Læsetid: 4 min.

Den mongolske humlebi burde ikke kunne flyve

Det virker naturstridigt, men i dag er der demokratisk præsidentvalg i Mongoliet for sjette gang. Mange faktorer gør ellers, at demokratiet i lande som Mongoliet stort set aldrig fungerer. Men landet mellem Kina og Rusland er undtagelsen
En mand stemmer ved dagens præsidentvalg i Bayanchandmani, nordøst for hovedstaden Ulan Bator. Foto: Carlos Barrio

En mand stemmer ved dagens præsidentvalg i Bayanchandmani, nordøst for hovedstaden Ulan Bator. Foto: Carlos Barrio

26. juni 2013

Demokratiet i Mongoliet skal – for sjette gang siden kommunismens sammenbrud i 1989-91 – stå sin prøve ved præsidentvalget i dag. Siden de facto-uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1990 har landet afholdt fem parlaments- og præsidentvalg, der alle er blevet erklæret frie og fair af internationale observatører. Magten har skiftet hænder adskillige gange. Landet har således klaret, hvad man inden for demokratiforskning kalder two turnover-testen for demokratisk konsolidering: dvs. to tilfælde, hvor siddende regeringer fredeligt har forladt ministerierne som følge af valgnederlag.

Mongoliets demokratiske resultater bliver sat i relief af, at det er ganske overraskende, at et land som dette overhovedet afholder valg. Hvis vi skal bruge en metafor fra dyreverdenen, kan det mongolske demokrati sammenlignes med humlebien, hvis vinger ifølge sagkundskaben ikke burde kunne bære den.

Isoleret demokrati

For det første har Mongoliet langtfra passeret den såkaldte moderniseringsteses grænseværdi for, hvornår demokratiet er irreversibelt. Intet demokrati er brudt sammen med et velstandsniveau højere end Argentinas i 1975 (6.055 dollar pr. indbygger). Men Mongoliets velstandsniveau er til sammenligning på blot 3.129 dollar pr. indbygger, hvilket dog er fordoblet over de seneste tre år. Mongoliet har hverken en stor middelklasse eller en veluddannet befolkning – to aktører, der typisk er bærere af demokratiske værdier og deltager aktivt i politik.

For det andet er Mongoliet et af verdens mest isolerede demokratier, langt fra vestlig indflydelse. Landet er klemt inde mellem to autokratiske stormagter, Kina og Rusland, som gennem deres økonomiske, politiske og sociale bånd til Mongoliet har en negativ indflydelse på demokratiet i landet.

For det tredje er det mongolske demokrati i stigende grad afhængigt af minedrift – især af guld, kobber og kul, som har medført øget korruption og social ulighed. Storstilet udvinding af naturressourcer har ikke vist sig befordrende for demokrati uden for den vestlige verden. Naturressourcer har vist sig at være skidt for demokrati, fordi magthaveren får let adgang til finansiering, som ikke er afstedkommet gennem beskatning af landets borgere. Sådanne ressourcer kan finansiere et sikkerhedsapparat, der kan bruges til at undertrykke civilsamfundsorganisationer og oppositionspartier. Samtidig bliver regeringen i stand til at sikre sig støtte i befolkningen ved at købe sig til vælgere gennem politiske vennetjenester og pengegaver. Demokratiforskere taler på den baggrund ligefrem om en ’ressourceforbandelse’.

Men her er det vigtigt at bemærke, at naturressourcer først for nylig er blevet en afgørende del af den mongolske økonomi. Det faktum, at Mongoliet allerede havde relativt velfungerende demokratiske institutioner, inden minedriften kom op i omdrejninger, giver håb for fremtiden. Faktisk kan nøglen til at forstå Mongoliets overraskende demokratiske bedrifter siden 1990 muligvis henføres til indretninger af disse demokratiske institutioner.

Stabilt politisk

Modsat hovedparten af verdens fattige demokratier har Mongoliet et relativt stabilt partisystem, hvor de samme to partier ved hvert valg kæmper om vælgernes gunst. Man kan måske ikke tale om, at partierne er baseret på skillelinjer i en vestlig forstand, men de repræsenterer forskellige partiprogrammer. Mongolske partier har ydermere en relativt stærk partiorganisation. De opstiller kandidater til parlaments- og præsidentvalg, de har klare procedurer for at vælge partiledere (der også efterleves), de er i stand til at håndtere konflikter mellem fløje i partiet, og partierne er derfor vejen til magten for medlemmer med ambitioner om at gøre politisk karriere.

Lige så vigtigt er det, at de to store partier i Mongoliet har en lokalt forankret organisation, som når ud til vælgerne og sikrer, at partierne kan opstille kandidater i alle valgkredse.

Disse karaktertræk er noget, vi tager for givet i den vestlige verden. Men de er undtagelsen og ikke reglen i udviklingslande. Partier er typisk organiseret rundt om en karismatisk leder, som partiets popularitet står og falder med. Og i Mongoliets tilfælde er det ikke kun partisystemet, der er overraskende velstruktureret. Civilsamfundsorganisationer er også stærke og velfunderede. Eksempelvis har det mongolske journalistforbund sammen med andre civilsamfundsorganisationer, såsom kvinde-, arbejder- og ungdomsbevægelser, været aktive i bestræbelserne på at holde landets politikere på dydens smalle sti. Presset fra mangeartede civilsamfundsorganisationer er med til at fastholde konkurrencen i det politiske system, fordi partierne ikke bare kan forfølge snævre private interesser, men er nødt til at indgå kompromiser for at reagere på de modsatrettede vælgerkrav.

De politiske partier kan på den anden side også regne med vedholdende støtte fra deres vælgere takket være deres medlemskab af vidtfavnende interessegrupper, som har bånd til partierne. Endelig virker civilsamfundsorganisationerne som en ’skole’ for demokratiske medborgere, der bliver vænnet til den demokratisk styreform og lærer at gøre deres indflydelse gældende.

Går efter planen

Det kommende præsidentvalg er ingen undtagelse. Partierne har på deres respektive kongresser valgt præsidentkandidater, der har besøgt stort set alle lokale valgkredse for at sikre sig opbakning i vælgerkorpset. Samtidig er en række civilsamfundsorganisationer gået sammen om at skabe et uafhængigt valgobservatørkorps, der skal sikre nok et frit og fair valg. De seneste meldinger fra OECD’s valgobservatører i landet er da også, at forberedelserne til præsidentvalget endnu en gang forløber planmæssigt og – med få undtagelser – efter bogen. Den mongolske humlebi flyver tilsyneladende i bedste velgående.

Michael Seeberg er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og afleverer i efteråret sin afhandling med titlen ’Demokrati mod forventningen’

Kilde: The World Bank: World Development Indicators; OSCE/ODIHR Election Observation Mission Interim Report: Mongolia, Presidential Election, 26 June 2013

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Ernst Enevoldsen
  • Bill Atkins
Benno Hansen, Ernst Enevoldsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende artikel om demokratiudviklingen i et post-kommunistisk land.

Mongoliet ligger klemt inde mellem to autokratiske stormagter, Kina og Rusland, som gennem deres økonomiske, politiske og sociale bånd til Mongoliet har en negativ indflydelse på demokratiet i landet.

Det kan da vist ikke være en helhjertet "negativ indflydelse".

Fin og optimistisk tilgang, men valgene er ikke alle blevet erklæret "frie og fair", men blot "largely free and fair", hvilket er længere nede på skalaen. I 2008 udløste valget en større opstand på grund af bekymringer om valgsvindel, hvor landet blev sat i undtagelsestilstand, og fem blev dræbt. Senest har landet erklæret, at der vil blive gjort en indsats for at stoppe torturen i fængslerne - så der er vel generelt lisså demokratisk, som hos naboerne...

Bill Atkins, Anders Feder og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Mon ikke det faktum, at Mongoliet er "et af verdens mest isolerede demokratier, langt fra vestlig indflydelse", ikke er nogen negativ faktor for demokratiet, men tværtimod en positiv? Den vestlige demokratiudvikling har jo været negativ de sidste mange år, ligesom vestlig indflydelse er notorisk kendt for at korrumpere ledere.

Mette Olesen, Bill Atkins og Peter Günther anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Det er en del år siden at man fandt den fysiske forklaring på, hvorfor humlebien kan flyve så symbolikken er også lidt søgt. Gennerelt sker der ikke meget i verden som videnskaben ikke har særdeles godt styr på.