Læsetid: 5 min.

USA’s første klimaflygtninge

Yup’ik-eskimoerne i den nordamerikanske landsby Newtok forsøger desperat at få flyttet deres by, før den forsvinder i havet
Floden tager en ny bid af landsbyen Newtok hvert år og æder i gennemsnit 25 meter land om året.

Charles Mason

17. maj 2013

Det samme mareridt bliver ved at hjemsøge Sabrina Warner: En kæmpe bølge rejser sig fra havet og hamrer ned over hendes hjem, så hun og hendes lille dreng må svømme for livet.

»Jeg drømmer, at vandet fosser ind i huset,« siger hun.

Om vinteren, hvor tidevandet er indkapslet af sne og flere meter is, forekommer landskabet ved Beringshavet fredeligt. Men stilheden er svigefuld. Så snart foråret kommer, forvandles Ninglickfloden til en brutalt brusende strøm.

Sabrina Warners mareridt er ikke langt fra klimaforandringernes virkelighed. Indbyggerne i byen Newtok på Alaskas vestkyst lever midt i en langsom katastrofe, der – formentlig allerede inden for de næste fem år – vil betyde, at hele deres landsby skyller væk.

Ninglickfloden, der bugter sig rundt om Newtok, ender i Beringshavet og har ædt sig ind i landet med usædvanlig hastighed den seneste tid. Snart vil Newtoks indbyggere blive USA’s første klimaflygtninge.

Eksil uundgåeligt

Det er ikke en fremtidsudsigt, der behager indbyggerne. Yup’ik-eskimoerne har fisket og gået på jagt langs Beringshavet i århundreder, og landsbyboerne har svært ved at forlige sig med tanken om, at kaos snart vil tvinge dem væk fra deres forfædres jord. Men eksilet er uundgåeligt. Det amerikanske militærs ingeniørkorps har i en rapport forudsagt, at landsbyens højeste punkt vil være under vand i 2017.

Newtok har 350 indbyggere, som stort set alle i en eller anden udstrækning er tæt knyttet til netop dette sted. Flere end 180 oprindelige befolkningsgrupper i Alaska står over for et lignende scenarie som Newtok: Enten skal hele byen flyttes, eller også vil indbyggerne blive spredt for alle vinde, når den smeltende is, der får havet til at stige, før eller siden tvinger dem på flugt.

Det Arktiske Råd var samlet i Sverige i tirsdags, men klimaflygtninge står ikke højt på dagsordenen, og forinden sagde USA’s præsident Obamas embedsmænd, at der ikke ville blive afsat ekstra penge til udsatte befolkningsgrupper.

På den anden side af kontinentet har indbyggerne deres version af yup’ik’ernes mareridt: De hyppige og dødbringende orkaner som f.eks. sidste efterårs Sandy betyder, at omkring halvdelen af USA’s befolkning, der bor mindre end 80 kilometer fra kysten, også er i fare. Hvor store chancer har alle disse mennesker for en retfærdig og sikker fremtid med klimaforandringer, hvis end ikke Newtoks 63 husholdninger kan loves beskyttelse?

Tvangsflyttet i 1959

Yup’ik’erne har traditionelt brugt områderne omkring det, der i dag er Newtok, som et sæsonbestemt opholdssted, hvor der var godt at plukke bær i sensommeren. Før en fjern bureaukrat lavede det om til en permanent landsby og sendte yup’ik’ernes børn i skole, var de bosat i en klynge tørvehuse kaldet Kayalavik. Da Alaska blev en stat i 1959, beordrede myndighederne indbyggerne til at flytte til en – for myndighederne – mere praktisk lokalitet. Det blev så Newtok.

Nutidens statslige embedsmænd erkender, at placeringen på mudderbankerne mellem floden og Beringshavet langtfra er ideel. Og den var bestemt ikke valgt ud fra hensyn til fremtidige trusler såsom klimaforandringer.

Lignende historier gør sig gældende for mange af de bebyggelser, Alaskas oprindelige folk er koncentreret i.

Det haster – stadig

I 1990’erne stod det klart, at Newtok – ligesom en række andre afsides landsbyer i staten, som stort set alle er placeret langs floder og kyster – eroderede med en skræmmende fart.

I en føderal regeringsrapport skønnes det, at 86 procent af de oprindelige befolkningsgrupper befinder sig i klimaforandringsskabte farezoner. I Newtoks tilfælde er der intet, mennesker kan stille op mod naturens kræfter. Indbyggerne må flytte eller dø.

Den dom var chokerende for Newtok. Nogle af landsbyens ældre beboere husker stadig tvangsflytningen fra de gamle tørvehuse. Det er dem magtpåliggende, at de denne gang selv får lov at styre, hvor de flytter hen og hvordan, så de kan blive sammen frem for at blive spredt rundt i andre landsbyer.

I 2007 blev byen enig om at flytte til en højere liggende placering på den anden side af floden, blot 15 kilometer væk. Myndighederne havde sagt god for planerne. Men omkostningerne ville løbe op i 130 millioner dollar, og for Newtoks indbyggere er det blevet deres livs største udfordring at finde de penge og at bokse med regeringsbureaukratiet.

Fem år senere har Newtok ikke flyttet sig ud af stedet, mens alting forfalder omkring indbyggerne. De lokale ledere håber, at når dette års sommervarme gør det muligt, kan de tage de første spadestik til infrastrukturen på den nye lokalitet. Men det skal gå hurtigt. Så snart efteråret melder sin ankomst, begynder vandet hastigt at stige.

Alaskas ømme tå

Klimaforandringer er et ømtåleligt emne i Alaska, der har bygget sin velstand på Prudhoe Bay-oliefelterne langs den arktiske kyst. Men hvad man end tror har skabt forandringerne, kan der i Alaska ikke herske tvivl om følgerne. Temperaturstigningerne har de seneste 60 år været dobbelt så store i Alaska som i resten af landet.

Selv folk i 20’erne, som Newtoks Sabrina Warner, kan konstatere forandringer i deres levetid. Sneen falder og forsvinder på nye tidspunkter af året, hvilket igen påvirker, f.eks. hvornår gæssene kommer og lægger deres æg.

Sabrina Warner er opvokset i Anchorage og Wasilla med sin ikke-yup’ik far. Men hendes mor introducerede hende til yup’ik’ernes liv, og i december 2011 flyttede hun ind i Newtok. Selv på den korte tid kan hun se forandringerne på jorden bag hendes families hjem.

»Da jeg kom hertil, gik vores jord helt derud til,« siger hun og peger mod vest. »Nu findes den ikke længere.«

Floden tager en ny bid af landsbyen hvert år og æder i gennemsnit 25 meter land om året. Havisen, der tidligere beskyttede Newtok mod vinterstormene, er blevet tyndere, og byen bliver nu ramt af vindstyrker på over 150 km/timen og af bølgerne fra Sabrina Warners mareridt.

Sidste sommer tog floden et par skraldepladser med gamle køleskabe og computere med sig og spredte dem ud over jorden. Andre gange bringer floden skatte frem: Indbyggere har langs de nyligt blotlagte flodbanker fundet stødtænder og fossiler fra mammutter.

Næste år ...

Under en storm sidste år blev Sabrine Warner oppe til kl. 4 om natten for at holde øje med bølgerne.

»Jeg var bange, fordi det så ud, som om de var lige uden for vinduet. Jeg stirrede bare ud og kunne se de her kæmpebølger komme imod mig,« siger hun.

Beboerne er udmattede af den daglige frygt, som de har levet med i årevis, og de ældre af beboerne vil blive svære at evakuere pludseligt, hvis byen ikke når at flytte, inden katastrofen rammer.

Sabrina Warner og hendes partner har købt et stort telt og overvejer at flytte ind i det ovre på den nye lokalitet – også for at slippe for al det lokalpolitiske drama, som står på, mens flytteplanerne endnu ikke er fastlagte.

»For et par år siden sagde de: næste år. Og sidste år sagde de: næste år. Og næste år siger de sikkert: næste år.«

Men nu har landsbyen sendt nogle lokale af sted til oplæring som bygningsarbejdere, og Sabrina Warners partner er fortrøstningsfuld.

»Jeg tror ikke, staten bare efterlader os her.«

 

Suzanne Goldenberg er The Guardians miljøkorrespondent i USA

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu