Læsetid: 4 min.

Den virkelige kamp om Afghanistan står mellem Indien og Pakistan

Afghanistans gamle etniske konflikt trækker tråde til den indædte konflikt mellem regionens to atommagter
1. juli 2013

Den igangværende krig i Afghanistan har alt at gøre med det nu mere end 60 år gamle fjendskab mellem Indien og Pakistan. De fleste vestlige analytikere ser konflikten som en kamp mellem NATO på den ene side og al-Qaeda og Taleban på den anden. I virkeligheden er det længe siden, det var tilfældet.

Vi tror, det handler om os, men det gør det ikke. Tværtimod er vores tropper nu fanget i en kompleks krig, som er formet af to forudgående konflikter: en intern og en regional.

Pakistans rolle

Internt i Afghanistan opfattes krigen primært som et pashtunsk oprør mod præsident Hamid Karzais regime, et oprør som har styrket tre andre etniske grupper: tadsjikerne, usbekerne og hazarierne – hvilket på ingen måde passer pashtunerne.

Karzai er selv pashtuner, men mange ser ham som galionsfigur for en af USA dikteret tilpasning til de magtrelationer, der blev etableret i 2001, hvor USA væltede det primært pashtunske Taleban. Ved at slå sig sammen med tadsjikerne i de nordlige provinser mod pashtunerne i syd kom USA uforvarende til at vælge side i en borgerkrig, der har været i gang siden 1970’erne.

Tadsjikerne, som udgør 27 pct. af Afghanistans befolkning, sidder i dag på 70 pct. af officersposterne i den afghanske hær. Af denne grund støtter eller sympatiserer mange pashtunere – som udgør 40 pct. af befolkningen – Taleban.

Bag denne oprindelige konflikt lurer et langt farligere fjendskab mellem regionens to atommagter, Indien og Pakistan. I virkeligheden spiller USA, Storbritannien og NATO en perifer rolle og er i modsætning til Indien og Pakistan på vej ud af konflikten. Sandheden er, at Taleban klarer sig så godt i Afghanistan, fordi de bliver støttet af Pakistan. Og de bliver støttet af Pakistan, fordi Pakistans generaler frygter at blive klemt i en indisk skruetvinge: mod syd den massive indiske tilstedeværelse og mod nord det proindiske afghanske regime.

Karzais indiske forbindelse

Siden delingen af subkontinentet i 1947 har Indien og Pakistan udkæmpet tre krige – senest i 1971 – og var tilsyneladende på randen af atomkrig mod hinanden under Kargil-krisen i 1999.

Da Taleban blev sat fra magten af USA, satte det en kæmpe strategisk omvæltning i gang: Regeringen i Afghanistan blev nu Indiens allierede, hvilket netop var Pakistans værste mareridt. Karzai nærer et indædt had til Pakistan, blandt andet fordi han mener, at ISI – Pakistans efterretningstjeneste – var involveret i likvideringen af hans far i 1999. Samtidig er Karzai tæt knyttet til Indien, hvor han har taget sin uddannelse.

Da jeg interviewede Karzai i begyndelsen af marts beskrev hans sit ophold i Shimla (hovedby i Himachal Pradesh i Nordindien, red.) som den lykkeligste tid i sit liv. Indien har med Karzai ved magten fået mulighed for at styrke sin politiske og økonomiske indflydelse i Afghanistan, har genåbnet sin ambassade i Kabul, åbner fire nye regionale konsulater og bidrager med 1,5 mia. dollar i genopbygningsbistand.

Pakistans generaler har længe anset jihadister som værende prisbillige og effektive redskaber til at kontrollere begivenhederne i både Afghanistan og Kashmir. Det er ikke til at sige, hvor mange der stadig går ind for denne strategi, og hvor mange, der er kommet på andre tanker. Men der er helt klart kræfter i ISI og hæren, som er bekymrede over den omfattende sekteriske og politiske vold, som jihadisterne har bragt med sig ind i Pakistan. Andre mener imidlertid, at jihadisterne er et mere anvendeligt forsvar mod indisk hegemoni end atomvåben. De anser støtte til nøje udvalgte jihadister i Afghanistan for at være en afgørende overlevelsesstrategi, der er prisen værd. Det mente chefen for den pakistanske hær, general Ashfaq Parvez Kayani, også engang. Hvilken holdning, han har nu, er uklart.

Pakistankendere er imidlertid enige én ting: selvom Kayani er opmærksom på truslen fra Taleban internt i Pakistan, er han forsat mest optaget af Indiens tilstedeværelse Afghanistan. En højtstående Islamabad-baseret britisk diplomat har formuleret det således:

»Kayani har for tiden ikke andet end Afghanistan i hovedet, og det er det eneste, han vil tale om. Det er det eneste, han indhenter oplysninger om, og det er det, al hans opmærksomhed er rettet mod. Der foregår en indo-pakistansk krig pr. stedfortræder, og den foregår lige nu.«

Dødbringende trekantsdrama

Meget afhænger af, hvad Indien vælger. Det er ikke til at sige, om regeringen vil optrappe sin rolle i Afghanistan, når de amerikanske tropper trækker sig ud. Nogle indiske høge taler for, at en mere markant indisk militær tilstedeværelse i Afghanistan kan udfylde det vakuum, som USA’s tilbagetrækning vil skabe, og ikke mindst fremme landets regionale interesser, styrke Indiens position i konkurrencen med Kina og være en torn i øjet på Pakistan på én og samme tid.

Pakistans premierminister Nawaz Sharifs forsøg på at at række hånden frem til Indien kan muligvis styrke Delhis mere moderate kræfter. Men det eneste sikre er, at fremtiden ville se lysere ud for alle tre parter – der lige nu er fanget i et dødbringende trekantsdrama fuld af mistillid og konkurrence – hvis Pakistan og Indien begyndte at anskue ustabiliteten i Afghanistan som en fælles udfordring frem for som en kampzone, i hvilken deres lange, indædte fejde kan eskaleres.

 

William Dalrymple er britisk historiker og forfatter til bl.a. ‘Return of a King – The Battle for Afghanistan’ (2012)

© The Guardian og Information
Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu