Læsetid: 2 min.

Eksperter: Afghanistan-evaluering er skønmaleri

Danmarks evaluering af de seneste 10 års bistand til Afghanistan er alt for positiv, mener flere eksperter, der roser Norge for en ’langt mere realistisk’ vurdering af effekten. Udviklingsministeren afviser kritikken
28. juni 2013

Danmark og Norge har et meget forskelligt syn på, hvad der er kommet ud af de seneste10 års milliardbistand til Afghanistan. Det fremgår af de to landes 10-årsevalueringer. Mens den norske evaluering ikke kan få øje på ét eneste norsk fingeraftryk i Afghanistan, opregner den danske evaluering det ene positive resultat efter det andet. Både danske og norske eksperter mener, at den danske evaluering er et skønmaleri, som passer meget dårligt med virkeligheden i Afghanistan. Ikke mindst negligerer den de korruptionsproblemer, som udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i går annoncerede en styrket indsats mod.

»Det er svært at forstå, at det overhovedet er det samme land, som de norske og danske evalueringer handler om,« siger lektor i international økonomi Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet. Han understreger, at den danske og norske indsats i Afghanistan minder meget om hinanden og derfor burde resultere i mere enslydende evalueringer.

Vicedirektør Arne Strand fra den uafhængige forskningsinstitution Chr. Michelsen Institute i Bergen undrer sig også over forskellen på de to evalueringer.

»Den norske evaluering er langt mere realistisk i sin tilgang til problemerne end den danske,« siger han og bakkes op af Christian Bayer Tygesen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, der kalder den danske rapport for »meget poleret i forhold til den norske, der forholder sig meget mere eksplicit til de problemer, som bistandsindsatsen står over for i Afghanistan«.

Tier om korruption

Eksperterne betegner generelt den norske evaluering som væsentlig mere »ærlig«, »åben« og »anvendelig«, mens den danske evaluering betegnes som »rund«, »diplomatisk« og sine steder direkte »mangelfuld.« Bl.a. hæfter de sig ved den manglende omtale afkorruption i Afghanistan i den danske evaluering.

»Det er ret utroligt, at den danske evaluering ikke omtaler korruptionen med ét eneste ord. End ikke den store korruptionsskandale i den danskstøttede politifond, LOTFA, bliver nævnt,« siger Arne Strand med henvisning til Informations artikler om sagen. I den norske evaluering beskrives korruptionen som »den største forhindring for en effektiv bistandsindsats i Afghanistan«.

Udviklingsminister Christian Friis Bach afviser kritikken fra de tre eksperter.

»Der er ikke tale om et skønmaleri,« siger han. »Evalueringen er f.eks. kritisk over for, hvad vi har opnået m.h.t. god regeringsførelse og kritiserer også vores støtte til hjemvendte flygtninge,« siger han og understreger, at rapporten er lavet af uafhængige konsulenter. Han er dog enig i, at evalueringen »burde have lagt mere vægt på korruptionsproblemet«.

Dokumentation

Den norske evalueringsrapport:

Den danske evalueringsrapport:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Darlie
Henrik Darlie anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ministeren er dog enig i, at evalueringen »burde have lagt mere vægt på korruptionsproblemet«.

Korruption følges med magtfordrejning, nepotisme, bestikkelse, underslæb og dokumentfalsk, og er yderst ødelæggende for regeringsførelsen og demokratiet i et land - men lige netop i Afghanistans tilfælde tror jeg det er et af de mindre problemer.

...men er det sådan at Norge har tænkt sig at blive i landet og hjælpe?

Regeringen har tilsyneladende en skjult dagsorden.
Både her og i spørgsmålet om indsatsen i Syrien, hvor vi ikke skal følge vores sædvanelige partnere, ønsker regeringen at stoppe den offensive politik - og spare de penge !
Det kan vi så mene om, hvad vi vil. Men er det folketingets mening, så sig det rent ud, i stedet for disse pseudo begrundelser.

Peter Pedersen

Det er jo nemt nok og sidde på sit kontor i KBH eller Oslo og fremkomme med en populistisk teori om, at det hele DANIDAs civile bistand er noget l…

Naturligvis har tågehornene, i S, RV og SF- juntaen, der hele tiden har vrælet op om en bestemt exit-dato for Afghanistan-indsatsen som udtryk et egentligt succeskriterium,
da ret i, at når exit-datoen overholdes - uanset hvad - er det en succes.

Naturligvis er det da nu vigtigt for dem at forsøge at sandsynliggøre, at de havde ret. - selvom datoen efter alt at dømme er sat 2-5 år for tidligt - og udelukkende ud fra et par kast med en dartpil i Obamas valgkontor.

Dertil kommer, at Chr. Friis Bach jo er den mest sleske, intetsigende sælgertype på den ministerpost i flere generationer, men reelt har DANIDAs evalueringer af deres arbejde i noget land jo ALDRIG være anvendelige til noget som helst.

Der er dog næppe tvivl om, at Helmand provinsen er mere veldreven, end de fleste andre provinser, men et rimeligt realistisk billede kan findes på PRT Helmands hjemmeside (klik på billederne)

http://www.helmandprt.com/progress-transition-in-helmand/
og udenrigsministeriets evaluering af DKs / UK opnåede resultater i forhold til planen for Helmand 2011-12

: http://dkiafghanistan.um.dk/da/news/newsdisplaypage/?newsID=462C9382-5F9...

Og DANIDA oplyser :

http://afghanistan.um.dk/en/danida/

.. hvor man desuden kan se et foto af et meningsløst Jobcenter-inspireret beskæftigelses-projekt, betalt af en dansk NGO – det pengespildende, totalt inkompetente DACAAR :

http://afghanistan.um.dk/en/danida/danish-ngo/

Nic Pedersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

"Eksperterne betegner generelt den norske evaluering som væsentlig mere »ærlig«, »åben« og »anvendelig«, mens den danske evaluering betegnes som »rund«, »diplomatisk« og sine steder direkte »mangelfuld.« "

Hvis disse 'eksperter' ikke selv var et kulturprodukt af samme 'runde', 'diplomatiske' og 'mangelfulde' tilgang, kunne man have håbet på at de havde turdet andet end at fremkomme med vage antydninger af kritik, pakket ind i eufemismer, omsvøb og frygt for at støde nogle på parnasset.

Måske ville en mere korrekt og forståelig kritik af den danske evaluering ganske enkelt være fremkommet ved at vende de karakteristika, der anvendes til at betegne den norske evaluering, på hovedet? Hvis 'eksperterne' mener, at den danske evaluering fremstår som 'uærlig', som et udtryk for en kultur præget af lukkethed, fortielser og tabuer, som et udtryk for en kultur hvor kendsgerninger forties og erstattes af digterisk demagogi, hvad så med at sige netop dét?

Men det er vel dét, der kendetegner mekanismerne bag hvem de erklærede, såkaldte 'eksperter' er? Prædikatet 'ekspert' gives vel alene til de, der er så tamme og lamme, at de aldrig kunne finde på offentligt at snerre ad det system, der fodrer dem.

Niels Duus Nielsen, Per Jongberg, Henning Pedersen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Hele projektet er mere eller mindre et skønmaleri fra start til slut,
for at dække over et ufattelig resourcespild menneskeligt og økonomisk.

Men den konklusion skulle den enkelte skatteborger i deltagerlandene nødigt nå frem til, så kunne det jo være at de involverede politikere skulle stå til ansvar.

De vil de helst ikke, så hellere male lidt videre med den samme skønne palet, indtil det hele er overstået.

Og derfra så se fremad, naturligvis.

Niels Duus Nielsen og Henning Pedersen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

"Prædikatet 'ekspert' gives vel alene til de, der er så tamme og lamme, at de aldrig kunne finde på offentligt at snerre ad det system, der fodrer dem."

Desværre nej.

Hvis man ser på hyppighed og anvendelse af "Ekspert:...", så står det endnu værre til!

"Ekspert" synes på (ny)mediesprog at betyde; hvem som helst, der kan lokkes til en udtalelse, der er brugbar som overskrift (uanset personens kompetence eller relevans).

Heinrich R. Jørgensen og Henning Pedersen anbefalede denne kommentar
Peter Pedersen

Lige præcis, Heinrich.

Det sædvanlige tåbelige text-tv ævl fra mikrofonstativet, Ritzau / Information,
uden nogen har stillet et eneste uddybede spørgsmål, om KONKRET hvilke rapporter, det drejer sig om,
og på hvilke punkter, "eksperten" nu mener, at rapporten er et "skønmaleri" hhv. fsva den norske mere retvisende.

Faktisk er der meget stor geografisk afstand og enorm faktisk forskel mellem det nu tidligere norske ansvarsområde i nord, og det danske i Helmand i syd,
så det er faktisk yderst relevant at få afklaret, om de to forhold i det hele taget kan kan sammenliges - direkte og uden forbehold.

Heinrich R. Jørgensen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

At medier betegner nogle som 'ekspert' og lytter alene til sådanne, er ét stort, holdkæft bolche til den store hob, der ikke er værd at lytte til, og som derfor heller ikke bør forsøge at tænke selv.