Nyhed
Læsetid: 2 min.

EU og USA krydser klinger om datasikkerhed

Europæiske politikere frygter, at USA vil bruge de kommende forhandlinger om en stor transatlantisk frihandelsaftale til at gennemtvinge en svækkelse af den europæiske databeskyttelse
Udland
17. juni 2013

Der må ikke holdes storudsalg, når det drejer sig om at beskytte de europæiske borgeres private fred gennem data-beskyttelse. Sådan advarer flere europæiske politikere efter den seneste afsløring af, hvor meget de amerikanske efterretningstjenester gennem det såkaldte Prism-program bruger internettjenester som Google, Facebook og Amazon til at udspionere borgere i andre lande.

EU må i de kommende forhandlinger med USA om en stor transatlantisk frihandelsaftale stå benhårdt fast på, at USA ikke får gennemtvunget en sænkning af det høje databeskyttelsesniveau, som EU-landene netop i øjeblikket forhandler internt om, hedder det.

»Det står nu helt klart, hvor afgørende spørgsmålet kan blive i den kommende handelsrunde,« siger den tyske EU-parlamentariker Jan Philip Albrecht. Han er leder af Europa-Parlamentets forhandlinger om det nye direktiv om datasikkerhed, som blev fremlagt sidste år.

Direktivet vil blandt andet indebære, at EU’s borgere kan kræve deres data fjernet fra internetsider og dermed bremse den stadig større brug af kommerciel lagring af data. Hvis internetfirmaer bryder de nye regler, kan EU-Kommissionen udstede bøder på op til fire procent af deres omsætning, hedder det også i forslaget.

De store amerikanske internet-koncerner samt Microsoft og Apple er bekymret for deres omsætning i Europa, hvis EU strammer data-reglerne. De lobbyer kraftigt hos den amerikanske regering for at den til at inkludere det i de kommende handelsforhandlinger.

EU’s justitskommissær Viviane Reding mødtes fredag med sin amerikanske modpart, Eric Holder, for at drøfte følgerne af skandalen om de amerikanske efterretningstjenesters virksomhed i Europa. Her gik USA med til en aftale om at afdække sagens omfang i en ny fælles ekspertgruppe.

»Vi må genoprette borgernes tillid til brugen af internet. Det er afgørende for den digitale økonomi,« sagde justitskommissæren.

USA håber at kunne holde den pinlige sag af bordet, når de store industrilande i dag indleder deres G8-topmøde i Nordirland. Men forbundskansler Angela Merkel vil tage spionagesagen op med den amerikanske præsident, når Barack Obama senere på ugen besøger Berlin, siger hendes talsmand.

Under sin rundrejse i Europa ventes Obama også at blive mødt af demonstranter, der allerede har omskrevet hans gamle valgkampslogan fra »Yes we can« til »Yes we scan«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

- "USA håber at kunne holde den pinlige sag af bordet, når de store industrilande i dag indleder deres G8-topmøde i Nordirland".

Det bliver nok lidt svært:

http://www.guardian.co.uk/uk/2013/jun/16/gchq-intercepted-communications...