Interview
Læsetid: 10 min.

’Mit mål er gennemsigtighed’

Edward Snowden, 29 år og tidligere teknisk assistent for CIA fortæller her om sine motiver, sin uvisse fremtid, og hvorfor han fra starten havde tænkt sig at stå offentligt frem
Edward Snowden, der lækkede NSA’s dokumenter for nylig, startede som patriot, der meldte sig til specialstyrkerne for at kæmpe i Irak, men hans oplevelser som ansat i NSA gjorde ham mere og mere utryg ved det amerikanske sikkerhedssystems registreringer. Foto: Reuters

Edward Snowden, der lækkede NSA’s dokumenter for nylig, startede som patriot, der meldte sig til specialstyrkerne for at kæmpe i Irak, men hans oplevelser som ansat i NSA gjorde ham mere og mere utryg ved det amerikanske sikkerhedssystems registreringer. Foto: Reuters

Udland
11. juni 2013

Manden, som er ansvarlig for en af de mest betydningsfulde lækager i amerikansk politisk historie, hedder Edward Snowden. Han er 29 år og tidligere teknisk assistent for CIA, og før han valgte at stå frem, var han ansat i virksomheden Booz Allen Hamilton, der leverer teknologiløsninger til det amerikanske forsvar. Snowden har arbejdet for efterretningstjenesten NSA i de seneste fire år som medarbejder for forskellige eksterne leverandører, herunder Booz Allen og Dell.

Efter at have interviewet ham over flere dage, kan The Guardian, Informations britiske samarbejdspartner, nu afsløre hans identitet. Det sker vel at mærke på hans egen anmodning. Fra det øjeblik, Edward Snowden havde besluttet sig for at udlevere en lang række tophemmelige dokumenter til offentligheden, har han været fast besluttet på ikke at gemme sig bag anonymitet. »Jeg har ingen intentioner om at skjule, hvem jeg er, for jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert,« erklærer han.

Snowden vil gå over i historien som en af USA’s mest markante whistleblowers – kun Daniel Ellsbergs og Bradley Mannings tidligere lækager kan siges at have haft sammenlignelige effekter. Han er ansvarlig for at overdrage materiale fra en af verdens mest hemmelighedsfulde organisationer, NSA.

I et notat, der følger med det første sæt af dokumenter, han har udleveret, skriver han: »Jeg indser, at jeg nok kommer til at lide for mine handlinger«, men »Jeg vil være tilfreds, hvis det system af hemmelig lovpraksis, ulige benådninger og uimodståelig eksekutivmagt, som styrer den verden, jeg elsker, bliver afsløret. Om så bare for et øjeblik.«

Selv om Snowden således selv har taget initiativet til at træde offentligt frem, insisterer han på, at han ville foretrække at undgå mediernes søgelys.

»Jeg ønsker ikke offentlighedens opmærksomhed, for jeg ønsker ikke, at historien skal handle om mig. Jeg ønsker, den skal handle om det, som den amerikanske regering foretager sig.«

Han frygter ikke konsekvenserne af at have røbet sin identitet, siger han. Kun at dette skal aflede opmærksomheden fra det spørgsmål, han har villet rejse med sin læk.

»Jeg ved, at medierne ynder at personliggøre politiske debatter, og jeg ved, at regeringen vil søge at dæmonisere mig.«

Trods denne frygt bevarer han håbet om, at hans selvafsløring ikke afleder opmærksomheden fra substansen i selve sagen.

»Jeg vil virkelig gerne have, at fokus bliver koncentreret omkring disse dokumenter og den debat, som jeg håber, at dette vil udløse hos borgere i alle lande om, hvad det er for et slags samfund, vi ønsker at leve i.«

Han tilføjer: »Mit eneste motiv er at informere offentligheden om, hvad der bliver gjort imod den i dens eget navn.«

Villig til at ofre alt

Han har ført »en meget behagelig tilværelse« med en årsløn på omkring 200.000 dollars, en kæreste, som han deler hus med på Hawaii, en stabil karriere og en familie, han elsker.

»Jeg er villig til at ofre alt dette, fordi jeg ikke med god samvittighed kan tillade den amerikanske regering at ødelægge privatlivet, internettets frihed og de grundlæggende frihedsrettigheder for mennesker i hele verden med den massive overvågningsmaskine, de i al hemmelighed er ved at opbygge.«

For tre uger siden traf Snowden de sidste forberedelser i det, som resulterede i sidste uges største nyhedshistorie. På NSA’s kontor i Hawaii, hvor han arbejdede, kopierede han det sidste sæt af de dokumenter, han havde til hensigt at afsløre.

Han underrettede herefter sin nærmeste chef hos NSA om, at han havde brug for at tage en pause fra arbejdet »på et par uger« for at lade sig behandle for epilepsi, en lidelse han fik diagnosticeret sidste år efter flere anfald.

Da han pakkede sine kufferter, fortalte han også sin kæreste, at han ville være væk i et par uger, men kom ikke nærmere ind på årsagen.

»Den slags er ikke helt unormalt for en person, der i 10 år har arbejdet i efterretningsmiljøer,« konstaterer han.

Forlader ikke sit værelse

Den 20. maj gik han om bord på et fly til Hong Kong, hvor han har været lige siden. Han valgte byen, fordi »de man her er levende optaget af at forsvare ytringsfrihed og retten til politisk uenighed«, og fordi han mente, at det var et af de få steder i verden, der både kunne og ville modstå diktater fra den amerikanske regering.

I de tre uger, som er gået siden han kom hertil, har han været som forskanset i et hotelværelse.

»Jeg har forladt mit værelse måske i alt tre gange under hele mit ophold,« siger han.

Det er et særdeles luksuriøst hotel, og fordi han har fået måltider bragt til i sit værelse, har han også oparbejdet store regninger. Han er dybt bekymret for at blive udspioneret. Han tætner døren til sit hotelværelse med puder for at forhindre aflytning og trækker en stor rød hætte over hovedet og sin laptop, når han indtaster sine kodeord for at forhindre eventuelle skjulte kameraer i at registrere dem.

Selvom dette måske kan lyde som paranoia for mange, har Snowden god grund til sin frygt. Han har i næsten et årti arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Han kender til den største og mest hemmelighedsfulde overvågningsorganisation i Amerika, NSA, ligesom verdens mest magtfulde regering er på udkig efter ham.

Siden hans afsløringer begyndte at rulle, har han set tv, fulgt med på internettet og hørt alle de trusler og løfter om retsforfølgelse, der udgår fra Washington.

Og han kender kun alt for godt den sofistikerede teknologi, de amerikanske myndigheder råder over, og ved, hvor let det vil blive for dem at finde ham. NSA, politiet og andre myndigheder har to gange besøgt hans hjem på Hawaii og har allerede kontaktet hans kæreste, selv om han formoder, at dette snarere kan være foranlediget af hans fravær fra sit arbejde hos NSA end på grund af mistanke om, at han skulle have forbindelse til lækager.

»Alle mine fremtidsudsigter tegner dårlige,« siger han.

USA kan indlede en udleveringssag mod ham, hvilket dog kan blive potentielt problematisk, langvarigt og uforudsigeligt. Eller den kinesiske regering kan pågribe ham med henblik på at afhøre ham som en nyttig kilde til information. Eller han kan blive kidnappet, bagbundet og tvunget om bord på et fly mod amerikansk territorium.

»Ja, jeg kan blive udleveret til CIA. Der kan komme nogen efter mig. En eller anden tredjepart kan gribe ind. CIA arbejder tæt sammen med en række andre nationer. Eller de kunne bestikke triaderne (kinesisk gangsterorganisation, red),« siger han. »Agenter og ressourcer har de nok af.«

Efter at have bevidnet, hvordan Obama-administration retsforfølger whistleblowers med hidtil uset nidkærhed, forventer han, at den amerikanske regering vil forsøge at bruge hele sin indflydelse på at straffe ham.

»Jeg er ikke bange,« erklærer han roligt, »for sådan er det valg, jeg har truffet.«

Han forudsiger, at regeringen vil iværksætte en undersøgelse og »påstå, at jeg har brudt spionageloven og hjulpet vores fjender. Men den lov kan tages i brug imod enhver, som påpeger, hvor massivt og invasivt systemet er blevet.«

Den eneste gang, han bliver følelsesmæssigt berørt under The Guardians timelange interview, er, da han kommenterer, hvilke konsekvenser hans valg kan få for hans familie, hvoraf mange arbejder for den amerikanske regering.

»Det eneste, jeg frygter, er de skadelige følger for min familie, som jeg ikke længere vil være i stand til at hjælpe. Det er den slags, der holder mig vågen om natten,« siger han, imens tårerne vælder frem i hans øjne.

Ville til Irak

Snowden har ikke altid anset den amerikanske regering for at udgøre en trussel mod hans politiske værdier. Han voksede op i Elizabeth City, North Carolina, men senere flyttede familien til Maryland, tæt på NSA ’s hovedkvarter i Fort Meade.

Efter eget udsagn var han ikke nogen fremragende studerende. For at få de bonuspoints, der var nødvendige for at tage en studentereksamen, fulgte han et kursus i it på et community college i Maryland. Han fuldførte dog aldrig kurset.

I 2003 meldte han sig til den amerikanske hær og påbegyndte et uddannelsesprogram for at blive optaget i specialstyrkerne. Dengang påberåbte han sig de samme principper, som han nu henviser til for at retfærdiggøre sine lækager, siger han.

»Jeg ville kæmpe i Irak-krigen, fordi jeg så det som min forpligtelse som menneske at hjælpe mine medmennesker til at frigøre sig fra undertrykkelse.«

Han fortæller, hvordan hans overbevisninger om krigens formål hurtigt fik et knæk. »De fleste af de mennesker, der trænede os, virkede mere opsatte på at dræbe arabere end af at ville hjælpe nogen,« sagde han.

Efter at have brækket begge ben under en ulykke under en øvelse afmønstrede han fra hæren.

Herefter fik han første job i en NSA facilitet: sikkerhedsvagt i en af efterretningstjenestens hemmelige faciliteter på University of Maryland. Herfra blev han overført til CIA, hvor han arbejdede med it-sikkerhed. Hans forståelse af internettet og talent for programmering gjorde det muligt for ham at stige forholdsvis hurtigt i graderne, selv for en person, der manglede en studentereksamen.

I 2007 udstationerede CIA ham i Genève i Schweiz med et diplomatpas. Hans ansvarsområde, der gik ud på at varetage sikkerheden for tjenestens computernetværk, betød, at han fik tilladelse til at se en bred vifte af klassificerede dokumenter. Denne adgang førte i kombination med de følgende tre år, som han tilbragte i selskab med CIA officerer, til, at han begyndte at stille store spørgsmålstegn ved rigtigheden af, hvad han så. Han henviser til en afgørende episode, hvor CIA-agenter skal have forsøgt at rekruttere en schweizisk bankmand for at indhente hemmelige bankoplysninger.

Snowden sagde, at de opnåede, hvad de ville, ved at drikke bankmanden fuld og opmuntre ham til at køre hjem i sin bil. Da han blev anholdt for spirituskørsel, forsøgte undercoveragenten at blive gode venner med ham og tilbød sin hjælp. Et bånd blev knyttet, der førte til vellykket rekruttering.

»Meget af det, jeg så i Genève, fik virkelig mine illusioner om disse tjenesters funktion og gavn i verden til at briste,« siger han. »Jeg indså, at jeg var del af noget, der gjorde langt større skade end gavn.«

Målet er gennemsigtighed

Han sagde, at det var under hans CIA-mission i Genève, at han første gang fik ideen til at ville lække offentlige hemmeligheder. Men dengang valgte han ikke at gøre det – af to grunde. For det første, siger han, »handler de fleste af de hemmeligheder, CIA har, om mennesker, ikke om maskiner og systemer. Og jeg følte mig ikke tryg ved afsløringer, som jeg troede, kunne true nogen«.

For det andet indgav valgsejren i 2008 til Barack Obama ham et håb om, at der nu ville komme reelle reformer, der kunne gøre afsløringer unødvendige.

Han forlod CIA i 2009 for at påtage sig sit første job som medarbejder i et privat selskab, og her blev han placeret i en stilling i en NSA-facilitet på en militærbase i Japan. Det var dengang, siger han, at han »bemærkede, hvordan Obama gik endnu længere med netop den politik, jeg troede, han ville bremse«. Som resultat »blev jeg mere forhærdet.«

Den vigtigste lære af denne oplevelse var, at »man skal ikke vente på, at en anden handler. Jeg havde sat min lid til en ny leder, men indså, at lederskab handler om selv at være den første til at handle.«

For ham er det en principsag.

»Regeringen har tiltaget sig en ret, den ikke er berettiget til. Der er ikke noget offentligt tilsyn med, hvad den gør. Resultatet bliver, at folk som mig får råderum til at gå længere, end de har lov til,« sagde han.

Snowden er stilfærdig, intelligent, tilbagelænet og selvudslettende. Som en troldmand med en computer forekommer han lykkeligst, når vi taler om den tekniske side af overvågning på et detaljeringsniveau, der sandsynligvis kun er forståeligt for andre kommunikationsspecialister. Hans stemmeføring bliver dog lidenskabelig, når vi taler om værdien af privatlivets fred, og hvordan denne værdi efter hans opfattelse er ved at blive undergravet af efterretningstjenesternes fremfærd.

Skønt hans udstråling er rolig og afslappet, er han forståeligt nervøs og har været det, siden han gik i skjul. En banken på hotellets dør får ham til at fare sammen. En brandalarm lyder.

»Det er ikke sket før,« siger han og røber sin angst. Var det en ægte alarm eller et CIA-trick for at narre ham ud på gaden?

Han ligger på sengen, omgivet af puder og ser CNN’s Wolf Blitzer, der er ordstyrer for et diskussionspanel om efterretningstjenesternes overvågning og hører ham spørge, om de har nogen idé om, hvem der er mester for denne læk. Over 12.000 kilometer derfra ser den ansvarlige passivt til, end ikke et skævt smil bliver det til. Snowden siger, at han beundrer både Ellsberg og Manning, men hævder, at der er én vigtig forskel mellem ham selv og sidstnævnte, hvis retssag tilfældigvis er begyndt i samme uge, som Snowdens lækage skabte overskrifter.

»Jeg har omhyggeligt evalueret hvert enkelt af de dokumenter, jeg har afsløret, for at sikre mig, at det var i offentlighedens legitime interesse,« sagde han. »Der findes alle mulige slags dokumenter, der kunne vække stor opsigt, men som jeg valgte ikke at lække, da mit mål ikke er at skade nogen. Mit mål er gennemsigtighed.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En moderne rettænkende ung mand - min fulde respekt. Politikerne og medierne udtaler øjeblikkeligt at der må strammes op om sikkerheden, så den slags ikke sker igen. Jesper Steinmetz TV2 fortalte at "den slags sker fordi man lader folk fra private firmaer og folk med en ringe uddannelse får adgang til disse data."

Nå en oplæser laver sådan en tåbelig BØF tyder det på, at han sat til at lyve...

...det er jo ikke det sagen drejer sig om - den drejer sig om at den amerikanske forfatning er omgået af en snæver kreds tæt på præsidenten.

Nærværende artikel fra The Guardian? Den tager heller ikke stilling til at der sket et forfatningsbrud...