Læsetid: 20 min.

Døden er ubarmhjertigt demokratisk – og det er frygten for den også

Afghanerne er frygtens livstidsfanger. Jeg er kun en gæst i landet, men ligesom dem er jeg bange, bange for ikke at slippe levende ud igen
Ustad Abdul Halim, en magtfuld krigsherre i Kandahars udkant, giver sine gæster en lektion i frygt som kommunikationsform og viser med stolthed sine mange ar.

Anders Sømme Hammer

5. juni 2013

Jeg har rejst i Afghanistans provinser. Jeg har siddet fast i trafikpropperne i Salang Tunnellens mørke. Jeg har været klemt inde i militærkonvojer i den oprørske Kunar-provins. Jeg har været i Kunduz, hvor en udlænding tiltrækker kidnappere og selvmordsbombere, som en sukkerknald tiltrækker fluer. Jeg har ikke siddet i pansrede firhjulstrækkere omgivet af bevæbnede mænd, der var der for at passe på mig. Jeg har kørt i bulede, skramlede biler. Jeg har siddet på hynder på gulvet og delt afghanernes måltider, som jeg ligesom dem indtog med de bare hænder eller i særlige luksustilfælde en bulet blikske.

Jeg har været det, der med en kliché hedder ’tæt på’.

Jeg har talt med slægtninge til myrdede og dræbte, med enker med nedslagne øjne og deres døtre, som endnu ikke har lært at styre deres nysgerrige blikke. Jeg har talt med militsmænd med mord på samvittigheden og forhenværende og måske nuværende talebanere, med landsbyældste, politikere, distriktsguvernører og politimestre, der alle svor på, at de fortalte mig sandheden. Jeg har fyldt den ene notesbog efter den anden med deres ord.

Føler jeg, at jeg har været tæt på dem? Nej.

Føler jeg, at jeg forstår det liv, de lever? Nej.

Føler jeg, at jeg bare et øjeblik har delt deres vilkår? Nej.

I enhver henseende lever jeg et andet liv end dem, også når jeg færdes midt i blandt dem. I hvert eneste møde støder min indlevelsesevne på en uoverstigelig mur. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at være dem, uanset hvor meget jeg anstrenger mig.

Somme tider må jeg kæmpe for at holde mine nyttesløse tårer tilbage. Men medlidenhed er ikke forståelse, og måske er mine tårer ikke andet end et forsøg på at uddrive erfaringer, der er alt for uhåndterligt bitre til, at jeg kan rumme dem. Jeg ønsker at være som den notesblok, hvis tomme blade jeg fylder, lutter blank modtagelighed. Men jeg kan ikke. Det ville være frivolt, hvis jeg kunne. De afgrunde, de har stirret ned i, har jeg aldrig været i nærheden af.

Undtagen på et eneste punkt. Jeg har delt deres angst for at dø. Angst er grundtonen i hver eneste afghaners liv. Det gælder børnene på vej til skole. Det gælder kvinder, der venter hjemme i huset eller er tvunget til at færdes alene på gaden. Det gælder mændene og de store drenge, der er fredsløst vildt i en krig, der ikke kender til slagmarker, men breder sig overalt. Afghanerne er frygtens livstidsfanger. Jeg er kun en gæst i landet, men ligesom dem er jeg bange, bange for ikke at slippe levende ud igen.

Hvad enten dine lommer er fyldte eller tomme, du har meget magt eller slet ingen, mister du lige meget, når vejsidebomben sprænger, kalashnikoven skratter, eller den næste raketbårne granat kommer flyvende i din retning. Døden er ubarmhjertigt demokratisk, og konfronteret med den bliver alle forskelle på afghanerne og deres gæst relative. Når vi er bange, stirrer vi, de og jeg, ned i den samme afgrund. Der er et pludseligt fællesskab imellem os, og det er frygten, der skaber det.

Ja, jeg var bange for at dø i Afghanistan. Jeg siger det ligeud med risiko for at lyde latterlig, ja, måske endda med fare for at falde i et hul, der er værre end latterlighedens: at give anledning til den mistanke, at jeg ønsker at heroisere mig selv: Han tog af sted alligevel og overvandt sin angst. Men det gjorde jeg ikke. Jeg overvandt ikke noget som helst. Jeg fik derimod blik for de andres angst, og det åbnede en dør for mig. Jeg blev klogere på afghanerne på en måde, jeg ellers ikke ville være blevet.

Værn mod frygten

I Afghanistan vovede jeg aldrig at tænke på hjemrejsen, end ikke dagen før. Det var, som om et sådant overmod ville nedkalde katastrofen. I forstilt ydmyghed levede jeg fra dag til dag. Jeg opførte mig ligesom neurotikeren, der ikke tør træde på sprækkerne i fortovet. Jeg tænkte aldrig i noget så abstrakt som datoer. Jeg tænkte i ugedage og de planer, der var forbundet med dem. På lørdag tager vi til Kandahar... På onsdag kører vi til Jalalabad... På torsdag drager vi ind i Kunar... Til hver ugedag føjede der sig et ’hvis’, der lød som en hvislen fra en klapperslange, øjeblikket før den hugger.

Jeg fik hovedpine hver aften præcis klokken halvti. Jeg vågnede med et sæt hver morgen klokken kvart i seks. Det samme brudstykke af en drøm har gentaget sig natten igennem, som om mit hoved var en skrammet lp, hvor pickuppen har sat sig fast. I samme øjeblik jeg slår øjnene op, kommer eksprestog af sætninger farende og forlanger at blive skrevet ned, som om jeg hele natten ubevidst har arbejdet videre på den artikel, jeg begyndte på aftenen før. Jeg åbner for iPad’en, og jeg ved nøjagtig, hvad skriveprocessen er for mig i dette øjeblik. Jeg genvinder kontrollen, når jeg skriver. Jeg opdager sprogets urfunktion, som ikke er kun er kommunikationen mellem mennesker. Ordene er også en besværgelse, der holder døden borte, ikke blot tanken om den, men døden selv i al dens pludselige voldsomhed. Når jeg skriver, bliver virkeligheden håndterlig. Udenfor skærmen er den stadig uhåndterlig, og om et øjeblik står jeg igen ude i den.

Men ikke nu. Ikke nu...

Bag den dobbeltboltede metalport foran hotellet i Kandahar gemmer der sig en rosenhave, som jeg kun nødtvungent forlader. Jeg skriver her. Jeg spiser alle mine måltider her. Jeg forstår meningen med de mure, der rejser sig overalt i Afghanistan. De er ikke kun fysiske værn mod fjender. De er også mentale værn mod frygt. Det samme er burkaen. Det kan godt være, din personlighed bliver gemt væk inden under den, men dette er ikke et samfund, hvor du har brug for at brande og markedsføre dig selv. Den, der lever skjult, lever godt i Afghanistan, og burkaen er en transportabel, letvægtsmur, der kan tages med overalt.

Det er også med kvinderne, det er lettest at tale om angsten. De indrømmer den åbenlyst. De er bange, når deres børn er ude af syne. De er bange, når de går alene på gaden eller køber ind i bazaren. Med mændene er det anderledes. De rapporterer om andres angst, først og fremmest kvindernes og børnenes. Deres angst er altid øjenvidnets andenhåndsangst. Siger de. Men den er der. Den sniger sig ind i deres måder at være sammen på som en gensidig intimidering, som en løbende manddomsprøve, der også er en træning i at omgås angst og leve med den.

For det er jo sandheden om den angst, du er tvunget til at leve dagligt med: Den viser sig ikke i svedige håndflader, stakåndethed, en indre kortslutning. Tværtimod. Du må og skal fungere, og så giver angsten sig udslag i en åndelig skubben til andre, en evig vagtsomhed, et altid ulæseligt ansigt. Du spiller dagligt poker med døden, og du røber ikke noget, mens du afkoder de andres reaktioner.

Arresteret i Kandahar

Vi sidder i Kunduz i det nordlige Afghanistan og interviewer en berygtet krigsherre, der i mange rapporter er nævnt som bagmand til massakrer på landsbyboere. Da vi konfronterer ham med disse belastede udsagn, fremsætter han en trussel i konjunktiv:

»Hvis det ikke var, fordi I var udenlandske journalister, ville jeg få jer dræbt.« Det er konjunktiven, vi skal lægge mærke til. Ikke truslen. Han afprøver os.»Hvis vi havde rejst os op og fået travlt med at komme ud af hans hus, kunne det være gået galt,« siger Anders bagefter. Det er norske Anders Sømme Hammer, jeg rejser sammen med. Han har arbejdet i Afghanistan som journalist siden 2007 og ved nøjagtig, hvad vi skal gøre og ikke gøre i situationer, jeg ikke kan aflæse.

»Kunduz er Afghanistans tredje- eller fjerdefarligste by,« siger vores lokalkendte tolk i bilen på vej væk fra krigsherren, der har en gade opkaldt efter sig. Det er en information, han afleverer. Men han iagttager mig i bakspejlet, mens han siger ordene. Han vil se min reaktion. Han har givet os forbud mod at forlade hotellet, undtagen når vi tager ud på opgave. Hver aften bringer han os mad. Den tid, vi tilbringer med at indtage et måltid på en restaurant, kan blive fatal for os. Der er ’spottere’ overalt, hvad enten de arbejder for Taleban eller kriminelle bander, og en ubehagelig velkomstkomité kan mobiliseres på ingen tid.

Da vi næste morgen forlader Kunduz, har vi fortalt personalet på hotellet, at vi skal nordpå mod Takhar Provinsen. Vi kører en omvej gennem byen og drejer derpå mod syd. Først en times kørsel fra Kunduz er vi sikre på, at vi er uden for farezonen. Min lettelse er virkelig nok, men min følelse af uvirkelighed er lige så stærk. Er det blot vores egen paranoia, vi prøver at køre fra? Frygt formår at sætte et konstant spørgsmålstegn ved din dømmekraft. Du ender med at tvivle på alt, inklusive din egen virkelighedsopfattelse.

Vi er nødt til at flyve fra Kabul til Kandahar, fordi ringvejen, der forbinder Afghanistans to største byer, er en dødsfælde for udlændinge. I lufthavnen bliver vores bagage scannet fire gange og vi selv kropsvisiteret tre.

Da vi nogle dage senere flyver den modsatte vej, bliver vi sammen med de øvrige passagerer stillet op mod en mur, mens to bombehunde snuser sig gennem tasker og kufferter. To af taskerne bliver trukket til side, da den ene af hundene, en stor, kuet schæfer, giver sig til at hyle. Ejerne bliver bedt om at melde sig, men ingen træder frem. Da vi spadserer væk fra checkpointet venter jeg hvert øjeblik at høre detonationen fra en eksploderende bombe. Men intet sker.

I Kandahar er det som i Kunduz. Vi kan ikke færdes frit nogen steder. Anders insisterer alligevel på en sen eftermiddag at gå til fods i byens gader for med sit kamera at tage billeder af folkelivet. Da han efter halvanden time ikke er vendt tilbage, og mørket falder på, bliver jeg urolig og ringer til hans mobil. Anders svarer med rolig stemme. Han er blevet arresteret under anklage for at fotografere vigtige, offentlige bygninger, der kan udgøre potentielle bombemål. Hvis han betaler 100 dollar, kan han dog få lov at gå. Men Anders betaler af princip aldrig bestikkelse, og nu er situationen gået i baglås, mens betjentene, der fordriver ventetiden med at se porno på deres mobiler, afventer en overordnets ankomst. Den nytilkomne betjent viser sig at være en gammel bekendt af Anders, og han bliver med eskorte kørt tilbage til hotellet. Da vi sammen sidder over middagen i hotellets store, tomme spisesal ved et langbord med plads til 28 personer, hvor der kun er os to, ler han ad hele episoden. Men jeg kan mærke på ham, at en mindre robust person ikke ville have reageret med latter.

Er I bange?

Ustad betyder ’læremester’ eller ’vismand’, og hvad det er, jeg kan lære af den magtfulde krigsherre i Kandahars udkant, Ustad Abdul Halim, skal jeg snart finde ud af.

