Læsetid: 3 min.

Økonomer: Merkel er ved at lade bankerne slippe

Den kommende europæiske bankunion ser ud til at hænge i en tynd tråd, efter at Tyskland har fået kolde fødder over for vigtige dele af planen. Uroen om euro-samarbejdet kan blusse op igen, frygter økonomer
’Vi risikerer at gentage fejlene op til finanskrisen,’ advarer lederen af den liberale gruppe i parlamentet, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, efter at modviljen mod indgå i en bankunion er blevet tydeligere rundt om i Europa. Her er det et ældre spansk ægtepar, der omfavner hinanden, efter at have erfaret, at det spanske parlament vil ændre reglerne for tvangsudsætte de mange, der ikke kan betale deres lån, af deres huse.

Guillermo Masrtinez

21. juni 2013

I Europa er der en kvinde, som kan rydde op efter finanskrisen. Men hendes tøven i øjeblikket risikerer at forlænge Europas økonomiske krise og bremse saneringen af den udskældte bank- og finanssektor.

Sådan lyder det fra førende europæiske økonomer før EU’s topmøde i næste uge, hvor man egentligt skulle tage det næste store skridt mod skabelsen af en europæisk bankunion, der effektivt skal hegne finanssektoren ind.

»Vi har brug for tysk lederskab. Merkel kan presse det igennem,« siger den franske økonom Hélene Rey. »Løsningen på krisen er at opbygge en stærk europæisk bankunion. Med en fælles bankkontrol og en fælles mekanisme til at udrede banker i problemer. Det vil bryde den onde cirkel, hvor et kollaps i banksektoren risikerer, at bringe lande ud i en statsbankerot.«

På trods af sin unge alder var den nu 43-årige Hélene Rey en af de få økonomer, som advarede om risikoen for den internationale finanskrise, før den indtraf i 2008.

Men Hélene Reys forhåbninger om, at europæerne nu har lært lektien, ser ud til at blive gjort til skamme. For mistanken breder sig blandt de øvrige EU-lande om, at den tyske forbundskansler Angela Merkel åbenbart ikke er parat til at forankre Tyskland i en ambitiøs europæisk bankunion.

Tværtimod har hun før næste uges EU-topmøde sørget for, at de næste afgørende spørgsmål – nemlig fælles regler for redning eller lukning af banker og en fælles mekanisme til at sætte ind mod kommende finanskriser – er blevet taget af dagsordenen.

EU-Kommissionen havde ellers fået i opdrag at fremlægge sit forslag hertil på topmødet, men kommissionsformanden, José Manuel Barroso, har nu tilsyneladende opgivet tanken efter tysk pres og vil fremlægge forslagene senere.

Blandt de øvrige EU-lande er der forståelse for, at Merkel er uvillig til på denne side af det tyske Forbundsdagsvalg i september at træffe afgørende beslutninger, der binder Tyskland til et tættere samarbejde om at redde kriseramte banker i andre EU-lande. Selv om det nye borgerlige euro-skeptiske parti, Alternative für Deutschland, kun står til to-tre procent af stemmerne i meningsmålingerne, kan det tage afgørende stemmer fra især Merkels liberale regeringspartner, FDP, der kæmper for sin politiske overlevelse. Merkel kan derfor ikke tillade sig at virke for euro-begejstret i øjeblikket.

Men regeringen i Berlin har også gjort det klart, at den ikke vil acceptere det vigtigste element i EU-Kommissionens kommende forslag: Nemlig at der oprettes en fælles central EU-myndighed, som skal have beføjelser til at lukke banker i alle deltagende lande i bank-unionen.

Efter et internt topmøde med den franske præsident François Hollande i sidste måned slog Merkel fast, at det stadig er på nationalt plan, at de afgørende beslutninger om redning eller lukning af banker skal tages. Frem for at oprette en central EU-myndighed på området skal det ske i en løsere koordination mellem de nationale bankmyndigheder, lød det fra Merkel og Hollande.

Det er en afgørende svækkelse af den oprindelige idé om bankunionen, siger økonomer.

»At have en central myndighed til at gribe ind og træffe beslutninger i bankkriser er afgørende, hvis euro-samarbejdet skal overleve,« mener Guntram Wolff, økonom ved Breugel-tænketanken.

»Det hjælper ikke noget at have et fælles europæisk banktilsyn, hvis man ikke tager de næste skridt frem mod at skabe bankunionen.«

Men hvis Tyskland siger ja til en fælles bankmyndighed, så følger det også automatisk med, at der skal oprettes en fælles europæisk bankgaranti gennem en fond eller en anden mekanisme.

En sådan garanti vil betyde, at en euro placeret i en spansk eller italiensk bank er lige så sikker som en euro placeret i en tysk eller hollandsk. Men det kræver også, at euro-landene er parat til at garantere solidarisk med en stor pose penge. Og her slår regeringen i Berlin bak, efter at den tyske offentlighed har fået indtrykket af, at Tyskland stort set alene har samlet regningen op for euro-krisen.

»Mange af de ’hårdt arbejdende’ nordlige lande i Europa ønsker ikke at låne flere penge til de ’dovne’ sydlige lande,« siger Hélene Rey.

»Men de glemmer, at det var deres egne banker, som opførte sig uansvarligt ved at låne penge til Grækenland og Irland.«

Allerede nu er forhandlingerne om bankunionen bagud i forhold til tidsplanen og risikerer ikke at være færdige inden valget til Europa-Parlamentet i maj 2014 og den derpå følgende udpegelse af en ny EU-kommission, hvilket kan forsinke vedtagelsen yderligere.

»Europas ledere er faldet tilbage i selvtilfredshed, efter at euro-krisen er løjet af,« advarer lederen af den liberale gruppe i parlamentet, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt.

»Vi risikerer at gentage fejlene op til finanskrisen.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det er ikke kun det kommende valg i Tyskland,det er meget mere den magtfulde forfatningsdomstol i Karlsruhe der skal sige god for aftalen og hvis den går Merkel i mod,så skal det til folkeafstemning.

Henrik Klausen

Jeg tror heller ikke, at danskere ønsker at garantere estiske eller spanske banker. Idéen burde være dødfødt, ligesom euroen...

Kristian Rikard

I mine øjne vender artiklen i nogen grad tingene på hovedet, bortset fra tilsidst hvor man prøver at forklare Merkels/tysklands positiion.
Hvad fr. Hélene Reys mener og tænker må hun selv om. Faktum er, at Tyskland siden krisen gang på gang på gang på gang har prøvet at få de andre lorne EU-lande med på noget konstruktivt, men så vil briterne ikke, så vil danskerne ikke være med til en finansskat, så vil Hollande alligevel ikke det han sagde og lovede etc. etc.
Så undskyld mig, men jeg synes ikke at man kan fortænke Merkel og for så
vidt tyskerne i at tænke lidt på sig selv - og her kunne de lære noget af os danskere!

Karsten Aaen, Per Torbensen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Georg Christensen

Den amerikansk,engelsk,tyske model, er ved at smuldre bort mellem hænderne på dem: (politikerne/præsterne) og deres "hersker" modelbeskrivelser virker ikke længere. Skylden er ganske "klar",oplysnings modellen, Forståelsen "af", og viden om, er "fremtids modellen".

NB: Jeg glæder mig til dagen: Hvor forståelsen af, "at være", endelig sendes i modsætningen til forståelsen af, "ikke at være".

"Merkel kan derfor ikke tillade sig at virke for euro-begejstret i øjeblikket."

Forstillelse? I et demokrati?
Hvordan forventer man, at befolkningen skal træffe det rette valg på et vildledende grundlag? Er det demokrati?

Peter Jensen

Danmark bør hverken for danskernes eller de europæiske folks skyld tilslutte sig nogen 'ambitiøs europæisk bankunion' - såvel fordi den i sig selv er en elendig idé som fordi den repræsenterer endnu et skridt i etableringen af en europæisk føderation. En føderation, som vil øge magtdistancerne yderligere, i samtlige medlemslandene, hvilket vil erodere mulighederne for at virkeliggøre folkedemokratier, deltagende og lokalt inkluderende demokratier. En føderation, som vil cementere og forcere fremmedgørelsen mellem de politiske beslutningslag og befolkningerne, hvilket vil styrke betingelserne for monopolkapitalismens fortsatte ekspropriation og misbrug af værdier og ressourcer.

I øvrigt skal befolkningsmodstanden i ikke blot Tyskland, men bredt europæisk, mod bankunionen og hvad dén konstitutionelt repræsenterer, ikke blot anskues som brødnid - at rige europæiske regioner ikke vil føde på fattige - men også som en fundamental modstand mod udviklingen. Der er blandt kritikere af unionsudviklingen endog meget stor vilje til at hjælpe de sydeuropæiske befolkninger, men det er ikke nødvendigvis det samme som at ville 'hjælpe' de europæiske storbanker og finanssystemer. Mange mainstreammedier glimrer ved kontinuerligt at indskrive skepsis og modstand mod bl.a. bankunionsplanerne som manglende vilje til at hjælpe nødstedte, sydeuropæiske befolkninger; en uheldigt endimensionel fremstilling.

Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Karsten Aaen og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Der er blandt kritikere af unionsudviklingen endog meget stor vilje til at hjælpe de sydeuropæiske befolkninger, men det er ikke nødvendigvis det samme som at ville 'hjælpe' de europæiske storbanker og finanssystemer. "

Jeg tvivler. I så fald gjorde de det jo nok. Jeg tror snarere, mange kritikere af det, de kalder unionsudviklingen, har stor vilje til at kræve, nogle andre hjælper de sydeuropæiske befolkninger.

I øvrigt går tanken om en europæisk bankunion ikke ud på decideret hjælp til europæiske storbanker, så vidt jeg ved. Jeg forstår den som et modtræk mod nationale interesser i favorisering af nogle banker, som populært sagt er for store til at gå konkurs. Danmark har det modsatte problem, at Finanstilsynet er så optaget af Danske Bank, at en række mindre pengeinstitutter ikke har fået kontrolbesøg i flere år. Det kunne måske være godt at have en europæisk kontrolinstans, der holder øje med, om fx. det danske finanstilsyns prioritering er hensigtsmæssig.

Peter Jensen

Børge Rahbech Jensen:
Jeg kan se at jeg fik udtrykt mig uklart, jeg mente at ikke alle kritikere af bankunion og anden unionsudvikling - tværtom for en dels vedkommende - mangler vilje til at bidrage økonomisk og menneskeligt til de ramte civilbefolkninger, en del gør det også via private initiativer, indsamlinger etc. - men hovedsageligt må støtten være af politisk og moralsk art - af politisk art, og her er det meget vanskeligt at trænge igennem de offentlige debatters dikotome fremstilling; bankunion eller kaos. Og hvad angår grækerne, lever myten om den græske mentalitets dovenskab og selvforkælelse i bedste velgående - en fatal politisk udvikling kulturaliseres, så de politisk samvirkende årsager kan bagatelliseres.

Hvad angår selve bankvæsenet, ser jeg ikke megen fidus i den megen kontrolmani, som en bankunion vil indebære - en meget mere bæredygtig løsning ville være at de europæiske stater oprettede folkebanker, som var underlagt demokratiske krav om gennemsigtighed og nonprofit; specielt når det kommer til beskyttelse af befolkningernes værdier og ressourcer.

Thomas Krogh

Peter Jensen

Og hvad angår grækerne, lever myten om den græske mentalitets dovenskab og selvforkælelse i bedste velgående - en fatal politisk udvikling kulturaliseres, så de politisk samvirkende årsager kan bagatelliseres.

Hvor lever den myte egentligt henne - andet end i myten om myten? Stort set alle væsentlige debatter om græsk økonomi rummer da en meget længere række af de elementer der har været afgørende for deres økonomiske kollaps. At det så også nødvendigvis må omfatte den usunde primært politiske kultur, der bærer langt, langt hovedansvaret for katastrofen er ikke en mytisering af årsagerne.

Og hvad angår støtten til grækerne af "politisk og moralsk" art, hvad forestiller du dig i praksis det skal være? Grækernes primært behov er styr på finanserne. Ikke så frygteligt meget andet.

Hvad angår selve bankvæsenet, ser jeg ikke megen fidus i den megen kontrolmani, som en bankunion vil indebære - en meget mere bæredygtig løsning ville være at de europæiske stater oprettede folkebanker, som var underlagt demokratiske krav om gennemsigtighed og nonprofit; specielt når det kommer til beskyttelse af befolkningernes værdier og ressourcer.

Problemet med "folkebanker" - i det omfang de har en offentlig dimension - er at det er en faldgrube og fristelse for politisk motiverede bankforretninger der kan have meget uheldige konsekvenser. Én af de afgørende faktorer bag finanskrisen - i hvert fald i USA - var den mildest talt problematiske brug af Fannie Mae/Freddie Mac som instrument for boligpolitik. Vores egen kommercielle realkredit klarede sig jo langt bedre, *fordi* den ikke var endt som en forlængelse af det politiske liv.

Om så den rigtige løsning er en egentlig bankunion er jeg dog ikke 100% overbevist om. Strengere krav til de enkelte banker kunne sandsynligvis være nok.

Børge Rahbech Jensen

Peter Jensen: Støtten til Sydeuropas befolkninger kunne være køb af sydeuropæiske produkter. Moralsk og politisk støtte gør sjældent nogen forskel på fattigdom.

Karsten Kølliker

Efter min opfattelse har Peter Jensen ret i, at der tegnes et fortegnet billede af både sym- og antipatier i forholdet mellem befolkningerne i hhv. nord- og sydeuropa. I mine øje er der al for lidt orientering i mainstream-medierne om, hvilken samfundsmæssig krise befolkningerne i Grækenland og Spanien er konfronterede med. Jeg er overbevist om, at større viden ville føre til større medfølelse og solidaritet. Når det ikke sker, skyldes det formentlig frygt, ovenikøbet frygt for frygten, som måtte brede sig som konsekvens af denne viden også i det danske samfund.

I en verden der er på vej ind i stadig større usikkerhed, er det efter min opfattelse vigtigt, at vi ikke konstant forlanger af hinanden, at vi skal kunne angive mere eller mindre skudsikre løsninger, men at vi øver os i blot at give udtryk for netop sympati, medfølelse og en vilje til at løse tingene i fællesskab. Hvem ved, måske kunne folkelige tilkendegivelser af denne karakter være en kilde til håb og mod hos dem der kæmper i forreste linje, i dette tilfælde befolkningerne i sydeuropa..

Niels Duus Nielsen, Peter Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

En lille lektion i tysk valgsystem: I Tyskland har man to stemmer. Man stemmer på en kandidat fra et parti som man helst vil stemme på. (kredsmandater). Man stemmer derefter på det parti man næsthelst vil stemme på (partistemme). Det sikrer, at folk der stemmer på et parti som f.eks. Alternative für Deutschland kan stemme på f.eks. FDP eller CDU/CSU.

Ang. den europæiske bankunion glemmer forfatteren til denne artikel at nævne dette: Den tyske Forfatningsdomstol har udtrykt skepsis overfor dele af en sådan bankunion som er foreslået. Og i modsætning til herhjemme respekterer tyskerne generelt domstolenes kendelser....

Peter Jensen, Kristian Rikard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Morten Lynge

@Børge Rahbech Jensen

Syd-Europæiske varer er for dyre til at folk vil købe dem...

Det falder tilbage på euro-konstruktionen... Euroen låste basalt set landenes valutaer til hinanden, men de forskelle i produktivitet der før euroen førte til at valutakurserne i syd faldt i forhold til nord forsvandt ikke. De har stille og roligt akkumuleret så der i dag er en kæmpe forskel mellem de forskellige euro-lande.

Jeg så en beregning for et stykke tid siden der viste at Tyskland stadig ville være konkurrencedygtig hvis euroen steg til $1.50 i kurs mod dollaren. Frankrig derimod ville først være det når den faldt ned imod $1.20, Italien og Spanien skulle have den ned imod $1.10, og Grækenland endnu længere.
Det var konkurrencedygtighed eksternt, men de relative forskelle virker på samme måde indenfor eurozonen.

Tyskland har for øvrigt tilkendegivet at de ikke er imod mere integration, og at de heller ikke er imod et føderalt budget som f.eks. kan tage sig af en bankunion...
MEN, de vil ikke gøre det før der er styr på de andre lande! Med andre ord, de vil ikke give deres teenager kreditkortet med i byen før der er strikse rammer for hvad det kan bruges til...
Det forstår man egentlig godt... men syden (incl. Frankrig) vil have kreditkortet uden restriktioner...

Thomas Krogh

Karsten Kølliker

Jeg er overbevist om, at større viden ville føre til større medfølelse og solidaritet. Når det ikke sker, skyldes det formentlig frygt, ovenikøbet frygt for frygten, som måtte brede sig som konsekvens af denne viden også i det danske samfund.

Viden om f.eks. græske og franske pensionssystemer? Tror du mange danskere og tyskere ville ofre ret mange af deres hårdt tjente penge på at hjælpe, hvis alle facts om mulighederne for tidlig pension í Sydeuropa kom frem?

http://www.businessinsider.com/greece-germany-pensions-2010-4?op=1

I en verden der er på vej ind i stadig større usikkerhed, er det efter min opfattelse vigtigt, at vi ikke konstant forlanger af hinanden, at vi skal kunne angive mere eller mindre skudsikre løsninger, men at vi øver os i blot at give udtryk for netop sympati, medfølelse og en vilje til at løse tingene i fællesskab. Hvem ved, måske kunne folkelige tilkendegivelser af denne karakter være en kilde til håb og mod hos dem der kæmper i forreste linje, i dette tilfælde befolkningerne i sydeuropa..

Det er en sympatisk tanke, men problemet er at de udfordringer landene står med er af en mere kronisk karaktér. Havde der været tale om en-gangsulykker som f.eks. jordskælv,tsunamier eller whatnot, så kunne praktiske håndsrækninger, sympati og nødhjælp række langt, men her er tale om problemer af så massivt omfang at det fordrer fundamentale strukturelle ændringer i disse landes (især) finanspolitik.

Løsninger der ikke - hårdt og brutalt - adresserer de udfordringer, vil kun skubbe løsningen længere ud i fremtiden, og ende med at gøre endnu mere skade.

Karsten Kølliker

Thomas Krogh
“( ) her er tale om problemer af så massivt omfang at det fordrer fundamentale strukturelle ændringer i disse landes (især) finanspolitik.”

Dit ”især” kan læses som møntet på både ’disse lande’ og ’finanspolitik’, og begge dele er givetvist tilfældet. Jeg tænker, at de europæiske lande er hårdest ramt, som senest har gjort op med deres fascistiske fortid. Er der ikke et direkte sammenfald mellem graden hierakisk top-down-styreform og graden af korruption? Og i den kontekst er fagforeningernes rolle heller ikke entydig. De kan være lige så meget modstandere af almindelige menneskers selvbestemmelsesret, som de andre magthavere.

I finanspolitisk henseende forekommer de svage økonomier i sydeuropa i kraft af euroens konstruktion at have fået rollen som prügelknaber for hele den løbske, finansielle sektor. Disse lande har ført en ryggesløs politik, og har skamløst udnyttet den lette adgang til kreditter, men hvem tilvejebragte disse finansielle muligheder? Det gjorde de store banker understøttet af en ryggesløs lovgivning og et afkoblet tilsyn først i USA og Storbritannien, siden fulgt af mangfoldige andre lande.

De omtalte fundamentale strukturelle udfordringer er måske mere iøjnefaldende i de sydeuropæiske lande, men ikke desto mindre også aktuelle for de nordeuropæiske, og må i mange henseender anses for at være globale. Omfanget af vores udfordringer er formentlig større end vi kan begribe. Det er derfor vi efter min opfattelse må gå efter ”personal resilience” i form af at styrke vores holdning, styrke vores generelle samfundsmæssige udsyn og sætte nogle pejlemærker for, i hvilken retning vi ønsker at bevæge os.

Peter Jensen

Thomas Krogh:
"Hvor lever den myte egentligt henne - andet end i myten om myten?"
Jeg møder den på mine arbejdspladser (jeg arbejder både fast og freelance), på barer og værtshuse, blandt forældrene i min søns fodboldklub og blandt folk i al almindelighed. Jeg ser den kolporteret på diverse blogs, i diverse debatfora og i boulevardpressens elektroniske og skrevne medier. Indimellem titter den også mere eller mindre direkte frem fra politisk hold - samt fra eksperthold. Marlene Wind, f.eks. angav tidligt i forløbet at en 'gaveregn' til det græske folk var drivende bag udviklingen, om end hun dog også vedgik at korruption og nepotisme lå bag. Og så var der Goldman Sachs makeup-arbejde, som de besluttende politiske lag i bl.a. EU var velbekendte med, men som man lod gå, fordi Euroen havde mere brug for lak på fronten i form af høj tilslutning - end f.eks. det græske folk vurderedes at have brug for en gennemsigtig og velfunderet nationaløkonomi. Dermed spændtes den græske bue endnu hårdere - mens grækernes muligheder for at kunne bruge vitale pengepolitiske beskyttelsesinstrumenter som f.eks. devaluering i praksis umuliggjordes.

"Og hvad angår støtten til grækerne af "politisk og moralsk" art, hvad forestiller du dig i praksis det skal være? Grækernes primært behov er styr på finanserne. Ikke så frygteligt meget andet."
Det kan være oplysningsarbejde, det kan være deltagelse i aktioner, det kan være støtteerklæringer til progressive politiske aktører, det kan være deltagelse i de offentlige debatter osv. Der er mange måder at agere moralsk og politisk på - og det kan være mere eller mindre deltagende. Økonomisk støtte symboliserer jo også moralsk og/eller politisk støtte - og mht. grækernes primære behov, så vurderer jeg at befolkningens behov, altså den brede græske og jævne befolkning som er fundamentet for landets eksistens, først og fremmest må være adgang til mellemfolkelig, demokratisk samtale - altså øget adgang til magten. Udvidelse af det græske demokrati, med de nødvendige konstitutionelle ændringer, som der er brug for ... og som ledsager til en sådan proces naturligvis øget lighed i levefod og adgangen til samfundsgoderne. Kun med en sådan proces vil det være muligt for grækerne at etablere sig bæredygtigt og fremsynet - specielt fordi magten i landet er centreret på få klaner og en politisk elite som er voldsomt korrupt. 'Styr på finanserne' vil være systembevarende - og dermed ganske hensynsløst, men absolut forventeligt.

Thomas Krogh

Karsten Kølliker

Dit ”især” kan læses som møntet på både ’disse lande’ og ’finanspolitik’, og begge dele er givetvist tilfældet. Jeg tænker, at de europæiske lande er hårdest ramt, som senest har gjort op med deres fascistiske fortid. Er der ikke et direkte sammenfald mellem graden hierakisk top-down-styreform og graden af korruption? Og i den kontekst er fagforeningernes rolle heller ikke entydig. De kan være lige så meget modstandere af almindelige menneskers selvbestemmelsesret, som de andre magthavere.

Mit "især" var møntet på finanspolitik, men jeg medgiver det kan læses på begge måder. Men iøvrigt er jeg ikke uenig. Der er en vis korrelation mellem den demokratiske historie og graden af den suppedas de sidder i. Vi skal dog erindre at vi selv var ved at køre ud af slidsken så sent som i slut-70'erne - uden at det nående helt samme katastrofeomfang.

I finanspolitisk henseende forekommer de svage økonomier i sydeuropa i kraft af euroens konstruktion at have fået rollen som prügelknaber for hele den løbske, finansielle sektor. Disse lande har ført en ryggesløs politik, og har skamløst udnyttet den lette adgang til kreditter, men hvem tilvejebragte disse finansielle muligheder? Det gjorde de store banker understøttet af en ryggesløs lovgivning og et afkoblet tilsyn først i USA og Storbritannien, siden fulgt af mangfoldige andre lande.

Joee.... men de fleste antager jo at når et land udsteder statsobligationer, så har det pågældende land både ret til, brug for, og reelt styr på, udstedelsen. Og alle køber jo statsobligationer - ikke blot banker, men pensionskasser, private investorer og alle mulige andre. Og hvor mange af os kan - eller skal - overveje "har det her land nu fortjent at låne penge?". Er det ikke landets eget ansvar?

De omtalte fundamentale strukturelle udfordringer er måske mere iøjnefaldende i de sydeuropæiske lande, men ikke desto mindre også aktuelle for de nordeuropæiske, og må i mange henseender anses for at være globale. Omfanget af vores udfordringer er formentlig større end vi kan begribe. Det er derfor vi efter min opfattelse må gå efter ”personal resilience” i form af at styrke vores holdning, styrke vores generelle samfundsmæssige udsyn og sætte nogle pejlemærker for, i hvilken retning vi ønsker at bevæge os.

Absolut enig, jeg tror blot man skal være klar over at svaret meget nemt kan være noget der netop kræver de helt hudløst konkrete forslag og brutale beslutninger, som ingen rigtigt har lyst til men som nok er eneste vej ud.

Thomas Krogh

Peter Jensen

.. snip
Marlene Wind, f.eks. angav tidligt i forløbet at en 'gaveregn' til det græske folk var drivende bag udviklingen, om end hun dog også vedgik at korruption og nepotisme lå bag.

I virkeligheden - og det er vel også det vi hører - så er problemerne flersidede, og Wind har jo sådan set ret. Kombinationen af korruption/nepotisme og en række mere eller mindre besynderlige offentlige udgifter, som mere havde karaktér af at købe vælgere end egentlig sund finanspolitisk prioritering.

Og så var der Goldman Sachs makeup-arbejde, som de besluttende politiske lag i bl.a. EU var velbekendte med, men som man lod gå, fordi Euroen havde mere brug for lak på fronten i form af høj tilslutning - end f.eks. det græske folk vurderedes at have brug for en gennemsigtig og velfunderet nationaløkonomi.

Også det ja, men i sidste ende ligger ansvaret for de ting hos de - skiftende - græske regeringer. Det er hverken Goldman Sachs eller EU der har dikteret den græske finanspolitik, udgifterne eller om de skulle med i Euro'en eller ej. Der er grænser for hvor langt andre kan gå ind i en rolle som formynder for et andet lands finanspolitik.

Dermed spændtes den græske bue endnu hårdere - mens grækernes muligheder for at kunne bruge vitale pengepolitiske beskyttelsesinstrumenter som f.eks. devaluering i praksis umuliggjordes.

Man kan så spørge om devalueringer i praksis ville være så afgørende. Der er jo stadigt intet der hindrer grækerne i at forlade Euro'en og tage drachmen tilbage - og i samme åndedrag lade den flyde frit med en massiv devaluering til følge, men det vil have en række andre stærkt ubehagelige konsekvenser.

Det kan være oplysningsarbejde, det kan være deltagelse i aktioner, det kan være støtteerklæringer til progressive politiske aktører, det kan være deltagelse i de offentlige debatter osv. Der er mange måder at agere moralsk og politisk på - og det kan være mere eller mindre deltagende. Økonomisk støtte symboliserer jo også moralsk og/eller politisk støtte - og mht. grækernes primære behov, så vurderer jeg at befolkningens behov, altså den brede græske og jævne befolkning som er fundamentet for landets eksistens, først og fremmest må være adgang til mellemfolkelig, demokratisk samtale - altså øget adgang til magten.

Alt sammen fint nok, men sagens kerne er og bliver misforholdet mellem de græske indtægter og udgifter. Hvis ikke grækerne selv tager den hårde beslutninger, så er der intet der kan redde dem. Man kan ikke snakke eller sympatisere sig ud af så fundamentalt alvorlige problemer. Til gengæld kunne man så håbe at støtte og samtaler fik alles øjne op for hvor alvorlige - og helt fundamentale - problemerne er, og få en langt bredere opbakning til krav om de nødvendige reformer.

Udvidelse af det græske demokrati, med de nødvendige konstitutionelle ændringer, som der er brug for ... og som ledsager til en sådan proces naturligvis øget lighed i levefod og adgangen til samfundsgoderne. Kun med en sådan proces vil det være muligt for grækerne at etablere sig bæredygtigt og fremsynet - specielt fordi magten i landet er centreret på få klaner og en politisk elite som er voldsomt korrupt. 'Styr på finanserne' vil være systembevarende - og dermed ganske hensynsløst, men absolut forventeligt.

Manglende styr på finanserne er vejen lige lukt i helvede. I den ene eller anden form. Jeg er ikke overbevist om at der ikke er en risiko for en yderligere radikalisering og - i yderste konsekvens - et demokratisk kollaps hvis man ikke får skabt holdbare økonomiske rammer.

Karsten Kølliker

Thomas Krogh
Gode saglige pointer.

Hvis manglende styr på finanserne er vejen lige lukt i helvede, er det så ikke der vi er allerede?

Helvede er jo bare en forestilling i den enkeltes fantasi. Helvede kan antage mange forskellige former. Et bud kunne være, at helvede er dér hvor man er magtesløs. Og hvis der er noget der præger det politiske klima i dag så er denne udbredte fornemmelse af magtesløshed. Det eneste politkerne kan er at reagere. Omstændighederne styrer de politiske beslutninger og ikke omvendt.

Den finansielle suppedas vi har bragt os selv i, er så dyb, omfanget af de finansielle pyramidespil er så omfattende, at der ikke findes nogen realpolitiske tiltag, der kan genoprette ligevægten. Det ECB og politikerne gør er at købe sig tid gennem endeløse lappeløsninger, som ikke ændrer det mindste ved de reelle, underliggende problemer. Hvor utroligt det end lyder, så har hele verden levet over evne gennem årtier. Og tiden arbejder derfor heller ikke for politikerne, ikke for problemernes løsning, men uddyber dem snarere.

I mine øjne ville vi derfor alle, ikke mindst grækerne, have været bedre tjent med at have set vores selvskabte helvede i øjnene. Taget alle de massive nedskrivninger der skulle til. Taget den uundgåelige kontraktion af økonomien. Men dermed så igen fået fodfæste og et reelt fundament for nye initiativer og handlekraft.