Læsetid: 5 min.

’I dag kigger du dig en ekstra gang over skulderen’

Forventningerne til et nyt Egypten var tårnhøje, da det egyptiske folk og hæren væltede præsident Hosni Mubarak i 2011. Men i mellemtiden er kriminaliteten eksploderet, og politiet formår ikke at løse problemet. Det får nu flere borgere til at tage loven i egne hænder
En betjent fra specialpolitiet taler i telefon i Kairo d. 3. juli. Egyptere oplever, at politiet ikke kommer, selv om de ringer. Det har fået borgere til at oprette egne vagtværn, købe ulovlige våben og tage loven i egne hænder for at føle sig sikre.

Amr Abdallah Dalsh

6. juli 2013

Mando Hosny trækker en skuffe ud under kasseapparatet. I bunden under et par blade ligger en køkkenkniv.

»Den er sløv, men det er nok til at skræmme en tyv væk, hvis han forsøger på noget,« siger han og holder kniven op foran sig.

Han slår et par gange ud i luften med den og griner.

»Jeg har ikke brugt den endnu.«

Begejstringen i hans stemme antyder, at det ærgrer ham lidt. Mando Hosny er 25 år og arbejder i Crack, en herretøjsforretning på Misr Wa El Sudan Street i Hadaep el-Qubba-kvarteret i Kairo. Som adskillige andre steder i byen oplever områdets borgere, at sikkerhedssituationen er blevet væsentlig forværret siden revolutionen i 2011, hvor Hosni Mubarak blev sat af magten. Forretningsdrivende i gaden beklager sig over, at der intet politi er på gaden, og opstår der slagsmål, vælger folk at lade parterne gøre det færdigt selv.

»For nogle måneder siden udbrød der slagsmål i et islamisk kvarter lidt længere ude. En mand stak en anden mand ned med en kniv. Vi ringede til politiet, men ingen dukkede op. I mellemtiden døde manden, og en times tid senere dukkede hans familie op og gik amok. De ville have hævn over hans død, og inden vi fik set os om, blev yderligere to mænd stukket ihjel. Først senere på aften ankom politibetjentene. De stillede et par spørgsmål, hvorefter de smuttede igen. Et par dage efter tog familierne til de pårørende sagen i egen hånd og fangede selv de skyldige, hvorefter de kørte dem til den nærmeste politistation,« siger Mando Hosny.

Lov og orden sat ud af spil

Efter revolutionen i 2011 er historier som denne blevet hverdag i Egyptens hovedstad, som har været vidne til en stigning på 300 procent i antallet af manddrab og 12 gange så mange væbnede røverier.

Uden for Kairo er situationen ikke meget bedre. Forskellige bander kontrollerer hovedveje i Øvre Egypten og Sinai, hvor de truer lastbilchauffører med håndvåben og kræver beskyttelsespenge fra virksomheder, som er afhængige af at transportere deres varer på vejene. Selv om de adspurgte butiksejere på Misr Wa El Sudan Street er enige om, at politiet heller ikke varetog deres opgaver før revolutionen, så havde Kairo på det tidspunkt ifølge FN et af de laveste antal manddrab på verdensplan.

Selv om kritikere af den tidligere præsident Hosni Mubarak beskyldte ham for at misbruge regimets sikkerhedsinstitutioner, herunder blandt andet politiet, til at beskytte staten imod politiske modstandere, så betød hans diktatoriske stil ikke desto mindre, at kriminaliteten lå på et relativt lavt niveau.

Kareem el-Gamal er 25 år og jurastuderende. Han har slået sig ned på trappen til en internetcafé i kvarteret Ghamra. Han holder et øje med butikken, mens ejeren er i moskeen for at bede.

»Sikkerheden er helt klart blevet værre efter præsident Mursi kom til. Førhen patruljerede politiet i området, men nu ser man dem aldrig. I dag kigger du dig en ekstra gang over skulderen, for du kan ikke føle dig sikker. Det er skidt, for der er flere kriminelle på gaderne,« siger han.

I løbet af de 18 dage, som revolutionen i 2011 varede, undslap flere end 23.000 fanger fra fængslet. Over 5000 af dem er stadig på fri fod. Egyptiske kriminologer begrunder den stigende lovløshed med blandt andet de undslupne fanger, men også med den store arbejdsløshed, som skaber frustration i samfundet. I dag ligger arbejdsløsheden på rekordhøje 13,2 procent.

Tager loven i egne hænder

Den manglende tillid til politiet og manglende reformer af landets dysfunktionelle sikkerhedsapparat har medført, at lokale handelsdrivende tager egne sikkerhedsforanstaltninger.

Kareem el-Gamal fortæller, at de er en gruppe af unge, som holder sammen, og når der opstår ballade et sted i kvarteret, kommer alle fra gruppen til undsætning.

»Politiet er svagt og dukker alligevel ikke op, når man ringer til dem. Så hellere klare det selv,« siger han.

Tidligere på året fremsatte Building and Development-partiet, som udspringer af den militante islamistiske gruppe al-Gamaa al-Islamiya, et lovforslag om at tillade ubevæbnede militser til at assistere politiet.

»Vores gruppe er ikke organiseret som sådan, men vi har våben,« siger Kareem El-Gamal.

»Jeg går ikke ind for den slags forslag om private militser i Egypten. Hvis man først åbner den dør, vil flere og flere folk anskaffe sig våben. Så bliver det ét kvarter imod et andet. Der er noget, mange ikke forstår ved den egyptiske mentalitet. Hvis min nabo har et våben, så skal jeg også have et. Der er ingen logik bag det. Det er et spørgsmål om at holde hovedet højt,« siger han.

I Damietta-regionen i det nordlige Egypten dræbte indbyggere i en mindre landsby i forrige måned en tømrer, som de anklagede for at have dræbt en buschauffør. Det er blot ét i en række eksempler på, at borgere har afstraffet mistænkte uden om myndighederne.

Amr Yassin, en 47-årig butiksdrivende, også i Hadaep el-Qubba-kvarteret, ejer en lille makeupbutik. Også han føler, at det er blevet mere usikkert at drive butik i Kairo. Han har af princip ingen våben i sin butik, selv om han tidligere på året blev forsøgt overfaldet netop i butikken.

»Jeg og andre butiksejere på gaden taler meget om, hvordan vi sikrer os imod røvere, men jeg bryder mig ikke om selv at skaffe mig et våben. Jeg ved udmærket godt, at andre gør det. Vi har taget os den forholdsregel, at alle på gaden lukker butikkerne samtidig. På den måde risikerer man ikke at stå alene på en mørk gade,« siger han. På etagen oven over Amr Yassins butik ligger en lægeklinik, og han fortæller, at der langt oftere end tidligere kommer folk ind med knivstik fra slagsmål på gaden.

Kareem el-Gamal er forsvundet ind på internetcafeen. Han kommer tilbage med 30 centimeter lang machetekniv.

»Vi har knive til beskyttelse, men ikke skydevåben. Hvis man vil have en pistol, er det ikke noget problem at finde, men det koster mange penge – måske mellem 1500 og 2000 egyptiske pund,« siger han.

I Egypten er det ulovligt at anskaffe sig våben uden tilladelse, men det har ikke lagt en dæmper på den illegale våbenhandel. Flere adspurgte i Hadaep el-Qubba-kvarteret fortæller, at handlen foregår rundt omkring i butikker, og at politiet udmærket er klar over det.

»Før Hosni Mubarak blev væltet var det umuligt at anskaffe sig et våben. I dag er det intet problem,« siger Kareem el-Gamal.

En stor del af de våben, som er i omløb i Kairos gader, blev konfiskeret fra politistationer under revolutionen. Men også fra Libyen og Sudan smugles der våben ind over grænsen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

DR1 Orientering fortalte for mange måneder siden, at hverken politi eller militær rettede sig efter Mursi.

Vestens hykleriske holdning til demokrati blev meget godt beskrevet i et tidligt "dark-wave" nummer fra 1966.

Det var Zappa og Mothers of Invention. Nummeret hed "Who are the brain police".

Den berømte linie lyder ganske enkelt: "What will you do if the labour comes up".

Middelklasse amerikanerens frygt for, hvad der ville ske, hvis arbejderne rev sig fri af deres lænker og tog magten,

Og det ville jo netop være en hypotetisk - men næppe reel mulighed (vi er jo i USA) under et demokrati.

Det uhyggelige ved et demokrati er flertallets magt.

Hvad hulen kan den enkelte stille op, hvis flertallet beslutter noget, man selv betragter som meget forkert ?

Der var absolut intet i forholdene i Egypten, der berettigede til 'tårnhøje forventinger om et nyt Egypten'.

I de forløbne toogethalvt år er de sociale og økonomiske forhold for det store flertal af egyptere kun blevet værre. Jeg skrev dengang, at Egypten ikke kan regeres uden om militæret, og det har forventeligt grebet magten igen.

Det store problem er, at militæret heller ikke har løsningen på Egyptens problemer, som Broderskabet heller ikke har, om end militæret nok kan sørge for en vis ro og orden.