Baggrund
Læsetid: 4 min.

Vestens mand

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er måske en bandit, men han er Vestens bandit. Selv om den kontroversielle og koleriske præsident forlader posten næste år, er det stadig ham, der trækker i trådene og ham, der garanterer, at Vesten også efter 2014 har en trofast allieret i Kabul
Den afghanske præsident, Hamid Karzai, var i går på officielt statsbesøg i København – her ses han i Statsministeriet sammen med Helle Thorning-Schmidt. Karzai forlader præsidentposten næste år.

Den afghanske præsident, Hamid Karzai, var i går på officielt statsbesøg i København – her ses han i Statsministeriet sammen med Helle Thorning-Schmidt. Karzai forlader præsidentposten næste år.

Keld Navntoft

Udland
3. maj 2013

Menneskerettigheder, kvinderettigheder, god regeringsførelse, gennemsig-tighed, et åbent og demokratisk præsidentvalg.

Hamid Karzai lytter koncentreret, smiler og nikker, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) remser de danske mærkesager op. Verdenspressen er kaldt til pressemøde i Statsministeriets berømte Spejlsal i anledning af den afghanske præsidents officielle statsbesøg.

Danmark og Afghanistan har været nære allierede i mere end 12 år, og sådan er det stadig, bedyrer de, også efter 2014. Begge statsledere bekender sig til fremskridt, demokrati og kampen mod korruption.Som han står der i sin noble, sorte habit med den velkendte blå- og grønstribede manteau over skuldrene, ligner den 56-årige Karzai alt andet end den koleriske, uberegnelige og ubeslutsomme statsleder, han så ofte portrætteres som i vestlige medier.

Både hans holdninger, veltalenhed og elegance matcher til fulde den danske statsminister, der fører sig frem i høje hæle, opsat hår og den efterhånden lige så velkendte røde spadseredragt.

Konge eller kætter

Få statschefer er så udskældt, mistænkelig- og latterliggjort som Hamid Karzai. I årevis gjorde både udlæn-dige og afghanere tykt grin med ham. Tilnavnet »Kongen af Kabul« var en klar reference både til præsidentens manglende lyst til at forlade præsidentpaladsets beskyttende mure og til hans manglende evne til at udbrede regeringens indflydelse til landets mange provinser.

I takt med at det rent faktisk er lykkedes at etablere både provins-, distrikts- og landsbyråd over hele landet, og de afghanske sikkerhedsstyrker har fået kontrol med store dele af landet, er de vittige hentydninger imidlertid forstummet.

I dag bliver Karzai primært beskyldt for at være USA’s marionet. En anklage, der fremføres af både oppositionspolitikere, Taleban og menige afghanere – og som på det seneste har fået næring efter afsløringer i The New York Times og The Guardian af, hvordan CIA og MI6 har afleveret kufferter, rygsække og bæreposer fyldt med dollar til den afghanske præsident.

Ikke at det overrasker nogen, at Karzai og hans regering er på Vestens lønningsliste – den afghanske stat har som bekendt næsten ingen egenindtægter, så hvor skulle pengene ellers komme fra? Men de mange efterretningspenge hører ikke til de bistandsmidler, som de afghanske politikere efterhånden skal aflægge minutiøse regnskaber for anvendelse af. De er i stedet et håndfast bevis på den galopperende korruption, der tolv år efter invasionen rider landet som en mare fra top til bund.

Men pengene er også et bevis på, at Karzai er Vestens mand i mere end en forstand. Han er ikke bare en besværlig, irriterende og provokerende galionsfigur i et land, der reelt er sat under international administra-tion. Han er nøglen til Afghanistans fremtidige stabilitet. Og i den rolle er han væsentlig mindre ueffen, end de fleste måske er klar over.

Det kan godt være, at præsident Karzai er en forkætret, korrupt og kolerisk herre, men han er stadig kongen. I Kabul og i Afghanistan.

Hadet, afskyet og foragtet af sine vestlige allierede, men også effektiv – i en afghansk kontekst.

Selv om Karzai er stærkt kritiseret for ikke at rydde op i de mange brådne kar, som bemander de afghanske regerings- og chefkontorer – og selv om han om mindre end et år må overlade præsidentposten til en endnu ukendt efterfølger, er han langtfra den handlingslammede leder, som mange i Vesten tror.

I sin 12 år lange regeringsperiode har Hamid Karzai vist sig at være en overmåde durkdreven strateg, der har været i stand til holde både rivaler og alliancepartnere i skak. Takket være de mange rare vestlige dollar har han købt og bestukket sine udfordrere, rivaler og fjender med penge, positioner og prestige. Og samtidig har han holdt sig forholdsvis gode venner med USA og dets allierede, heriblandt Danmark, der for længst har besluttet, at han er deres mand – uanset hans mange personlige og politiske mangler.

Magtspillet er i gang

I den forbindelse er det værd at erindre, at det afghanske demokrati ikke er noget demokrati i vestlig forstand, hverken i virkeligheden eller på papiret.

Det er et præsidentielt enevælde, hvor Karzai takket være forfatningen har uindskrænket magt til at afgøre, hvem der får tildelt stort set samtlige af samfundets magtfulde poster, fra ministertaburetter over rådgiverstillinger og guvernørposter til chefposter i hele statsadministrationen, alle offentlige institutioner, herunder politi og militær.Den magt har Karzai det seneste år bl.a. brugt til at placere trofaste støtter på alle topposter i indenrigs- og forsvarsministerierne og som guvernører og chefer omkring i landet. Alt sammen for at sikre, at han og den efterfølger, han på et tidspunkt udpeger, er i den bedst mulige position til at kontrollere både forløbet af det kommende præsidentvalg og den magtkamp, som uvægerligt vil udspille sig i tiden derefter.Af samme grund har Karzai indtil videre undgået at udpege en kronprins. Men ifølge vestlige diplomater og analytikere i Kabul har han allerede kørt flere kandidater i stilling, heriblandt sin nære rådgiver og nuværende ambassadør i Pakistan, Omar Daudzai, og to af hans egne brødre, Qayoum og Mahmoud Karzai. Også den nuværende uddannelsesminister, Farooq Wardak, og den ansvarlige for overdragelsen af sikkerhedsansvaret til afghanerne, Asraf Ghani, nævnes som mulige, om end mindre sandsynlige Karzai-kandidater.

Præsidenten er med andre ord garanten for kontinuitet og dermed også for den stabilitet, som Vesten håber, det trods alt er lykkedes at skabe efter 12 års indsats.

Karzai har måske nok været en kontroversiel og udskældt præsident. Men han har, når alt kommer til alt, været en forholdsvis trofast og lydig allieret i Afghanistans ekstremt brogede og sammensatte politiske landskab. Og det tyder alt på, at han også vil være efter 2014. Især hvis han får lov at placere en af sine egne på posten som Afghanistans næste præsident. Og hvem skulle forhindre ham i det? I hvert fald ikke USA eller dets allierede, der alle har mere end travlt med at hente deres tropper, udstyr – og på et tidspunkt også penge – hjem.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Darlie

"overmåde durkdreven"
usa er dygtige til at vælge deres samarbejdspartnere.
bin laden var da vist også "overmåde durkdreven"
og hvad med al-nusra, er de ikke også ....

Tom Paamand

Jeg ser ikke megen næsegrus beundring i denne beskrivelse, der uden undskyldninger nævner en lang række af Karzai meget mørke sider - omend skribenten fx ikke fandt plads til Karzais mange ord og manglende handling om landets torturfængsler, men der også så megen råddenskab at vælge imellem. Jeg har selv skrevet en lignende skamrosning af Karzai og Bush, hvor jeg prøvede at tage dem alvorligt på deres egne ord og omhyggelige selvfremstilling.

Det uhyggelige er jo, at sådanne skikkelser i egne øjne står side om side med Gandhi, King og Mandela, og selv føler sig som ægte arvtagere i samme smukke ånd. GW Bush stillede sig gerne op sammen med Mandela - og omvendt, selv om Mandela brugte sit besøg til at bebrejde Bush for Irak-krigen. Til gengæld var Mandela en varm støtte af Bill Clinton, der ikke opførte sig mindre krigerisk end efterfølgeren.

Jeg aner intet om hvad Thorning har talt med Karzai om i enrum, men hun ville intet få ud af at råbe op om alle hans forbrydelser. Til gengæld kunne hun nok nå et beskedent stykke længere ved at tale til hans pæne selvbillede, og fx forklare hvorfor den danske hjælp fremover mere målrettet vil gå direkte til sådanne fredelige projekter, som Hr. Præsidenten jo selv støtter. Mit gæt er desværre at de i stedet har snakket militær, militær og penge til fortsat militær.

Robert Ørsted-Jensen, Henrik Darlie og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

Iøvrigt et fint billede.
"Titte til hinanden, titte til hinanden,
vifte med det ene bryn,
skyde et par små beskedne lyn"
og tuttelut

Georg Christensen

Vestens mand i Afghanistan, og så (HA,ha), det er kun noget vesten håber at opnå med et par falske "dollarsedler", værdiløse papirlapper.

NB: Hvis ikke en "bumbe", så hellere en "værdiløs papirlap", Valget er klart "værdiløsheden" tilkendegivet.

Robert Kroll

Det er ikke nogen søndagsskole at være på toppen i Afghanistan - der er lang vej før det begynder at ligne noget , som vi kan lide - generationers traditioner, tankegange , holdninger og ( i vores optik) uvaner skal ændres.

Måske burde vesten overlade sikkerhedspolitikken og konflikterne i den del af verdenen til Kina og Indien ????

Michael Kongstad Nielsen

Hvis de skal ændres, skal det gøres af dem selv.
Og Kina vil ikke agere politisk dominerende, som Vesten har gjort det, men kun forretningsmæssigt. Og Indien vil slet ikke, da de straks ville få Pakistan på nakken. Det er faktisk én af grundene til, at Pakistan under dække i praksis har støttet Telebans forskellige grupperinger, at Indien ikke skulle få mulighed for fodfæste i Afghanistan.

Robert Kroll

Kære Michael Kongstad Nielsen.

Din opfattelse af Kina er vist nogenlunde sammenfaldende med Henry Kissinger's hidtidige vurderinger - men ser man Kinas aktuelle operationer i f eks Afrika, så er der vist god grund til at lave en lille revision af vurderingen af Kina.

Indien har ikke meget til overs for Pakistan ( og omvendt) og det er vist i høj grad USA , der har holdt de to kamphaner adskilt - den dag USA bakker ud, så varer det ikke længe , før de går løs på hinanden.

Michael Kongstad Nielsen

Kroll - netop Kinas ageren i Afrika indikerer, at man ikke vil politisere, men kun lave forretninger. Indiens og Pakistans stedsevarende konflikt er skandaløs og totalt ude af trit med en moderne verden. Det er ældgamle, uforløste og usonede religøst baserede konflikter, koncentreret om Kashmir, der er delt og med en endnu uafsluttet krig mellem sig. Dete er ufatteligt, at verdenssamfundet ikke forlængst har kunnet presse de to atommagter til at forliges. Obama har haft det på dagsordenen, men som så meget andet af hans "yes, we can", løb det ud i sandet.

Robert Ørsted-Jensen

Kazai er sgu næppe 'Vestens mand' hva det så end er, han var det mindste onde da man forsøgte at få noget der ligener demokarti på benene, den eneste mulighed et land land med så store indre modsætninger og stærke naboer har for en varig fred, Men han er sgu ikke just elsket af nogen for tiden. Stadigvæ er det nok det nærmeste det land nogensinde har været på demokarti

Jack Jönsson
Niels Jespersen

"Vestens mand, garanten for kontinuitet og stabilitet som Vesten håber er skabt efter 12 års indsats..." Trods alle mulige skavanker såsom fortsat korruption som ifølge andre iagttagere har undermineret alt det arbejde som er gjort af Vestens NGOer f. eks.

Det artiklen glemmer at nævne er jo

1. at manden snakker med Taleban - hvilket er i overensstemmelse med befolkningens ønsker.
2. han er ret paranoid overfor Vesten, hvor han aldrig har fået samme personlige forbindelse til Obama som han havde med Bush. Obama synes mere opsat på at rydde op i korruptionen end at støtte manden, f. eks. Hvilket nok er en vestlig ide om at rydde op og ordne tingene, som jo aldrig bliver i orden hurtigt nok efter Vestens egen målestok. I Afghanistan er det vist en latterlig ide at prøve at gennemføre sådan noget.
3. Ifølge mange andre amerikanske iagttager , f eks. Stephen Walt, er tilbagetrækningen fra Afghanistan kamufleret af støtten til Karzai og hans regime, som man må forudse vil komme under så meget pres når vestlig støtte ad åre forsvinderefter at man har erklæret sejr i Afghanistan og trukket sig ud.Med andre ord er Afghanistan tabt. Alle de smukke ord om støtte til kvindefrigørelse, skolegang mm. er jo kun dressing for at få vestlige folks opbakning til engagementet i Afghanistan - hvor man skyndsomst er igang med en "elegant" tilbagetrækning som ikke må kaldes sådan. Aspektet mangler i artiklen, som er utroligt håbefuld uden jordforbindelse ifølge andre kilder.

Ulf Timmermann

Artiklens formål er at afstive journalistens hidtidige dækning af "vores mission" i Afghanistan.