Læsetid: 5 min.

’Hvis Mandela dør’

I Cape Towns blikbyer lever taknemmeligheden over politisk frihed side om side med vreden over at være hægtet af økonomien. Her leverer myten om Mandela skyts imod politikernes uindfriede løfter – hans bortgang er rent hypotetisk
Valgdeltagelsen i Sydafrika er faldet fra 86 procent ved det første valg i 1994 til under 60 procent ved det seneste valg i 2009.

Rodger Bosch

26. juni 2013

Det var i 1990 på Cape Towns centrale plads, at Nelson Mandela fra rådhusets balkon kunne holde sin første tale i 27 år som en fri mand. Dengang stod et menneskehav og så på, men Jabu Ndabezitha var ikke en af dem. Han rørte grød i Robben Island-fængslet, hvor Mandela afsonede det meste af sin livstidsdom.

De fem år, Jabu Ndabezitha sad i fængsel som følge af stenkast mod politiet, arbejdede han som kok.

I dag sidder den 57-årige mand i sit skur i en af Cape Towns mange såkaldt uformelle bosættelser – byer af bølgeblik og finér, der huser den hovedsageligt arbejdsløse, sorte befolkning. Regnen pisker mod bliktaget, og Jabu Ndabezitha beder sin søn om at lægge et tæppe over den pøl af vand, der ligger på gulvet.

»Madiba (Mandelas kælenavn, red.) er en retfærdig mand, og jeg håber, han vil leve for evigt,« siger Jabu uden at fortrække en mine.

Talen falder naturligt på Sydafrikas 94-årige frihedsikon, der i disse dage er indlagt i kritisk tilstand med en lungebetændelse. Selv kommer Jabu fra en ANC-familie, og hans far døde i kampen mod apartheid.

»Alligevel sidder jeg her i det her skur. Jeg forventede, at der ville komme noget bedre. Andre, der end ikke var med til at kæmpe for friheden, kan nu få job i det offentlige.«

Masser af job under apartheid

Jabu Ndabezitha har et badge i lommen, der signalerer, at han er community leader i den uformelle bosættelse ’Kosovo’. Den blev oprettet i 1999, og som de andre blikbyer ’Tsunami’ og ’Iraq’ er den også opkaldt efter en global mediebegivenhed. Han er en af dem, der holder møder med politikere: en udfordrende balanceakt i et fattigt lokalsamfund, hvor korruptionsanklager fyger rundt om dem, bystyret opfatter som ledere, og som derfor kan opnå anseelse, vennetjenester og måske job.

Samtidig hersker der en udbredt bitterhed over for det politiske system. Ofte har de uformelle bosættelser hverken elektricitet eller ordentlige toiletforhold, og flere indbyggere oplever uden held at have stået på regeringens genhusningsliste, siden Mandela-regeringen indførte ordningen i 1994. Tidligere på måneden blev trappen til rådhuset overhældt med afføring i protest mod de sanitære forhold, og politikere fra det regerende parti i delstaten, Democratic Alliance, har måttet afbryde møder i de uformelle bosættelser under buhråb og stolekast.

»Jeg kan både mærke og ikke mærke, at vi lever i et demokrati,« prøver Jabu Ndabezitha sig frem.

En bil stopper uden for hans dør, og han vender øjeblikkeligt ansigtet mod skurets eneste vindue og iagttager bilen køre igen.

»Jeg brød mig ikke om apartheid-systemet. Hver dag måtte jeg have mit pas på mig, og hver 14. dag skulle jeg ind og have det stemplet. Men der var masser af arbejde!« siger han og røber sine manglende fortænder.

For en bred del af befolkningen er det i dag ukontroversielt at længes efter apartheidpolitikkens tvangsarbejde. For trods regnbuenationens løfter om fred og fremgang har en stor del af den sorte befolkning ikke oplevet den ventede opstigning til middelklassen. De officielle tal viser en arbejdsløshed på 25 procent, og ifølge de fleste mål regnes landet for at være verdens mest ulige.

Sydafrika er et land af parallelle virkeligheder, og siden 1994 er der sket en fordobling af antallet af såvel millionærer som sydafrikanere, der lever for under en dollar om dagen.

»ANC’s politik er korrekt, men politikerne rundt om præsident Jacob Zuma hjælper ham ikke. Zuma vil have, at alt kører efter partibogen, men problemet er, at der bag ham er korrupte folk, der vil have deres familiemedlemmer ind i systemet,« siger Jabu Ndabezitha om en præsident, hvis navn ellers ofte er blevet nævnt i komplicerede korruptionssager.

Først da han sandsynligvis accepterede pengegaver i bytte for accept af en våbenhandel i 2004. Herefter afsatte den tidligere Mbeki-regering ham som vicepræsident, men anklagerne blev senere droppet. I efteråret iværksatte en offentlig anklager en undersøgelse af en offentlig milliard-renovering af hans residens i fødebyen Nkandla. Og for nylig blev Zumas navn igen nævnt, da hans venner i den indiske milliardærfamilie Gupta på ulovlig vis landede et privatfly fyldt med bryllupsgæster på en højt sikret, militær landingsbane.

Vil måske stemme

Uden for Jabus skur forsøger 23-årige Sisonke at undgå at dyppe sine nye kondisko i vandhullerne mellem skurene ved at hoppe fra sten til sten. Hun er born freer, vokset op efter demokratiets indførelse i 1994, og bor i dag med sin bror i et skur i Kosovo.

»Jeg registrerede mig ikke som vælger ved sidste valg. For jeg har ikke lyst til at stemme. Politikerne lover for meget. Hellere blive siddende derhjemme end at rejse mig for at stemme på nogen, hvis løfter alligevel ikke bliver til noget.«

Sisonke tilhører den generation, for hvem traumerne fra den racistiske fortid blot er blevet genfortalt. Trods det, at Sisonke og hendes jævnaldrende er født i frihed, oplever unge sydafrikanere en større grad af arbejdsløshed og fattigdom, end deres forældre har erfaret. Valgdeltagelsen i Sydafrika er faldet fra 86 procent ved det første valg i 1994 til under 60 procent ved det seneste valg i 2009, viser en undersøgelse fra University of Cape Town.

En mand stiller sig bag Sisonke og lader vandet op ad et skur.

»Næste år vil jeg måske stemme – jeg vil høre, hvad min mor foreslår,« siger hun og prøver at overdøve støjen fra det fly, der netop er lettet fra den nærliggende lufthavn.

Nok har Mandela i årevis været forsvundet fra den almindelige offentlighed. Men i den offentlighed, der trives i de uformelle bosættelser, er han som symbol langtfra bortvisket. Og det vil symbolet sandsynligvis heller ikke blive, efter han rent faktisk går bort, netop fordi han under bliktagene giver bunden af det sydafrikanske samfund en oplevelse af at være en del af historiens gang.

»Madiba gjorde en masse gode ting,« siger Sisonke. »Vi fik frihed og kan i dag gå alle steder hen – før det kunne mine forældre ikke gøre noget som helst. Hvis Madiba dør,« – også hun tager det forbehold – »så ved jeg ikke, hvad der vil ske. Mit hjerte vil blive knust.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Rasmussen
Thomas Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Få kilometer fra pap- og blikskurene og alt skidtet, finder man kvarterer med luxuriøse huse og parklignende haver (bag højere mure med pigtråd eller glasgår på toppen), og Mercedes, BMW eller Porsche i opkørslen (bag gitterlågen). Nye flotte 'gated communities' skyder op i nye forstæder, nogle sommerboliger for europæere bosat i Europa.

Dermed være ikke sagt, at der trods alt ikke er sket en bedring for nogle sorte og farvede. Der har været en stor illegal indvandring fra visse andre lande syd for Sahara, hvor det står endnu værre til (Zimbabwe, DR Congo m.fl.) som har bidraget til arbejdsløsheden.

Ufatteligt at det stadig går godt. Elendig 3. verden og rig 1. verden ved siden af hinanden. Efter godt 20 år under sort styre. Det samme fænomén ses også i mange andre fattige 3. lande.

Per Jongberg:

Jeg har rejst en del i USA, og har aldrig set noget bare tilnærmelsesvis tilsvarende, som jeg har set i Sydafrika. Der er ingen sammenligning, når vi taler graden af elendig bosættelse.

Niels Mosbak

Selvfølgelig kan man altid finde noget sådant i Sydstaterne. Men det er ikke repræsentativt for hvordan sorte i USA bor flest. I Sydafrika er der tale om tusinder, i adskellige 'squatter camps' og det i bare een af dem, uden for de store byer, og det er værre end linkets fotos. Jeg fastholder min bemærkning ovenfor.

Hugo Pieterse

Ole Olsen "Ufatteligt at det stadig går godt. "

Alt er selvfølgelig relativt. Men at det skulle gå godt er der vist ikke mange der mener. der myrdes og voldtages løs i dette land som næsten intet andet sted på jorden. Bestialske mord på hvide er hverdagskost. Mærkeligt at vi aldrig ser disse billeder i de danske medier. Hele familier hakket ihjel med macheter - efter voldtægt selvfølgelig. Men de fleste mord går selvfølgelig ud over de sorte selv. Der er mange som længes tilbage efter apartheidstiden, hvor der var en form for lov og orden, og arbejde. "Tvangsarbejde", som Lasse Wamsler kommer til at skrive i artiklen. Formentlig i den mening at sagen ikke er sort nok i forvejen og har brug for lidt mere dramatik.

@ Hugo Piertse

Du har ret - alt er ralativt.

Med det mente jeg, at landet ikke er gerådet i en omfattende race- eller stammekrig, med massakre o.s.v.

Jeg er helt enig i at kriminaliteten og volden er omfattende, men som du siger, er det mest sorte mod sorte, om end det selvfølgelig også går ud over hvide.

Efter 15 besøg i Sydafrika over en del år, skal jeg tilføje, at jeg aldrig har været ude for det mindste. (Nåh ja, der var godt nok den bilbombe i Cape Town for nogle år siden). Man lærer at tage sine forholdregler, og ikke udfordre skæbnen, men man kan være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det sidste har jeg heldigvis ikke oplevet, om end jeg har været tæt på..

Naturmæssigt og klimatisk er det et pragtfuldt land, og jeg har mange gode minder derfra, med mennesker af alle farver.

@ Hugo Pieterse

Beklager jeg ovenfor fik dit efternavn stavet forkert i skyndingen. Det lyder forresten noget 'sydafrikansk'.