Baggrund
Læsetid: 8 min.

Det er lettere at udvandre end at blive

Letland har som det eneste EU-land gennemlevet et genopretningsprogram, efter at EU og IMF i 2009 afværgede en statsbankerot med et lån svarende til en tredjedel af landets BNP. Prisen har været høj: 200.000 letter – primært unge – er udvandret, lønningerne er styrtdykket, og ledigheden er fortsat høj. Information har besøgt dem, der valgte at blive
Lotte Tisenkopfa har etableret virksomheden Madara, der producerer økologisk kosmetik og eksporterer til 25 lande, men også sælger godt i Letland. ’Krisen har gjort folk mere kvalitetsbevidste – Riga er blevet mere ung, kreativ og økologisk bevidst’, siger Lotte Tisenkopfa.

Tine Sletting

Udland
1. juli 2013

Det siges, at en succesrig lettisk mand i løbet af sit liv skal plante et egetræ, dræbe en slange og opfostre en søn. Men efter finanskrisen i 2008 bragte landet tæt på statsbankerot, arbejdsløsheden tæt på 20 procent og fik 10 procent af befolkningen til at gå i eksil – på jagt efter job i andre EU-lande – har ordsproget fået en tilføjelse. En rigtig mand skal nu også have arbejdet i Irland, joker befolkningen.

21-årige Arturs Blumbergs er imidlertid fast besluttet på ikke at leve op til ordsprogets seneste tilføjelse. Trods store problemer med at finde arbejde siden han sidste år afsluttede sin universitetsuddannelse i erhvervsrevision, har den unge mand, som Information møder på en café i Riga, ikke som så mange af sine jævnaldrene landsmænd tænkt sig at søge lykken i et andet EU-land.

»Jeg overvejede at rejse ud, og en af mine venner i Holland sagde, at han kunne hjælpe mig med at finde et job der. Men jeg vidste, at det ville være et job under mit kvalifikationsniveau, så det ville være spild af tid,« forklarer Arturs Blumbergs, som er fast besluttet på at finde et job inden for det område, han har uddannet sig i – og helst i hjembyen Ventspils, en gammel havneby ved udløbet af Ventafloden.

Katrina Killa, ligeledes 21, har i fire måneder ledt efter et job som jurist uden held. Men som Arturs nægter hun at slutte sig til de 200.000 letter – 80 procent af dem er under 35 år – der har benyttet sig af arbejdskraftens ret til fri bevægelighed siden EU-medlemskabet i 2004. Hun mener, at mange af hendes jævnaldrene har givet op uden kamp.

»Ungdommen i Letland er ikke perfekt. Hvis ikke de kan finde et job, forlader de bare landet. Det er et levn fra Sovjettiden. Vi er ikke vant til at råbe op – det er lettere at løbe væk. Det er en stille protest,« siger den unge kvinde, der omvendt selv har valgt at blive og højlydt gøre opmærksom på sig selv.

Som del af et globalt netværk af Youth Advisory Councils – ungdomsråd – har hun mødtes med repræsentanter for regeringen og landets erhvervsorganisationer for at presse dem til at gøre mere for at skabe job- og praktikmuligheder for landets unge.

»Jeg har overvejet at rejse til udlandet, men jeg elsker på en eller anden måde mit land for højt. Det er kun 22 år siden, vi fik vores uafhængighed, og jeg vil være med til at opbygge landet og vores demokrati. Hvis bare jeg kan få lov,« siger hun ærgerligt over en cappuccino.

»Jeg er ret fornærmet over ikke at have fået chancen endnu. Det er meget frustrerende,« tilføjer hun og fremlægger et detaljeret, håndtegnet diagram over, hvordan hun mener, at stat, arbejdsgivere, uddannelsessystem og de unge selv alle bør være parate til at gøre en ekstra indsats for at løse problemet.

Krisen

Artur Blumbergs og Katrina Killas fremtidsudsigter er imidlertid knap så dystre som for blot få år siden. Ledigheden i Letland er i dag nede på 12,4 procent og forventes at falde til 10,9 procent ved udgangen af 2013. Det er næsten en halvering i forhold til 2008-9, hvor landets overophedede økonomi – der hvilede på lånte penge som flød ind i landet i kølvandet på EU-medlemskabet – kollapsede efter Lehman Brothers’ krak.

»Arbejdsløsningen steg fra seks procent til over 20 procent på næsten ingen tid. Så det er den barske måde, hvorpå en ’intern devaluering’ virker,« forklarer danske Morten Hansen, leder af økonomiafdelingen på Stockholm School of Economics i Riga med henvisning til den lettiske regerings valgte krisestyringsredskab.

Frem for at devaluere landets valuta, lat’en, insisterede den lettiske regering på at holde fastkurspolitikken, hvor lat’en er bundet til euroen – et krav for fremtidigt medlemskab af møntunionen. Konsekvensen af de krav, der fulgte med en lånepakke fra IMF og EU på omkring 30 procent af landets bruttonationalprodukt, blev voldsomme nedskæringer, lønnedgang og ledighed.

»For at konsolidere den offentlige sektor, skar man 25 procent over hele linjen. I den private sektor kunne man ikke skære 25 procent, så der kom besparelserne indirekte: Når der er høj arbejdsløshed, beder man ikke om lønforhøjelse, og hvis chefen mener, at man bør gå ned i løn, siger man nok ja tak,« forklarer Morten Hansen og tilføjer, at en af konsekvenserne har været »en massiv udvandring«.

Ramte kriseånden

Netop de faldende lønninger, som ellers ifølge Hansen var steget med 35 procent i årene op til kollapset, har imidlertid også været med til at give unge iværksættere gode vilkår.

30-årige Lotte Tisenkopfa startede sammen med tre andre kvinder det lille økologiske kosmetikfirma Madara – det første af sin slags i Letland – et par år før krisen. Frem for at blive knust af det pludselige fald i folks købedygtighed har den lille virksomhed formået at udvide sin produktserie fra fire til 40 produkter. Virksomheden har i dag 41 personer ansat og omsætter for knap to mio. euro om året i Letland og 25 andre lande. Lotte Tisenkopfa erkender, at en af grundene til at virksomheden har haft mulighed for at vokse er, at produktions- og udviklingsomkostningerne er så lave i Letland.

»Vi bruger primært lokale planter i vores produkter, men der findes ikke så megen videnskabelig research om nordiske planter, så vi er nødt til at foretage al research selv. Det er dyrt, og hvis vi var i Danmark, ville vi sikkert ikke have råd til at foretage analyserne. Det er kun, fordi vi arbejder sammen med de lokale universiteter, at vi kan gøre det. Det er en af fordelene ved at få tingene produceret i Letland,« forklarer den unge kvinde, mens hun viser produktionsfaciliteterne i bygningens underetage frem.

En praktikant fra Frankrig er ved at analysere en gennemsigtig substans i et lille laboratorium ved siden af et pakkerum, hvor en gruppe ældre damer pakker hvidgrønne tuber i æsker og tjekker, at sidste salgsdato står tydeligt på hver enkel tube. Gennem et hul i muren ses en stor metalsilo og en emballagemaskine.

Oprindeligt vidste Lotte Tisenkopfa intet om de planteekstrakter, der nu ligger i dunke og poser i lagerrummet. Selv havde hun læst erhvervsstudier og japansk på universitetet. Men det var under et studieophold i Japan, hvor der er stor interesse for kosmetik, at hun blev interesseret i at udvikle et økologisk produkt efter at have fået allergi af en creme. Da hun fandt ud af, at der ikke fandtes nogen økologiske produkter i Letland, begyndte hun at eksperimentere og lave sine egne cremer og blogge om sine erfaringer. En interesseret læser foreslog hende at mødes, og sammen fik de den tanke, at andre lettiske kvinder måske også længtes efter mere naturlige produkter.

»Vi var sikre på, at folk ville kunne lide det økologiske. Med vores travle byliv har vi ikke længere kontakt med naturen, og det var den forbindelse, vi ønskede at genoprette,« siger hun og forklarer, at krisen på en pudsig måde har spillet godt sammen med firkløverets produkter.

»Krisen har gjort folk mere kvalitetsbevidste – de vil have mere bæredygtig og sund mad og rene produkter. Der er et ønske om en mere simpel livsstil med fokus på, hvordan fritiden tilbringes, og på hvilke produkter og fødevarer du køber. Riga er blevet mere ung, kreativ og økologisk bevidst,« mener Lotte Tisenkopfa.

Med et smil fortæller hun også, at faldet i huspriser på omkring 70 procent som følge af krisen har betydet, at virksomheden har fået råd til butikker på tre »hotspots«, ligesom der er dukket mange nye kreative atelierer og cafeer op i byen.

Prisen

Trods solstrålehistorier som denne, er der imidlertid ingen tvivl om – siger Morten Hansen – at krisen har haft en »stor og brutal indflydelse på mange menneskers liv«.

Men samtidig har medicinen trods alt ført til, at den lettiske økonomi nu er stabiliseret, ubalancerne i økonomien er elimineret, processen frem mod EU-medlemskab forløbet planmæssigt, der er igen vækst – sidste år på 5,6 procent – og ledigheden er faldet.

»Når man vender mønten om, så har det altså virket. Alle kriterier i IMF’s og EU’s program er opfyldt. Men det har været en barsk omgang at komme igennem for nogle,« siger fortæller Morten Hansen fra sit kontor i institutionens smukke lokaler i Riga midtby, hvor han har holdt til siden 1997.

»Det her er en succes i den forstand, at landet undgik at gå bankerot. Det var altså meget tæt på i 2008. Hvis ikke det havde fået lånet fra EU og IMF, havde det været bankerot som det første. Men der har været noget collateral damage på vejen, og det er den negative side af det. Men at alt ville have været rosenrødt, hvis landet havde valgt en devaluering er heller ikke korrekt. Det var valget mellem pest eller kolera, og de valgte så pesten, og jeg synes, at pesten var bedre end koleraen,« siger han.

Imidlertid har krisestyringen skabt et problem. For på trods af at migrationen har været med til at lette det hjemlige pres på de offentlige finanser og kampen om de få job, så vil landet få et problem på sigt, hvis ikke det lykkes at lokke nogle af de mange emigrerede letter hjem igen. Ifølge økonomiministeriets egne prognoser risikerer befolkningen at falde til 1,6 mio. i 2030, hvis ikke nogle af dem, der er rejst ud, kommer hjem igen.

»Man forsøger i økonomiministeriet at lave planer for, hvordan man kan få folk til at flytte tilbage, for på et eller andet tidspunkt vil man komme til at mangle skatteindtægter. Det er folk i den arbejdsdygtige alder, der rejser, så på et tidspunkt vil det her komme til at ramme landet som en forhammer,« forklarer Hansen. »Letland har også en af de laveste fødselsrater i hele EU, så det er nogle meget små årgange, vi ser nu. Der vil være relativt få i arbejdsstyrken, der skal betale for relativt mange pensionister i fremtiden.«

Netop den pointe får Katrina Killas frustration over jævnaldrene til at blusse op:

»Det er et problem for et lille land som Letland, at så mange rejser. Vi er kun to mio. indbyggere – ja, jeg tror ikke engang, vi er to mio. længere. Men når så mange unge mennesker rejser, må vi, der bliver tilbage, betale regningen for en aldrende befolkning,« siger hun.

Mens Arturs Blumbergs efter måneders søgen, ekstra studier og dusinvis af ansøgninger endelig ser ud til at have fundet et job, leder Katrina Killa stadig, og hun er i det hele taget ikke så sikker som Morten Hansen på, at regeringens hårde genopretningsplan alt i alt kan beskrives som en succes.

»Regeringen kalder det for en succeshistorie, men hvad er en succeshistorie? Hvis du er syg med kræft og får at vide, at du har en måned tilbage, men så får to år – er det så succes? Det er det samme med vores land. Tabene er større end gevinsterne. Som et lille land har vi ikke råd til at miste indbyggere. Jeg kan ikke kalde det for en succes,« siger hun.

 

Serie

Europa i opbrud

Seneste artikler

  • ’Mine sønner forstår godt, hvorfor jeg er her’

    31. juli 2013
    Andrzej Czerniak er en af de mange polske mænd, som siden østudvidelsen af EU har forladt deres hjemland og familie for at tjene penge i Vesteuropa. Hans søn, Kamil Czerniak, regner med at gøre det samme, når han er færdiguddannet, men modsat sin far vil han ikke lade sin familie blive hjemme
  • Ingen vej tilbage

    30. juli 2013
    Da millioner af østeuropæere søgte til Vesteuropa efter bedre betalte job efter Østudvidelsen af EU i 2004 var forventningen, at de ville vende hjem igen efter en årrække. Men så kom eurokrisen, og den forventede returmigration udeblev. Kasia Gomolka er en af de polakker, der er endt med at blive
  • ’Østimmigration er en test af briternes tolerance’

    27. juli 2013
    1,1 million borgere fra de lande, der blev medlemmer af EU i 2004, bor i dag i Storbritannien – halvdelen af dem er polakker. Resultatet er blevet et andet Storbritannien, hvor polsk i dag er det næststørste sprog, hvor supermarkederne har et polsk varesortiment, og hvor kunsten er blevet mere reflekterende
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alan Strandbygaard

Er lønningerne styrtdykket i Letland efter de har sluppet EU ind?

Hvad gør man ved en virus? Findes der virkelig ingen kur der kan slå EU ihjel?

Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Kuren imod EU er EU, men befolkningerne kommer til at betale dyrt og genopbygningen lang.

Torben K L Jensen

Først falder euroen som en fejlkonstruktion og alle er enige om at det bliver enden for EU i den nuværende form.Måske man lærer noget af elitens mareridt og lave noget demokratisk som almindelige mennesker kan nikke ja til.

Faldet i lønningerne er en ting; men arbejdsløsheden er tæt på 20 procent og 10 procent af befolkningen til at gå i eksil - det lettiske ejede erhvervsliv er aflivet og de offentlige virksomheder er solgt til udenlandske kapitalinteresser. Mission accomplished.

Sören Tolsgaard

Og især de unge og veluddannede er gået i eksil - vi må nok regne med 30-40% eller flere. Men mon ikke mange af disse - ligesom flere af de adspurgte - holder så meget af områdets særegne kultur, at de på længere sigt vil vende tilbage og hjælpe landet på fode igen. Det ville være et stort tab for europæisk åndsliv og dets mangfoldighed, hvis de baltiske nationer skulle gå helt i opløsning umiddelbart efter, at de endelig har genvundet selvstændighed. Det er en vanskelig tid, men mon ikke disse folkeslag trods alt har potentiale til stå den igennem..

Jeg mener, at det blandt andet er her, vi bør være medlemmer af EU. Vi bør i Danmark løfte stemmen og forlange af EU, at der bliver ordnede forhold i Letland.
Vi må gennem vores eu-politikere presse på for at støtte letternes udvikling. F.eks. spørge ind til, hvorfor man vælger at købe tyske destroyere. Spørge ind til om tyskerne mener, at Letland kun skal være marked for tysk produktionsoverskud og social ulighed. Spørge ind til, hvorfor 1/3 af Letlands 2 mio. mennesker (alle der ikke har afstamningen i orden fra før 2. verdenskrig) ikke har stemmeret, og ikke har eu-borgerrettigheder.
Alle disse opgaver turde være væsentlige for en dansk venstrefløj, der kunne have internationalt perspektiv og ikke læne sig tilbage i grundtvignational selvtilfredshed, og selvtilstrækkeligt vende verden ryggen.
http://www.blaetter.de/archiv/jahrgaenge/2013/juli/modell-lettland

Flemming Scheel Andersen

Der er i det hele taget masser, virkeligt masser af opgaver at påtage sig og gå op i indenfor EU, før det bliver bare nogenlunde til at acceptere de forhold der er og bygger på.
Jeg tigger opgaven til at vare en 4-5 levetider, med det tempo der er anlagt, heri ikke medregnet tilbageskridtene.

Sören Tolsgaard

Tja, det forekommer mig nu tvivlsomt, hvad EU har udrettet, når det gælder om at skabe "ordnede forhold" i medlems- og nabostater, fx det tidligere Jugoslavien. Her skubbede tyskerne af historiske - og pekuniære - grunde ivrigt til opløsningsprocessen, som dog muligvis kunne have været af fredeligere karakter i hele dette område, som trods alt er en sproglig enhed, hvor "kun" de religiøse og politiske tilknytningsforhold divergerer. Vores og EUs synsvinkel beror kun i ringe grad på indsigt, men snarere på en trang til at dele og herske efter en model, som vi selv kan have fordel af.

Det er nemt nok at fortælle letterne, at de skal komme overens med de mange russere, som blev forflyttet til området af Stalin og hans efterfølgere. Ville vi mon selv kunne finde en løsning, hvis en mere omfattende besættelse havde efterladt 1-2 mill. tyskere her i landet, som nægtede at returnere? Faktisk var det via sådane forflytninger, at Bismarck lykkedes med at "fortyske" en del af Slesvig, hvorved grænsen under folkeafstemningen i 1920 kom til at ligge længere mod nord, end den ville have gjort ved en lignende afstemning i 1864. Om end det gjorde ondt - især i Slesvig/Sønderjylland - så var problemet dog lokalt og lod sig nedtone ved et definitivt kirugisk indgreb.

En sådan "nem" løsning ligger næppe for hånden i Letland. Hvis Putins Rusland får yderligere vind i sejlene, vil flere lettiske russere muligvis vende tilbage til Rusland, hvad de forståeligt nok ikke har haft lyst til i det passerede kaos. For så vidt de forbliver i Letland, er det dog på den anden side meget forståeligt, at letterne stiller krav om, at de lærer det lettiske sprog - "lader sig integrere" - hvilket naturligvis er ubekvemt for de russere, der i sin tid bosatte sig dette område som kulturelle erobrere.

Der er en lignende problemstilling i Estland og Litauen, hvor den russiske befolkningsandel dog er betydelig mindre. De baltiske sprog ligger så fjent fra det russiske og har så ringe international betydning, at russerne stritter imod at lære et af dem, og her stiller russiske nationalister sig naturligvis gerne op og kritiserer balterne for at stille for store krav. Det er en vanskelig balancegang, hvor sympatien trods alt må være på de små baltiske landes side, om end jeg langtfra tror på, at vi eller EU kan formulere en løsning.

Sagen er jo, at vi også indenfor EU har tallige kulturelle og sproglige udfordringer, som kun vanskeligt lader sig afklare, fx det betydelige svenske mindretal i Finland, som vistnok skal lære finsk fra grundskolen. Det forlanger vi jo også af det tyske mindretal i Sønderjyllland og af alle nutidens indvandrere.

Stormagterne er stadig meget imperialistiske, hvad den slags angår, og mindre folkeslag er fortsat udsat for en sproglig og kulturel undertrykkelse, som er bekvem fra stormagternes synspunkt, men kan være fatal for deres mindre naboer.