’Er det virkelig det samme land, de taler om?’

Den danske bistand til Afghanistan har gjort en markant forskel, især på uddannelsesområdet. Bistanden opfylder afghanernes behov, leveres til tiden og bør fortsætte efter samme model.

Sådan lyder hovedkonklusionen i den danske 10-årsevaluering, som Udenrigsministeriet udgav sidste efterår.

Og det undrer flere bistandseksperter, som Information har talt med.

I Norge, der har støttet næsten de samme områder som Danmark, lyder dommen over de seneste 10 års bistand nemlig stik modsat. Den norske 10-årsevaluering, som ligeledes blev fremlagt sidste efterår, konkluderer i modsætning til den danske, at den norske bistand har været meget lidt synlig, at kontrollen med de norske bistandspenge har været ringe, og at hele indsatsen bør gentænkes.

Skønmaleri

Information har bedt en række uafhængige eksperter gennemgå de to landes evalueringer og svare på, hvordan det, der anses for at være en succes i Danmark, vurderes som en fiasko i Norge.

Christian Bjørnskov, der er lektor i international økonomi på Aarhus Universitet, mener, at evalueringen af Danidas indsats i Afghanistan er et skønmaleri.

»Det er meget påfaldende, hvor forskellige de danske og norske evalueringer er,« siger han. »Mens den norske evaluering er ærlig og åben med hensyn til de problemer, der eksisterer i Afghanistan, er den danske evaluering meget strudseagtig. Det virker nærmest, som om man ikke vil erkende, hvad der foregår i landet,« siger han.

»F.eks. skriver nordmændene eksplicit om de enorme korruptionsproblemer og om, hvordan Talebans økonomi er baseret på narko, mens den type vurderinger er helt fraværende fra den danske evaluering,« siger han.

Christian Bayer Tygesen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet er enig.

»Der er meget stor forskel på evalueringerne. Den danske rapport er langt mere poleret, rund og diplomatisk end den norske, som er meget mere eksplicit med hensyn til de problemer, som bistandsindsatsen står over for i Afghanistan,« siger han.

Også Arne Strand fra Chr. Michelsen Institute i Bergen finder forskellen på evalueringen af de to landes indsats iøjnefaldende.

»Den norske vurdering er langt mere realistisk i sin tilgang til de mange problemer, der findes i Afghanistan, end den danske, der begrænser sig til at komme med en række forblommede hentydninger,« siger han.

Arne Strand undrer sig bl.a. over, at den danske evaluering ikke beskæftiger sig med den omfattende korruption – et problem, som den norske rapport anser for at udgøre »den største forhindring for en effektiv bistandsindsats« i Afghanistan.

»Det er ret utroligt, at end ikke den store korruptionsskandale i den danskstøttede LOTFA-fond er nævnt,« siger han.

Skandalen har bl.a. ført til udskiftning af LOTFA’s ledelse og af ledelsen på UNDP’s kontor i Kabul, der har hovedansvaret for milliardfonden.

Arne Strand undrer sig også over, at den danske evaluering ikke indeholder noget som helst om problemerne med at bygge skoler i det krigshærgede Helmand.

»Jeg har meget svært ved at tro, at Danmark ikke skulle have de samme problemer som alle andre, der bygger skoler i krigszonen,« siger han.

Christian Bayer Tygesen understreger, at der også er en række forskelle på den danske og norske bistand, som måske kan forklare, hvorfor de to landes bistand vurderes så forskelligt.

»Den danske indsats på uddannelsesområdet har været meget stærk. Faktisk er Danmark en slags superstjerne på det felt, og det er samtidig et område, hvor det er relativt let at pege på resultater. Danmark har derfor mere at fremvise på uddannelsesområdet, end Norge har,« siger han.

Derudover peger Bayer på, at Norge har kastet sig over det vanskelige lov og orden-område, hvor der er »meget få lavthængende frugter at plukke«, som han udtrykker det.

Uvelkommen kritik

Christian Bjørnskov er væsentligt mere kritisk og mener, at den positive danske evaluering kan skyldes en »ikkekonfrontatorisk tradition« i det danske udenrigsministerium.

»Der er en tradition for at bruge et meget diplomatisk sprog af frygt for at genere de samarbejdspartnere, Danmark har,« siger han.

Derudover mener han, at der ofte kan sættes spørgsmålstegn ved uafhængigheden hos de konsulentfirmaer, som får til opgave at evaluere den danske bistand.

»Det er et generelt problem, at de konsulentfirmaer, der udfører evalueringer, er afhængige af at få nye opgaver af de samme myndigheder, som de evaluerer,« siger han.

»Det er velkendt i miljøet, at man ikke skider i egen rede. Hvis man sender meget kritiske evalueringer, får man færre eller slet ingen opgaver næste gang, der skal uddeles kontrakter.«

Information har tidligere dokumenteret, at kritiske evalueringer ikke er velkomne i det danske udenrigsministerium.

Det skete i foråret 2009, hvor hele ni forskellige eksperter og tidligere evalueringskonsulenter bekræftede, at konsulenter, der afleverer alt for kritiske rapporter, ikke skal regne med at blive hyret igen.

Christian Bjørnskov understreger, at det stadig forholder sig sådan, og ser den danske Afghanistan-evaluering som et bevis herpå.

»Danmark har en tendens til at nedtone og gemme problemerne, og det betyder desværre, at man også fra dansk side har svært ved at yde en konkret indsats, f.eks. imod korruption, når man ikke officielt anerkender problemets omfang.«

Generel tendens

Konsulent Anneke Slob, der har stået for evalueringen af den norske Afghanistan-bistand, finder den danske evaluering meget typisk.

»Jeg har læst mange landes evalueringer af bistanden til Afghanistan – og de siger normalt ikke ret meget. Der er en klar tendens til at være forholdsvis ukritisk og en klar tendens til ikke at gøre brug af de enorme mængder viden og forskning, som faktisk findes om Afghanistan. Og det er skidt for den faglige standard. For det betyder, at de fordrejer billedet af, hvad der foregår,« siger hun.

Samtidig er presset fra de enkelte lande for at få positive evalueringer, vokset, siger hun.

»Jeg har været i denne branche i 25 år og kan se en klar tendens til, at udenrigsministerierne lægger stadig mere pres på for at få positive evalueringer af deres indsats – både i Afghanistan og andre steder. Men det er klart, at presset for at kunne fremvise en succes i Afghanistan i øjeblikket er meget stort.«

Af samme grund roser hun Norge for at have modtaget den meget kritiske vurdering uden at kny.

Anneke Slob understreger, at hun ikke har gransket den danske indsats i Afghanistan nøjere. Men det undrer hende, at Danmark skulle have så entydig succes, hvor Norge har haft problemer.

»Det skulle undre mig meget, om ikke Danmark og Norge har mødt stort set de samme problemer og udfordringer, f.eks. med hensyn til skolebyggeri. Og det burde jo fremgå på nogenlunde samme måde af de to landes evalueringer,« siger hun. »Ikke mindst fordi skolebyggeri i Helmand alt andet lige er væsentligt vanskeligere end i Faryab, hvor nordmændene har arbejdet.«

Dokumentation

Den norske evalueringsrapport:

Den danske evalueringsrapport: