eksporteret våben gennem proxy i Tyrkiet , Qatar og saudi Arabien, som naturligvis er støttet af UK og Frankrig. Og USA og Israel. Denne eksport kunne da så let som ingenting omfatte våben af den type som UK og Frankrig så gerne åbent vil eksportere efter ophævelse af eUs forbud.
Mon ikke det altsammen i sidste ende er taktik som skal lægge "pres" på Assad og andre - uden at man ændrer på noget væsentligt. Tværtimod vil jeg sige kan Syrien jo nu frit importer fra EU og kræve sine indefrosne konti udbetalt straks!
Ja, og her i middags-Radioavisen på DR2, gentog Helle Malmvig, forsker på DUUS, Haigs, Camerons og den "socialistiske" Hollandes argument for at give våbenhjælp til de "moderate" oprørs-kannibaler: "At lægge pres på Assad", "få ham til at give indrømmelser", "få ham til forhandlingsbordet."
DR2- journalisten var desværre ikke kvik nok til at følge op: Pres til hvad, indrømmelser? til forhandlingsbordet.
Rusland og Assad har ustandseligt fremkommet med det ene foreslag til dialog- og fredskonference efter den andet, og Assad har gennemført et hav af reformer for at tilfredsstille USA og Nato. Men alle freds- og dialog-forsøg er hver gang blevet afvist af den bande, der sidder ved magten i USA; Storbritannien og Frankrig. Og alt tegner til, at den kommende, udskudte fredskonference i Geneve også er et trick. Disse bander har kun en ting på dagsordenen: At få fjernet Assad, og indsat et underdanigt styre. Salafistisk eller ej. Men det er Putin sikkert også klar over.
Og dét Haig og de andre "Responsibility to Protect" banditter i habitter (BIH), (for at bruge en floskel som virkelig passer her) og Malmvig mener med pres, indrømmelser og "forhandling" er at de - i direkte krænkelse af FN´s stats-suverænitets-regler - vil have/tvinge Assad til at gå af. Så sig det dog ligeud!
Med øgede våbenforsyninger til "oprørerne" vil blodbadet, det syriske folks lidelser og den eksisterende flygtningekatastrofe logisk nok blive eskaleret.
Det er naturligvis aldeles uansvarligt. Enhedslisten bør snarest melde ud på den nationale, parlamentariske scene!
Og nu da FN åbenlyst har udspillet sin rolle som international fredsinstitution, og er blevet et vedhæng til USA´s og Natos udenrigspolitik (som "fredsinstitutionen" reelt har været siden Sovjet-blokkens opløsning), må EL og demokratiske fredskræfter skyndsomt arbejde på, at der nationalt - såvel som i international statsligt regi, inspirere til, at der etableres en folkelig, demokratisk mekanisme, der kontrollerer at internationale og mellemstatslige freds-love, overholdes. - Så de politikere, der hetzer og opildner til krig, blodsudgyldelser og folkelige lidelser, effektivt stilles til regnskab herfor. Ellers bliver BIH bare ved!
så længe USA ikke ophæver sin embargo er dette nærmest en betydningsløs og tom demonstration.
Om ”den respekterede franske avis er første vestlige medie, der øjensynlig dokumenterer kemisk krigsførelse i Syrien”, som Ellegaard skriver, skal jeg lade være usagt.
Brugen af kemiske våben i Syrien blev dog nævnt af Reuters allerede den 5. maj.
Men – hvis de blev brugt – var brugeren en anden end den, man gerne ville pege på i USA (for ”så havde Assad overskredet den røde streg”, som Obama gentagne gange har advaret ham imod).
For ifølge Reuters var det i så fald de såkaldte rebeller, der havde brugt dem:
http://intersol.dk/intersol/globalt/3236/oprorene-i-syrien-har-brugt-gif...
Nu er der mange grunde til at betvivle den virkelige anvendelse af kemiske våben i Syrien, selvom selve påstanden er absolut brugbar. Robert Fisk fra The Independent blev også spurgt for omkring et år siden. Han mente, man nok kunne finde nogle rustne beholdere med væske, der kunne bruges til at lave kemiske våben med.
I nyligt interview med det argentinske Clarin benægtede Assad, at den syriske regering havde brugt kemiske våben. Beskyldninger om det ”skifter for hver dag”, sagde han. ”Og det er sandsynligt, at dette bruges som et forspil på et angreb mod vores land. De siger, vi bruger kemiske våben i beboede områder. Hvis de var blevet brugt i en by eller forstad, ville det så være troværdigt med kun 10 eller 20 ofre”.
Deres brug, sagde han, ”ville betyde tusinder eller titusinder døde mennesker i løbet af nogle minutter. Hvorfor skjuler de et faktum som dette”.
I det hele taget har jeg ikke nogen større tillid til journalister – og heller ikke danske. Omtrent hver anden gang, man gør sig den ulejlighed at citere en kilde, henviser man til Syrian Observatorium for Human Rights – et enmandsforetagende i Coventy i England. Det er den letteste sag af verden at få denne kildes troværdighed eller mangel på samme bekræftet ved opslag på Nettet.
Dermed er journalisterne med til – ikke at vejlede deres læsere, lyttere og seere, men at mislede dem!
Og kloge kommentatorer har udtalt i mere end to år – at snart, nej snart, nej snart - og mange snart’er derefter - er Assad endelig færdig. Men det er han helt åbenbart ikke!
Tværtimod har hans regering aldrig stået stærkere, end den gør i dag.
Med de syriske forsvarsgruppers erobring af Otaiba øst for Damaskus fik man stoppet strømmen af våben og forsyninger til de såkaldte oprørere fra Jordan:
”Katastrofen har ramt os. Hæren er trængt ind Otaiba (også kendt som knudepunktet Ghuta). Regimet har sat en prop i hullet for våbenforsyningerne”, fortalte en kriger Reuters via Skype.
Sådan blandt andet skrev Reuters den 23. april.
Derefter tog man fat på at erobre byen Qusayr tæt ved grænsen til Libanon. Den og de omliggende landsbyer er blevet brugt af ”rebellerne” til at få forsyninger frem fra Libanon. Byen er totalt omringet, og ingen forsyninger kommer igennem ad denne vej heller. Den 19. maj begyndte angrebet på selve byen, og når ”rebellerne” om nogle dag er helt nedkæmpet der, er der stort set ikke flere tilholdssteder tilbage for dem i det vestlige – og den vigtigste - del af Syrien.
Og journalisterne må i gang med at ændre på deres hidtidige historier, som de allerede er begyndt på. USA må forberede sig på et nyt nederlag a la Vietnam med den forskel, at det ikke er amerikanske soldater, der denne gang har kæmpet for dem, men Al Qaeda og andre islamistiske fanatikere.
Derfor er jeg sikker på, at den internationale fredskonference snart vil blive afholdt. Den kan bruges til at sløre nederlaget for USA og Israel – men den skal komme hurtigt, hvis ikke man vil risikere at stå i samme situation, som ”rebellerne” indrømmede de stod i, da EU delvist ophævede våbenembargoen, og de sagde, der var for sent.
Hvor stor forskel, der er mellem mediernes fortællinger om Syrien, og forholdende i virkeligheden, kan man læse sig til her:
http://intersol.dk/intersol/globalt/3275/vejen-til-damaskus