Nyhed
Læsetid: 4 min.

Amerikansk spionage truer frihandelsaftale mellem USA og EU

Amerikansk spionage mod EU-institutioner vækker bestyrtelse i Tyskland og truer forhandlingerne om en transatlantisk frihandelsaftale. Whistlebloweren Edward Snowden, der afslørede USA’s spionageprogram, bør få asyl i Tyskland, siger ledende tysk politiker
Udland
2. juli 2013

Amerikansk spionage mod EU-institutioner kan risikere at forpurre flere års bestræbelser på at nå til enighed om transatlantisk frihandelsaftale mellem EU og USA.

NSA’s målrettede overvågning af europæiske politiske institutioner får en lang række europæiske politikere til at kritisere det amerikanske spionprogram i hårde vendinger. Flere politikere kræver, at EU afbryder de aktuelle forhandlinger med USA om den omfattende frihandelsaftale.

»Vi kan ikke forhandle om et stort transatlantisk marked, når der hersker selv den mindste mistanke om, at vores partnere udspionerer vores forhandlingslederes kontorer. De amerikanske myndigheder bør hurtigst muligt begrave enhver tvivl i dette spørgsmål«, siger EU’s justitskommissær Viviane Reding som reaktion på oplysninger om, at den amerikanske efterretningstjenester målrettet har aflyttet EU-kontorer.

»Frihandelsaftalen er endnu en grund til at afklare, hvilke databeskyttelsesregler, der gælder på begge sider af Atlanten, og hvordan man kan nå til enighed om en fælles standard. Hvis transatlantisk handel skal være mulig, er det også nødvendigt at nå til enighed om, hvordan man behandler såkaldte ’Big Data’,« siger Annegret Bendiek, der forsker i transatlantiske relationer ved Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin.

Ifølge EU’s egne beregninger vil frihandelsaftalen (FTA) indbringe 119 mia. euro (888 mia. kr.) ekstra i årlige handelsindtægter til Europa. For USA er de anslåede indtægter i omegnen af 95 mia. euro (709 mia. kr.).

Aflytning af venner

I søndags kunne det tyske magasin Der Spiegel, der har set NSA-dokumenter lækket af den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden, berette, at den amerikanske efterretningstjeneste systematisk har overvåget e-mails og telekommunikation i de europæiske institutioner i Washington, New York og Bruxelles, herunder Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles, hvor EU-rådet holder til. I EU’s repræsentation i Washington har NSA angiveligt installeret mikrofoner og har infiltreret computernetværket med henblik på overvågning af interne dokumenter og e-mails.

»Afsløringerne er for så vidt en belastning for forholdet mellem EU og USA, fordi omfanget af NSA og den britiske regerings efterretningsarbejder er meget mere omfattende, end hvad den tyske regering og også Bruxelles havde forestillet sig«, siger Annegret Bendiek.

Indtil videre holder den tyske regering sig tilbage, når det gælder direkte trusler med at afbryde forhandlingerne om frihandelsaftalen, men også i Berlin, hvor kansler Angela Merkel for nylig drøftede NSA’s overvågning under præsident Barack Obamas besøg, er der stigende utilfredshed med omfanget af det amerikanske spionprogram.

»At aflytte venner, det er uacceptabelt, det går slet ikke, vi befinder os ikke længere i Den Kolde Krig«, sagde Angela Merkels talsmand Steffen Seibert i går og understregede ved samme lejlighed, at frihandelsaftalen afhænger af gensidig tillid: »Vi må forhandle i en atmosfære af tillid og på lige vilkår, og det er en atmosfære, som det er nødvendigt at tilvejebringe.«

Også den tyske indenrigsminister Hans-Peter Friedrich kræver, at USA giver en officiel undskyldning, hvis Spiegels oplysninger er korrekte.

Set fra Washington er der imidlertid ikke grund til bekymring. Den amerikanske udenrigsminister John Kerry afviser den internationale kritik af de amerikanske spionageaktiviteter med henvisning til, at andre lande indsamler information på lignende vis. »Så vidt jeg ved, er det ikke usædvanligt i mange andre lande«, siger Kerry.

På linje med Irak og Afghanistan

Foruden vreden over spionagen mod EU-institutioner er det officielle Tyskland chokeret over omfanget af den amerikanske overvågning af tyske borgere. Ifølge Spiegel overvåger NSA gennemsnitligt 20 mio. tyske telefonforbindelser og 10 mio. internet-datasæt om dagen, hvilket har udløst udbredt bestyrtelse i Tyskland.

På baggrund af de nye oplysninger har politikere i både Tyskland og Frankrig foreslået at give NSA-whistlebloweren Edward Snowden asyl i Europa. Snowden bør gives »et sikkert ophold, for han har gjort Europa en tjeneste« siger Jürgen Trittin, gruppeformand for De Grønne i Tyskland.

Særligt er tyske medier og politikere chokerede over, at NSA betragter Tyskland som en partner af »tredje klasse«, og dermed rangerer Tyskland på linje med lande som Kina, Irak og Afghanistan, mens Storbritannien og New Zealand tilhører anden klasse.

»Vi er i stand til at angribe signaler fra de fleste fremmede partnere af tredje klasse, og det gør vi også,« lyder en passage i det lækkede NSA-dokument.

Oplysningerne har fået Justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger til at kræve en forklaring fra de amerikanske myndigheder. I et interview med tabloidavisen BILD sammenligner Leutheusser-Schnarrenberger den angivelige overvågning af tyske statsborgeres telekommunikation med »fjendtlige handlinger under Den Kolde Krig«. »Det er hinsides vores forestillingsevne, at vores amerikanske venner ser europæerne som fjender,« siger den tyske justitsminister.

Flere tyske journalister vurderer, at det amerikanske spionprogram vil få graverende konsekvenser for de tysk-amerikanske relationer.

»Præcis 50 år efter Kennedys Ich-bin-ein-Berliner-tale må vi erkende: Vi er et mål, ikke en allieret. Det er et tysk verdensbillede, der styrter i grus. I første omgang tier kansleren. Men forsøg på at tie situationen ihjel vil ikke slå til i længden. Spionageskandalen vil få konsekvenser: Vi kan ikke længere regne med dette USA. Det er den tyske og europæiske sikkerheds- og udenrigspolitik nødt til at indstille sig på,« skriver kommentatoren Jakob Augstein i en klumme i Spiegel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hvad er det de selv plejer at sige? Nåh jo, kun folk, der har noget at skjule bør frygte overvågning. Hvad er det de har gået og sagt om Obama og USA nede i
Bruxelles? Sagen er faktisk også urkomisk, og dertil ret afslørende for hyklerne.

Torben Lindegaard

Undskyld, Niels-Holger, at jeg ikke kan se det komiske i overvågning af 20 mio tyskeres telefonforbindelser. Det minder al for meget om Stasi, til at være morsomt.