Læsetid: 2 min.

Danmark udleverer tilbageholdt fange til afghansk fængsel

Den afghanske fange, der i syv måneder har været tilbageholdt af de danske styrker i Afghanistan, udleveres nu til de afghanske myndigheder. Men det er endnu uklart på hvilke betingelser
2. juli 2013

Den afghaner, der siden 5. december 2012 har været tilbageholdt af de danske styrker i Afghanistan, er efter syv måneder i dansk varetægt søndag den 30. juni blevet udleveret til det afghanske fængsel i Parwan.

Det oplyser Hærens Operative Kommando.

Afghaneren er mistænkt for at fremstille og udlægge vejsidebomber og har siden tilfangetagelsen i december befundet sig i en midlertidig tilbageholdelsesfacilitet i den danske lejr, Camp Bastion.

Danmark har ikke ville udlevere fangen til de lokale myndigheder i Helmand-provinsen af frygt for, at fangen ville blive udsat for mishandling. I stedet har de danske myndigheder forsøgt at få en aftale med de afghanske myndigheder om at udlevere fangen til fængslet i Parwan, hvilket altså nu er lykkedes.

De mange måneder, den afghanske fange har siddet i den midlertidige danske tilbageholdelsesfacilitet, er tidligere i Information blevet kritiseret af blandt andet Amnesty International, menneskerettighedsekspert Thomas Gammeltoft-Hansen og folkeretsekspert Jens Elo Rytter.

Hærens Operative Kommando ønsker ikke at udtale sig om udleveringen, men henviser til Forsvarskommandoen, der igen henviser til Forsvarsministeriet.

Tavs minister

Forsvarsministeriet ønskede i går ikke at uddybe omstændighederne omkring udleveringen, herunder hvilken aftale, der er indgået med de afghanske myndigheder om udleveringen, ligesom ministeriet oplyste, at forsvarsministeren ikke ønskede at udtale sig til Information, da han holder ferie.

Forsvarsminister Nick Hækkerup udtalte den 8. maj i Information, at han på grund af de efterretninger, han har, ikke mener, at der foregår mishandling i fængslet i Parwan, som fangen er udleveret til.

»Vi tager også selv op og undersøger stedet forud for en eventuel udlevering,« sagde han dengang til Information.

Hvilke initiativer, det danske forsvar har taget inden udleveringen, herunder hvilken undersøgelse der er gennemført inden udlevering, har det ikke været muligt at få oplyst fra Forsvarsministeriet.

Claus Juul, der er juridisk rådgiver hos Amnesty International, oplyser, at Amnesty gennem deres kontor i London forsøger at få oplysninger om fængslet i Parwan, ligesom de forsøger at få flere oplysninger om betingelserne for udleveringen.

Svært dilemma

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing vurderer, at det danske forsvar må have fået sikkerhed for, at fangen ikke vil blive udsat for mishandling, da netop frygten for, at fangen ville blive mishandlet, var grunden til, at Danmark ikke ville udlevere fangen til myndigheder i Helmand.

Peter Vedel Kessing glæder sig dog samtidig over, at sagen nu er afsluttet.

»Det har været et kæmpe dilemma, man har siddet i. Man kan ikke selv retsforfølge ham, og man kan ikke overdrage til dem, der har bemyndigelse til at retsforfølge ham, fordi der var risiko for tortur. Så det var et stort dilemma, hvad man skulle gøre i sagen. Men jeg synes, det er godt, at det er blevet løst,« siger Peter Vedel Kessing.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu