Læsetid: 4 min.

Internetfirmaer advarer mod britisk internetovervågning

De britiske planer om øget overvågning på internettet afvises af verdens fem største internetvirksomheder, som værende for dyrt og »stærkt problematisk«
Den britiske indenrigsminister, Theresa May, er kommet i skudlinjen, idet hun vil have udenlandske udbydere til at overvåge alle britiske borgeres internettrafik. De globale spillere som Google og Yahoo afviser, at gå ind på hendes forslag. Avisen The Guardian har opsnappet en kopi af nogle dokumenter om fortrolige drøftelser mellem internetbranchen og det britiske indenrigsministerium.

Jeff Overs

3. juni 2013

De fem største internet-virksomheder i verden, deriblandt Google og Facebook, sender nu en slet skjult advarsel til den britiske indenrigsminister, Theresa May, om, at de ikke ønsker at deltage som frivillig samarbejdspartner i det såkaldte ’snushane-charter’ (snooper charter)

I et lækket brev til indenrigsministeren, der også er underskrevet af Twitter, Microsoft og Yahoo, erklærer ’de fem store’, at indenrigsministerens omarbejdede forslag om indførelse af teknologi, der kan spore alles brug af e-mail, internet og sociale medier både vil blive »for dyrt at implementere og er stærkt problematisk«.

Den private brev, som The Guardian har opsnappet en kopi af, er en del af en serie af endnu fortrolige drøftelser mellem internetbranchen og det britiske indenrigsministerium.

Brevskriverne hævder, at Mays ’grundpræmis’ for at formulere et nyt påbud om datalagring, som vil pålægge oversøiske internetvirksomheder at gemme personlige data for alle deres brugere i Storbritannien i op til 12 måneder, kan få »potentielt alvorlige følger«.

De førende amerikansk internet-virksomheder meddeler endvidere indenrigsministeren, at den af hende foreslåede datakommunikationspakke til 1,8 mio. pund vil true Storbritanniens position som førende digital nation og være en trussel mod ytringsfrihed på nettet verden over.

At sikre internetgiganternes samarbejdsvilje er afgørende for, at Mays datakommunikationsprojekt kan blive en succes. Disse it-giganter advarer imidlertid om, at dette projekt risikerer at afstedkomme en ’kaotisk verden’, hvor hvert enkelt land søger at pålægge virksomheder indbyrdes modstridende krav på følsomme områder såsom indsamling og opbevaring af personoplysninger.

De hævder også, at det foreslåede tiltag vil true internettets åbne karakter, herunder dets tilgængelighed for enhver, som har koblet sig på det – og undergrave deres muligheder for at kunne tilbyde verdensomspændende service til virksomheder, der arbejder inden for deres nationale jurisdiktions legale rammer.

Forslag med mange risici

Den private brev er dateret den 18. april. Dengang var den britiske regeringskoalitions strid om, hvorvidt lovforslaget skulle nævnes i dette års udgave af dronningens tale på sit højeste. Lederen af Liberal Democrats, Nick Clegg, blokerede for det nogle dage senere, men efter terrordrabet på en soldat i forstaden Woolwich har både May og forsvarsminister Philip Hammond krævet, at det bliver genoptaget.

Selskaberne erklærer, at nok er de rede til at foretage ’rimelige tilpasninger’ til lokale problemer og lovkrav, men det, den britiske regering foreslår, går meget længere.

»Vi vil ikke have, at der skal herske nogen tvivl om, med hvor stor betænkelighed vi ser på ideen om, at den den britiske regering vil forsøge at pålægge virksomheder bestemte krav i forbindelse med tjenester, der udbydes af netudbydere uden for Storbritannien,« hedder det i brevet.

»Internettet er stadig en relativt ung teknologi. Det giver enorme fordele for mennesker overalt og er en markant drivkraft for økonomisk og social udvikling. Storbritannien har med rette positioneret sig som en førende digital nation.

»Der er lige så store risici forbundet ved at lovgive for tidligt inden for et område, der er i så rivende udvikling, som det er ved at lovgive for sent.«

Krænker privatlivets fred

Internettetbranchens brev blev sendt til minister May, efter at denne repræsentanter havde modtaget fortrolig orientering fra indenrigsministeriets embedsmænd om hendes reviderede forslag – den reviderede udgave skulle imødegå indsigelser fra et fælles parlamentarisk kontroludvalg om, at en sådan lov »ville krænke britiske borgeres privatliv«.

Selskaberne redegør også for den alternative tilgang til udvidelse af de eksisterende ordninger med henblik på at imødekomme anmodninger om personoplysninger fra politi og sikkerhedstjenester, herunder et nyt bilateralt britisk-amerikansk initiativ med henblik på at gøre processen hurtigere og mere effektiv.

De hævder, at dette vil være mere effektivt og mindske behovet for ny lovgivning, der både vil være dyr at føre ud i livet og meget omstridt.

Inderigsministeriet har altid givet udtryk for, at det håber at få de vigtigste internetselskaber, såsom Facebook og Google, med i et samarbejde om at udlevere følsomme personoplysninger om britiske brugere, således at bestemmelserne i ’snushane-chartret’ kan opfyldes.

De britiske ministre har hidtil afvist at præcisere, hvordan de ville tvinge disse selskaber til at udlevere data, men embedsmænd har bekræftet, at det overvejes i ekstreme tilfælde at bruge sonder – også kendt som ’sorte bokse’ – der kan opsnappe disse data fra udenlandsk baserede tjenester, når de passerer gennem britiske kommunikationsnet.

I sit ugentlige telefonprogram på den lokale radiostation LBC sagde Nick Clegg torsdag, at hans beslutning om at blokere for lovforslaget med henvisning til, at det var »uhåndterligt og ude af proportion«, til dels bygger på oplysninger fra Facebook og Google, ifølge hvilke centrale dele af det, som foreslås, ikke vil kunne fungere i praksis.

»Branchen ... hvis samarbejde vi må forlade os på, hvis vi skal få fat på individer, der har ondt i sinde, sagde helt åbent, at det ikke var brugbart i sin nuværende form,« sagde den britiske vicepremierminister, Clegg.

»De sagde, at intet andet land i verden har indført dette, og at intet andet demokrati i verden kunne finde på at gøre det. Det ville skabe en slags farlig præcedens, som mindre liberale regimer med svagere retsprincipper kunne lade sig inspirere af.«

Indenrigsministeren sagde i weekenden, at adgang til kommunikationsdata er afgørende for de retshåndhævende myndigheder. Hvis efterretningstjenesterne skal kunne gøre deres arbejde, må de have »de fornødne værktøjer« til at bekæmpe kriminalitet, herunder pædofile og terrorister, tilføjede hun.

I en erklæring fra indenrigsministeriet tidligere på ugen hed det: »Regeringen vil fortsat se på, hvordan vi sammen med udbyderne af kommunikationstjenester kan håndtere dette spørgsmål. Dette kan involvere lovgivning.«

©The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

(...) overvågning af britiske brugere.

I virkeligheden, menes der vel kritiske brugere...

Ib Christensen, Per Torbensen og Henrik Darlie anbefalede denne kommentar
Henrik Hansen

Det klinger forkert at regeringer strammer op mht hvad de vil offfentliggører, samtidig ønsker de fuld kontrol over borgerens korrespondance og færden i det hele taget.

Ib Christensen

Og så vil de have opbakning til det ved at nævne pædofile og terrorister. Men ikke et ord om internet svindlere, hackere, landsforrædere og korruption.