Læsetid: 4 min.

Taleban taler om fred, men satser på krig

Gårsdagens angreb på præsidentpaladset i Kabul sætter spørgsmålstegn ved, om Talebans forhandlere i Qatar har tilstrækkelig indflydelse til at levere den fredsaftale, som bevægelsen tilsyneladende er interesseret i at indgå
Afghanske sikkerhedsfolk på vagt i Den Grønne Zone i Kabul efter det mislykkede Taleban-angreb på præsidentpaladset.

S. Sabawoon

26. juni 2013

Klokken var halv syv om morgenen, da en bil med fire eller fem talebanere om bord åbnede ild midt i Kabuls Grønne Zone, hvor bl.a. præsidentpaladset, en række nøgleministerier, CIA og de internationale ISAF-styrkers hovedkvarter ligger.

En flok journalister, som var på vej til et pressemøde med præsident Hamid Karzai og USA’s fredsforhandler, James Dobbins, måtte springe for livet, da kuglerne pludselig fløj gennem luften. Men ingen af dem kom noget til. Det gjorde til gengæld mindst to sikkerhedsvagter, der mistede livet, inden angriberne var blevet dræbt og roen genoprettet.

Forsøget på at nå frem til det velbevogtede præsidentpalads er det seneste angreb på højtprofilerede mål, som Taleban og deres allierede har gennemført siden iværksættelsen af en overraskende kraftig forårsoffensiv den 27. april. I Kabul har mindst 37 mennesker mistet livet, heraf mange civile – men langt de fleste angreb har fundet sted ude omkring i de afghanske provinser, hvor flere politichefer er blevet dræbt, guvernører angrebet og distriktshovedkvarterer stormet.

Selv om Taleban har erklæret sig rede til at forhandle fred med både USA og den afghanske regering, satser bevægelsen og dens allierede samtidig kraftigt på krigen. Ifølge den uafhængige organisation ANSO, der overvåger sikkerhedssituationen i Afghanistan for de mange ngo’er, der arbejder i landet, er antallet af angreb – især på afghanske regeringsmål – vokset markant de seneste måneder og ligger nu på niveau med rekordåret 2011.

Ny strategi

Ole Kværnø, der er tidligere chef for NATO’s civile-militære samarbejde i Afghanistan, mener, at angrebene i Kabul langtfra er de vigtigste.

»Forsøget på at angribe præsidentpaladset eller andre regeringsmål i Kabul giver nok Taleban en propagandamæssig sejr, men angrebene har ingen som helst strategisk betydning,« siger han.

»Det har derimod de mange angreb på lokale regeringsrepræsentanter ude omkring i distrikterne, hvor regeringen forsøger at levere service og knytte et bånd til befolkningen.«

Det er Thomas Ruttig fra det ansete Afghan Analyst Network (AAN)enig i. I en længere analyse af den eskalerende vold bekræfter han, at Taleban satser hårdt på at ramme den afghanske regerings repræsentanter ude i landet.

Taleban har skiftet fokus i takt med tilbagetrækningen af de internationale styrker og satser nu i stedet på at lægge maksimalt pres på den afghanske regering, påpeger Ruttig. I årets første tre måneder var hele 70 procent af Talebans angreb rettet mod afghanske mål. Dermed er krigen ved at skifte karakter.

»Afghanistan-krigen ligner i stadig ringere grad en oprørskrig mod en udenlandsk besættelsesmagt og stadig mere en borgerkrig mellem to oprindelige konkurrenter, der begge mener sig berettiget til magten,« skriver han på AAN’s blog.

En splittet bevægelse

Talebans kraftige satsning på slagmarken rejser blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt de afghanske oprørere egentlig er interesseret i en fredsløsning. Og på hvis vegne Talebans forhandlerne i Qatar taler.

Ole Kværnø mener, at der er dele af Taleban, som er interesseret i fred, og andre dele, som ikke er.

»USA og den afghanske regering har brugt de seneste to år på at finde ud af, hvem det egentlig er i Taleban, som man skal forhandle med. Taleban består af et væld af kommandanter og lokale magthavere, som hævder at repræsentere en hel masse mennesker. Men i de fleste tilfælde har det vist sig ikke at passe,« siger han.

Den delegation, som sidder i Qatar, er resultatet af dette udskilningsløb, og den repræsenterer Talebans ledelse, den såkaldte Quetta-shura, understreger han.

Men om de også kan få Talebans mange hundrede kommandanter og titusindvis af fodfolk til at overholde en fredsaftale, er en anden sag.

Udbredt skepsis

Adskillige lokale kommandanter har udtrykt stor skepsis over for eventuelle fredsforhandlinger.

»Jeg er glad over at se Taleban hejse Det Islamiske Emirats flag (i Qatar, red.), men hvad bliver det næste,« spørger Mullah Ihsanullah Akhund, en Taleban-leder i Helmand-provinsen. »Måske vil vores ledere indgå et kompromis og glemme deres mål,« siger han til den britiske avis The Telegraph, hvor også en menig talebaner fra Uruzgan udtrykker sin skepsis.

»Vi vil aldrig acceptere beslutninger truffet af repræsentanter, der forhandler med vores fjender på luksuriøse og airconditionerede steder.«

Ole Kværnø understreger, at Taleban-bevægelsen normalt følger de militære ordrer og retningslinjer fra Quetta-shuraen.

»Men om ledelsen også kan få dem til f.eks. at overholde en våbenhvile, er der ingen, der ved,« siger han og forudser, at netop evnen til at levere vil blive testet som noget af det første ved forhandlingsbordet – f.eks. i form af en lokal våbenhvile.

»Målet med forhandlingerne er at få størstedelen af Taleban og deres allierede til at nedlægge våbnene og acceptere en politisk løsning, men der vil altid være nogen, som er parat til at fortsætte den væbnede kamp. Sådan var det også i Nordirland,« understreger han med henvisning til IRA, der i årtier kæmpede imod det britiske overherredømme i Nordirland.

»Det er forventeligt, at Taleban vil blive splittet. Men en lille udbrydergruppe, der fortsætter kampen, er under alle omstændigheder meget lettere at takle end en stor bevægelse som Taleban,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu