Læsetid: 3 min.

Gennembrud i hormonforskning giver håb om bedre fertilitetsbehandlinger

En kvinde behandlet med det naturligt forekommende hormon kisspeptin, som stimulerer ægproduktion, har født et sundt barn
19. juni 2013

Den første baby født af en kvinde, som har modtaget behandlinger med et naturligt forekommende hormon i stedet for fertilitetsmedicin, giver håb om mere sikre IVF-behandlinger i fremtiden, mener forskere.

Babyen, en sund dreng på 3,3 kg, blev født i april. Hans mor var med i et forsøg iværksat af Hammersmith Hospital og Imperial College i London. Forsøget går ud på at sikre, at hormonet kisspeptin er i stand til at stimulere æggestokkene og modne æggene lige så effektivt som de kendte medicinske behandlinger.

Håbet er, at kvinder kan undgå risikoen for OHSS, et potentielt livstruende syndrom, hvor æggestokkene bliver overstimuleret. Selv om relativt få kvinder bliver ramt af denne komplikation – omkring fem pct. får syndromet i mild grad og én pct. i svær grad – bliver de hårdest ramte meget syge og skal tilbringe mellem to og seks uger på hospitalet. Kvinder i højrisikozonen er dem, der har lidelsen polycystisk ovariesyndrom.

Ingen medicinalvirksomheder har været involveret i den nye forskning, fordi der af indlysende årsager ikke er et stort marked for behandlinger. Studiet var i stedet finansieret af det medicinske forskningsråd og National Institute for Health Research.

»Vi har vist, at kisspeptin kan anvendes effektivt på patienter, som gennemgår IVF-behandlinger, for på en mere naturlig måde at stimulere den udskilning af reproduktive hormoner, som skal til for at skabe et sundt barn,« siger professor Waljit Dhillo fra Imperial College London, som stod i spidsen for forskningsprojektet

»Studiets resultater er meget opmuntrende, og selv om vi primært ser på kvinder i højrisikozonen for OHSS, viser forsøget, at kisspeptin muligvis kan bruges i alle IVF-behandlinger som et mere naturligt alternativ.«

Normale æggestokke

Geoffrey Trew, rådgiver i reproduktiv medicin og kirurgi ved Hammersmith Hospital, siger: »Vi er fantastisk glade for, at dette forsøg har resulteret i et sundt drengebarn. Hvert år bruger tusinder af par i Storbritannien IVF-behandlinger, og hvis vi på længere sigt kan fjerne risikoen for OHSS ved hjælp af det naturligt forekommende hormon kisspeptin, kan vi forhåbentlig hjælpe endnu flere kvinder og gøre behandlingerne sikrere. Dette er et meget opløftende gennembrud.«

Forsøgsresultaterne blev fremlagt på Endocrine Societys konference i San Francisco. 30 kvinder har fået kisspeptin, og hos 29 af dem resulterede det i ægproduktion. 28 udviklede sig til fostre og 11 kvinder var gravide, 12 dage efter fosteret var blevet sat op.

Forsøget omfattede kvinder, som ikke havde risiko for OHSS, for at teste, om hormonet virker lige så effektivt som standardmedicinen.

»De udvalgte kvinder har normale æggestokke,« siger Trew. »De tilhører ikke den gruppe, vi mener, behandlingen skal komme til gode.« Nu skal der udføre et nyt forsøg med kvinder i risikozonen.

Kisspeptin er mere sikkert, fordi det er et naturligt forekommende hormon, der stimulerer kroppens produktion af reproduktive hormoner. HCG, det stof, man normalt bruger til at stimulere ægproduktion, fremstilles også naturligt, men kun af gravide kvinder. Dets effekt kan desuden til tider være for stærk.

Richard Fleming, videnskabelig leder af Glasgow Centre for Reproductive Medicine og tidligere formand for the British Fertility Society, siger, at selv hvis man lettere kunne udpege de kvinder, som befinder sig i OHSS-risikozonen, ville der stadig være brug for en sikrere behandling – blandt andet fordi ikke alle kvinder, der bliver ramt, umiddelbart synes at ligge i risikozonen.

 

Sarah Boseley er sundheds-redaktør på The Guardian

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu