Nyhed
Læsetid: 2 min.

Christine Lagarde: ’Brug mig’

I et brev til en tidligere fransk præsident trygler Den Internationale Valutafonds direktør, Christine Lagarde: ’Brug mig, så længe det er bekvemt for dig’
Udland
21. juni 2013

Ordet obskønitet kommer af latin, ob scenum, og betyder egentlig ’uden for scenen’. Det obskøne er det, der ikke tåler at blive vist frem i offentligheden. Magthavere er nødt til at være obskøne, mente filosoffen Joseph de Maistre: »Magten skal ligge uden for undersåtternes fatteevne,« skrev han et par årtier efter Den Franske Revolution. »Myndighederne skal konstant være hævet over kritisk stillingtagen ved hjælp af religionens, patriotismens, traditionens og fordommenes redskaber.«

I 2011 afløste Christine Lagarde, Frankrigs tidligere finans-, landbrugs- og handelsminister, landsmanden Dominique Strauss-Kahn som direktør for Den Internationale Valutafond (IMF). Strauss-Kahns fald handlede om omgang med en stuepige og andre obskøniteter. Med Lagarde skulle der derimod være garanti for, at den magtfulde institution ville fremstå fnug-, lugt- og pletfri. Men nej! Nu viser det sig, at madame Lagarde lider af en slags bondagekompleks: underkastelsestrang.

Ambitiøst servil

I forbindelse med efterforskningen af det franske finansministeriums indblanding i en voldgiftssag – som kostede staten 400 mio. euro, der gik til en af den tidligere præsident Nicolas Sarkozys støtter, Bernard Tapie – har politiet fundet et udkast til et brev. Det vides ikke, hvornår det er skrevet, eller om det blev sendt. Men resten hersker der ingen tvivl om. Brevet er fra Lagarde, som dengang sandsynligvis var finansminister, til Frankrigs daværende præsident, Nicolas Sarkozy, og lyder:

»Kære Nicolas, (…) jeg står ved din side for at tjene dig og dine projekter for Frankrig (…) jeg har personligt ingen politiske ambitioner og ønsker ikke at blive en af de mange ambitiøst servile, der omgiver dig, og hvis loyalitet ofte er nylig og nogle gange lidet holdbar (…) Brug mig, så længe det er bekvemt for dig og bekvemt for din handlen og casting (…) Hvis du bruger mig, har jeg brug for dig som vejleder og støtte (…) Med umådelig beundring, Christine L.«

Nej, det er ikke et uddrag fra O’s historie, Pauline Réages berømte roman og dominans og underkastelse fra 1954. I dag er ’Christine L’ leder af IMF, der svinger pisken over Europas sydlige regioner. Det er sikkert umådeligt pirrende, selv om grækerne må siges af og til at fortolke rollen som lydige slaver elendigt.

Bagsiden kommer spontant til at tænke på, om Poul Thomsen, den danske økonom, som i årevis har stået i spidsen for IMF’s delegation i Grækenland, er blevet godt og grundigt dus med dyrene? Ob scenum, of course.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her