Læsetid: 10 min.

Drømmen om et job i mineindustrien

Alle i Grønland taler om minerne. Det er samfundets store satsning på en bedre fremtid. Men selv i det bedst tænkelige scenarie kan råstofprojekterne alene ikke redde økonomien. Det er de unge ufaglærte, der er nøglen
På Råstofskolen i Sisimiut uddanner grønlændere sig til at kunne arbejde i den spirende råstofindustri. Eleverne er i færd med at hugge tunneler ind i fjeldet, men har foreløbig kun et trykluftsbor til formålet. Når sommeren er slut, har de udsigt til at få en boremaskine.

Tine Sletting

29. juli 2013

Det fine, hvide støv lægger sig som en sky over hele pladsen. Inge-Marø knuger hænderne sammen om håndtagene og holder trykluftsboret vandret ind i klippevæggen ved hjælp af en støttefod. Hun har håret samlet i en knold under hjelmen. Høreværnene stikker ud fra siden som små antenner, der er trukket ned over ørerne. Munden er dækket af en maske. Fem meter derfra hamrer endnu et trykluftsbor i hurtige stød. Larmen fra de hårde metalliske hug bliver kastet rundt mellem klipperne og blander sig med trykluftsgeneratorens konstante kværnen.

»Hvis jeg skal være ærlig, er det, fordi jeg ikke vil have, at det er indvandrere, der skal komme og arbejde. Jeg vil helst have, at det er grønlændere, der får arbejde, når det kommer,« siger 25-årige Inge-Marø om sin motivation for at tage en mineuddannelse, da hun har lagt trykluftsboret fra sig. Hun har ingen anden uddannelse end folkeskolen. De seneste år har hun arbejdet i en børnehave. Men hendes onkel har fortalt hende om arbejdet i guldminen i Sydgrønland, og nu vil Inge-Marø gøre sit til, at det bliver grønlandske hænder, der henter de grønlandske råstoffer ud af fjeldene.

På alle niveauer ruster Grønland sig til råstofeventyret. Det er en satsning, for i første omgang koster det langt flere penge, end der kommer den anden vej. Landets næststørste by, Sisimiut, hævede sidste år kommuneskatten, så man fik råd til at udvide havnekajen og bortsprænge naboklipperne, hvor olieefterforskningsselskaberne nu har fået bedre plads til at lægge deres grej. Private firmaer investerer i nye medarbejdere og helt nye afdelinger i håb om at få en større bid af kagen som underleverandør for mineindustrien.

Selvstyret har også oprettet Råstofskolen i Sisimiut, hvor unge ufaglærte arbejdsløse som Inge-Marø og hendes klassekammerater kan blive klædt på til de nye erhverv. Hvis Grønland for alvor skal høste frugterne af de kommende mineprojekter i landet, afhænger det af dem.

Grønlands statskasse styrer mod et årligt underskud på en milliard kroner, og selv det mest optimistiske scenarie, hvor der kommer gang i ét eller to storskalaprojekter i de kommende år, vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at rette op på underskuddet på de offentlige finanser, siger professor i nationaløkonomi Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, der er formand for Det Økonomiske Råd i Grønland.

»Det vil have langt den største effekt på økonomien, hvis man kan bruge de projekter som en løftestang for erhvervsudvikling og beskæftigelse, der kan komme befolkningen til gode. Hvis det kun er udenlandske selskaber, der opererer, og så sender en check en gang imellem, er det selvfølgelig rart nok. Men det er ikke nok,« siger Torben M. Andersen.

Grønland har gennem tiden haft flere aktive miner, og der har også været enkelte olieboringer i 1970’erne og 80’erne. Men desværre har Grønland og Danmark sovet i timen de sidste to-tre årtier, så stort set al viden på området er forsvundet ud af landet, siger Kristian Lennert, der er direktør for ingeniørfirmaet Inuplan, en af de grønlandske underleverandører for råstofindustrien.

»Mens de andre arktiske lande har bygget ny viden op om, hvordan man efterforsker og driver miner og olieindustri i Arktis, er der stort set ikke sket noget her i Grønland. Den viden, der var, forsvandt meget hurtigt, for den blev ikke understøttet af danske universiteter eller institutioner,« siger Kristian Lennert, der af samme årsag har været nødt til at finde samarbejdspartnere i Canada og Skotland. »Alle er interesserede i, at der nu bliver bygget ny viden op i Grønland,« siger han.

En drøm om minerne

»Det er her, tunnelerne skal være,« råber Michael Winther i forsøg på at overdøve trykluftsborene.

Han er dansker og områdechef for råstoffer på Råstofskolen. Inge-Marø og hendes klassekammerater er kun nået få centimeter ind i klippen med trykluftsboret, men ambitionen er, at skolens elever med tiden skal hugge to lange tunneler ind i fjeldet, hvor de også skal sprænge og bore klasseværelser imellem. Det er et lidt håbløst arbejde med et trykluftsbor.

»Men vi får en boremaskine, når sommeren er slut,« forklarer Michael Winther.

Inge-Marø går på skolens grundlæggende minekursus, common core. Hun og de andre har siddet på skolebænken i seks uger og gennemgået teorien og sikkerhedsinstrukserne, og nu er de på praktikpladsen de sidste fire uger og prøver maskinerne af. Når de har gennemført kurset, kan de komme tilbage og tage et af skolens seksugerskurser til maskinfører, sprængningsleder eller boreassistent. Inge-Marø vil søge kurset som maskinfører, fortæller hun, da vi senere mødes hjemme på hendes kollegieværelse.

»Jeg har hørt, at kvinder er gode maskinførere,« siger hun og smiler forlegent.

Kvinder kører ikke ræs i modsætning til nogle mænd. Fire af de andre kursister har også samlet sig på det lille værelse. To af dem går lidt genert ind og ud for at ryge på svalegangen, men blander sig i samtalen gennem det åbne vindue. De er flere, der har tænkt sig at søge ind på maskinførerkurset efter sommerferien, hvis skolen opretter det. Det kommer an på, om der er ansøgere nok.

»Maskinfører er populært, fordi man kan bruge det i entreprenørfirmaerne, og derfra kan man så tage springet til mineindustrien, hvis det bliver aktuelt. Det giver flere muligheder,« siger Jan, der med sine 45 år er alderspræsident på holdet.

Næsten hele holdet kommer fra Sydgrønland. De er alle sammen arbejdsløse, så det er kommunen, der betaler både kurset og deres 3.250 kr. i løn om ugen. For de flestes vedkommende er det også kommunen, der har henvist dem til grundkurset. Inge-Marø kom med ved lidt af et tilfælde. Hun startede på et engelskkursus på sprogskolen i byen og hørte så om Råstofskolen fra de andre. Nu er hun blevet bidt af det og overvejer også at tage kurset til sprængningsleder eller boreassistent.

»Det kommer an på, om jeg kan klare det maskinførerkursus,« siger hun.

For Jan handler det også om at inspirere andre grønlændere til at gøre sig klar til mineindustrien.

»Det, som der ikke skal så høj uddannelse til, kan vi godt klare,« siger han.

Men mange unge tror ikke på sig selv og har brug for et skub, mener han.

»Der er alt for mange, der sakker agterud. Man kan være med til at inspirere dem og fortælle dem, at de bare skal tage et kursus. Især en ældre person som mig, der gik ud af folkeskolen i 1900-tallet. Hvis jeg kan klare det, så kan de også,« siger Jan og får de andre til at grine.

De begyndte 20 på holdet, og kun én er faldet fra.

»Hans fravær var alt for højt. Han var min nabo. Jeg bankede på hans vindue om morgenen, så han kunne stå op. Han gad nok bare ikke,« fortæller Jan.

Råstofinspektøren Michael Winther har imidlertid seks andre navne på sin liste over, hvem der er i fare for ikke at bestå kurset.

At møde til tiden, eller i det hele taget at møde op, er et samfundsproblem i Grønland. Igen og igen fremhæver folk det som en af de alvorlige udfordringer, hvis mineselskaberne skal kunne regne med den grønlandske arbejdskraft.

Ingen bliver smidt ud

I klasseværelset på Råstofskolen har de listet det som den 10. værdi under overskriften ’Disciplin’: »Vi kommer til tiden,« står der med tyk streg under. »Det kan der ellers godt være problemer med. Især her efter eksamenerne,« siger Michael Winther og nikker ud mod en halvtom klasse, hvor eleverne sidder og arbejder på egen hånd. De er første hold på skolens nye erhvervsuddannelse til minesvend og maskinentreprenør. De begyndte 22 elever, nu efter det første år er de 16 tilbage.

Fortsættes side 12-13

»Vi er flinke mennesker, vi smider ikke nogen ud. Vi giver dem orlov, så kan de komme tilbage året efter. To ud af de seks, der er stoppet, starter forfra efter sommerferien,« siger Michael Winther.

Kristian er en af dem, der er tilbage. Han er 36 år og har taget sin kone og to døtre med til Sisimiut, hvor de bor i en kollegielejlighed. Det første halve år var alle på holdet engagerede og lavede deres lektier, men de fik ingen efterårsferie, og da de nåede jul, var de kørt trætte i skolen. Undervisningen er for kedelig, siger han

»Vi er de første elever. Vi er forsøgskaniner,« siger Kristian og griner lidt nervøst. »Der skal ske mange forbedringer, hvis uddannelsen skal fortsætte. Lærerne må tage kurser. Men der er sket forbedringer hos nogle,« siger han.

Efter skole kører han taxa for at få det hele til at løbe rundt. Nogle gange til klokken et om natten. Han er oprindeligt udlært bager, men bageriet i hans hjemby på Diskoøen er gået over til bake-off. Nu satser han på, at der venter en stor fremtid i råstoffer. Han skal være minesvend.

Næste år skal han og de andre i praktik i to år, inden de kan blive færdiguddannet. Men de har ingen anelse om, hvor de skal hen.

»Det er svært, for der er ikke kommet gang i noget endnu. De snakker stadig om London Mining nede i syd. Og så er der guldminen. Men vi kan ikke være alle 16 elever i guldminen,« siger Kristian og griner igen.

Skolen har også en aftale med Norge, hvor man har svært ved at få unge til mineindustrien, siger Michael Winther.

»Det er vores backup. Ellers havde vi ikke turdet gå i gang med uddannelsen,« siger han.

Den store prøve

Selv om dansk presse i foråret skrev om betalingsstandsning i Grønlands eneste fungerende mine, den lille guldmine i Nalunaq, er der stadig gang i graveriet.

»Hvad er det med jer journalister og betalingsstandsning?« som en af kursisterne på Råstofskolen vredt udbryder.

Han kommer selv fra en stilling i minen og regner med at tage tilbage og søge arbejde igen efter kurset.

»Der er betalingsstandsning hele tiden, det er bare et ord. Arbejdet fortsætter. Der er stadig lidt guld,« siger han.

Der er nu ikke meget guld tilbage. Ligesom Grønlands øvrige miner har gjort gennem tiden, stopper og starter Nalunaq-minen hele tiden arbejdet, i takt med at priserne på råstoffer går op og ned. Det er dyrt at drive miner i Grønland, så der skal ikke meget til, før det bedre kan betale sig at lade være. Lønningerne er relativt høje, miljøkravene er høje, og infrastrukturen skal bygges op fra bunden med havne og veje til minerne. Endelig er der uforudsete faktorer som klimaet, der i perioder kan sætte en stopper for enhver aktivitet.

Ifølge flere iagttagere er det en del af forklaringen på, at ingen af de nye mineprojekter endnu er faldet på plads. Det hele er endnu fugle på taget.

Selv om London Mining nu har forhandlet sig til rette med Selvstyret om den meget omtalte jernmine i bunden af Nuuk-fjorden, skal selskabet første finde finansieringen, inden det kan komme i gang med at bygge infrastrukturen omkring minen. Og det afhænger af kræfter uden for Grønland.

Derfor er direktør Kristian Lennert og hans firma også begyndt at følge nøje med i priserne på olie og metaller på verdensmarkedet. De falder, konstaterer han.

»I øjeblikket går det lidt den forkerte vej. Derfor er det måske svært at finde investorer. Det er noget, vi er nødt til at interessere os mere for, så vi kan lægge den rette strategi. Vi bliver nødt til at opstille forskellige scenarier, alt efter om der kommer et stort gennembrud eller ej,« siger Kristian Lennert.

Hans firma oprustede selv for tre år siden med en helt ny miljøafdeling med seks medarbejdere, der kan lave forundersøgelser for råstofindustrien. Og firmaet har brugt mange kræfter og penge på at opdyrke nye samarbejdspartnere og kontakter. Heldigvis er der godt gang i opgaverne i det offentlige byggeri og med planlægningen af nye havne, lufthavne og vandkraftanlæg, så firmaet er godt rustet økonomisk, forsikrer Kristian Lennert.

Der har dog ikke været nogen olieprøveboringer de seneste to år, og lige nu tvivler Kristian Lennert på, at der kommer nogen til næste år, som det ellers var planen.

»Men vi tror på flere efterforskningsopgaver og måske et mindre gennembrud på mineområdet i første omgang. Derfor bliver det også meget spændende med jernminen, om man finder investorer. Det er dér, det vil stå sin prøve.«

Hvis ikke der kommer gang i minerne i Grønland, drømmer Inge-Marø om at komme til Norge og arbejde i minerne der. Hun har aldrig været i Norge, men hendes far er halvt nordmand.

»Jeg vil gerne prøve at være sammen med min norske familie. Det er nok derfor,« siger Inge-Marø.

Hun overvejer ikke at tage den fireårige mineuddannelse på skolen.

»Nej, det gider jeg ikke. Det er for lang tid,« siger hun.

Hun gider heller ikke søge ind i entreprenørselskaberne. Så vil hun hellere tilbage som medhjælper i børnehaven i Sydgrønland. Det er mineindustrien eller ingenting.

 

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond

Se flere billeder fra Grønland på information.dk/fotobloggen

Serie

Seneste artikler

  • Naturen er noget, vi lever af

    17. august 2013
    I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
  • Nogle tæller oprinde­lighed i procent

    13. august 2013
    Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
  • Når råstofpengene kommer ...

    10. august 2013
    For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Feder
Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Christensen

Emil Rottbøll skrev en interessant artikel, som blev bragt i weekend-udgaven - med en yderst fængende overskrift. Jeg har lige skrevet en kommentar til den artikel.

Artikel nr. 2 er lige så interessant, og den fortjener også at få en kommentar med på vejen. Her kommer min:

Det er ikke til at vide, men jeg tror at Emil Rottbøll har ’sakset’ i et interview med professor Torben M. Andersen, som tidligere har været bragt andetsteds, og Emil Rottbøll er måske kommet til at glemme et par linjer eller fem. Den gode overvismand ved da bedre end de fleste, at der udover det delvis (30-35%) selvstyrede ejede Nunaminerals kun er udenlandske mine- og olieselskaber, der besidder af de kompetencer og kapaciteter, der kræves for at lede målrettet efter ressourcer i den grønlandske undergrund. De fleste af mineselskaberne, inkl. Nunaminerals, er såkaldte ’juniorselskaber’, der ’lever af’ at bringe efterforskningsprojekter så langt frem, at store selskaber ’bider på’, dvs. overtager efterforskningstilladelserne og tager de afgørende skridt til at modne projekterne.

Vi har endnu til gode at se, hvorvidt London Mining der siden 2005 har haft efterforskningstilladelse på Isua-jernmalmforekomsten, er i stand til at fremskaffe den finansiering, som kræves for at anlægge den mine og en masse tilhørende infrastruktur, som behøves, men som ikke findes. Hvorfor? Fordi vi er 'ude på bøhlandet', 150 km NØ for Nuuk. Her er et link, http://www.londonmining.com/operations/greenland/,
der giver et godt overblik over projektet inkl. forhistorien, som både er lang og interessant: Det 50%-statsejede mineselskab Kryolitselskabet Øresund fandt forekomsten i 1960erne og havde efterforskningskoncession i mange år, bl.a. sammen med amerikanske Marcona. Det stoppede, da staten solgte sine aktier i slutningen af 1980erne. KØ blev privatiseret og omdannet fra at være en industrikoncern til et kapitalformidlingsselskab. Ak ja. Senere har den verdensomspændende gigant Rio Tinto bedrevet efterforskning på Isua og bl.a. lavet et studium af et projekt med en underjordisk mine med 20 mio. tons/år. Og opgivet! Hvorfor mon? London Mining’s planer går i stedet ud på et åbent brug med en årlig produktion på 15 mio. tons.

At få disse ’strålende råstofprojekter’ finansieret er – stadigvæk – det springende punkt. Det afhænger meget af projekternes rentabilitet, og den er under pres. Ikke bare på grund af råstofpriser som p.t. dykker, men også fordi den nye regering/det nye Naalakkersuisut efter valget i marts, hvor Siumut genvandt magten, har stillet krav om at der skal betales produktionsafgift uanset om der er overskud på driften eller ej.

Som det fremgår af artiklen, udfoldes der store bestræbelser - og der bruges ganske mange offentlige midler – for at opkvalificere grønlandsk arbejdskraft til at varetage stillinger i selve minedriften og ’ikke bare’ i de tilknyttede servicefunktioner, såsom drift af indkvarteringslejre, sø- og lufttransport af gods og personer, etc. Dertil kommer en pæn underskov af liberale erhverv, ikke bare rådgivende ingeniører og miljøfolk som Inuplan, men også advokater, revisorer, etc., som er i sving. Men det batter jo ikke rigtigt noget, og det får ihvertfald ikke de mørke udsigter for Grønlands økonomi til at lysne.

Alle går og venter, med tilbageholdt åndedræt fornemmer man, på hvad der mon kommer ud af forhandlingerne om en udvindingstilladelse til London Mining. De blev indledt for over et år siden. Ting tager ting. Især i Grønland...

Jairus Lyberth

Til sidste afsnit af Mads's kommentar, skal vi lige huske, at der i mellemtiden er udskrevet valg og det hele sat på stand-by. Det er den ene grund, men også, at det nye Naalakkersuisut besluttede sig for at drage royalties på banen og i den forbindelse yderligere forsinket, hvilket jeg også gav udtryk for i et andet forum med beklagelse og at man kommer til at vente med uvished og mismod i længere tid. Ærgerligt, men sådan skulle det være.

Anders Feder

Jesper Wendt: Du er vel heller ikke grønlænder? (Man kan selvfølgelig tage fejl af folk.) I Danmark bryder en minearbejder vel i bedste fald så uglamorøse materialer som kalk og granit. Men glem ikke at det også her var industriarbejdere, sarte eller ej, der byggede velfærdssamfundet op. Det er vel sådan en udvikling disse elever drømmer om at blive en del af.

Mads Christensen

Ja, det er korrekt Jarius, at der - som jeg også skrev - har været afholdt valg til Inatsisartut. Men nu er der altså gået mere end 100 dage med den nye regering ved roret, og jeg tror, at de fleste ikke-Siumutter er enige om, at man skal have luppen frem for at få øje på, hvad den nye regering har præsteret.

Det omtalte valgløfte om produktionsafgift (royalty) er udtryk for det stik modsatte af, hvad Grønland i mange år har forsøgt at markedsføre sig med 'kontinuitet' og 'politisk stabilitet'. Og hvis jeg tænker højt, så tror jeg faktisk at det er netop det valgløfte, som det volder problemer at få indfriet på en sådan måde, at regeringen kan gå ud og præsentere det som en win-win løsning - og derved undgå at selv de mest overbeviste siumutter føler sig snydt.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er imod et krav om royalty. Det har jeg fået hug for - 'i timevis' af nærmest alle andre debattører, der ikke kan se at fuglene stadigvæk sidder oppe på taget. Disse debattører tror tværtimod, at man roligt kan presse citronen, også de selskaber inklusive London Mining, som i årevis har fået udstedt efterforskningstilladelser, hvor de er blevet stillet royalty-fritagelse i tilfælde af udvinding i udsigt.

Sagen er, at et krav om selv nogle få procent omsætningsbaseret produktionsafgift er så byrdefuldt, at alle realistisk indstillede mineselskaber er nødt til at svare igen med at kræve en meget betragtelig lempelse af selskabsskatten og evt. andre indrømmelser, fx hvad angår miljøkrav til minedriften. Hvis Siumut-regeringen fastholder dette krav om royalty, kan Grønland komme til at betale en høj pris: Ikke bare i form af et reduceret provenu ift. hvad selskabsbeskatning kunne have givet, men også i form af slappere miljøkrav. Er det med man vil? Eller er man ved at foretage et taktisk tilbagetog? Det kan jo godt tage tid at finde ud af, hvordan man kan sælge et nederlag som en sejr.

Jeg er derfor spændt på at se om det er den nye råstofminister, Jens-Erik Kirkegaard, som Emil Rottbøll har interviewet for at kunne skrive den kommende artikel nr. 6 - Ministeren. JEK har bl.a. en fortid som en meget aktiv blogger, der har søgt om aktindsigt i sager, der blev og fortsat bliver administreret af det Råstofdirektorat, som han nu er politisk chef for.

Nic Pedersen

Magen til ævl!

Hvis man er så heldig at blive mineEJER, som grønlænderne jo ser ud blive, så behøver man netop ikke at blive mineARBEJDER, hvilket for de fleste er noget mindre attraktivt!

Jairus Lyberth

Nic: Grønland bliver ikke mineejer som sådan, ellers var alle sejl sat til og var gået ud på lånemarkedet for at finansiere det hele, men sådan er virkeligheden ikke. Hvis Grønland også skal have noget ud af det - der tænker jeg specielt på arbejdspladser, opnormering af kvalifikationer indenfor faget og andre områder, så selvfølgelig er der brug for arbejdskraft OGSÅ grønlandske. Kvalificeret arbejdskraft findes også, men i begrænset omfang, og derfor er der også oprettet en råstofskole, som skal uddanne folk til at kunne klare faget og på den måde - så vidt muligt - sikre fremtidige arbejdskraft i Grønland. Der er brug for hænder som har lyst og brænder for faget, og det er jeg sikker på, at der er mange af. Mindre attraktivt i nogle øjne måske, men det kommer helt an på de øjne, der ser.

Nic Pedersen

Jairus,

undskyld mig, men hvis grønlænderne ikke bliver mineejere, så er der sgu noget de (OG danskerne) har forsømt!
Hvad skulle der være i vejen med indkomster fra udvundne råstoffer efter mængde og pris?
Jeg tror ikke, at grønlændere er dummere end f.eks. arabere eller andre mennesker, hvorfor skulle de være det?

Mads Christensen

Næh Nic, jeg tror såmænd heller ikke, at grønlændere er dummere end arabere, etc. De er måske oveni købet på visse punkter klogere!

De rigeste grønlændere har i hvert fald indtil valgt at blive kapitalister på noget andet end undergrundens ressourcer. Der findes vel en håndfuld eller to ’rejebaroner’ og ligeså en håndfuld eller to entreprenør-magnater. Måske lidt flere af den ene slags og lidt færre af den anden. Forhistorien er, at nogle personer/familier er startet i det små i den ene branche og på et tidspunkt har man så ’diversificeret’ over i den anden branche. Andre er gået den anden vej. At det ser således ud, handler i høj grad om hvad der har drevet den hidtidige grønlandske erhvervsudvikling. Det har været fiskeri efter forskellige fiskearter, navnlig et meget profitabelt, industrialiseret rejefiskeri med 'søkogere' og det har været bygge- og anlægsvirksomhed som følge af høj aktivitet med navnligt offentligt finansieret byggeri af boliger, infrastruktur i form af havne, lufthavne, kraftværker, etc.

Minedrift har indtil videre ikke så sexy, at det gør noget. Det gælder stadigvæk. Den nødvendige afvejning mellem denne branches positive bidrag i form af offentlige indtægter og beskæftigelse i både første, andet og tredje led og de negative indvirkninger på natur, miljø og kultur har været og er fortsat svær at foretage for de grønlandske beslutningstagere.

Det er også værd at huske på, at det takket den hidtil førte politik for tildeling af rejelicenser og fastsættelse af årlige kvoter har været forholdsvis risikofrit at investere i nye, større og mere effektive rejetrawlere. Det betyder, at der er foregået en koncentrering af kapitalen i den branche, og forrentningen har været over middel, for nu at sige det på en pæn måde. Så hvorfor skulle man så drømme om at blive mineejer? Det er på mange, næh alle, måder en hel anden branche, som i en grønlandsk sammenhæng endnu er i sin vorden. Desuden er det en branche, hvor kravene til kapital og risikovillighed er helt anderledes end det, som den herskende klasse hidtil har indrettet sig efter.

p.s. Der er det i vejen med indtægter i form af afgifter efter mængde eller pris uden hensyntagen til om der er overskud eller ej, at det svarer til at forekomsten skal være mere højlødig og/eller tonnagen skal være højere end hvis der ikke var royalty oveni eller rettere før der skal betales skat af overskuddet. I Grønland er det over 20 år siden, at den sidste 'store' og profitable mine blev lukket. Der var ikke krav om royalty fra den mine, og det var/er der heller ikke på de to 'små'-miner, som har været i drift i løbet af de seneste 10 år. Den ene af disse miner blev lukket efter få års drift, og den anden blev lukket af de første ejere og siden genåbnet af nye ejere med et delvist nyt koncept, men driften halter stadigvæk. Med andre ord, eller ihvertfald mine ord: Der er simpelthen for 'lidt record' på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at drive miner i Grønland, hvor det offentlige får indtægter fra Dag Et, uanset om bundlinjen for mineselskabet er rød eller sort.

Nic Pedersen

"Der er simpelthen for 'lidt record' på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at drive miner i Grønland, hvor det offentlige får indtægter fra Dag Et, uanset om bundlinjen for mineselskabet er rød eller sort."

Ja, det giver jo sig selv, at det netop er det, som skal sikres. Ellers bør man da selvsagt lade være indtil mineselskaberne bliver "sultne" nok.

Så kan man jo med fordel studere andre landes modeller i mellemtiden. Og hvis jeg var grønlænder, ville jeg nok ikke spørge de "kloge" i København først. ;-)

Anders Feder

Nic Pedersen:

"Ja, det giver jo sig selv, at det netop er det, som skal sikres. Ellers bør man da selvsagt lade være indtil mineselskaberne bliver "sultne" nok."

Hvem skal så brødføde den voksende grønlandske population i mellemtiden? (Og for hvilken pris?) I øvrigt har man talt om resourceeventyr i Grønland de sidste 50 år - hvilket grundlag er der for at mineselskaberne skulle blive mere sultne af at vente 50 år mere?

Nic Pedersen

"Hvem skal så brødføde den voksende grønlandske population i mellemtiden?"

Sulter de da i Grønland?

Det har jeg ikke hørt, men forhåbentlig ikke så meget, at de sælger landet for en skål linser og et job som kuli i en mine.

"hvilket grundlag er der for at mineselskaberne skulle blive mere sultne af at vente 50 år mere?"
At verdens eksisterende miner ikke er uudtømmelige, naturligvis!

Anders Feder

Nic Pedersen:

"Sulter de da i Grønland?"

Hvis de følger din plan: ja.

"At verdens eksisterende miner ikke er uudtømmelige, naturligvis!"

Det er der da intet 'naturligvis' i. Verdens beholdning af snydeguld er heller ikke uudtømmelig, men det er da ikke ensbetydende at nogen vil blive mere sultne efter det hvis man venter længe nok.

René Caspersen

Hej Nic

Allerede i dag, går rigtig mange børn sultne i seng, dagligt. Så; nej der er ikke tid til at vente 50 år.