»He is a very dangerous man,«siger en lokal kontakt med en hvisken, da vi meddeler, at vi gerne vil aflægge ham et besøg. Men Ustad Abdul Halim er en gammel bekendt af Anders, der beskriver ham som en underholdende og excentrisk mand. Læremesteren lever omgivet af eksotiske fugle i bur. I sin have har han bygget en stor glassal, hvor han giver audiens til de mange, der kommer for at bede om hans hjælp.

Det er den 28. april, årsdagen for den kommunistiske Najibullah-regerings fald tilbage i 1992, et fald, der kun blev indledningen til en intensiveret borgerkrig mellem Afghanistans mange ryggesløse krigsherrer. Halim, der var en af dem, har benyttet dagen til at samle sine gamle kommandanter omkring sig, tunge, fuldskæggede mænd med store turbaner og markerede ansigter. En mangler en hånd, en anden bevæger sig hjemmevant omkring på et kunstigt ben, hvis anatomisk formede fod er skjult under en grå sok. Halims personlige tjener er en massiv, lyshudet mand med gråblå øjne, Agha Muhamad, også han en krigsveteran. Han er døvstum og i en livlig pantomine anskueliggør han, at de eneste lyde, der er tilstrækkeligt høje til at sætte hans trommehinder i bevægelse, er et maskingeværs skratten og en helikopters svirrende rotorblade. Det ser ikke ud til, at Agha Muhamad mestrer mundaflæsning, for herre og tjener har udviklet deres eget tegnsprog.

Udenfor det højloftede glashus, hvor der mageligt er plads til flere hundrede mennesker, spankulerer en struds omkring i en indhegning. Indenfor er der grønne planter og fuglebure overalt, og fuglenes ophidsede kvidren blander sig med helikopterlarmen fra den nærliggende amerikanske militærbase.

Ustad Halim hilser på os med samme ceremoniel som sine gamle krigskammerater, og især Anders bliver genstand for smigrende opmærksomhed, da krigsherren først har fået placeret sig i den højryggede kontorstol, der gør det ud for hans trone.

Vi bliver inviteret på en picnic samme eftermiddag.

»I min landsby. Det bliver en uforglemmelig dag,« forsikrer han os. Og nu går et spil i gang, som jeg senere skal have hjælp til at forstå. Det er en lektion i frygten som kommunikationsform.

Vi takker ja til invitationen.

»Hvorfor vil I ikke med?« spørger Halim og ser granskende på os. »Er I bange?«

Vi gentager vores ja til invitationen. Vi vil gerne med.

»Stoler I ikke på mig?«

»Selvfølgelig stoler vi på dig.«

»Folk siger, at min landsby er på Talebans hænder. Jeg skal vise, at de har uret. Det er mig, der kontrollerer området.«

Han kniber øjnene sammen og betragter mig med et blik, der på en gang er vurderende og kalkulerende. Det er, som om han fornemmer, at jeg er det svageste led i den kæde, der udgøres af hans to gæster fra Vesten. Det ulmer gult og grønt fra hans iriser, der er halvt skjult i de sammenknebne øjnes smalle sprækker.

»Er I bange for, at jeg skal sælge jer til Taleban?« Han ler og ser sig omkring i kredsen af sine gamle kommandanter.

»De er bange for, at jeg skal sælge dem til Taleban!«

De skæggede mænd ler. Vi ler også. Tanken, at han kunne finde på at sælge os til oprørerne, er aldrig faldet os ind. Nu er den. Så gør han os med en håndbevægelse klart, at udflugten alligevel ikke bliver til noget i dag. Han har for travlt. I morgen vil være bedre. Han gentager sin invitation. Vi takker igen ja.

Da vi forlader compounden, vender både tolken og vores chauffør sig imod os. »Vi tager ikke med på den udflugt,« siger tolken i et indtrængende tonefald. »I kan fyre os, hvis I vil. Vi skal bare ikke med.«

»Han laver bare sjov.«

»Er I klar over, hvad Taleban gør ved sådan nogle som os, der arbejder for udlændinge? De skærer halsen over på os på stedet.«

Det er deres land, deres by, og det er frem for alt deres liv. Desuden kan vi ikke klare os uden hverken tolk eller chauffør. Vi bøjer os.

28 ar

Den næste dag møder vi op i Ustad Halims have med en undskyldning på læben. Ustad Halim er en betydningsfuld mand med mange vigtige gøremål. Vi kan ikke tillade os at tage hans tid. Det er udelukkende ud af respekt for ham, at vi siger nej tak til hans tilbud om en uforglemmelig dag. Det er sådan, vi formulerer det. Den aldrende krigsherre sidder i skyggen af et morbærtræ med sin grønne te og en mobiltelefon for øret. På et lille bord ved siden af ham summer en radio ved siden af et lyserødt bur med to gule kanariefugle. I græsset et stykke borte sidder hans døvstumme tjener på hug og betragter ham intenst, som om den mindste af hans bevægelser kunne rumme en skjult ordre på det tegnsprog, kun de to forstår.

Halim tager vores høflige afslag på hans invitation unådigt op. »Nogen må have talt ondt om mig.« Så vinker han os bort. »Gå,« siger han bydende. »Og kom aldrig tilbage. I er ikke længere velkomne i mit hus.«

Vores afslag har krænket ham. Han har tabt ansigt. Og så kan han alligevel ikke lade os gå. I hvert fald ikke før han har genvundet vores respekt. Han knapper sin kjortel op og trækker den ned over den ene skulder. »Se!« Han peger på et dybt ar. Pegefingeren bevæger sig videre. I højde med kravebenet løber et endnu ar med lyserødt hævede sårrande i en uregelmæssig bane, som om nogen med en sav har forsøgt at skille ikke kun hans hoved, men hele halspartiet fra kroppen.

»Jeg har 28 ar.« Han griner triumferende. »Skudsår. Fra krigen. Fem-seks af kuglerne sidder stadig i kroppen på mig.«

Med hænderne skiller han sine grå skægbørster. Også på kinden kommer et rødt ar til syne. »Taleban skød mig tværs gennem ansigtet.« Han drejer hovedet og gentager den samme bevægelse. »Her kom kuglen ud. De skød mig syv gange. En læge opererede på mig en hel nat. Næste dag ved middagstid stod jeg ved egen hjælp ud af sengen og gik på toilettet.« Han ler igen. Det er sin sejr over døden, han fejrer.

Balancen er genoprettet. Vi afviste ham. Nu må vi anerkende ham.

»Kom,« siger han og rejser sig. »Morgenmaden venter.«

De arrede vs. de uberørte

Der er dækket op til os inde i hans tronsal af glas, og den samme mur af fuglekvidder møder os som dagen før. Store stykker mørt lammekød ligger blandt gult glinsende klumper af fedt. Der er bolanier, sprøde pandekager med indbagt spinat, og fade med kogt ris blandet med revet gulerod og rosiner. Det flade, duftende nan-brød gør det ud for tallerkner. En glaskande er fyldt op med en youghurtdrik blandet med agurk. Han piller saftige bidder af lammekødet fra og lægger dem foran sine gæster.

»Gode gæster spiser meget. Dårlige gæster spiser ingenting.« Igen er der denne undertone af trussel i hans stemme. Vi har lige spist morgenmad på hotellet, men under hans overvågende blik fører vi igen og igen hånden til munden. Han giver en uhørlig ordre, og den døvstumme tjener placerer et sort, matpoleret gevær med teleskopsigte i skødet på ham. For mit ukyndige blik ser det ud som en snigskyttes riffel. Så åbner han sin knyttede hånd og ler afvæbnende. I håndfladen ligger ammunitionen. Det drabeligt udseende gevær er blot en luftbøsse. »Til tidsfordriv,« siger han. »Jeg skyder aldrig fugle. Det er mennesker, jeg ikke kan lide.«

Han er vant til at have tilhørere, der helt ind i marven ved, at hans ord afgør deres skæbne. Han bliver lyttet til, sådan som en mand kun bliver lyttet til, når han er herre over liv og død. »I har set mine ar,« siger han igen og igen. »Jeg lyver ikke.«

Krigen er hans alibi, hans troværdighed, al hans erfaring og autoritet kommer fra den. Skolegang fik han aldrig. Krigen var hans skole, siger han, jihad hans bedste år. »Jeg savner hvert eneste slag. Hvert øjeblik står klart for mig, og jeg vender tilbage til det hver dag. Jeg drømmer hver nat om krig. Det er gode drømme.«

Det interesserer ikke Ustad Halim at skelne mellem gode og onde mennesker. For ham går det absolutte skel mellem dem, der bogstaveligt talt har oplevet krigen på deres egne kroppe, og dem, der ikke har, mellem de arrede og de uberørte, mellem dem, som døden sendte en hilsen i form af en kugle eller en granatsplint, og dem, som lever videre med en glat hud, som døden aldrig krattede i med sine uklippede negle.

Det kan godt være, at Afghanistan er et land fyldt med dødbringende skel mellem klaner og stammer og etniske grupper, mellem dem, der står på den ene side i landets evige borgerkrig, og dem, der står på den anden, men for Ustad Halim er der et andet, dybere, mere afgørende skel, og det er kroppen, der bærer vidnesbyrdet om dets eksistens. Tallerkenvaskere og lokumsrensere kalder han alle dem, der står på den forkerte side, den uddannede middelklasse, som flygtede til Europa og USA for at redde livet og på de fremmede kontinenter måtte påtage sig de mest ydmyge job for at overleve. De kom først tilbage på ryggen af den amerikanske invasion. Nu er det dem, der sidder på magten. Det er præsident Karzai og mændene omkring ham, Ustad Halim mener: Afghanistan regeres i hans øjne af tallerkenvaskere og lokumsrensere.

»De er bange for alting. De er bange for at tale med journalister, de er bange for dyr, de er bange for almindelige mennesker, der passerer dem på gaden, fordi de tror, at de er selvmordsbombere, der vil sprænge dem i luften. Sådan er de mennesker, der arbejder for regeringen. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive gammel. Jeg troede, russerne ville slå mig ihjel. I 35 år har jeg hver dag ventet på døden. Jeg har lagt mit liv i Allahs hænder, regeringen har overladt sit til de udenlandske styrker.«

Magtesløsheden fejres

Ustad Halim kan godt tale om fred. Han kan også godt sige, at Afghanistan er træt af krig. Men det er retoriske indrømmelser. Han ser verden som en slagmark, og det er tanken om krig, der tænder hans fantasi og får hans veltalenhed til at blomstre. Det er tragedien, livets sorte understrøm, der er hans element. Det står klart for mig, da vi efter morgenmaden vender tilbage til skyggen under morbærtræet. Krigen er svaret på ethvert problem, ikke nødvendigvis løsningen: Krigen er simpelthen bare den uimodståelige kraft, der river alt med sig.

I 35 år har Ustad Halim ikke set andet end krig, og hvad er så mere logisk, end at resten af verden vil forsvinde sammen med ham i et big bang? Med stor overbevisning og ikke uden en vis triumf i stemmen, annoncerer han, at Tredje Verdenskrig er på vej. Han nævner landene i Nordafrika og Syrien, Israel, Iran, Pakistan, Indien, Korea, USA. »Alle gør de sig klar. Hver dag rykker det nærmere og nærmere. Amerikas børn vil blive dræbt. Irans børn vil blive dræbt. Hvem har glæde af det? Ingen. Men vi er magtesløse. Vi kan se det ske, som om det var en film, vi var tilskuere til, indtil det øjeblik hvor krigen når os, og også vores liv slukkes.«

Som alle fatalister fejrer han magtesløsheden. Intet sker, uden at det er Allahs vilje. Han peger op i morbærtræets grene. »Selv ikke et bær falder til jorden, uden at Han har bestemt det.« Var det også Allahs vilje, da Halim efter en hel nat igennem at være blevet opereret for syv skudsår, stod op den følgende dag og selv gik på toilettet? Eller var det snarere et bevis på Ustad Halims egen ukuelige trods? Er det ham eller Allah, jeg skal blive imponeret af, når han fortæller historien?

Under et besøg i Kandahar for 11 år siden, kort efter Talebans fald, mødte jeg en anden mand, der også var fatalist og overlod alting i Allahs hænder. Men han gjorde et andet indtryk på mig. Dad Mohammed havde mistet tre sønner i et amerikansk bombardement. Deres sønderrevne kroppe var blevet spredt ud over et større område og samme dag, jeg mødte ham, havde han netop fundet en afrevet hånd i ruinerne. Han bebrejdede ikke amerikanerne noget. Det var Gud, der havde taget hans sønner til sig. Der var en ophøjet afklarethed over Dad Mohammed, en sorg uden bitterhed, der ikke ledte efter syndebukke. Han poserede ikke. Han bad hverken om min medfølelse eller om nogen anden reaktion, og måske var det derfor, jeg følte mig lille og ydmyg i hans nærhed, og at jeg aldrig har glemt ham.

Den ustoppelige krig

I Ustad Halims nærhed føler jeg mig ikke lille og ydmyg. Jeg føler mig skræmt, og det er også meningen. Jeg skal underkaste mig, ikke den uudgrundelige Allah, men den noget mere gennemskuelige Ustad Halim. Hvert eneste ord, hver eneste gestus, selv hans ar er en magtdemonstration. Det er min egen underlegenhed, han vil bevise for mig, ikke fordi han ønsker min respekt, men fordi han kalkulerer med, at den svage altid må frygte den stærke.

Det er fatalisten i nærbillede, jeg oplever, eller rettere hans indre brudflader, skæbnetroen set indefra, når den slår revner. Ustad Halim kunne have draget to forskellige konklusioner på sin egen forbløffende overlevelsesevne. Han kunne have tilskrevet Allah æren. Så havde han været ydmyg. Så havde han ikke behøvet at vise sine ar frem eller berette om sit triumftog fra operationsbord til toilet. Eller han kan fremhæve sin egen overlegne styrke, en overlevelsesvilje, der afviser alle nederlag, og det er det, han gør.

Er fatalister bange for at dø? I princippet nej. Ikke hvis deres tro er stærk nok. Men et eller andet sted undervejs i Afghanistans uendelige krig har Ustad Halims krop indledt sit eget oprør mod Allah. Den er begyndt at tale dødsangstens på en gang klare og mudrede sprog, og Ustad Halim har lyttet til den, sat sig selv i skæbnens sted og besluttet at lære sig overlevelsens kunst. Og den kunst handler i Afghanistan altid om at spille på andres dødsangst, som kun den kan, der kender den fra sig selv.

Jo, Ustad Halim er en læremester. Han lærer mig, hvordan magt udøves i Afghanistan, og hvorfor krigen ikke vil stoppe.

Det samme sprog

Det er vores sidste dag i Kandahar. Vi kører i byens gamle kvarter, gennem den tætpakkede bazar med dens lurvede, smuldrende husfacader halvt skjult under lasede solsejl. Der er flere bevæbnede mænd i gaderne, end vi før har set, politi, sikkerhedstjeneste, det berygtede grænsepoliti, soldater fra den nationale hær. Alle har de i en uoverskuelig vrimmel af uniformer travlt med at stoppe forbipasserende biler ved checkpoints, der nogle gange ligger med kun få hundrede meters mellemrum. Pegende med deres maskinpistoler beordrer de passagererne ud på gaden. Taleban har dagen før ladet meddele, at deres sommeroffensiv under kodenavnet Khalid bin Walid nu er startet, og at alle, der bærer uniform, er primære mål.

Også vi bliver trukket ud af bilen og hårdhændet kropsvisiteret. En flok mænd i tre-fire forskellige uniformer stimler sammen om os. Vores pas går fra hånd til hånd, mens deres våben stritter i vores retning. Stemningen er sitrende ubehagelig. Jeg stirrer på dem. De stirrer på mig, indtil jeg slår øjnene ned.

Et øjeblik er det ikke bare noget, jeg mærker, men noget, jeg ved: De er lige så bange, som jeg er.

Jeg har lært frygtens sprog at kende, det eneste, der tales og forstås af alle i Afghanistan.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Peter Wulff
  • Erik Karlsen
  • Steen Sohn
Espen Bøgh, Peter Wulff, Erik Karlsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu