En intervention kan forhindre, at borgerkrigen i Syrien sætter hele regionen i brand

James Traub er kommentator ved Foreign Policy Magazine og forfatter til bl.a. ’The Freedom Agenda: Why America Must Spread Democracy (Just Not the Way George Bush Did)’, 2008

– Bør det internationale samfund efter din mening skride til militær intervention i den syriske konflikt?

»Efter min mening, ja. Vi har nået en fase, hvor ingen anden form for intervention – hverken diplomati, strammere sanktioner eller noget andet, man kan forestille sig – vil kunne rykke afgørende ved situationen. Reelt står valget altså mellem at gribe til en militær aktion eller gøre intet. Intet at foretage sig vil i første omgang betyde, at vi fastholder og forhaler et militært dødvande, og at vi følgelig forlænger syrernes ubeskrivelige lidelser. Og nu da Hizbollah, Iran og måske også Rusland har forpligtet sig til at støtte Damaskus, vil det på længere sigt betyde, at Assad fastholdes ved magten. Kan vi ikke leve med det slutresultat – og det har præsident Obama jo klart sagt, at vi ikke kan – må andre magter handle for at tippe den militære balance. Medmindre vi da vil sige, at vores frygt for at se islamister og jihadister få kontrol med Damaskus i mellemtiden er blevet så meget større, at vi i sidste ende foretrækker Assad.«

– Hvordan skal en sådan militær intervention foregå?

»Som minimum må Europa, USA og Tyrkiet sørge for at nægte det syriske luftvåben adgang til luftrummet over i al fald den nordlige del Syrien. Det kan ske ved hjælp af missilbatterier med base i Tyrkiet og ved kampfly-missioner i den nordlige del af landet. (Det vil dog næsten helt sikkert ikke være alle NATO-lande, der vil medvirke.) En flyveforbudszone, der omfatter hele landet, tror jeg derimod ikke ligger i kortene. USA og andre vestlige aktører må endvidere supplere Golf-staternes indsats for at bevæbne oprørerne. Det skal ske efter en nøje vurdering af de enkelte oprørsenheders observans i koordination med Syriens Nationale Koalition.«

– Hvad vil efter din vurdering være det værste scenarie, vi risikerer ved at intervenere militært?

»Beklageligvis vil en intervention formentlig blive langt mindre effektiv, end den kunne have været for et år siden. Hvad værre er: Da Assad stadig tror på, at han kan vinde, kan en intervention få ham til at eskalere volden yderligere ved at udbrede den til også Libanon, Jordan og måske Golan-højderne. I så fald kan irakiske sunnimilitser se sig nødsaget til at gå med på, hvad de vil opfatte som et omfattende regionalt sekterisk opgør. Herved kan Iran blive trukket endnu dybere ind kampen. Kort sagt kan Syrien blive arnestedet for et alternativt arabisk forår: Ikke en kamp mellem ’folket’ og tyranniske herskere, men mellem sunnier og shiitter. Problemet er, at dette scenarie også kan blive virkelighed, hvis vi intet gør. Så det internationale samfund må beflitte sig på at afværge det ved et aktivt indgreb snarere end bare at håbe på det bedste (eller det mindste onde).«

– Umiddelbart lyder det som et plausibelt scenarie, men vi ved også, at loven om de utilsigtede konsekvenser hurtigt kan omkalfatre situationen på slagmarken. I Irak håbede man, at udmattelse på begge sider – og USA’s tilbagetrækning – ville få borgerkrigen til at ebbe ud. Det er ikke sket.

»På den ene side overvejer Obama-regeringen en eller anden form for flyveforbud. På den anden side hører man troværdige beretninger om, at han ikke vil eskalere USA’s indblanding, medmindre Assad er idiot nok til at angribe Israel. Min formodning er, at Det Hvide Hus vil forsøge at tvinge Assad til at ændre på sit regnestykke ved at tippe den militære balance. Men selv den strategi har en mindre chance for at lykkes end for blot et par måneder siden. Det virker efterhånden indlysende, at dagens Libyen er det rene barnemad sammenlignet med Syrien efter Assad. I bedste fald vil Syrien blive delt – man vender tilbage til situationen under det osmanniske rige.«

– Er det ikke Obamas dilemma, at en amerikansk militær intervention vil trække USA og NATO ind i en sekterisk borgerkrig, hvor både shiitter og sunnier vil bruge den amerikanske militære tilstedeværelse som et påskud til at undgå at tage ansvar for deres handlinger? Borgerkrige ophører, når begge parter er udmattede. Intervention udsætter det tidspunkt.

»Er en krig mellem shiitter og sunnier, som vi begge forventer, uundgåelig? Har den altid været uundgåelig? Hvis det er vores forudsætning, har der aldrig været nogen god grund til at handle. Jeg mener, det er en fejltagelse at betragte sådan en katastrofe som uundgåelig. Udenforstående bør ikke intervenere, blot fordi det er forkert at forholde sig passiv; de bør gribe ind, fordi det skaber en mulighed for et mindre katastrofalt udfald. Herefter kan man spørge, hvor svært det bliver at bevare kontrollen med interventionen. Dersom udviklingens logik tvinger dig til at vælge en åbenlys ødelæggende strategi – i dette tilfælde indsættelse af landstyrker – bør man fravælge den løsning. Men jeg tror ikke, det vil ske i Syrien.«

»Man kan selvfølgelig altid håbe på at kunne kontrollere udviklingen efter at have involveret sig militært. Men det tilsyneladende undgåelige har det med blive det uundgåelige i krige. Det er Obamas dilemma.«