Læsetid: 2 min.

Torturen fortsætter under Mursi

Nye rapporter dokumenterer, at mishandling af demonstranter og indsatte i fængsler fortsat er udbredt
29. juni 2013

Det var en af de væsentligste årsager til, at en protestbevægelse rejste sig mod Mubarak i januar 2011, men myndighedernes behandling af fanger og demonstranter er ikke forbedret, siden Mubarak blev væltet, og Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohamed Mursi, kom til magten.

Det viser en række rapporter, der på det seneste har dokumenteret overgrebene. En af dem, fra El Nadeem Center for Rehabilitation for Victims of Violence, dokumenterer i 11 måneder under Mursis styre 359 tilfalde af tortur og 217 dødsfald i myndighedernes varetægt eller som dræbte i sammenstød med politiet. Tallene er baseret på åbne kilder og vidneudsagn fra ofre for tortur.

»Vi er et folk, der har protesteret, og vores revolution var udløst af vrede over Indenrigsministeriets forbrydelser og en målrettet beslutning om, at disse forbrydelser måtte ophøre,« konstaterer El Nadeem Centret i rapporten. »Efter 18 måneders militært styre valgte dette folk en præsident fra Det Muslimske Broderskab, en gruppe, som har smagt fængslingens bitterhed, tortur og ydmygelse i hænderne på officerer i indenrigsministeriet og sikkerhedspolitiet. Det var forventet, at en udrensning og restrukturering af ministeriet ville være en af deres topprioriteter. I stedet har de identificeret sig med deres torturbødler og konkurreret med dem i tortur og undertrykkelse«.

Får påtaler af regeringen

Rapporten er ikke den eneste af sin art, og generalsekretæren for paraplyorganisationen Egyptian Organisation for Human Rights, Hafez Abou Saeda, er enig i El Nadeem Centrets konklusioner:

»Der er ikke sket nogen fremgang, efter Mursi kom til. Det har tre organisationer dokumenteret inden for den seneste tid, men medier, der fremlægger deres resultater, får påtaler af regeringen,« siger menneskeretsaktivisten.

Han er også stærkt kritisk over for en nyligt fremlagt lov, der lægger begrænsninger på uafhængige organisationers arbejde og særligt deres finansiering, men til gengæld tilgodeser velgørende organisationer omkring broderskabet selv:

»Vi har et stort problem med forfølgelse af kritikere af regeringen og aktivister, hvor styret i vid udstrækning indbringer aktivister for kriminaldomstole som straf for deres politiske ytringer. Så sent som i går truede Mursi med at anvende militærdomstole mod demonstranter.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu