Læsetid: 4 min.

Nye protestbølger holder liv i ånden fra Occupy Wall Street

De mange folkeopstande, vi begyndte at se i 2011, vil formentlig vare årtier fremover. Fra Istanbul til Rio handler det ikke om vrede over nedskæringer, men om modvilje over for en statsmagt, stadig færre kan genkende sig selv i
25. juni 2013

Igennem hele 2012 og første halvdel af 2013 ser en bekvem misforståelse ud til være ophøjet til vedtagen sandhed hos mange af dem, der har til opgave at analysere verdensbegivenheder: Nemlig at ser vi bort fra den vedvarende turbulens i den arabiske verden, så var den store protestbølge, som var kendetegnende for 2011, for længst var gået i sig selv. Helt overbevisende har denne udlægning aldrig været. Det er f.eks. kun to uger siden, at der var generalstrejke i Grækenland, og ramponerede eurozonelande som Spanien og Italien har næppe just været indbegrebet af ro og lydighed. Ej heller er protestbevægelser i så vidt forskellige lande som Chile og Israel forsvundet. Men i britisk og amerikansk offentlighed betød Occupy Wall Streets implosion, at en banal, men frapperende historie slog an: At teltlejre på offentlige pladser og ung vrede over systemets generelle tilstand, var »åh så 2011-agtig«.

Men se så Brasilien, hvor massive protester er udbrudt i 80 byer som klare ekkoer af begivenhederne for to år siden. Uundgåeligt sættes alt dette i værk via de sociale medier, og ganske som i 2011 forekommer demonstranternes specifikke krav mindre væsentlige end deres generelle systemmodvilje og elementære behov for at involvere sig i en eller anden form for modstand. Overraskende er det, at så tumultagtige begivenheder finder sted i et land, der på mange måder har gjort store fremskridt under det regerende arbejderparti, og hvor f.eks. arbejdsløsheden er rekordlav. Men netop det forhold kan være et symptom på, at dybere faktorer er i spil, især et udbredt folkeligt ubehag ved det, der opleves som en fjern statsmagt og en sammenspist elite.

For at citere Financial Times: »Skønt meget har ændret sig i Brasilien, sætter protesterne fokus på de ting, som ikke har – en brutal og forældet politistyrke, et ineffektivt statsapparat og en ofte korrupt og ineffektiv politisk klasse.«

Ja, et slags komplot

Protesterne i Tyrkiet synes at flyde over med et lignende ressentiment, hvilket premierminister Erdogan tilsyneladende erkendte i sidste uge.

»Det samme komplot er sat i værk i Brasilien,« fortalte han en menneskemængde af tilhængere. »Symbolerne, bannerne, twitterbeskederne og de internationale medier er de samme.«

Han forsøgte at lægge skylden på »sammensvorne kræfter i udlandet«, hvilket ikke overbeviste mange, men i en anden forstand ramte hans ord plet.

Grundlæggende handler de udbrud af folkelig utilfredshed, vi har set verden over i de sidste to år, ikke om nøjsomhedspolitikker eller andre følgeskader af finanskrakket i 2008, uanset hvor vigtig en rolle disse dog også spiller. Snarere består den centrale spænding imellem på den ene side en kommunikationsrevoloution, der har transformeret folks forventninger om medindflydelse og givet dem en ny stemme, og på den anden side magtens lukkede netværk, der knytter transnationale virksomheder sammen med statsmagter. Som internetideologen Clay Shirky forklarer:

»De fleste af de gamle hindringer for gruppedynamikker er brudt sammen, og uden disse barrierer er vi fri til til at udforske nye veje til at mobilisere og udrette ting sammen.«

For millioner af mennesker er tilværelsen blevet mere åben, uendeligt ekspressiv og fuld af samarbejdende grupperinger, der organiserer sig ’horisontalt’ for nu at bruge et i disse miljøer meget yndet ord. Magten derimod er stadig organiseret vertikalt, afsondret fra dagliglivet og bevogtet af forhærdede kliker. Og jo, der findes en vidunderlig selvmodsigelse i det faktum, at præcis de internetgiganter, der er ansvarlige for alt dette, ved et nærmere øjekast selv er bygget solidt ind i de samme strukturer, som folkebevægelserne nu revolterer imod. Men så igen er kapitalismen jo, som Marx belærte os, fuldt af indre modsætninger.

Navnlig Brasilien er et fascinerende casestudie, fordi det kaster lys over, hvor akavet denne nye virkelighed rammer selv de mest fremsynede dele af mainstream-venstrefløjen. Ortodokse socialdemokrater vil fortælle os, at grundlæggende relationer mellem borger og stat kan forblive stort set uændret, så længe pengene går fra rige til fattige, og samfundet ses som værende på vej i den rigtige retning. Men de politiske impulser, der er vakt til live verden over siden 2011, tyder på, at den traditionelle tiltro er utilstrækkelig. Staten er en massiv del af problemet, selv når dette som i Brasilien i nogen grad maskeres af dens progressive hensigter.

Flere protester i fremtiden

Dette er grunden til, at vi, uanset hvilke af de traditionelle systembærende partier, der vinder valgene, stadig vil komme til at se mange flere urocentre og brændpunkter verden over. For det, som står på spil, er noget helt andet, nemlig en genopfindelse af politikken. På venstrefløjen sidder de fleste mennesker stadig fast i et verdenssyn, der ikke har ændret sig stort siden begyndelsen af det 20. århundrede, og ifølge hvilket staten ovenfra og ned skal tæmme et umenneskeligt marked. Men hvad gør staten i dag som følge af systemets indbyggede logik? Afstiver storbanker, ydmyger de fattige og scanner e-mails og mobiltelefontrafik. Og selv når den opfylder mere godartede funktioner, er staten i dag så kold, teknokratisk og målrettet, at det ofte er umuligt at forbinde politisk fantasi, nye initiativer, empati og omsorg med dens virke.

Så her er vi fremme ved det. der forbinder Sydamerika og vores egen verdensdel: Siddende på toppen af hele redeligheden af problemer er den selvsamme ineffektive stat og den selvsamme ineffektive politiske klasse.

Det ligger i protesters natur, at folk er utålmodige efter forandringer. Men så omfattende vil deres karakter være, at det vil tage årtier at afklare. Over hele verden må partier til både højre og venstre enten transformere sig eller dø ud. I stadig flere lande vil protester blusse op og derpå falde til ro. Grim populisme og højreradikalisme kan udmærket profitere af dette, og socialdemokratiske partier kan blive nødt til at bruge lang tid på at regenerere. På godt og ondt tegner det til at blive et uhyre interessant århundrede.

John Harris er britisk journalist og forfatter.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu