Læsetid: 4 min.

Edward Snowden kan redde USA fra at blive et Stasi-samfund

Snowdens afsløringer af en hidtil uset overvågning af almindelige borgeres digitale spor og teletrafik giver os en chance for at tilbagerulle, hvad der reelt svarer til et kup imod den amerikanske forfatning, skriver Daniel Ellsberg - manden der i 1971 lækkede Pentagon-papirerne til New York Times
Udland
10. juni 2013

Daniel Ellsberg fotograferet i 2006. Foto: Wikimedia

Efter min vurdering har der i amerikansk historie aldrig været nogen vigtigere læk end Edward Snowdens udlevering af NSA-materiale – den er mere betydningsfuld end selv offentliggørelsen af Pentagon-papirerne for 40 år siden, som jeg var ansvarlig for. Snowdens afsløringer gør det muligt for at os tilbagerulle en central del af det, der reelt svarer til den udøvende magts kup mod den amerikanske forfatning.

Siden 11. september har der, først hemmeligt, men i stigende grad åbenlyst, foregået en tilbagekaldelse af de ​​rettigheder, som dette land kæmpede over 200 år siden. Især er den amerikanske forfatnings fjerde og femte tillæg, som skulle værne borgerne imod uberettiget indtrængen fra regeringsmagtens side, tæt på at være suspenderet.

Regeringen hævder, at det har en dommerkendelse fra FISA – men denne forfatningsstridige bemyndigelse er fra en hemmelig domstol, der er afskærmet fra effektivt tilsyn og næsten helt sikkert villig til at imødekomme enhver anmodning fra eksekutivmagten. Som Russell Tice, en tidligere analytiker i National Security Agency, udtrykker det: »Det er en kængurudomstol med et gummistempel.«

Så når præsidenten hævder, at der findes retsligt tilsyn, er det rent vrøvl. Lige så forvrøvlet er henvisningen til det påståede opsyn, som skulle føres af Kongressens efterretningstjenesteudvalg. Som dette udvalg har optrådt i forbindelse med spørgsmål om tortur, kidnapning, tilbageholdelse, mord ved droner og dødspatruljer, har det vist sig at være et rent ekspeditionskontor for de efterretningstjenester, det skulle forestille at overvåge. Hertil kommer mængden af de sorte huller i de information, som offentligheden har brug for at kende til.

Det faktum, at Kongressens ledere har været »briefet« om dette og er gået med til det uden åben debat, høringer, stabsanalyser eller nogen reel chance for effektiv uenighed, viser kun, hvor alvorligt et sammenbrud, systemet af gensidige kontrolmekanismer – checks and balances – har lidt i dette land.

Selvfølgelig er USA ikke dermed blevet en politistat. Men i betragtning af omfanget af denne invasion af almindelige menneskers privatliv, har vi allerede den fulde elektroniske og lovgivningsmæssige infrastruktur parat til en sådan stat. Hvis vi for eksempel befandt os i en krig, som udløste en lige så storstilet anti-krigs bevægelse, som den der voksede frem under Vietnamkrigen – eller mere sandsynligt, hvis vi blev ramt af endnu et angreb af samme omfang som 11. september – ville der være grund til at frygte for vores demokrati. Disse vidtgående beføjelser er overordentligt farlige.

Der kan udmærket være legitime grunde til hemmeligholdelse, og specielt hemmeligholdelse af kommunikationsefterretninger. Det er derfor, at Bradley Manning og jeg – som begge havde adgang til sådan tophemmelige efterretninger – valgte ikke at videregive oplysninger af denne klassifikationsgrad. Og dette er også grunden til, at Edward Snowden selv har forpligtet sig til at tilbageholde offentliggørelse af ​​det meste af det, han kunne have afsløret.

Men hvad der ikke er legitimt, er at bruge et hemmeligholdelsessystem til at skjule programmer, der er åbenlyst forfatningsstridige, såvel i deres bredde som i det potentielle misbrug, de åbner op for. Hverken præsidenten eller Kongressen som helhed kan tilbagekalde det fjerde forfatningstillæg. Og dette er også grunden til, at det, som Snowden har afsløret, hidtil har været hemmeligholdt for den amerikanske befolkning.

I 1975 udtalte senator Frank Church følgende National Security Agency:

»Jeg ved, at der her kapacitet til at gøre tyranniet totalt for alle i Amerika, og at vi må sørge for, at dette agentur, og alle organer, der besidder denne teknologi, opererer inden for lovens rammer og under et passende tilsyn, således at vi aldrig krydser tærsklen til den afgrund, for det er en afgrund, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.«

Det skræmmende scenario, han advarede imod, gik ud på, at USAs efterretningsvirksomhedskapacitet – som i dag har udviklet sig langt udover, hvad der tåler sammenligning med hans prædigitale tidsalder – »på et eller andet tidspunkt kan vende sig imod det amerikanske folk, således at ingen amerikaner vil have noget privatliv i behold.«

Dette er, hvad der er sket nu. Det er det, som Snowden har eksponeret ved at lække disse officielle, hemmelige dokumenter. NSA, FBI og CIA har med den nye digitale teknologi og deres nye overvågingsbeføjelser fået muligheder, som Stasi – det hemmelige politi i det tidligere ’demokratiske republik’ i Østtyskland – knap nok kunne have drømt om. Snowden har afsløret, at den såkaldte efterretningsmiljø har udviklet sig til Amerikas Forenede Stasi-tjenester.

Så altså er vi faldet i Senator Churchs afgrund. Spørgsmålene er nu, om han havde ret eller tog fejl, når han sagde, at der ikke er nogen vej tilbage fra den, og om dette betyder, at et ægte demokrati er blevet umuliggjort. For en uge siden, ville jeg have fundet det svært at argumentere imod en pessimistisk udlægning af disse konklusioner.

Men med Edward Snowden, der har sat sit eget liv på spil for at få disse informationer ud og dermed muligvis inspireret andre – i offentligheden, i Kongressen, hos selve den udøvende magt – med tilsvarende viden, samvittighed og patriotisme nok til at udvise sammenlignelig civil courage, ser jeg en mulighed for en vej op og væk fra afgrunden.

Presset fra en informeret offentlighed mod Kongressen for at nedsætte et bredt undersøgelsesudvalg, der skal se nærmere på afsløringerne fra Snowden og forhåbentlig også andre, kan føre til, at vi igen får stillet NSA og resten af ​vores efterretningstjenester under et virkeligt tilsyn, således at vi sikrer deres tilbageholdenhed og genopretter den beskyttelse, vi alle gerne skulle være garanteret i henhold til rettighedsloven, Bill of Rights.

Snowden gjorde, hvad han gjorde, fordi han erkendte det, som er den sande natur af NSA’s overvågningsprogrammer: en farlig, forfatningsstridig aktivitet. Denne omfattende invasion af amerikaneres og udenlandske borgeres privatliv bidrager ikke til vores sikkerhed. Tværtimod bringer lige præcis de samme friheder, vi søger at beskytte, i fare.

Daniel Ellsberg er pensioneret amerikansk forsker. I 1971 blev han kendt for at lække fortrolige dokumenter vedrørende Vietnamkrigen, de såkaldte Pentagon-papirer, til avisen New York Times

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulf Timmermann

Robert, det er ikke nemt det her, at føre en samtale.

Om du selv anser dig for at dele den moderne, vestlige selvforståelse (som den bl.a. bekendes i neo-konservatismen), om du er et produkt af den eller ej – og hvad jeg mener, du er – gør ingen forskel i den forstand, at det får den ikke til at forsvinde. Som den kommer til udtryk her i Information og mere ”massivt” i Berlingeren, Politiken, JB og DR1 og DR2 o.s.v. Massivt og særdeles udbredt også blandt disse mediers brugere for såvidt det fremgår bl.a. af deres blog-menigheder.

Og, naturligvis som det fremgår på ”det internationale samfunds” store scener, udendørs, og ved festbanketterne under skåltalerne inden døre.

Og nu vi var ved Edward Snowden – var, for hvor blev han af (?) – jeg følger lidt mere end vanligt med i ”South China Morning Post” for tiden, hvor jeg forleden blandt andet faldt over en kommentar, hvor et bl.a. hed:

"How did a nice guy like Obama end up doing all these terrible things? It has less to do with the person, everything to do with the office. As the late French political philosopher Raymond Aron and others have observed, the nature of the US imperial presidency is such that powers and prerogatives, once taken, would not be given up. Effectively, these cumulative powers now include eavesdropping, assassinating, imprisoning and torturing anyone, foreigner or American citizen, deemed a potential threat to US national security. If this is not imperialist power, nothing is".

Skrevet af en af bladets mere fremtrædende medarbejdere, Alex Lo, en Hong Kong kineser. Ja, undskyld jeg citerer en kineser, for det bryder jo med den helt store leg, med en udlægger The Great Game, vi i Vesten leger med resten af verden: ”Vi kan se Jer, men I kan ikke se os”, hedder den.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er en kulturradikal luxemburgisk og marx inspireret venstreorineteret der holder fast i oplysningestiden værdier - og jeg har intet tilfælles med nogen afskygning af konservatisme. Men det betyder ikke for mig at man skal være efterplabrer for nonsens der kommer fra folk der påstår at der er fra ventresiden - eller at man ikke kan læse og lytte til folk på den modsatte side af politik eller endog folk der er religiøse. Der er mange på alle fløje som jeg ikke deler holdninger med

Claus Oreskov

@Morten Pedersen. Jeg har før på denne tråd henvist til den formidable amerikanske journalist Anna Louise Strong, som opholdt sig i Polen under kampene om Warszawa. Hun snakkede med mange af de nøglepersoner, som var en del af dette drama. Derfor er hendes vidnesbyrd i bogen ”Jeg så det nye Polen” uvurderligt ( Man kan også læse denne fantastiske kvindes levnedsløb i bogen: ”Right in Her soul – The Life of Anna Louise Strong” af Tracy B. Strong & Helene Keyssar)
Oprøret i Warszawa 1. august blev fremkaldt at general Bor, efter ordre far den polske eksilregering i London. Eksilregeringens premierminister Mikolajczyk opholdt sig på dette tidspunkt i Moskva. Sovjetmagten havde kort forinden meddelt ham, at man af militærstrategiske grunde måtte indtage Warszawa gennem en omringning (Warszawa var, som en del af en større forsvarslinie for stærkt befæstet til, at kunne blive erobret ved et frontalangreb), og at dette ville tage nogen tid. På et tidspunkt blev forsyningslinierne for lange, samtidig var der hårde kampe på flere fronter, hvilket bevirkede at offensiven gik langsom – man behøvede simpelthen en pause. Bor og den polske London regeringen, valgte at gå enegang af politiske grunde. Plænen var at general Bor skulle tage den politiske såvel, som den militære magt, inden den sovjetiske hær nåede frem. Oprøret blev iværksat uden, at man informerede, de forskellige polske partisan enheder, eller den sovjetiske hær. Inden længe opstod der konflikter mellem forskellige fraktioner indenfor den polske hær, hjemmefront og partisaner. Nogle ville kontakte sovjethæren men de blev isoleret eller skudt. Omvendt kunne sovjethæren ikke sende nogen form for hjælp, så længe de ikke kendte de polske styrkers positioner. Sovjet hæren kunne iagttage, røg og eksplosioner fra de kampe der forgik, men de kunne ikke se hvem, som var tyskere og hvem som var polakker. Englænderne kastede våben ned på må og få, og en del samlede tyskerne op, inden englænderne opgav disse missioner. Hjemmehæren afviste ethvert forsøg på at kontakte den sovjetiske hær. Endelig da 2 polske kvinder sneg sig gennem kloaksystemet, og over til den sovjetisk besatte område, blev hjælpen straks iværksat. Der blev i første hånd nedkastet mad og medicin, og dagen efter fløj over 200 sovjetiske maskiner indover byen og nedkastede over tusind maskinpistoler, tre hundrede antitankkanoner, to hundrede og halvtreds håndmorterer og den fornødne ammunition (over ti nætter). Lige siden har vestens historikere ensidigt kolporterede løgnen om opstanden, og at den sovjetiske hær med vilje ikke støttede oprørene.
PS: Det nye Polen som opstod i kølvandet på solidarnoses forræderi og knæfald for markedskræfterne og profittens frie spil, gentager også denne løgn om opstanden, fordi den underbygger myten om Polen som et offer for kommunismen. Denne myte er renset for historierne om de mange modige polakker som hjælp med at opbygge et socialt retfærdigt og kommunistisk Polen. Vil man vide noget om dette – så læs Anna Louise Strong!

Robert Ørsted-Jensen

Og 'den formidable amerikanske journalist Anna Louise Strong' var en af Stalin's store beundrere. Hun var ikke i Warshave under opstanden eller bare nær den, men opholdt sig i hele denne periode bag de sovjettiske linier og ankom derfor først til bye efter de sovjettiske tropper. Hun skiftede i øvrigt til Mao senere, det gjorde mange gode stalinister jo, og hun døde derfor i Beijing i 1970. Kort sagt - damen var et fjols!

Claus Oreskov

@Robert O Jensen. Som jeg skrev interviewet Anna Louise Strong en bunke nøglepersoner, som selv på forskellige måder deltog i Warszawa oprøret f.eks.: flere officerer heriblandt Zenon, Jean Forbert en kvindelig oprører, Jeworska og Janina Bulcerzak (de to kvinder som famlede sig gennem kloakkerne under de tyske stillinger for at bringe de første budskaber til den sovjetiske hær), general Marion Spychalski, general Wladislaw Korczyk og ikke mindst oberst Szaniawski. Hun kom sammen med den sovjetiske hær, da den rykkede frem i Watszawa og jo kampene forgik stædig sporadisk her og der i byen. Hun fortæller at var brand flere steder.
Anna Louise Strong var et ekstraordinært menneske med en mærkelig skæbne. Under generalstrejken 1919 i Seattle stod hun fast på arbejdernes side og fik på en måde her sit personlige politiske ståsted for livet. (http://www.youtube.com/watch?v=efM5EsZPfbA). Hun emigrerede til Sovjetunionen, og arbejde utrætteligt i forskellige kollektiver og særligt med hjemløse børn. Samtidig opretholdt hun sit journalistiske arbejde. Hun skrev både for New York Times & Pravda. Ligesom hun på Stalins opfordring redigerede, et engelsk sproget magasin for immigranter. Hun mødtes med Stalin ved nogle få lejligheder, men jeg mener ikke at hun specielt beundrede ham mere end f.eks. Churchill eller general Eisenhower gjorde. At hun havde andre præferencer, andre erfaringer og en anden og omfattende viden end dig selv gør jo ikke at hun er et fjols som du postulere. I så tilfælles skulle hele menneskeheden bestå af lutter fjolser!

Henrik Darlie

Robert O Jensen siger:

"Så er landet i øvrigt styret af den bedste demokratiske konstitution der kan købes for penge."

Lande bliver normalt ikke styret af konstitutioner, men af regeringer, og regeringen skal (hvis alt går rigtigt til) regere i overensstemmelse med konstitutionen.
Og det kniber tilsyneladende gelvaldigt for den amerikanske regering at holde sig på måtten, hvad dette angår.
Så det er pudsigt når du siger at den (konstitutionen) er det bedste der kan købes for penge.
For noget tyder på at den ikke har langt igen, måske er den allerede blevet solgt til en bande oligarker.

Ulf Timmermann, Per Torbensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Darlie
du forstår tilsyneladende ikke ironi - eller hvad?

Ulf Timmermann

Robert, bare rolig, du er ikke Last Man Standing, du har 50% af verdens militærbudget i ryggen og verdens ubestridte største våbeneksportør - og verdens største atomvåbenarsenal. Second to none, med andre ord.

Du kalder Anna Louise Strong for et fjols - derfor spørger jeg dig: Har du også et bud på et fjols, der modsat har tjent USA - som netop et fjols? Som en "nyttig idiot", whatever.

Robert Ørsted-Jensen

jeg har nok snarere 80% af alverdens militærbudgetter imod mig - og ja der er masser og har altid været masser af nyttige idioter for de mest vanvittige projekter udtænkt at USA - bare tag Fog R.

Ulf Timmermann

Robert, jeg havde med mit spørgsmål nu ikke ”statsmænd”, der kan stille ”et forsvar” til rådighed for de actions The President of The USA is about to take or have aldready taken, i tankerne.

Anna Louise Strong var journalsit og forfatter, så lad os blot holde os til sådanne, og gerne danske: Kan du nævne blot ét fjols eller en håndfuld eller to fjolse, hele chefredaktioner måske, som altså har optrådt – optræder den dag idag måske ligefrem – som (nyttige) fjolser i forhold til USA?

Robert Ørsted-Jensen

er den en quiz Ulf?

Ulf Timmermann

Selvfølgelig ikke, ikke en quiz, det har derimod noget at gøre med "æbler og pærer", om "at rette bager for smed" - og alt det der. Alt det vi allesammen godt ved.

Sider